Pladespilleren.dk

Aqvox 2Ci, Aqvox Reinsilber Phonokabel og Plinius Koru
Information: www.aqvox.de, www.audioconsult.dk, www.pliniusaudio.com,
Priser: ca. 7.500,  3.500 og 16.000 kr.

Masser af forstærkning

De svage signaler fra alle vores dejlige pickupper skal forstærkers og frekvenskorrigeres, før vi kan koble dem til kontrolforstærkeren. Skal det være rigtigt godt, finder man det ypperste i de separate MC/RIAA forstærkere.

Her har jeg kigget nærmere på to af slagsen. Meget forskellige i lydfilosofi og opbygning og fra hver sin del af verden. Begge forstærkere blev anvendt sammen med MC-pickupper fra Transfiguration, Benz og Ortofon (Se de tidligere udgaver af ”Kontravægten”). Der var også RIAA forstærkere fra Accuphase og NLE ind over til sammenligning.

Fra professionelt udstyr til hifi
Vi har før stiftet bekendtskab med fabrikanter af hifi udstyr, som starter med at lave professionelt grej, men så formår at udvide med spændende apparater til hifi-folket. Et godt eksempel er den lille DAC fra Benchmark.

Tyske Aqvox laver udstyr til studier. Programmet omfatter f.eks. en DAC samt flere forskellige mikrofon forforstærkere. Teknologien i sidstnævnte kan glimrende sammenlignes med en MC/RIAA forstærker. Såvel en mikrofon som en pickup kører ud med ganske få mV og begge leverer et balanceret signal. Ud over en normal indgang, har Aqvox 2Ci derfor også en fuldt balanceret og strømstyret indgang. De to indgange kan dog ikke anvendes samtidig – den udmærkede brugervejledning advarer flere gange imod at have en pickup på den almindelige indgang, når der skiftes til den balancerede. Det bliver ikke forklaret hvorfor, men måske der sendes et signal baglæns ud, når der skiftes indgang?

Aqvox hævder selv, at de er alene i verden med denne type balancerede strømindgang. Jeg har kendskab til et par balancerede og da også nogle strømstyrede (f.eks. HOLFI og LC-Audio), men kombinationen mindes jeg ikke at have set før. Der er også 2 udgange – henholdsvis balanceret og almindelig RCA.

På fronten er der power on/off, en knap til indkobling af et sub-filter og to drejeknapper til gain regulering. Der er ikke tale om volumen kontroller, da reguleringen kun er 6 dB. I stedet benyttes de til at optimere forholdet mellem støj og overstyring i indgangstrinnet, samt om ønsket som balancekontrol.

Internt er en switch mode strømforsyning på et separat print men uden afskærmning til selve hovedprintet med de analoge kredse. Ifølge Aqvox anvendes en dobbelt shuntregulering med meget lavt støjniveau og lav udgangsimpedans.

De aktive kredsløb er helt indkapslet i nogle forseglede små plastik kasser, så man kan ikke se hvad der gemmer sig. Mellem kredsene er den passive RIAA korrektion effektueret med polypropylen kondensatorer udvalgt efter lyttetest. Yderligere er der aktive kredsløb til sub-filter samt en udgangsbuffer med muting relæ. Endelig er der et par dip-switches til at udkoble kondensatorerne i udgangen (AC-kobling), men det må kun benyttes, hvis den efterfølgende forstærker har en kondensator i indgangen.

Til brug med den balancerede indgang medfølger to korte konverter led, men Aqvox havde også medleveret deres fuldt balancerede ”Reinsilber” XLR tonearmskabel med 5-polet mini-din stik, der passer i bunden af f.eks. Ortofon AS 309s armen. Det meget nydeligt udseende kabel er opbygget med massive sølvledere og teflon isolering.

Lyden af tysk præcision?
Hvis man har sine fordomme i forbehold, så ved man jo bare at tysk hifi skal lyde noget slankt og hælde mod det lidt analytiske. Selv om jeg nok mener at kunne sige mig fri for disse fordomme, så var det faktisk det lydbillede der viste sig ved første lyt på Aqvox 2Ci. Nu var den altså også helt ny og frisk fra kassen, så den fik nogle dage til at akklimatisere sig og blev spillet ind med masser af gode gamle skiver med bla. Beatles og CCR. Det hjalp.

Der var dog ingen tvivl om, at lyden generelt hælder mod det præcise og meget glatte. Specielt ved anvendelse af Aqvox’ eget tonearmskabel. Samtidig stod det klart, at dette kabel (som kun virker på den balancerede indgang) er en bedre løsning end standardkablet til Ortofon AS 309s armen tilkoblet via det medfølgende Aqvox konverter led (fra RCA til XLR). Et forsøg med at anvende kablet på min gamle Fidelity Research FR64s faldt også heldigt ud – en absolut god kombination.

Det tager ikke mange minutter at afsløre forskellene på de 2 indgange. Den balancerede strømindgang er noget mere rund, blød og varm med en anelse mere fylde. Den ikke balancerede normale indgang er lidt mere slank og afslørende, men her kan det hele jo justeres med ændring af impedanser samt forstærkning.

Der er dog et ”men”, for det optimale udbytte af den balancerede strømindgang kræver den korrekte pickup. I sidste ende afhænger det nemlig rigtigt meget af den tilkoblede pickups udgangsimpedans. MM pickupper kan slet ikke anvendes i denne kobling. Det er heller ikke alle MC pickupper der er lige begejstrede for se ind i noget der ligner en kortslutning. Specielt på typer med lidt højere udgangsimpedans (typisk high output MC) giver det en tydelig dæmpning af de øverste frekvenser og en noget tilbageholdende dynamik. Husk på, at der her ikke er nogen muligheder for at trimme lyden ved hjælp af en anden indgangsimpedans. Man får et resultat, som man så må acceptere.

På trods af dette, må jeg sige at auto-tilpasningen på strømindgangen i mange tilfælde virker efter hensigten. De bedste resultater fik jeg med Transfiguration pickupperne samt Ortofon Rondo Bronze. Om det så er den balancerede indgang eller strømstyringen der giver mest fordel er svært at gennemskue, men rent støjmæssigt er den også lige et skridt foran, selv om jeg da har hørt mere støjsvage MC/RIAA forstærkere.

Aqvox er et glimrende eksempel på. at man ikke skal skue hunden på hårene. Med andre ord, er det ikke udseendet der tæller. For her har vi en rigtig god MC/RIAA til en absolut fornuftig pris. Uanset om der vælges den fleksible normale spændingsindgang eller den noget kræsne strømindgang, så er lyden utroligt glat og meget neutral. Der er noget korrekt og finkornet over gengivelsen, men specielt på den almindelige indgang også en let fokusering på detaljerne opefter. Dybden i lydbilledet er ikke det aspekt der fokuseres mest på, men bredden i lydbilledet er helt i behold. Tonalt har vi at gøre med en meget neutral forstærker, som nedefter er en smule tilbagetrukket. Der er absolut kun bas, når den skal være der.  

Plinius Koru
Plinius kommer fra den anden side af verden – nærmere betegnet New Zealand. Plinius Audio Systems blev stiftet tilbage i 1980 og slog hurtigt deres navn fast som et af de mest seriøse mærker i deres hjemland. Udviklingen har ikke stået stille, og som sidste nyt er der den nye serie kendetegnet ved en front med store runde hjørneprofiler. Her finder vi Koru MC/RIAA forstærkeren, men ellers omfatter serien også to kontrolforstærkere og tre effekttrin.

Koru byder på en enkelt indgang og enten balanceret eller almindelig RCA udgang. Den kører selvsagt med såvel MC som MM pickupper (men der er kun én indgang) og der er reguleringer for forstærkning, indgangsimpedanser og kapacitet. Hele opbygningen og designet skinner langt væk af high-end og det er helt tydeligt, at der er lagt tid og arbejde i dette produkt.  

Internt er der en stringent opdeling med en kraftig strømforsyning på den ene side og signalbehandling samt regulering på den anden. De 2 dele er adskilt ved at de 2 låg går ned og skaber en dobbelt skillevæg.

Strømforsyningen byder på en lille ringkerne samt totalt 10 stk. 10.000 uF/63V kondensatorer (Nippon Chemi-con) og efterfølgende to trins reguleringer med heftig lokal afkobling. Plinius kalder det for en ”virtual battery supply”. Afgjort en voldsom strømforsyning for en MC/RIAA, som helt sikkert er med til at løfte kvaliteten.

Ser man på de forstærkende kredsløb, er der tale om 2 sektioner – først selve MC/RIAA delen og lige ved udgangen en buffer/fasesplitter. Sidstnævnte en Burr Brown OPA 2134 IC, som er specielt velegnet til dette formål.

På indgangen er det første man møder to gange ti reed relæer styret af de små dip-switches på bagsiden. Her indstilles impedans samt forstærkning. Indgangskredsen er en LT1115 som Linear Technology selv beskriver som ”the lowest noise audio operational amplifier available (0.9nV/√Hz at 1kHz)”. Øvrige data kan nemt findes på nettet. De næste kredse er en Burr Brown OPA627BP samt en TL061, begge omgivet af en del småsignal transistorer og i øvrigt komponenter af rigtig god kvalitet.

Lyden af New Zealand
Når man nu har kigget internt kommer det ikke som den store overraskelse at de 2 apparater lyder forskelligt. Hvor Aqvox lægger vægt på det præcise og luftige er Plinius mere varm rund og altfavnende. Støjmæssigt ligger den sidstnævnte også lige en tak foran. Ikke underligt med den strømforsyning.

Koru er en af den slags MC/RIAA forstærkere man bare holder af lige fra starten. Ikke fordi den er 100 % neutral, men fordi den gør det hele lidt pænere, rundere og blødere og ikke mindst større – med et dybt og meget bredt lydbillede. Samtidig magter den at bevare alle detaljerne i behold, men den gør det på en måde, så man ikke finder det for direkte og pågående.

Bunden kan forekomme lidt hævet og fremme i lydbilledet, men bestemt ikke så meget at det går ud over helheden. I direkte sammenligning er min gamle NLE 17 mere stram og spændstig, men den har ikke samme fylde og vægt nedefter. I den anden ende hælder det hele den modsatte vej og jeg hører med det samme nogen hviske ”rørlyd”. Nu er rør ikke nødvendigvis lig med en lidt tilbageholdende top, og da slet ikke her, hvor det er IC’er hele vejen igennem. Men hvilke IC’er! Der leveres en i den grad afslappet og meget tilbagelænet øvre mellemtone og top, som oser af overskud og musikglæde.

Koru evner at fokusere på de kvaliteter der ligger i pickup, arm og pladespiller. Gengivelsen er letflydende og med et overskud, som får det hele til at virke meget afslappende men alligevel dynamisk. Således overraskes man nemt, når der pludselig sker noget på pladerne, for så viser Koru at den har magt og pondus.

Masser af musik.
Hans Theessink/Slow Train blev spillet mange gange. Her blev der primært fokuseret på evnen til at adskille stemmerne samt gengive det store rum. Aqvox 2Ci rykker det hele lidt nærmere og lyden er glat og finkornet opefter. Ja umiddelbart er der ikke noget at udsætte, specielt når man tænker på prisklassen. Ultimativt er der ikke helt den separation af stemmerne som jeg ved Transfiguration Orpheus er i stand til. Bredde placeringen er på plads, men i dybden står det hele lidt tættere og fremme i lydbilledet. Bunden er stram og velkontrolleret og Hans’ stemmer er flot i midten af lydbilledet med den rette karakteristiske fylde.

Via Plinius Koru er der mere styr på lydbilledet i dybden og bunden har noget mere magt. Til tider kan det næsten være lidt for meget, så her skal man lige passe på med såvel højttalerplacering som det øvrige udstyr. Til gengæld er der den typiske varme og overskud hele vejen op gennem mellemtoneområdet. Såvel Hans som koret står placeret tydeligt i lydbilledet. Det er en fornøjelse at lytte til LP, når sådanne kvaliteter hentes ud af pladerne.

På Madeleine Peyroux/Careless Love (Mobile Fidelity 1-284) er det uvilkårlig stemmen man fokuserer på. Via Aqvox er den distinkt, nærværende og meget detaljeret. Der mangler dog lige en anelse krop og tilstedeværelse. Det er små detaljer, men man hører helt klart at lydbilledet tipper mod det præsente og detaljerede. Således er der ikke meget at udsætte på de øverste oktaver, der står med alt den luft man kan forvente.

Via Plinius får det hele en tak eller to på ”varme-knappen”. Fylden i lydbilledet går op og man kommer tættere på de udøvende musikere og selve oplevelsen. Toppen er nok lagt lidt ned i forhold til tidligere, men der er så til gengæld en mere plastisk oplevelse. Mindre hifi og mere musik.

Endelig kom turen så til en UHQR presning (Mobile Fidelity) af Holsts Planeterne med London Philharmonikerne og Sir Georg Solti. Dette er oprindeligt en Decca optagelse fra 1979 og kvaliteten lader bestemt ikke meget tilbage at ønske. Med Aqvox var der et stort bredt lydbillede, men instrumenterne i ”Mars” står ikke helt så homogent og sammenhængende i lydbilledet. Dynamisk er der ikke noget at udsætte og de kraftig udladninger i såvel mellemtone og bund klares helt uden problemer.

Via Plinius bliver ”Mars” om muligt endnu mere skræmmende og fysisk. Instrumenter står nu bedre placeret og man fornemmer tydeligt det stor rum i Kingsway Hall, hvor optagelsen er lavet. Igen må det konstateres, at Plinius Koru formår at hive lidt flere detaljer ud af rillerne og at den på flere området gør det bedre end den Accuphase AD-2800, jeg normalt anvender.

Konklusion.
Aqvox 2Ci og Plinius Koru er ikke alene fra hver sin verdensdel, de ligger også langt fra hinanden hvad lydfilosofi angår. Den tyske er stram, nøgtern og afslørende med masser af energi opefter, men let tilbageholdende og slank i bunden. Den Newzealandske er lige det modsatte. Stor i både bredden og dybden, med en let fremhævet og yderst impulsvillig bund, parret med en top som på én gang er afslørende og meget nem at lytte til.

Tager man prisforskellen med i bedømmelse, kan jeg ikke sig andet end, at Aqvox 2Ci er en fantastisk god og på samme tid lidt anderledes MC/RIIA. Den fortjener afgjort et lyt – specielt hvis man har udstyr der trækker lidt i den varme retning eller en pickup der kan udnytte den balancerede strømindgang.

Plinius Koru er et ægte high-end RIAA, som leverer den letflydende og meget afslappede gengivelse, de allerbedste pickupper fortjener. Tonalt lægger den dog lidt til i bunden og det hele får et ekstra tilskud af varme og nærvær. Den formår at skabe en musikgengivelse, som man bare læner sig tilbage og nyder, uden at der fokuseres alt for meget på detaljerne.

Jeg kan ikke forestille mig at disse to RIAA forstærkere på nogen måde kan henvende sig til det samme publikum, men så er det jo godt der findes de 2 alternativer.