Pladespilleren.dk


Pickuppen

Pickup listen - en kort gennemgang af de pickupper jeg har prøvet

Sidst opdateret 8. januar 2019

 

 


PICKUPPEN!

Pickuppen   (link til mere detaljeret beskrivelse af forskellige pickupper).


Hvor meget koster en pick-up? Ja, regner du kilovægten ud, bliver det nemt det dyreste overhovedet i dit anlæg. En Ortofon Jubilee f.eks. har en beskeden kilopris på 2.000.000 kr! En af mien egne favoritter p.t. Bentz LPs ligger noget over denne pris! Heldigvis behøver vi kun ganske få gram, men i denne miniatureverden findes en af de mest avancerede mekaniske transducere mennesket har fremstillet. Den lille nål samt hele det elektromotoriske system skal faktisk aftaste rillebevægelser men en modulation af samme størrelse som blåt lys og omforme dem til et højkvalitets musiksignal. At det kan lade sig gøre, er på en måde langt mere imponerende end meget af vore dages avancerede digitale teknik.

VdH CanarayPrincipper.
Elementært skal pick-up’en omforme de mekaniske svingninger i pladens riller til et elektrisk signal splittet op i højre og venstre kanal. Hvordan det kan lade sig gøre med en enkelt nål, kan umiddelbart virke umuligt, men i praksis bevæger nålen sig i et koordinatsystem hvor de 2 riller står i en ca. 90 grader vinkel på hinanden. (se fig. 1)

Grundlæggende er der to forskellige typer pick-up’er; MM og MC. MM eller Moving Magnet baseres, som navnet siger det, på en magnet der bevæger sig i forhold til et spolesystem og dermed inducerer en spænding. I modsætning hertil er MC eller Moving Coil princippet baseret på det omvendte - altså spoler der bevæges i et magnetfelt. Sidstnævnte type er i dag den mest udbredte, når vi taler kvalitetspick-up’er. Der er dog stadig enkelte som f.eks. Grado og Shure, der udelukkende holder sig til MM, idet de mener det har nogle kvaliteter, man ikke finder i MC. I den billige klasse finder man næsten udelukkende pick-up’er af MM-typen. En variation af MM er system som Ortofon opfandt - Variable magnetic shunt eller VMS. Her har vi faste magneter og faste spoler, mens et lille stykke bevægeligt jern monteret på nålearmen inducerer "flytter" magnetfelter mellem disse. Princippet har også været anvendt med stor succes af B&O.

Rent lydmæssigt er de fleste dog enige om MC-princippets fordele. Hvorfor er der dog nogen tvivl om. Jeg har set teorier omkring den meget længere tråd i de spoler, der anvendes i et MM-systemer, skulle påvirke lyden i negativ retning (en højere udgangsimpedans). Dette taler også for, at de specielle high output MC-typer med mere tråd i magnetfeltet ikke altid lever op til kvaliteterne fra de tilsvarende low output modeller. Noget er der om det, men umiddelbart er grunden, at MC-systemernes lydmæssige fordele er en kombination af lav bevægelig masse samt den ikke mindst den lave udgangsimpedans. Med de forholdsvis få viklinger på det lille anker (ofte kun 10-15 stk) er udgangsimpedansen ganske få ohm. Således har signalet, let ved at drive kabler selv med en rimelig høj kapacitet. Hermed har vi altså en mere kontrolleret kobling fra pick-up til forstærkerindgang.

Ud over MM og MC findes der også et par "glemte" principper. Stax lavede en elektrostatisk pick-up som skulle strømforsynes og derfor krævede 4 ledninger i armen. Det samme gælder Audio Notes topmodel (helt ubetalelig) som anvender elektromagneter. En helt speciel pick-up var de få strain gage modeller der var fremme i 80'erne (f.eks. Win Lab). Her fungerede det med et lille stykke metal som afgav en spænding, når det blev bukket. Enkelte producenter har også forsøgt sig med pick-up'er der virkede med lys og spejle - dog uden større succes.

Nåletyper
For lang tid siden brugte man stålstifter og bambus"nåle", senere blev det krystaller fremstillet af safir, som kunne holde til hele 25 afspilninger! Hvis vi kigger på mere moderne konstruktioner så er nålen i dag lavet af diamant i forskellige kvaliteter og slibninger.

Rondo stylusDen koniske eller runde nåleslibning var det første man kom frem til. Den er nem at fremstille og mere tolerant mht. justering. Principielt er den dog meget forskellig fra selve skærenålen med dens skarpe kanter. (se fig. 2). Når nålen ikke kan komme ud i de små rillemodulationer, går det ud over højfrekvensgengivelsen. Især de inderste riller på pladen, hvor den relative hastighed er langt lavere, giver problemer. Til gengæld er den koniske nåleslibning langt mere tilgivende mht. justering og i mange tilfælde vil den give et bedre resultat.

Med den eliptiske nåleslibning og senere f.eks. Ortofons "fine line" kom man noget tættere på. Men først med fremkomsten af CD-4 Quadrofoni sidst i 70'erne skete der ting og sager. Kravene til den øverste grænsefrekvens steg pludselig til over 30 kHz og derfor så man udviklingen af mere forfinede nålespidser og ikke mindst langt bedre pick-up’er.

I løbet af 80'erne og 90'erne kom de mere avancerede nåleslibninger frem. Den meste kendte er nok Van den Hul, men også Pramanik (fra B&O) og den efterhånden mere og mere populære Fritz Gyger bør nævnes. Billedet til venstre er af en Gyger nål på Ortofon Rondo Bronze pickuppen. Bemærk renheden i diamanten, der er helt gennemsigtig.

Med de finere nåleslibninger vi anvender i dag, stilles der større krav til opsætning af arm og pick-up, så nålen følger de udsving skærenålen har skabt. Bare en lille vinkling stiller nålen "skævt" i rillen, hvilket fører til øget forvrængning, samt en tidsforskudt gengivelse af de 2 kanaler (fasefejl). Hvad dette angår er den koniske nål meget nemmere at gøre tilfreds, så faktisk er der stadig nogle der i dag sværger til denne type nål. På den anden side, så er der også stadig fanatikere, der mener mono er bedre end stereo!

Nålefanen
Alle pick-up’er har en eller anden form for nålefane (engelsk: cantilever) hvorpå der er fæstnet en nål fremstillet af industridiamant. Der er altså ikke altid tale om en skinnende funklende hvid sten, som dem du ser hos guldsmeden. På meget billige pick-uper er nålen indfattet i en stålkrave så man kan spare på den dyre diamant.

Selve nålefanen kan være lavet af aluminium eller meget hårde materialer som boron, beryllium eller i ekstreme tilfælde rubin eller diamant. På de meget hårde materialer er selve nålen limet fast, mens man i aluminium ofte klemmer nålen ned i et hul. Fælles for dem alle er det dog, at langt fra alle nåle sidder helt lige. Som tidligere nævnt, indjusterer vi armen efter pick-up huset eller til nød selve nålefanen. Men hvis nålen sidder skævt, er vi helt på herrens mark. Det kan betale sig at medbringe en lup, så man kan kontrollere sin dyre pick-up, inden den er betalt. Under alle omstændigheder bør en pick-up med skævt monteret nål eller skæv nålefane kunne byttes. Dette gælder dog primært de bedste og dyreste typer. Giver du under 1.000,- kr. for en pick-up, skal du ikke forvente det helt store. Du kan således heller ikke forvente at nålen sidder 100% korrekt i selve nålefanen.

Nålefanen er forankret bagerst internt i pick-up’en. Den skal sidde fast så nålen ikke trækkes ud ved pladens rotation, men samtidig skal den kunne bevæge sig og følge rillemodulationen. Disse 2 modstridende krav gør det hele meget vanskeligt. Hos Ortofon har man løst problemet ved at anvende en ganske tynd pianotråd, som i et enkelt punkt er tyndere. Hermed defineres et klart omdrejningspunkt.

Lige foran magnetsystemet finder vi et spoleanker med typisk 4 krydsvundne spoler. Tråden er hårdtynd og kan være af kobber eller sølv. Selve spoleankeret samt antallet af vindinger og magnetens styrke er samme med til at bestemme hvor stort udgangssignal der kan genereres. Med en magnetiserbar kerne af metal eller keramik kan der generes en højere spænding. Spoler viklet på umagnetisk materiale, vil typisk have et mindre output, men også en lavere forvrængning. Typisk opstår denne forvrængning i form af ulineariteter grundet mætning i kernematerialet. Fænomenet kan sidestilles med et andet led i signalvejen, nemlig højttalerfilteret. Her foretrækker de fleste også luftspoler frem for spoler viklet på kerner.

Enkelte moderne pick-up konstruktioner fremstår helt åbent, så man nemt kan se hvordan det hele er opbygget. Her kan jeg f.eks. nævne visse af Van den Huls topmodeller samt Benz Glider.

Tilpasning
Et grundlæggende parameter for pick-up’er er compliancen, hvilket groft sagt kan beskrives som nåleophængets blødhed eller dæmpning. Ved overgangen til elliptiske og fineline nåle blev selve kontaktfladen mindre og man forsøgte at mindske nåletrykket. For at kunne spore pladerne blev man så tilsvarende nødt til at skabe meget bløde nålophæng. Hermed fortsatte kapløbet så nogle år, indtil det gik galt. Problemet ligger i, at arm og pick-up tilsammen udgør en resonanskreds - den såkaldte armresonans (se ovenfor. Da tingene så værst ud, var der kombinationer med superspinkle arme (Black Widow, Formula 4 og Vestigal), som med meget compliante pick-up'er (Shure, Sonus, ADC og Ortofon), kunne spore de kraftigste rilleudsving ved 5 mN (0,5 g) nåletryk.

Da så MC-typerne blev populære, opdagede man, at de slet ikke passede i de populære lette og yderst spinkle arme. Vibrationerne går videre fra nål gennem pick-up'en til armen. På en måde kan man sige, at det var pick-up’en der fik armen til at svinge og ikke omvendt. I visse tilfælde gik det så galt, at nålen lige frem hoppede ud af rillen.

Med nutidens mere stabile og robuste arme, har man forstået at tilpasse dem til de bedste MC-typer, men der er stadig hensyn at tage. Mörch har taget konsekvensen og leverer armrør med forskellig masse/vægt til sine velkendte arme, så de kan tilpasses direkte til den anvendte pick-up.

Endelig skal det lige pointeres, at der med de nyeste nåleslibninger igen er skabt balance i kompromiset mellem nåletryk og slid. Med den støre vertikale kontaktflade er der ingen fare selv ved nåletryk omkring 20 - 25 mN.

Montering.
Pick-uper monteres for det meste ved 2 skruer. Nogle pick-up fabrikanter anvender gennemgående huller så der skal bruges en kontramøtrik. Andre foretrækker gevind i selve pick-up-huset. Jeg anbefaler på det kraftigste at anvende enten messing- eller (umagnetiske) stålskruer til sidstnævnte. De fleste gængse skuer i det rette format er af aluminium, men hvis selv gevindet tilsvarende er af aluminium, kan det give problemer. Bare den mindste skævvridning og skruen sidder som svejset fast. Jeg taler af erfaring, idet en ny 12.000,- kr. pick-up var meget tæt på at miste livet på denne måde. I dag er gevindene udboret og jeg bruger kun messingskruer.

På et tidspunkt var det moderne med plastikskruer. Glem det - de duer ikke. Efter ganske kort tid arbejder de sig løs, og længe inden da har det påvirket lyden negativt.

For nyligt fik jeg et godt tip. Tag et kort stykke tynd ståltråd eller spidsen af en nål - ca. 0,5 mm. Forsigtigt sliber du den flad i den ene ende så den set fra enden får en halvmåneform. Klip herefter et stykke på 1-2 cm af og læg det - i pick-up’ens længderetning - mellem pick-up og armens monteringsflade. Den fladslebne side op mod armen og den buede ned mod pick-up’en. I forbindelse med de nyere SME-arme slår du 2 fluer med et smæk og får således også en mulighed for at justere pick-up’ens lodrette hældning ved justering af de to skruer. En anden fordel er dog, at pick-up’en kobler til armen via et enkelt punkt (+ 2 de skruer) med et meget stort tryk. I princippet en omvendt "spike" for din pick-up.

Rengøring
Der findes et hav af væsker og underlige remedier til at rense din pick-up. Uanset hvad du anvender, så husk altid at bruge en bevægelse fremad mod nålen. Den anden vej kan beskadige din nål eller rettere bøje/knække nålefanen.

Noget helt andet er, at alle former for væsker også er af det "onde". For det første er der limen som holder selve nålen fast på nålearmen. Denne lim skulle meget gerne blive siddende og derfor er alle opløsningsmidler en dårlig løsning. Dernæst kan væske eller dampe trænge op i pick-up’en og beskadige de sarte gummiophæng. Noget helt andet er, at kun selve spidsen af nålen behøver egentlig rengøring. Større fremmedlegemer som støv og hår kan fjernes med en lille tør børste og selve spidsen af nålen kan renses med meget fint sandpapir; korn 600-800. Linn laver noget specielt sandpapir, men er man heldig kan tilsvarende findes i en velassorteret hobby-forretning. Sandpapir lyder måske lidt drastisk, men selve diamanten er så hård, at den under ingen omstændigheder tager skade af behandlingen.

Lad os kigge lidt nærmere på nogle eksempler.

Hvis man spørger en kvinde, så vil hun kunne bevidne, at gode gaver ofte kommer i meget små pakker. Desuden har pakken gerne noget med guld og diamanter at gøre. Det samme gælder absolut pickupper. Kiloprisen kan løbe op i flere mio. kroner.

En pickup er lige som en højttaler en mekanisk transducer. Derfor er den lydmæssig mere "farvet" end typisk elektronik. Faktisk kan pickuppen sammenlignes med en mikrofon. Der er absolut tale om rigtig finmekanik. Nålen bliver udsat for over 100G i rillen og den reelle hastighed kan komme over 100 km/t. 

Lige som pladespillere kan pickupper deles op efter typer. De virker efter forskellige principper. Her kan man se, hvilke
overvejelser der er indgået i produktionen og hvilke valg producenten har taget. Jeg ønsker (endnu) ikke at lave en pickup, men vil gerne se konstruktørerne over skuldrene og lære lidt.

Pickup-typer - de mest almindelige

MM - Moving Magnet
MI - Moving Iron (Variable magnetic shunt).
MC - Moving Coil
Variationer af ovennævnte - f.eks. Decca London eller Audio Note IO limited.

Herudover er der en del esoteriske og specielle. De gamle krystal pickupper bruges ikke rigtigt mere. Piezo elektriske heller ikke.

Men ellers finde vi typer som:
Strain gauge (Soundsmith)
Elektrostatiske (Stax - laves dog ikke mere)
Optiske (Toshiba tilbage i 70'erne og i dag DS Audio)

Disse esoteriske typer har fået deres helt egen side - SPECIELLE PICKUPPER

MM og MC pickuppen

Vi holder os i stedet til de to mest kendte typer: MM og MC. Forskellene på de to er mange, både mekanisk og elektrisk.  

MM pickuppen har en lille magnet befæstiget for enden af nålefanen. Denne bevæger sig i et magnetfelt og dermed skabes en strøm/spænding i de faste spoler der sidder i selve pickup huset. 

MC pickuppen er modsat. Den har en bevægelig spole for enden af nålefanen, som bevæger sig i et kraftigt magnetfelt.

Typisk vil en MM pickup have højere output - omkring 4-6 mV, mens normale MC pickupper ligger omkring de 0,4 mV. Der findes dog ekstremer i begge lejre med hhv. meget højt eller meget lavt udgangs signal. En speciel variant er High Output MC, hvor der er skabt plads til flere viklinger i den bevægelige spole. Dette i kombination med nye magnettyper, kan give udgangssignaler, der nærmer sig  MM typerne.

Omvendt findes der også MM typer med meget lavt output, der rent elektriske skal behandles som en MC. Feks. kan nævnes ngle af de gamle Staton og i dag Grado.

Decca London pickuppen er reelt en MM type, men den er meget anderledes. Der er ikke nogen nålefane. I stedet sidder nålen på en bronzefjeder, der strammes op med en tynd tråd (Meget lav compliance). Internt er der 3 spoler, som arbejder efter et sum og difference system. De gamle Decca pickupper var blandt noget af det meste dynamiske man kan tænke sig, men de har typisk problemer med sporing samt detaljeringsgrad i toppen. I dag fremstilles pickupperne i nye forbedrede version under navnet London. Jeg har endnu til gode at høre en sådan. Har dog stadig et par stykker af de gamle, som jeg passer rigtigt godt på!

Typiske andre forskelle på MM og MC typer er:
- den bevægelig masse - lav for MC og noget højere for MM
- compliance/eftergivenhed - typisk er de fleste MC typer mere stift ophængt. Mange MM typer er super blødt ophængt.
- udgangsimpedans - i kraft af princippet vil den være lavere for MC pickupper.
- følsomhed for kapacitiv belastning - størst for MM, stort set ikke for MC.
- følsomhed for impedans tilpasning - størst for MC - de fleste MM typer kører fint ind i 47 kohm.

Hvad disse parametre betyder for pickuppens lydmæssige egnenskaber og dens tilpasning til arm/forstærker kommer jeg ind på i det følgende.

Moving IronBogO MMC

Variable reluctanceMI pickupper har typisk samme udgangssignal som MM. Som navnet siger, er det et stykke metal, der bevæger sig i et magnetfelt og dermed inducerer en spænding i faste spoler.
Selve den bevægelig del er altså ikke magnetisk. 

Princippet er faktisk meget gammelt - kom også før MM. I 1931 blev der udtaget det første amerikanske patent på "variable reluctance". Senere i 30'erne så vi de danske Wallchris med samme princip. Sidstnævnte har jeg haft en masse af. Alle var dog "døde", da ophængene var stenhårde.

Et par af de fornemmeste og bedste repræsentanter for dette princip er faktisk danske. B&O lavede med deres MMC (Moving Micro Cross) princip nok den optimale MI. Faktisk er patentet i dag opkøbt af amerianske Soundsmith, som laver MI pickupper med det lille micro cross. Soundsmith mener selv, at MMC på flere området overgår MC. Deres bedste pickupper befinder sig også i den øverste prisklasse. Langt over hvad B&O tog for deres top pickup MMC 1.Topmodellen sussuro står til 4.800 US$, hvortil skal lægges moms og importafgift . Soundsmith laver dog også nåleforparter til de gamle B&O pickupper. Heller ikke disse er billige, men så kan man da få sin gamle B&O til at synge igen! 

Hvis man er heldig at finde en B&O MMC 1 i god stand, er det stadig en fornem pickup. Jeg har een som jeg holder godt fast på!  

En anden dansk repræsentant for MI princippet er Orotofon, som kaldte deres for VMS - Variabelt Magnetisk Shunt. En god betegnelse og Ortofon lavde mange pickupper efter dette princip. Tilbage i 70'erne var f.eks. ADC også godt repræsenteret med fornemme MI pickupper. I dag kender vi gode MI pickupper fra f.eks. Grado eller Music Maker.

MI er lige som MM følsomt over for kapacitiv belastning. Output er typisk det samme. Fordelen ved MI kan være (har været) en lavere bevægelig masse. Med frekomsten af nye magnetiske materialer er der nok ikke den store fordel i forhold til MM.

Opbygning - delene i en typisk MC-pickup

Selv om en pickup normalt betragtes som en "færdig" enhed, så består den internt af en masse dele. Her vil jeg se på, hvad der gemmer sig internt. Som eksempel er der valgt en typisk MC-pickup.

Vi kan dele en pickup op i følgende grundelementer:

Pickup5

Pickup4Her en Sumiko Blackbird high output MC pickup. Til venstre er den forstørret, så man kan se de enkelte dele.

Denne pickup adskiller sig lidt fra flertallet ved ikke at have noget hus. Det er en såkaldt åben konstruktion, som det f.eks. også ses fra Benz og Van den Hul. Det kan have sine fordele mht. manglende farvning og resonanser, men det gør pickuppen meget udsat for beskadigelse. Pas på med støvekluden!

Befæstigelsen sker her via gevindhuller. Absolut en fordel. Her er det nærmest nødvendigt. En magnetisk møtrik på afveje vil med stor sandsynighed ryge direkte ind i magnetfeltet.

Der er to polstykker på denne pickup - det bageste ved terminalerne og det forreste med hullet hvor nålefanen går igennem. Meget få pickupper (f.eks. Van den Hul Condor eller Transfiguration) har ikke noget polstykke i fronten.

Sammen med magneten i bunden og det lange rør (hvor nålefanen er fæstnet internt) dannes et magnetsystem. Magnetfeltet fokuserer omkring de fire spoler viklet på det lille "X". Set i forhold til skruen kan man se, at selve "X" er omkring 3-4 mm. Den lakerede kobbertråd er viklet i hånden og så tynd, at den knapt kan ses med det blotte øje.

Selve nålefanen er her en meget tynd bor stav. Bor er et hårdt og stabilit metal. Andre typer kan være hule alu eller bor nålefaner. Mere eksotiske firmaet laver nåle af safir, rubin, diamant eller sågar kaktusnåle.

Selve nålen på denne pickup er en meget lille line-contact type. På billedet længere nede på siden (under Nålen) ses det nemmere, hvor lille den er.

Lapis Lazuli

Huset

Selve huset omkring pickuppen har også en betydning. Her findes der flere filosofier. Enten en "død" skal eller slet ingen ting.

Huset til højre ovenfor er fra en Koetsu lavet af ædelsten. Andre undelader helt huset, som det ses ovenfor. Benz, Sumiko, Koetsu og andre benytter forskellige træsorter i deres topmodeller.

Ortofons nyeste topmodel A95 er nok den meste "skrællede" af alle med sin meget specielle helt åbne konstruktion lavet med 3D printer.

A90

 
Magnetsystem

Et kraftigt magnetsystem er ikke bare et ønske, men en forudsætning. MM typer stiller krav om lav masse og størrelse, da de jo skal bevæge sig. Typisk er det dog ikke det store problem.

For MC typerne finder man stadig mange der sværger til Alnico, men ellers se rman nu mere Neodym. Magnetfeltet skal fokuseres omkring spolesystemet og det skal holdes homogent. Det nytter jo ikke noget, hvis magnetfeltstyrken ændrer sig når pickuppen spiller. 

Mange producenter har helt specielle løsninger for at sikre sig det optimale. Transfiguration bruger hule neodym magnet placeret på hver side af spolen. Dynavector har specielle spoler omkring postykkerne til at fokusere magnetfeltet. Audio Note IO limited går helt til ekstremerne ved at anvende en elektromagnet. Det kræver så 6 kabler i armen og efter sigende bliver den så varm, at jævnlig afkøling kræves.

XV-1sTil venstre en figur der vise en Dynavector XV-1s. Bemærk spolerne i fronten af polstykket. Disse er medvirkende til en stabilisering af magnetfeltet. Denne pickup anvender som nogle få stadig Alnico magneter.

Nåleophæng

Selve ophænget har betydning for pickuppens compliance. Altså eftergiveligheden samt også dæmpningen. Der forskes meget i gummimaterialer med optimale egenskaber. En ting er hvordan den opfører sig som ny, men det nytter jo ikke at pickuppen ændrer sig efter nogle års brug. Jeg har enkelte, hvor gummiet er blevet hårdt (eller blødt). Uanset hvordan det ændrer sig, betyder det, at pickuppen reelt er defekt.

2 x dynavetorNålefanen

Den tynde nålefane skal overføre de mekaniske bevægelse fra selve diamanten op til spolesystemet (eller magneten). Dette skal vel at mærke ske uden opbrud eller tidskud i form af flexninger i materialet. Husk på vi her taler om påvirkninger på flere 100 G, så der skal trasmitteres en masse energi.

Genrelt kan man tale om to filosofier - den korte og den lange nålefane. Der er fordele og ulemper ved hver type. Til venstre ses 2 pickupper fra Dynavector. Karat 17D2 til venstre har en yderst kort nålefane af ren diamant. Den noget billigere 10X5 har en nålefane af mere normal størrelse fremstillet af aluminium.

Japanske Sumiko laver nogle fornemme pickupper. Her ser vi forskellen på deres Blue Pearl EVO III til venstre og Blackbird til højre. To pickupper der umiddelbart ligner hinanden, men bemærk forskellen i nålefane og selve nålen.

Til venstre aluminium og til højre en meget tynd af massiv bor.

 

Sumiko naale

Nålen

I gamle dage aftastede man de tunge 78'er lakplader med stålstifter eller hvis det skulle være fint små torne eller bambusnåle. De skulle gerne skiftes efter et par pladesider.

Den oprindelige nåleslibning var blot en rund konisk diamant. Ofte var det også en lille tip indfattet i en stålkrave. Så kunne man spare lidt. Denne løsning ses stadig, men kun i meget billige pickupper. I dag er næsten alle pickupper med såkaldt "nøgen diamant" limet direkte til nålefanen.

Der er sket en løbende udvikling af selv nålen og den måde den har kontakt til pladerillen. Renheden af de anvendte diamanter er også blevet meget bedre. Typisk er kontaktfladen vokset i det lodrette plan og mindsket i det vandrette. I dag er der mange forskellige nåleslibinger - faktisk så mange at man nemt bliver helt forvirret.

 

Accuphas AC3

 

Nålen på en Accuphase AC3. Selv om denne pickup har 20 år på bagen ser man tydeligt at der er tale om et velbevaret eksemplar. Nålefanen er bor og selve nåleslibningen er en line contact.

Accuphase pickupperne blev fremstillet af Mr. Hisayoshi Nakatsuka, som i dag er manden bag ZYX pickupperne.

Den nyeste AC5 fra Accuphase adskiller sig ikke meget fra den gamle AC3, der stadig spiller fremragende.

 

 

 

 

 

 

 

Her en noget usædvanlig nålefane af safir med en Ortofon Replikant 100 nåleslibning. Pickuppen er en MC 5000 som først i 90'erne var Ortofons topmodel.

Denne spiller meget glat og transparent med masser af detaljer - typisk Ortofon, med en let mangel på krop og varme, men med masser af indsigt og detaljeformidling.

  
Nåleslibninger

 Til venstre ses 3 meget typiske moderne nåleslibninger. Van den Hul til højre er nok en af de mest kendte og han var en af foregangsmændene på området, hvor han gjorde opmærksom på hvor dårligt det faktisk stod til med mange pickupper. Nederst er det Shibata og til højre Fritz Gyger slibningen, som bla. anvendes på flere af Ortofons og Benz' pickupper.

Nedenfor fire af de gængse typer nåleslibninger, hvor man ser anlægsfladen forfra og fra siden.

Til venstre den koniske (runde) nål som man i dag kun finder på billigere pickupper eller egentligt vintage pickupper som f.eks. DL103 og Ortofon SPU.

Herefter den elliptiske nåleslibing. Set forfra er der ikke den store forskel. Anlægsfladen i lodretplan er ikke væsentlig større, men den er mindre i lodret plan.

Den næste slibining har mange navne. Fine Line er meget anvendt. Det ses at anlægsfladen i det lodrette plan er større.

Til sidste Shibata nåleslibningen. Det kunne mere eller mindre godt være andre moderne typer som Van den Hulle eller Fritz Gyger. Fælles for dem alle er en meget smal og lang anlægsflade som kommer meget tæt på selve skærenålen. Ortofons Replikant nåleslibning kan også tælles med her.

 
Terminaler

Stort set alle pickupper bruger standard tilslutningen med 4 terminaler. Ser man pickuppen bagfra med monteringsfladen nedad, er Højre kanal rød+ og grøn-. I venstre side er hvid+ og blå-. Visse af Ortofons pickupper (2M) har drejet det hele 90 grader, så det kan betale sig lige at checke farvekoderne. 

St 

 

Der findes rigtigt mange pickupper - her et pænt udvalg af en række klassikere

Pickupper

DL 1000A