Pladespilleren.dk

Kontravægten 4/2009 - klassikeren DL 103 i flere forklædninger og Rubato kobber plademåtten.

Denon DL-103 og DL-103SA

ca. 1.299,- og 3.995,-

Kontakt: Hi-Fi Klubben, www.hifiklubben.dk

ZU DL-103

Pris: ca. 4.000,-

Kontakt: PS-Audio, www.psaudio.dk

Rubato copper mat

Pris: ca. 2.000,-

Kontakt: High End Sound, www.highend-sound.com

Alu og kobber

Tja, hvad har alu og kobber med de sorte vinyler at gøre? Læs videre, så løfter jeg sløret for denne lidt kryptiske indledning.

En absolut klassiker

Denon DL-103 må betegnes som en ægte klassiker. Flere steder kan man læse, at det er den meste solgte MC pickup i verden. Om det så er sandt, ved jeg ikke, men historien er fantastisk.

DL103 har været i produktion siden 1963, hvor den blev udviklet til den japanske radiofoni. Gennem tiderne har der været et hav af forskellige udgaver som videreudviklede på konceptet, men hele tiden inden for de basale og velafprøvede rammer.

En DL-103 er en meget simpelt og fornuftigt opbygget MC pickup med en let alu nålefane og en konisk nåleslibing. Ophænget er med en compliance på kun 5 x 10-6 meget stift og pickuppen kræver således en tung veldæmpet arm. Udgangsspændingen ligger omkring de 0,25 mV, så også her stilles der krav. Med en udgangsimpedans på hele 40 ohm er vi meget langt fra de tendenser der ses p.t. med lav generatorimpedans. Vægten er ca. 8,5 gram.

Blandt de mange specielle udgaver af DL-103 ser man andre nåleslibninger samt ændringer i spolesystemet og ikke mindst den mekaniske udformning. Der findes også mono udgaver samt pickupper til afspilning af 78’ere. Flere af de mere specielle modeller er dog kun udbudt til salg i Japan.

Her kigger jeg på tre forskellige udgaver af DL-103. Standardmodellen, som rent prismæssigt er en yderst overkommeligt MC-pickup. En rigtig klassiker. Herudover der en DL-103SA, som nok kan betragtes som en repræsentant for, hvad Denon kan opnå med denne konstruktion, når de gør sig umage.

Endelig er der en noget modificeret udgave fra det japanske firma Zu, som har gjort sig specialist i at flytte hele motorsystemet over i et kraftigt alu hus.

DL-103 standard - ægte nostalgi

DL 103 er på trods af alderen en rigtigt god pickup, ingen tvivl om det. Først og fremmest fordi den kender begrænsningens kunst. Den prøver ikke på at gøre noget den ikke magter og så har den ikke umiddelbart nogen indbyggede imponatoreffekter. Med mindre man tæller dens umiddelbarhed og spilleglæde med i den kategori.

I første omgang kan DL-103 forekomme lidt lukket, men det er bare indtil man finder den rette belastning eller en kombination af RIAA og anlæg der passer med dens klangkarakter. I stedet for et væld af detaljer forsøger DL-103 at vinde lytteren med sin varme og rundhed. Med risikoen for at fornærme nogle af de mange tilhængere, må jeg sige, at det egentlige bas område er noget tilbageholdende og at toppen er glat, men mangler lidt detaljer i forhold til mere up to date nåle slibninger.

Billed: Den runde SA-model til venstre og standard DL-103 til højre.

I stedet har DL-103 så helt andre kvaliteter. Lyden smyger sig om musikken og rent tonalt er den glat og tro mod denne lydfilosofi. Bunden står som nævnt noget mindre fast og dynamisk end f.eks. den fire gangen så dyre Ortofon Rondo Bronze, som igen også har næsen solidt foran, når det kommer til detaljeringsgrad opefter. Således får man ikke noget foræret, men prismæssigt er det også en uretfærdig sammenligning. Til gengæld kan man så sige, at Ortofonen er mere kræsen, for DL 103 spiller hvad det skal være med største selvfølgelighed. Men netop her har vi en af dyderne ved DL 103. Den gør mange ting så godt, at man uvilkårligt søger pickupper i en højere prisklasse, for at finde noget der kan gøre dem kunsten efter.

Kigger man på en mere passende sammenligning, den lille Ortofon 2M Blue, så viser DL 103 tydeligt, MC princippets fordele ved at være mere glat og rund – kald det bare behagelig at lytte på.

DL-103 er visse steder blevet sammenlignet med en Ortofon SPU. Men såvel pris som kvalitetsmæssigt er der forskelle. Alligevel kan jeg godt se hvorfor man laver denne analogi. Begge er klassikere og tonalt har de deres force i hele det varme mellemtoneområde, mens der skøjtes lidt let hen over såvel bas som top. Til gengæld må jeg så sige, at min SPU Gold både dynamisk og detaljeringsmæssigt er i en noget anden klasse end DL 103.

Billed: DL-103 nål (med hår) helt tæt på.

Tiden er ikke gået sporløst hen over DL-103, men den har så absolut sin berettigelse. Faktisk er det imponerende at den stadig den dag i dag kan begå sig. Man bør dog være opmærksom på, at den har sin helt egen lyd, som enten vil være lige det du søger, eller noget som nogen måske vil finde en tand for tilbagelænet og pænt. Her spiller det absolut ind, hvad man kombinerer den med og hvilken musik der spilles. Jeg vil beskrive DL 103 som mere velegnet til jazz, opera og symfonisk musik samt andet i den akustiske genre. Skal det være hårdt, kontant med mere moderne elektrisk forstærkede musikformer, kan den komme lidt til kort over for nyere konkurrenter. Totalt set er der dog tale om alle tiders pickup, som til en yderst rimelig pris, må betegnes som et afgjort best-buy.

DL-130SA - en fuldendt klassiker

Her har vi så en af topmodellerne blandt de nye udgaver af DL-103. På DL-103SA er huset godt nok samme størrelse, men der er gjort mere ud af dæmpningen. Samtidig har det blå hus fået rundet kanterne. Ellers er der mange ligheder i form af ophæng, nålefane og selve den koniske nål. Spolesystemet er nu af ren OFC-tråd og den interne dæmpning har fået en tiltrængt opgradering. Udgangsimpedansen er nede på 14 ohm, men compliancen er stadig ultra lav – opgivet til 5 x 10-6 ved 100 Hz. Udgangsniveauet er 0,25 mV og det anbefalede nåletryk omkring de 2,5 gram.

Med DL-103SA kan man sig at nyt og gammelt mødes, hvorefter sød musik opstår. Det var en noget overraskende udgave af Diana Krall jeg oplevede som det første. Plejer hendes stemme at være så langt fremme i lydbilledet og med et tydeligt ekstra tilskud af ”detaljer”, varme og noget robusthed? Celloerne stod også med mere lyd fra strengene og ekstra harpiks. Det hele forekommer tættere på og mere intimt med en mildt sagt meget anderledes, men på visse områder også besnærende detaljeret og nærværende mellemtone. Det her kræver lige lidt tilvænning. Pianoets anslag lyder lidt tykkere, nærmest som om der spilles med en let dæmper på strengene. Om det er en bevidst tilstræbt egenlyd ved jeg ikke, men DL-103SA er helt sin egen.

Der er afgjort flere detaljer og mere luft end på standard DL-103’eren. Men efter et stykke tid sniger den specielle DL-103 magi sig ind på en. Her må jeg indrømme, at SA modellen har langt mere at byde på. Den er bestemt ikke neutral, men den har det med at krybe ned under huden på sangerne og lige som få stemmerne op, frem og ud i højttalerne. Igen må jeg sige, at det er absolut besnærende og noget man hurtigt lærer at værdsætte.

Billed: Nålen på DL-103 SA adskiller sig ikke meget fra standardmodellen. Det er internt i motorsystemet samt i selve huset forskellene ligger.

Nu skal det hele jo ikke drejer sig om den vigtige mellemtone. Hvad så med bunden? Jo her har SA udgaven afgjort også langt mere magt og kontrol. Hvor standard DL-103 nærmest kan siges at være tilbageholdende, så er der her pænt niveau og masser af kontrol. Den er ikke så stram som f.eks. Ortofon Rondo Bronze, der ligger i samme prisklasse, men der er varm fyldig og passer tonalt fint sammen med resten. I toppen er der også lukket op i forhold til en standard DL103. Der er mere luft og gennemsigtighed, som høres helt ned i stemmelejet, hvor især kvindestemme står bedre defineret i lydbilledet.

Hvorvidt SA udgaven så er ca. den tredobbelte pris værd, kan diskuteres. Men man betaler altid for at få noget ekstra. I dette tilfælde er jeg ikke i tvivl. På trods at standard udgavens fortræffeligheder, finder jeg musikken meget mere levende og spændende, når pladerne aftastes af DL-103SA.

ZU DL-103 - fingersnilde og lidt alu

Det amerikanske firma ZU Audio er nok primært kendt for deres yderst følsomme højttalere. Men de har også en række modificerede udgaver af DL-103 på programmet. Pickupperne findes i forskellige ”grades” afhængig af de udmålte tolerancer. Den model jeg har lyttet til er grade 1 med 1 % tolerance. Fælles for dem alle er, at pickuppen er pillet ud af det lille plastik hus, som pickuppen normalt kommer i. Herefter bliver det hele monteret i en solid udfræset alu krop. Efterfølgende sker der en intern mekanisk dæmpning med en epoxy lak. Huset har 2 gevindhuller, som gør montagen nemmere en på originalerne. Selvsagt er massen større – vægten angives til 14 gram - og den frie adgang til pickuppens indre gør den noget mere sart. Uden en nålebeskyttelse skal man ikke ryste på hånden ved montagen. Det hele er dog lavet yderst imponerende og meget gedigent. Leveringen sker i den originale Denon emballage, så man kan ikke se noget udefra. Zu har dog lagt en lille manual ved, der fortæller noget om montage og justering.   

Lyden af en passende dæmpning.

ZU DL-103 er et absolut fremragende eksempel på, hvor meget dæmpning og en solid opbygning af pickuppen betyder. Gengivelsen er meget langt fra den originale DL-103. Det hele er mere glat og sammenhængende, men stadig med de umiskendelige kvaliteter fra den oprindelige pickup. Bunden er blevet mere fast og nuanceret, men niveaumæssigt mangler der stadig lidt. Hele mellemtone området er afgjort det der har høstet størst fordel af ombygningen. Nu graves der detaljer ud af lydbillede, som før druknede lidt i de charmerende betoninger. I stedet er der så en gengivelse, der virker mere dynamisk og glat. Måske skyldes det også, at den faktisk tier stille, når der er behov for det. Nedefter er det dog Denons egen SA model der lige har næsen foran. Ikke hvad det glatte og neutrale angår, men den har igen noget mere vægt og pondus i bunden.

Toppen på ZU udgaven har igen det glatte og samtidig lidt høflige præg. Ingen tendenser til at grave alt for mange detaljer op af rillerne, men bare lige nok til at det hele hænger sammen. Det her er en gengivelse mere på musikkens præmisser end super detaljeret hifi, som visse moderne pickupper excellerer i.

Totalt set er det faktisk forbløffende, hvor meget bedre ZU udgaven er. Hvis man er tilhænger af den oprindelige DL-103, så vil blive endnu mere begejstret over ZU DL-103. I forhold til DL-103SA kan den virke lidt mere massiv og ikke helt så let og dynamisk. Til gengæld har den nok flere af de fordele, som de typiske Denon tilhængere går efter. Afgjort en spændende og meget velspillende pickup.

En konklusion eller....?

Personligt ville jeg nok ikke helt kunne leve med standard udgaven af DL-103. Måske er jeg blevet forvænt eller kræsen. På den anden side kan jeg godt høre, hvorfor mange er så glade for den. På trods af dens umiskendelige aftryk så er den absolut besnærende at lytte til. Den har krop varme og masser af bund uden at gå helt dybt. Toppen er tilgivende og glat. Kan man ønske sig mere til den pris?

DL-103 SA er en langt mere helstøbt gengiver. Den har stadig den umiskendelige DL-103 mellemtone og trækker stemmer frem. Absolut fremragende til opera. Men den er langt mere fast og udstrakt end standardmodellen. Til ca. 3 gange så meget giver den stadig valuta for pengene. Jeg beholdt den til samlingen.

ZU DL-103 sætter sig så mellem to stole. Den er en strammere og mere kontrolleret udgave af standardmodellen. Faktisk imponerende så stor forskel en mekanisk dæmpning kan gøre. Denne kunne jeg også leve med, men all-over finder jeg SA udgaven bedre.

Efter pickupperne går vi så over til noget helt andet

Rubato - Blank kobber i musikkens tjeneste.

Kobber er en god leder og vi finder masser af det i vores kabler og andre steder i elektronikken. Men her er det en solid kobberplade, jeg har kigget på. Jeg vil ikke kalde det en ”plade-måtte”, for med 1,8 kg og en tykkelse på ca. 5 mm er der snarere tale om en kobbertallerken. Denne er beregnet til placering oven på en eksisterende pladetallerken. Micro Seiki lavede en tilsvarende for flere år siden og Rubato er helt sikkert blevet inspireret af den.

Med så stor masse er der tale om en egentlig dæmpning af den underliggende pladetallerken. Jeg kunne forestille mig at den vil give meget stor forskel på pladetallerkener af f.eks. akryl eller træ. Man bør dog lige sikre at leje og eventuelt ophæng kan bære den ekstra vægt. For mange pladespillere vil det betyde noget der ligner en fordobling af den roterende masse.

Kobber er et forholdsvis blødt metal og der for har det andre akustiske egenskaber end f.eks. stål eller aluminium. Tyske TW Acoustics anvender konsekvent kobber til toppen af pladetallerkenen på deres store Raven afspiller.

Med en kobber plade oven på din pladetallerken, er den såkaldte ”constrained layer damping”. De to metaller har forskellige resonanser og udligner således hinanden. Det bemærkede jeg på den ellers meget levende pladetallerken på min Garrard 301. Den ringer normalt som en kirkeklokke, men med Rubato kobber tallerkenen oven på var det hele langt mere dødt og resonansfattigt.

Lyden af kobber

Normal når man snakker "lyden" af kobber, så er det kabler. Men her er det så mere kobberets mekaniske egenskaber vi er ude efter. På min Verdier kopi erstattede Rubato en Acromat, som jeg har brugt med stor succes igennem et års tid. Lyden var godt nok anderledes, men ikke lige det jeg have ventet. Pladen direkte mod det hårde metal forbinder man nok med noget hårdt. Men sådan lyder det bestemt ikke. Tvært imod rundes der lidt af i top og bund, mens mellemtonen får tilført lidt detaljer. Der er virkelig hul igennem på især kvindestemmer, der står rigtigt godt defineret uden fnidder eller kunstig fylde i lydbilledet. Til gengæld mangler der lidt ro i forhold til min Acromat, men det er i høj grad et spørgsmål om smag og det øvrige anlæg.

Opefter er det hele en smule mere rundt og varmt. Det gør også at evt. knitren eller lidt støj i pladerne ikke kommer med samme smæld, som jeg er vant til. Det hele får en lidt dump og dæmpet karakter. Småting, men det er der.

Lydkarakteren ændrede sig endnu mere på den førnævnte Garrard 301. Her kom der endnu mere ro og stabilitet i lydbilledet, selv om netop disse parametre er den gamle pladespillers force. Det bekræfter så bare min formodning om, at de fordele der opnås i høj grad afhænger af pladetallerkenens udformning.

Men at lægge de sarte LP’er direkte ned på kobberpladen er noget af en udfordring. Alt støv eller snavs vil nemt blive presset op i rillerne. Det kræver så at man hver gang først renser Rubato pladen, så undersiden af pladen og til sidst den side der skal afspilles. Mildt sagt noget besværligt. Man kan så evt. eksperimentere med forskellige blødere måtter oven på Rubato, men så bliver det hele straks mere kompliceret. 

Totalt set er Rubato pladen en interessant ting, som i visse tilfælde kan ændre lyden drastisk. Men om den lige passer til din pladespiller, kan kun konstateres ved en afprøvning. En ting står dog fast – det ser rigtigt flot ud på pladespilleren!