EAT E-GLO balanceret

Ved første øjekast ledes tanken hen på en lille båndoptager, men det er snyd. Der er tale om en rør MC/RIAA del med et meget kreativt design og nogle runde kraftige beskyttelsesgitere der dækker de 2 x 3 trioder.

E-Glo RIAA

EAT (European Audio Team) er nok mest kendt for deres store pladespillere, men de laver også et par RIAA forstærkere. E-Glo er topmodellen og det er en særdeles ambitiøs konstruktion, som nok kan gøre selv de mest kristiske tilfredse. Den vil passe til stort set enhver pickup, både hvad angør fleksibilitet og lyd. Der er tale om en todelt konstruktion i form af selve den meget elegant udførte og topbetjente forstærker del og så en noget mere rustik og tung strømforsyning, der kan gemmes væk. Med et langt multikabel for forbindes de to apparater.

Strømforsyningen indeholder en kraftig dobbelt isoleret ringkerne trafo. Der anvendes specielle ensretter dioder samt en FET regulering efter brug af en drosselspole og kondensatorer. Glødspændingen leveres af en switch mode forsyning.

På indgangen af selve forstærkeren sidder der ifølge EATs hjemmeside et par Lundahl LL 1932 indgangstrafoer, men et kig under låget afslører to LL 1678. Se dokument med specifikationer her: LINK
Absolut en fremragende trafo, som med 4 primærviklinger giver mulighed for forskellige omætningsforhold, noget EAT benytter sig af.
E-Glo er en balanceret kobling fra indgangen og via de to af de tre rørtrin pr. kanal. De første 2 er med ECC83 og så en ECC88 i udgangen. Jeg gætter på dobbelte anodekoblede forstærkertrin (long tail) fulgt af en Broskie katodefølger med ECC88 (eller andet der omdanner til ikke balanceret), for signalet laves om til ikke balanceret på udgangen. Hvorfor?.

Nu vil mange nok sige, "jamen, der er alm. RCA stik på bagsiden, ikke XLR?". Korrekt, men stikkene har ikke forbindelse til stel. Signalet "svæver" i forhold til stel, og i mange tilfælde er det slet ikke nødvendigt at forbinde det ekstra stel, der reelt er forbundet til et potentiale midt mellem de to indgangssignaler. Signalet fra pickupper er jo reelt balanceret.

De anvendte kondensatorer i den passive riaa korrektion er fra Wima, mens der anvendes Mundorf i signalvejen. RIAA korrektionen er 100% passiv mellem de to balancerede halvdele. Med valget af let tingægelige rørtyper er der mange muligheder, for dem der tør kaste sig ud i "tuberolling".

E-Glo PSU

Bagsiden af E-glo har ud over multistikket til strømforsyningen to sæt indgange til hhv. MC og MM pickupper. Der kan altså anvendes 2 piadespillere eller 2 arme. Ud over den obligatoriske stelskrue er der to ikke balancerede udgange (150 ohm udgangsimpedans). To små multiomskiftere vælger mellem 70 eller 76 dB forstærkning. Dette sker via en ændring af forbindelserne til trafoen, for det firdobler også indgangsimpedansen, hvilket tydeligt markeres på forsiden. Belastningsmodstandene, der indkobles uden mislyde via relæer, er således de samme ved begge koblinger. Bemærk at der undeligt nok ikke er den for MC "normale" standard impedans på 100 ohm. 80 ohm er dog tæt på.

Reelt er E-glo topbetjent, så hvis den skal ind på en hylde, bør der lige være lidt plade over. En on/off tænder for strømmen i den separate strømforsyning. Det høres tydeligt ved klik fra et relæ i strømforsyningen. Herefter går der ca. 30 sekunder, før det hele virker. Omskiftning mellem MM og MC indgang længst til højre sker også via et relæ. Herudover er der en mute funktion og et sub-filter, som indkobler højpasfilter et ikke defineret sted.
I midten sidder to drejeknapper, som via en mikroprocessor styrer et stort antal relæer. På forpladen indikeres impedanser ved MC indstilling og kapacitet ved MM.

Specifikationer:

MC indgangsimpedanser:
ved gain 2: 10, 20, 40, 80, 150, 300, 600, 1200 Ohm (70dB forstærkning)
ved gain 1: 2, 5, 10, 20, 40, 80, 150, 300 Ohm (76dB forstærkning)

MM kapacitet: 50,150,270,370,520,620,740,840 pF (46 dB forstærking / 47 kohm indgangsmodstand).

S/N: MM 65dBV (80dBV – IEC -A)
MC 65dBV (79dBV – IEC -A)

E-Glo inside

Lyden af rør og musik

Det første jeg bemærkede ved E-Glo er en fantastisk tavshed. Ingen sus og slet ingen brum. Selv hvis man undlader at sætte stelkablet på, er der ingen mislyde. Med fuldt opskruet volumen er det yderst begrænset hvor lidt sus der kommer. Brum er totalt fraværende. Imponerende af en rør RIAA. Her viser den balancerede kobling afgjort sin force. Jeg kan ikke umiddelbart forestille mig nogen pickupper, der ville komme til kort her. Selv ikke de mest tavse fra Audio Note eller Ortofon.

Jeg lagde hårdt ud og valgte en af mine bedste pickupper. En Koetsu Urushi Wajima, monteret i Triplanar Mk IVi. Det første jeg lagde mærke til var den meget høje forstærkning. På papiret har min egen Acuphase C27 samme forstærkning, men den spiller ikke lige så højt? Jeg satte gain ned til 70 dB og det passede noget bedre. De 76 dB vil dog passe glimrende med pickupper, der har meget lavt output - som f.eks. Audio Note og nogle af Ortofons modeller. Hvad støjen og lydkvaliteten angår, kan E-Glo sagtens leve op til opgaven.

Når først man har fundet den optimale belastning (40 ohm til min Koetsu) kan man så bare nyde en absolut støjfrihed samt masser af luft og detaljer. Der er hul igennem og det hele virker meget frigjort og let. Man skal på ingen måde anstrenge sig for at høre igennem optagelserne. Det er som en stor blød knude i musikken er løsnet og lydbilledet bare åbner sig. Der er sat forstørrelsesglas på optagelserne og man kan nok sige, at E-Glo har en lille tendens til at gengive lidt mere flot og storladent opefter, hvor der rigtigt brilleres med luft og masser af hul igennem. Der kommer ektra fokus på rummet bag højttalerne og de øverste oktaver gengives med et silekblødt skær. Masser af detaljer, men uden at det på nogen måde bliver trættende eller for meget. Det her er detaljer, men alt andet end analytisk.

Der lukkes lige en tand mere op både tonalt og dynamisk i det øvre mellemtoneområde. Instrumenter får lidt mere kant og det hele virker meget friskt og umiddelbart. Meget smittende og befordrende for musikoplevelsen. De lave oktaver står med god kontrol og kun i de laveste oktaver kan man fornemme, at der holdes lidt igen. Sub filteret bør kun kobles ind, hvis det er absolut nødvendigt. Når de lave oktaver ikke tiltrækker så megen opmærksomhed, kan det skyldes, at det hele er absolut netutralt. Eller også er det bare fordi, alt det andet er så umiddelbart og transparent.

E-Glo PSU inside

Det første jeg lyttede til var den fremragende LP med Lonard Cohen "Old Ideas". Jeg har hørt den mange gange, men via E-Glo står hans karakteristiske stemme endnu mere tydeligt i midten mellem højttalerne og med al den krop og fylde, man kan ønske sig. Jeg lægger også mærke til det store rum og dynamikken i optagelsen - jo det her virker! Der er noget umiddelbart og meget uanstrengt over gengivelsen. Toppen er blød, ja silkeblød og med detaljer, som på en meget let måde bliver blotlagt. Der er ikke noget som smides i hovedet på lytteren. Det hele befinder sig inde i lydbilledet, men meget transparent og nemt at lytte sig frem til. Som om der er mere plads og åbenhed i lyden. Det er så absolut vanedannende og man griber straks efter den næste LP.

Næste plade var en japansk presning. London Super Analogue Disc. Albéniz Suite Espanola med Frühbeck de Burgos og New Philharmonia Orchestra. En optagelse og presning som denne viser tydeligt det analoge medies styrker. Kort sagt masser af DYNAMIK. Jeg har kun sjældende oplevet lignende med CD eller andre digitale kilder. Der leveres et flot stor lydbillede, hvor koncetsalen åber sig bag højttalerne. Her er der absolut forskel på, når vi hører enkelte instrumenter og når hele orkesteret sætter ind. På intet tidspunkt mister pickuppen eller E-Glo overblikket og kontrollen. Jeg udstødte adskilleige gang forbavsende kommentarer (godt jeg sad der alene) og rystede vantro på hovedet. Det var mildt sagt en super musikalsk oplevelse og hele pladen blev hørt i sammehæng - begge sider. Efter dette musikalske stormvejr trænger man lige til at slappe lidt af. . .

På MM indgangen prøvede jeg med min Shure V15 mk IV med JICO neoSAS nål (safir nålefane). Til en samlet pris for brugt pickup og ny nål omkring de 3.000,- er det forbavsende, hvad denne gamle pickup kan præstere. Med E-Glo til at forstærke signalet får den nærmest perfekte arbejdsbetingelser og Shure pickuppen spiller som en drøm. Gamle plader med ELO, Eagles eller Supertramp lød som i gamle dage, men langt mere åbent og letflydende end jeg er vant til. Vel var der et stykke op til Koetsuen, men efter et stykke tid kunne jeg sagtens abstrahere fra dette, og nyde hvad denne gamle MM pickup kunne levere. Vi E-Glo var der liv og lækre detaljer. Takket være tilpasningen af kapaciteten kunne der justeres til lige det rette topniveau med glød og detaljer, uden at det hele kammede over og blev for tungt og lukket. Toppen stod noget mindre distinkt end med Koetsu Wajima, men det var blot forventet. Totalt set gengav denne kombination med en naturlig sammenhæng og et stor lydbillede, så man kun kan blive imponeret. Det viser også tydeligt,at man med en super RIAA kan hente uanede kvaliteter ud af en prisrimelig pickup. Reelt er det dog en urimelig prismæssig kombination.

Jeg prøvede også min Benz LPs såvel på MC indgangen som direkte ind i MM indgangen. Direkte i MM er det igen forbavsende hvor lidt støj der er. Vel er lydbilledet lidt slankt, men alle de øvrige kvaliteter er fuldt ud intakte. Her kunne det være rart, hvis impedansen også kunne ændres på MM indgangen, men man kan ikke få alt. Via trafoen og med en indgangsimpedans på 600 ohm fik jeg de velkendte kvaliteter frem fra den fremragende Benz LPs. Det er første gang jeg oplever en Benz, der kører godt via en MC trafo. I langt de fleste tilfælde er trafoerne også optimeret til lavere udgangsimpedanser end de typiske Benz. Her gik det hele dog op i en højere enhed. Et noget mere præcist lydbillede med om muligt endnu mere præcision end via Koetsuen. Der var igen masser af luft og højt til loftet. Forkanterne på bækkener og andre anslag stod super præcist i lydbilledet. Igen på denne umiddelbare og naturlige måde, så man bare slapper af, med selv de meste komplekse musikstykker (Stravinsky / The Rite of Spring / LA Phriharmonic på Decca London Super Analogue Disc).
Der kom også jazz på pladetallerkene i form af Gerry Mulligan meets Ben Webster / Jazz Wax Records optagelse fra 1959. En fremragende plade med masser af attack og dynamik. Her også en plade jeg kender godt, men ikke helt som den gengives her. Der er ekstra luft og dynamik i saoxfonerne som nærmest rækker ud efter dig gennem højttalerne. Fremragende!.

Sammenfatning

EAT laver flotte pladespillere, men de laver også en fremragende RIAA. E-Glo har alle de fordele rør tilbyder - dynamik, spilleglæde og masser af overskud. På fornem vis har de kombineret det med en super strømforsyning og en god MC trafo fra Lundahl. Det hele passer perfekt sammen og med den balancerede konstruktuion har de lavet en rør RIAA, der kombinerer lav støj med stor forstærkning, fleksibililitet og super lækker lyd. Nærmest en umulighed, men her kan alle pickupper finde anvendelse. Eneste lille anke er den manglende balancerede udgang. Nogle vil nok også undre sig over det lidt anderledes design. Enkelte vi mene prisen er høj, men sådan er det, når vi snakker ægte high-end kvalitet som her.

TILBAGE TIL FORSIDEN