Audio Note IQ IIIPladespilleren.dk
Flere små diamanter - Test af 5 pickupper
Audio Note IQ III – ca. 4.500,- / Info: Audio Consult, tlf. 35373680, www.audioconsult.dk http://www.audionote.co.uk/
Benz Ebony H – ca. 16.000,- Info: Audio Art, tlf. 33253700
Cartridge Man Music Maker Mk. III – ca. 7.500,- Info: Highend Sound, www.highendsound.dk www.thecartridgeman.co.uk
Ortofon Rondo Bronze – ca. 5.000,- Info: Ortofon Danmark www.ortofon.dk
Shure MR95 – ca. 1.400,- Info: Kinovox, tlf. 44533011 www.shure.com
Oprindeligt var det planlagt, at jeg denne gang udelukkende skulle kigge på et par pickupper i den dyre og noget bedre del af markedet. Men det går ikke altid som planlagt. Et par stykker af dem jeg havde tænkt mig at kigge på, må vi have til gode til en anden gang. Til gengæld dukkede der så lige et par MM pickupper op. Derfor denne lidt blandede pose bolcher – men alle sammen rilleaftastere med deres stærke sider.
Sådan gjorde jeg
Alle pickupper var enten leveret tilspillet eller fik lov til at snurre et antal timer. For enkelte af dem står det direkte i manualen, hvor mange timer de skal spilles til, og denne anbefaling blev fulgt. Således tager det laaang tid at teste pickupper!
Der blev anvendt 4 forskellige pladespillere. Ud over de 2 nævnt i HF nr. 8/2006, var der også en Funk med Rega 250 arm samt en god gammel Technics SP10 mkII. MC/RIAA var primært Accuphase AD2800 monteret i C2400 kontrolforstærkeren. Herudover var der dog også en NLE 17 samt rør RIAA og MC forstærker fra Thorhauge Audio.
Der var mange plader i omdrejninger. Blandt andet det nyeste udspil fra Hans Theessink/Slow Train, Sara K./Waterfalls, Muddy Waters/Folksinger, Diana Krall/In the other Room, Bryan Ferry/Dylanesque, Patricia Barber/Live a Forthnight in France samt en hel del gode Decca og RCA presninger med klassisk musik.
Pas på!
Når man skal montere en pickup til 15.000 kroner eller mere, skal man passe på. Især når den som enkelte af dem vi kigger på her, ikke har nogen beskyttelse. Ja ikke alene skal man være forsigtig, man skal også planlægge og tænke sig om. Vent til du er alene og har ro – ryd bordet og sørg for godt med lys og overblik. Hvis du ryster alt for meget på hånden så vent, eller tag en stiv whisky (eller kaffe) og vent lidt mere – det plejer at hjælpe.
Vær opmærksom på løsthængende ærmer eller andre former for beklædning, der kan komme i vejen. Pas også meget på, at moderne pickupper indeholder særdeles kraftige magneter. Anvend helst umagnetiske skruer og pas også på at skruetrækker eller andet værktøj i nærheden ikke pludselig kommer for tæt på selve nåleophænget med magneterne. En lille møtrik der uforvarende kommer for tæt på, omdannes meget hurtigt til et projektil, der pludselig flyver flere cm gennem luften. På en brøkdel af et sekund kan det koste dig mange penge.
En anden ting man skal passe på er skruernes kvalitet. Umagnetisk ja, men aluskruer kan, hvis huset eller gevindet er af alu, svejse sig selv fast og er så umulige at få ud igen. Her taler jeg af bitter erfaring! Nogle af de dyreste pickupper kommer med egne skruer – brug dem.
Endelig er der også de små pinde eller terminaler som skal skubbes på plads bag på pickuppen. Det kan være meget svært hvis disse går stramt. En lille skarp kniv eller skruetrækker kan vride dem let fra hinanden så det hele går lettere.
Herefter er der så hele opsætningen med overhang, VTA, azimut, korrekt nåletryk og meget mere. Men alt det har jeg skrevet om i en længere artikelserie tilbage i 2000.
Audio Note IQ III
Audio Note er nok mest kendt for deres hundedyre og fantastiske MC-pickupper. Dem har vi endnu til gode at kigge på. I stedet bevæger vi os her i den lidt mere prisvenlige klasse, selv om IQ III må siges at høre til blandt de dyre MM pickupper. IQ serien omfatter 3 modeller, alle er bygget op omkring et hus fra Goldring (så vidt vi kan se en GC 1042). Forskellene ligger så i de løse nåleforparter. Man kan så starte med IQ I og senere opgradere til II eller III, hvis det ønskes.
I IQ III er selve nålen den samme Fritz Gyger type 1 som man finder i den væsentligt dyrere Audio Note Io 1 MC pickup. Nålefanen er noget usædvanligt fremstillet af titanium. Bortset fra disse nøgne facts er der faktisk ikke så meget at sige, andet end at IQ III leverer et fornuftigt output på 6,5 mV, hvilket burde tilfredsstille alle RIAA indgangen.
Blandt de øvrige data opgives; kanaladskillelse 25 dB, statisk eftergivelighed 24mm/N og nolemasse 0,45 mg.
Sprødhed og charme
Det skal ikke være nogen hemmelighed at vi var lidt skuffede i starten. Fra den danske importør Audio Consult fik vi at vide, at den skulle spilles til – længe! Det var så OK, men samtidig viste den sig noget kritisk med hensyn til hvilken arm den kom i. Nogle arme, som vi ikke før havde oplevet problemer med, gav en tydelig snerren eller brum. Monteret i RB 700 og RB 250 armene fra Rega var der dog ingen problemer.
Audio Note IQ III fik så lov til at kværne sig igennem rigtigt mange ABBA, Supertramp og ELO fra vort lager af gamle plader. Med en 40-50 timer bag sig var der afgjort sket noget, men vi fik at vide, at det skulle blive endnu bedre, så der røg nogle flere timer på.
Der skete da også noget – helt sikkert. Fra at være noget ru og kantet i toppen havde det hele ændret sig til en meget livlig og finkornet gengivelse opefter, dog stadig med nogle typiske kendetegn og en speciel karakter. Samtidig var der en flot dynamisk bund med et godt punch i det egentlige basområde, men med en let betoning i den øvre bas der får lov til at stå noget mere kraftfuldt. Mellemtoneområdet gengives neutralt, men en smule tilbage i lydbilledet. Der var en dejlig om end noget mere spinkel stemmeføring fra Bryan Ferry end vi er vant til. Til gengæld blev der lukket op for det umiddelbare og lydbilledet var stort og bredt. IQ III lyder aldrig kedeligt – der sker noget. Totalt set er lyden meget sprød og livlig. Den specielle top får det hele til at lyde mere af metal og med et ekstra tilskud af detaljer, som der reelt ikke er på indspilningerne. Samtidig har det hele en dejlig fysiks karakter, som kendetegner de bedste MM pickupper, men som man sjældent finder på MC typer i denne prisklasse. Har man et anlæg der trækker lidt mod det lyse og analytiske, kan det gå galt. Vi prøvede også på en rør-riaa og det var en god kombination. En meget lys og lettere anstrengt (måske billig) riaa kan hurtigt tippe det hele over til noget meget ubehageligt.
IQ III er ikke den mest neutrale pickup, men den har nogle kvaliteter, når det kommer til spilleglæde og det at hente noget dejligt liv ud af rillerne. Absolut vigtigt og vi må da også konstatere at det er en af de MM pickupper der har fået mest spilletid, helt uden at abstinenserne fra manglende MC-lyd meldte sig. Lang tid efter testen var overstået og pickuppen var gået retur, tænkte jeg tilbage på den sprøde og meget engagerende gengivelse. Audio Note kan et eller andet med pickupper og når først man får det hele til at passe sammen, så er det absolut vanedannende.
Benz Ebony H
Topmodellen fra Benz hedder LP, hvilket jo lyder meget naturligt. Men de 2 bogstaver står faktisk for Louis Pires. Historien er meget kort, at Louis Pires er en portugisisk forretningsmand bosiddende i Afrika, som handler med varer fra Schweiz – og ja, så har han et ibenholt træ. Louis kontaktede på et tidspunkt Albert Lukachek hos Benz og foreslog ham at bruge dette meget hårde træ til huset på hans pickupper. Det har yderst ideelle akustiske egenskaber og så ser det jo flot ud.
Med erfaringerne fra low output udgaven LP har Benz så udviklet high output versionen Ebony H. Det sorte ibenholt hus er helt åbent i bunden og adskiller sig umiddelbart ikke meget fra f.eks. Ruby. Det giver et fint kig op til det skrøbelige og fine indre. Ebony H anvender et meget kraftigt magnetsystem og en cross coil generator viklet med 16 mikron kobbertråd på et jernanker. Der er nyudviklede polstykker og for enden af den 5,5 mm lange (0,28 mm diameter) massive boron nålefane finder man en Fritz Gyger S nål.
Pickuppen leveres i en lille elegant træ æske. Der medfølger passende skruer, skruetrækker, målekurve og en lille rensebørste samt libelle, så man kan sætte pladespilleren i vater. Desværre er der ingen som helst form for nålebeskyttelse, så her skal man passe på.
Ebony H leverer 2.5mV ud og passer således perfekt til alle normale MM indgange. Benz opgiver selv en anbefalet belastning på mere end 1000 ohm.
Specifikationer: vægt 9,8 gram, dynamisk eftergivelighed 15 um/mN, udgangsimpedans 95 ohm, frekvensområde 20-20kHz +/- dB (den medfølgende målekurve bekræfter dette, ved en stort set ret frekvensgang med et 1dB fald i området fra 2 til 12 kHz).
Det bedste af alting
Der står i den medfølgende manual, at Ebony H skal spilles til i ca. 40 timer. Det er bestemt ikke noget problem, for når man har hørt ganske få strofer af den først plade hænger man fast. Denne ene plade tager den anden og man går på opdagelse i sin pladesamling. Her kan man sige, at det er en anden type ”nål” som skaber afhængighed. Det hele er bare så selvfølgeligt og med masser af overskud og ro. Vi fandt dog også meget hurtigt ud af at Ebony er meget følsom over for hvilken arm den kommer i. Her skal man have fat i det bedste. Rega 700 fungerede fint, men vor kopi af en Schröder arm (også lavet i ibenholt) var en helt fantastisk kombination.
Opefter er der luft, sprødhed og detaljer, men hele tiden parret med en substans og et nærvær. Små detaljer der før var skjult i selv velkendt materiale kommer pludselig på plads. På Hans Theessink pladen hørte vi pludselig fraseringer og små læbelyde med langt større tydelighed. Fingrenes gliden op ad guitarstrengene og hele rummets akustik var en ny oplevelse. Pludselig var rummet bag Theessink mere skarpt aftegnet og man hørte tydeligt afgrænsninger. De mange helt uforcerede detaljer, gør at man uvilkårligt lever sig ind i musikken på en anden måde.
Gengivelsen af metal har den nødvendige vægt og tyngde. På en måde kan man sige at Benz Ebony ikke falder i den grøft som mange ellers gode MC-typer, nemlig at den ikke gør det hele lidt for letvægtig opefter. Musikken bogstavelig talt ”ånder”, hvilket høres på puste og stødlyde. LP’en In the other Room med Diana Krall kan til tider være plaget af en let betoning på s-lyden. Med Benzen indjusteret og tilspillet viste det sig, at problemet bestemt ikke ligger i presningen, men i den måde pladen afspilles. En direkte sammenligning med CD udgaven af samme indspilning faldt entydigt ud til LP’ens fordel, hvor der helt tydelig var såvel mere dynamik som større indlevelse. Selv i forhold til den ellers rigtigt gode Benz Ruby II low output MC er der langt mere fasthed og kontrol at spore via Ebony. Man glemmer alt for hurtigt at lytte efter små fejl eller nuancer og i stedet nyder man bare musikken. Måske ikke så godt, når man skal anmelde og beskrive hvad denne pickup nu er god eller måske dårlig til, men bestemt helt OK, når man vil nyde sine plader.
Som et af de primære aspekter kan man nævne sammenhængen. Der er ikke noget som skiller sig ud eller hives frem på bekostning af noget andet. Benz Ebony har en formidabel evne til at være rund varm og blød samtidig med at der ikke skjules nogen detaljer. Detaljerne er der bare, de pindes ikke ud og smides i hovedet på lytteren. Bunden står f.eks. med stor magt og masser af fasthed. Waterfalls med Sara K. indeholder en fantastisk bas og et stort rum, som jeg faktisk kun har hørt bedre (meget kort) med en Van den Hul Condor. Sidstnævnte virkede så en kende mere tilbageholdende dynamisk. Benz Ebony har bestemt ikke noget at skamme sig over og alle forbehold over for high output MC-systemer er hurtigt glemt. Her kan man både blæse og have mel i munden. Med en udgangsspænding på 2,5 mV kan der springes et led over og i det hele taget er Benz Ebony en meget nemmere pickup at have med at gøre end langt flertallet af de konkurrenter den kvalitets- og prismæssigt kan sammenlignes med.
Cartridge Man - Music Maker III
Det engelske firma Cartridge Man laver lige præcis det der ligger i navnet, og det har de gjort i 30 år. De nok meste kendt for den lille skum-dims ”The isolator” man kan sætte mellem pickup og arm. Senest er der også kommet en ret så avanceret luftbåret tangentialarm til – the Conductor.
Deres pickup kaldet The Music Maker er nu kommet til mk. III versionen, som vi kigger på her. I praksis er der tale om en modificeret udgave af Grado Prestige og den ligner da også en Grado til forveksling.
Noget usædvanligt er der hverken tale om MC eller MM, men hvad de selv kaldet ”variable reluctance”. På danske svarer det til et system som virker ved hjælp af induktion også kaldet bevægeligt jern. Nogle kender måske princippet fra de gamle VMS pickupper fra Ortofon. B&O har også tidligere anvendt samme princip. I praksis er der tale om et magnetisk materiale som bevæger sig i et magnetfelt og derefter induceret magnetfeltet videre i nogle spoler. Fordelen er at man ikke behøver en forholdsvis tung bevægelig magnet. Med fremkomsten af de nyere kraftige magnettyper kan man nok sige dette er mindre udtalt, men uanset hvad, så giver det altså ifølge The Cartridge Man nogle fordele. Blandt andet nævnes det at pickuppen ikke er følsom for kapacitiv belastning som typiske MM pickupper.
Huset er meget konventionelt og kunne minde om en billig pickup fra en gang i 80’erne. Der er altså lidt nostalgi over det; ikke noget med fancy materialer. Music Maker mk III leveres i en lille boks og der medfølger nålebeskyttelse.
Udgangsspændingen er angivet til 4mV og frekvensområdet som
10–50khz. Anbefalet belastning er 47 kohm og vægten er 6,2 gram.
Lyden af bevægeligt jern
Music Maker III kommer med et væld af gode anmeldelser bag sig, så forventningerne var store. Det leverede eksemplar var spillet til, men alligevel fik den lige en 4-5 pladesider før vi lyttede rigtigt.
Det første man bemærker, er de øverste oktaver, som mildt sagt er anderledes i forhold til hvad vi er vant til – specielt hvis vi taler MC pickupper, men bestemt også i forhold til de 2 MM typer der er med i denne runde. Her er Music Maker III tættere på de gamle Decca, der også gjorde sig bemærkede med en speciel top.
Men alligevel er den anderledes. Der ligger en form for konstant diskant glimmer i toppen. Noget der fylder og som gør opmærksomt på sig selv. I første omgang trimmede vi alt hvad der overhovedet kunne trimmes. Vi prøvede også med forskellige MC/RIAA forstærkere, andre arme og gik endda så langt at vi kørte direkte ind i en 100 ohms MC indgang (hvilket Music Maker mk. III næsten kan klare). Uanset hvad, så er der dette karakteristiske ”ekstra” luft i toppen, som mange tilsyneladende betragter som noget positivt. Er man vant til en rigtig god MC pickup, vil det dog virke anderledes, for ikke at sige noget overdrevent. Selv om jeg ikke er til denne måde at gengive på, kan jeg godt sætte mig ind i hvorfor, nogen er så glade for denne pickup. De øverste oktaver er meget fysisk tilstede som om instrumenterne er mere udstrakte og har lidt flere detaljer opefter. For nogen er det lige præcis denne karakteristik der gør, at de holder sig til MM pickupperne eller som her en MI fra Music Maker.
Når dette er sagt, så lad os gå over til det øvrige, som faktisk viser, at Music Maker mk. III kan noget. Den har et dynamisk drive og en god vægt nedefter, som kan besnære. Igen er der dog tale om et tveægget sværd, for der er til tider lidt for meget af det gode. Måske en slags kompensation for den specielle top.
Længere oppe ændrer det hele dog karakter og bliver mere tilbageholdende. Der leveres et meget udstrakt og dybt lydbillede, som har en nærmest nonchalant og overlegen holdning til det hele. Her har vi Music Makers stærke kort, nemlig en sublim evne til bare at formidle selv de mest dynamiske og komplekse passager med den største selvfølgelighed. Selv Shure M97 kan ikke være med her. Hele tiden er der en høflig afstand til det hele. En ægte engelsk aristokrat.
Vi skal ikke kunne sige, om Music Maker mk. III er lavet specielt til det engelske marked og måske tilpasset udvalgte engelske apparater eller en engelsk lydfilosofi. Uanset hvad vi bød den, så kunne vi ikke få den til at spille op til de kvaliteter vi typisk får fra en god MC-pickup i samme prisklasse. At den så sagtens kan siges at være musikalsk er vi helt med på, men neutral kan man ikke kalde den. Måske denne måde at gengive på lige er dig, men for denne anmelder var der ikke meget som fængede.
Ortofon Rondo Bronze
Med den nye Rondo serie satser Ortofon på et nyudviklet hus, opbygget i en kombination af små træstykker indstøbt i hårdt plastikmateriale. Serien omfatter 3 modeller; Blue, Red og Bronze. Sidstnævnte er topmodellen, som vi kigger nærmere på her. Forskellen på de enkelte modeller er ud over prisen også nåle slibningen og materialet til samt udformning af nåle fanerne.
Ortofon Rondo Bronze har en konisk nålefane af aluminium med en Fritz Gyger nål. Der er tale om en typisk low output MC-type, men den er ikke så kritisk som vi har oplevet det fra tidligere Ortofon modeller. Indpakningen er den typiske gennemførte fra Ortofon og der medfølger den obligatoriske lille nåletryksvægt samt de nødvendige skuer m.v. Selvfølgelig er Rondo også født med en kendte lille nålebeskytter der nemt vippes ned foran på pickuppen.
Huset har internt gevind, så man skal passe på med for lange skruer. De medfølgende passede perfekt. Med et output på 0,5 mV kan den anvendes med alle MC-indgange.
Blandt de øvrige data kan nævnes et frekvensområde fra 20-20.000 Hz +/- 1,5 dB, dynamisk eftergivelighed 15um/mN og en bevægelig masse på bare 0,3mg.
En af Ortofons bedste
Rondo Bronze har en udpræget tonal neutralitet parret med god dynamik og en meget fast og velkontrolleret bund. Det sidste dog så absolut afhængig af armen den kommer i. Her gjorde Rega RB700 det rigtigt godt.
Den leverer masser af detaljer, men uden at det hele er pindet ud. Væk er det ekstra pift i toppen, som vi før har oplevet det fra nogle af Ortofons pickupper. I stedet er der en tør og meget udstrakt gengivelse af de øverste oktaver, der leveres helt uden forskønnende bidrag. Lidt for nøgent vil nogen måske mene, men så må man eksperimentere lidt andre steder i signalvejen.
Fra den øverste top og hele vejen ned gennem
mellemtoneområdet til den øvre bas er det stadigt det neutrale og overblikket
der imponerer. Men i forhold til nogle af de tidligere top pickupper fra Ortofon
(bortset fra SPU) er der kommet lidt mere varme og nerve over gengivelsen.
Absolut egenskaber der klæder det glatte og meget umiddelbare.
Hans Theessinks gode bluesstemme står lyslevende og med alle de detaljer der er i den fremragende plade. Der er alt den luft og rum man kan forlange. Kun Benz Ebony H magtede at gøre det hele lidt mere organisk og tredimensionelt, men merprisen er også betragtelig.
Ortofon Rondo Bronze er gennemgående meget umiddelbar og korrekt – der er en indbygget lethed over dens måde at gengive på. Det hele virker bare så rigtigt, at man helt glemmer at lytte efter pickuppen. Man kan næsten tale om at Rondoen ikke har nogen egentlig egenlyd – den lyder af ingenting. Det ville nok være at overdrive lidt, men hvis man synes det hele bliver lidt for pænt, kan man jo kombinere den med en RIAA der trækker det hele lidt mere mod det varme og runde. Blandt de mange forskellige vi prøvede, var kombinationen Thorhauge MC/RIAA og Rondo Bronze noget der gik op i en højere enhed. Man bør næsten kippe med flaget og rose den danske trio.
Nedefter leveres en fast stram bund med masser af kontrol. Den kan fejlagtigt virke lidt tilbageholdende, men det er blot fordi den ikke har så meget imponator bas i sig som f.eks. Audio Note IQ II og Music Maker III, der begge virker oppustede i direkte sammenligning. For at få det optimale ud af Rondo i bunden kræver det dog en god arm samt det korrekte nåletryk på 2,3 gram.
Bredde, dybde og hele måden at præsentere et stort orkester på har vi intet at udsætte på. Kort sagt kan man ikke finde meget negativt at sige om Rondo Bronze. I prisklassen omkring de 5.000 kroner må den afgjort tælle blandt favoritterne. Godt klaret Ortofon - denne pickup er yderst vellykket!
Shure M97xE Audiophile
Shure er vel noget nærmest moderen til alle pickupper. Det kunne man let få indtrykket af og undertegnedes først pickup var da også en Shure. I lang tid hed topmodellen V15 og den var afgjort en klassiker i Shure programmet, for ikke at sige en klassiker i det hele taget. Det var egentligt den vi gerne ville have kigget på, men ifølge den danske Importør er den lige udgået. Vi kigger så på den nuværende topmodel med det fine navn: M97xE Audiophile. Hvis ikke den sidste benævnelse satte forventningerne op, så gjorde indpakningen det. En flot metalkasse med masser af tilbehør til montering, rensning og justering. Selv pickuppen er forsynet med en fornuftig nålebeskytter der samtidig fungerer som viskosedæmpet medløbende børste, der dæmper armresonansen. Den funktion kan dog kobles ud, hvis man ønsker det. Desuden er nålen beskyttet mod sideværts påvirkninger der får nålen til at trække sig op i huset. Hermed undgås ridser samt at nålen beskadiges.
Selve huset er metalindkapslet med en solid metalbefæstigelse dog uden gevind. Nåleforparten er som på alle Shures pickupper udskiftelig og kigger man lidt tættere på selve nålefanen, kan man godt se den er lidt større end de øvrige pickupper i denne runde. Umiddelbart får man imponerende meget pickup for en forholdsvis rimelig pris. Men hvad så med lyden? Er det stadig den kendte Shure kvalitet, som vi kender det?
Nostalgisk legende lethed.
Som vanligt hører Shure M97 til blandt de bløde, med relativ stor nåleeftergivelighed. Hvor meget den er, har Shure ikke opgivet, men et anbefalet nåletryk på bare 1,25 gram vidner om, at der skal en let arm til. Den smarte viskosedæmper hjælper dig tydeligt med til at styre det hele.
Allerede når nålen rammer rillet med et blødt dumt bump (ikke noget klik!) hører man det er en Shure. Det hele er dejligt blødt og virker på en måde lidt tilgivende. Uanset hvad man byder M97xE Audiophile skøjter den bare let hen over det hele uden mislyde. Sporing er som tidligere ikke noget problem for Shure. Lyden er meget afslappet med en lidt stor bund og en mellemtone der holder sig lidt bagude i lydbilledet. Toppen er typisk MM – lidt bastant og med fylde uden overdrevne detaljer der tiltrækker sig opmærksomheden.
Finder man de gamle plader fra 70’erne frem – f.eks. ELO, CCR, Beatles eller Cat Stevens – vækkes minderne til live. Ja, sådan lød det jo næsten den gang. Der er den specielle runde og lidt varme gengivelse, som min gamle V15 også kunne, men det hele er blevet noget mere voksent og helstøbt. Toppen er kommet bedre med, men uden at der fokuseres specielt på den eller for den sags skyld på evt. dårligdomme i selve pladen. Lydbilledet er også blevet større, selv om vi er langt fra de bedste i dette henseende. Der er sket en positiv udvikling, men de oprindelige kvaliteter er i behold.
Pladen med Sara K, kan provokere til unoder i bunden, men her var det hele mere tilbageholdende og glat. Der holdes lidt tilbage i bunden. I stedet fokuseres der på stemmen og nærværet. En lidt anderledes måde end vi er vant til med lidt færre detaljer, men hele tiden uden noget der gør sig uheldigt bemærket.
Om det er nåleslibningen der gør det, eller det bare er den måde der gengives på, kan vi ikke sige. Men et faktum er det, at pladestøjen synes meget mindre generende via M97xE. Det hele virker bare så blødt og behageligt og det der normalt kommer som et skarpt ”knak” lyder nu som et langt mindre distraherende ”knp”. Der findes ikke rigtigt sprog for den slags, men jeg er sikker på læserne forstår meningen.
Konklusion
Audio Note IQ III hører til i den kategori hvor man enten falder for den pladask og vil elske dens umiddelbarhed og det ekstra pift opefter. Eller også vil man blive lidt irriteret over, at der lige er lidt for meget af det hele. Uanset hvad så kan man ikke komme uden om at den er sprød og direkte i sin spillefacon. Audio Note skriver selv på sin hjemmeside: ”livlig og detaljeret” hvilket vi kun kan give dem absolut ret i. En rigtig god repræsentant for MM pickupperne.
Benz Ebony H er en fantastisk pickup. Normalt siger man at der ikke kan opnås samme kvalitet fra en high output MC som fra en tilsvarende med 10 gange mindre udgangsspænding. Her har vi svært ved at finde begrænsningerne – altså lige bort set fra den høje pris, som nok vil skræmme mange væk. For de mange penge får man en helstøbt gengivelse med en selvfølgelighed og et overblik der skaber afhængighed. Musikken bare vælter frem på en let og ubesværet facon. Benz kalder den for verdens bedste High Output MC pickup – vi har ikke lyttet til alt hvad der findes på markedet, men mon ikke de har ret?
Med Cartridge Man Musik Maker har vi en lidt anderledes pickup. De øverste oktaver gengives let fremhævet og med en typisk egenlyd, som man enten falder for med det samme eller aldrig lærer at leve med. Selv om denne pickup har nogle ubestridelige kvaliteter med hensyn til dynamik og fasthed nedefter samt en legende lethed over sig, så har den store konkurrenter blandt MC pickupper i samme prisklasse. For dem der værdsætter et stor blødt og meget tilgivende lytteoplevelse, er det sikkert lige det de har ventet på. Men er man til den typiske MC-lyd, vil man savne detaljerne. Alt i alt må den vurderes lidt for dyr i forhold til det lydmæssige resultat.
Ortofon Rondo Bronze er et rigtigt godt bud på en højkvalitets MC pickup i prisklassen omkring de 5.000,- Her får man masser af god vellyd og kontrol for pengene. Den er harmonisk og meget neutral men med en dejlig fast og kontrolleret bund. Faktisk har vi svært ved at finde konkurrenter til den med mindre man taler om væsentligt dyrere MC-typer. En egentlig ulempe kan man vel ikke kalde det, men af og til kan den virke for ”neutral”. Heldig vis kan man så eksperimentere med ”farveladen” andre steder i anlægget. Rondo Bronze er en af de bedste pickupper Ortofon har lavet.
Shure M97xE Audiophile har været et behageligt og afgjort nostalgisk bekendtskab. Den sporer alting som en leg og der er stadig det letflydende og glatte, som kendetegnede Shure i gamle dage. Til prisen er der bestemt ikke noget at udsætte og har man en tilpas let arm er der egentligt ikke så meget at overveje. Den spiller musik så man glemmer alt om data, samt hvorfor pladerne skulle være så dårlige. Et andet absolut plus er den store immunitet over for pladestøjen.