Pladespilleren.dk

Fra HIGHfidelity - Kontravægten 3/2009 - april 2007  -  SENEST opdateret april 2024

Dynavector DV 507 mk II og Dynavox TPR-2

Priser: ca. 35.000,- og ca. 1.500,-

www.psaudio.dk eller www.dynavector.com samt www.hifi-teamwork.dk eller www.dynavox.dk

Gi den hele armen!

I hifi-verdenen er der en del produkter som meget kort kan beskrives som ”anderledes”. Mange af disse specielle opfindelser har ikke nogen lang levetid, hvorfor de flest selvfølgelig er glemt for længst. Som et eksempel var der pladespilleren hvor pladetallerkenen bevægede sig via et pinolleje, mens arm og pickup sad fast i låget. Selv om Dynavectors bi-axiale arm i sine forskellige inkarnationer ikke ligner andre arme, så har den gennem årene bevist, at en god sund konstruktion kan holde længe.  De færreste tænker nok på, at denne noget aparte arm faktisk så dagens lys for mere end 30 år siden.

Historien startede i 1976, hvor DV 505 kom frem som verdens første ”bi-axiale” arm. Selv om systemet er finpudset, har Dynavector bibeholdt dette princip.

Med en samlet vægt på næsten 1,5 kg er den aktuelle udgave DV 507 mk II en meget anderledes udseende arm, nærmest som taget ud af en Science Fiction film. Men der er absolut tænkt over sagerne i den avancerede konstruktion.

Ud af kassen

Der er mange ting i kassen, som skal samles og justeres. Den nødvendige skabelon til korrekt montering medfølger selvfølgelig også. Feikert protractoren er dog noget vanskelig at benytte, da der ikke er defineret et klart omdrejningspunkt for armen.

Har du ikke prøvet at montere en arm før, eller er du meget lidt fiks på fingrene, så overlad det til din forhandler. DV 507 mk II har visse finurligheder, som ikke lige er til at gennemskue. Den  passer afgjort bedst til pladespillere med fast ophæng. Med et flydende ophæng vil vægten kræve en efterfølgende justering.

Som mange andre arme i denne kvalitets og prisklasse har DV 507 mk II mulighed for trinløs justering af VTA – også under afspilning. Der kan justeres 8 mm ved at trække en lille arm frem og tilbage lige til højre for armbasen. Når det rette punkt er fundet, låses armen fast igen.

Liften er noget kompliceret, da mekanismen skal hele vejen op gennem den faste vandrette arm, men i praksis fungerer det perfekt. Antiskating sker med en fjeder og justeringen er tydeligt mærket.

Selve håndteringen af armen skal man lige vænne sig til. Armresten er meget smart forsynet med en lille magnet, så den låses i hvilepositionen. Når liften er aktiveret låses både den lodrette og den vandrette vandring. Det vil sige, du kan føre armen ind over pladen, men der er en tydelig friktion og armen kan ikke utilsigtet skøjte af sted. En meget smart funktion. Man skal dog lige vænne sig til, at armen nærmest sidder ”fast”. Først efter at liften er sænket, frigøres armen i alle bevægelsesretninger.

Mange arme anvender et silikonebad til dæmpning af armresonansen. Her er DV gået et skridt videre og benytter en magnetisk induktionsbremse. I praksis er det en solid aluminiums udligger fra den vandrette arm, der går ind mellem 2 kraftige neodym magneter. Ved langsomme bevægelser er det ingen modstand, men evt. hurtige bevægelser i form af resonanser giver en effektiv magnetisk dæmpning. Hvordan nu det - aluminium er da ikke magnetisk? Nej, men det er elektrisk ledende og derfor kan der opstå induktion. Hvis du vil se hvordan det virker, så prøv at føre en kraftig magnet hen over et ledende, men ikke magnetisk materiale - f.eks. en aluminiums teske der ligger omvendt på bordet. Langsomme bevægelser giver ingen påvirkning, mens hurtige bevægelser lige hen over skeen kan få den til at bevæge sig. Se mere om induktion her: http://da.wikipedia.org/wiki/Induktion_(fysik)

DV 507 mk II anvender løse huse med 4-polet fatning, som det kendes fra SME eller Ortofon armene. Nogle mener dette kan være en lydmæssig ulempe, men hvad fleksibilitet og montering af pickupper angår, er det så absolut en fordel. Der medleveres et gedigent aluhus, men jeg brugte også Yamamotos Ibenholt huse med godt resultat. Faktisk kan det godt være en fordel at eksperimenter her, netop på grund af armens store masse, vil det ofte være en fordel med et let hus. Min SPU passede også fint, mens Ortofon MC200 (concorde modellen) var så let, at selv den mindste kontravægt var for tung. Således passede denne pickup ikke optimalt i armen. Typisk passer den bedst med forholdsvis lavkompliante pickupper. Her anvendte jeg primært Benz Ebony, Ortofon Rondo Bronze og Denon DL-103 SA. Sidstnævnte kommer jeg tilbage til i en kommende udgave af ”Kontravægten”.

To arme i én.

Bag betegnelsen "bi-axis" ligger en opbygning med 2 separate sektioner til henholdsvis den horisontale og den vertikale bevægelse. Hvor normale arme typisk drejer om et enkelt punkt i såvel det vandrette som lodrette plan, så er det her delt op. En stor forholdsvis tung arm drejer kun i det vandrette plan. Denne arm fungerer så som base for den mindre arm, der bevæger sig i det vertikale plan. Her siger billeder mere end mange ord, men hvad er så grunden til denne alternative opbygning?

Ser man på aftastning af rillerne i pladen, så vil evt. excentricitet (hullet placeret skævt i pladen) medføre langsomme bevægelser i armen. Her er det en fordel med en stabil og solid konstruktion uden fleksninger, som giver en god basis for pickuppen. I det lodrette plan derimod skal der korrigeres for buler og små ujævnheder i pladen, så her er der behov for hurtige reaktioner og en lav masse.

Uanset Dynavector armens ubestridelige fordele, lægger den dog også op til lidt problemer. Om ikke andet så i teorien.  Den store masse i det vandrette plan, gør at den kun er velegnet til pickupper med forholdsvis stift ophæng (lav compliance). Det passer dog meget godt med Dynavectors egne pickupper, som typisk ligger omkring de 10 x 10^-3 m/N.

Noget andet er det så i det lodrette plan, hvor den korte effektive armlængde på ca. 8,5 cm kan give wow ved meget bulede plader. Da omdrejningspunktet nødvendigvis ligger et pænt stykke over pladens overflade, vil en op/ned bevægelse også give en afvigelse i længderetningen. Specielt ved pianomusik kan det give uheldige effekter. Men når blot pladerne er plane, er der ingen problemer. Jeg prøvede med flere kraftigt bulede plader og kunne konstatere at teori og praksis passer sammen. Der er en tydelig ujævnhed i hastigheden, specielt ved de yderste riller, hvor bulerne oftest er størst. Dette problem vil dog være mest udpræget i ekstreme situationer. Ved normale plader var der absolut ingen problemer.

En ting er så hastighedsafvigelsen, men noget helt andet er armens frigang (afhængig af pickuppens højde). Afstanden fra undersiden af lejepunktet ned til pladen er kun få mm. Hvis bulerne er for store, støder armen simpelthen på og så kan det jo være lige meget med andre problemer. Spørgsmålet er, om det i sidste ende ikke mere er pladernes problemer, der bliver udstillet end armens? Inden for de sidste måneder har jeg afspillet mindst 50 plader og kun i 2 tilfælde var der reelle problemer. I øvrigt problemer som mange andre arme også ville opleve.

Kontrol og ro

Jeg troede jeg kendte lyden fra den fantastiske Ortofon Rondo Bronze, som er et scoop i prisklassen omkring 5.000,-. Men i DV 507 mk II vokser den til nye højder – ja ændrer på visse områder karakter. Pickuppen kom lige fra Rega RB700 og Pro-Ject TT-10 armene, hvor den leverer en meget åben og super detaljeret gengivelse. I Dynavector armen virker det som om, der lukkes lidt ned for fokusering på detaljerne og så alligevel ikke. Bunden står klippe solidt og der er samtidig masser af fylde og volumen nedefter. Det her tegner godt! Men jo, de analytiske egenskaber, specielt med hensyn til luft og rum, er ikke det der prioriteres højest her, for det hele får en gang med ”glatheds” penslen. Der er til gengæld en større sammenhæng fra top til bund og det hele flyder mere let og ubesværet. Det bedste er næsten, at fænomener som pladestøj, knas og knitren er nærmest fraværende. Aldrig har jeg hørt en arm som har denne positive egenskab – selv TriPlanar mk VII, som ligger i samme prisklasse, magter ikke dette lille kunststykke.

Det kan lyde som en floskel, men efter at have lyttet til begge LP’er i Eagles ”Long way out of Eden”, så var det pludselig der gik nogle ting op for mig. Jeg lyttede mere efter teksterne, der var en større helhed og jeg nød musikken på en anden måde end med de andre opsætninger jeg har prøvet. Er man nøgtern, kan man roligt sige, at TriPlanar Mk VII er en tand mere præcis og leverer et noget større lyttevindue med masser af luft opefter. Men præcision og detaljer er ikke altid det der skal fokuseres på, når det drejer sig om musik.

DV 507 mk II er absolut en rigtigt god arm, men hele lyd filosofien er anderledes. Eagles pladen gengives mere intimt, rundt og nærværende. Det hele virker trygt og absolut urokkeligt. Der er ikke noget som skal komme udefra og forstyrre lytteren, for det her er der altså bare styr på. ”Lyt nu” siger det – men lyt efter musikken og glem alt om hifi og tekniske begreber.

Denne tolkning får jeg først og fremmest af den ro og selvfølge, der er over aftastningen af de sorte skiver. Små klik eller pop fra pladen forekommer totalt adskilt fra musikken og man ænser dem knapt. Samtidig er der en sammenhæng hele vejen op gennem mellemtoneområdet som står meget præcist i lydbilledet – ikke hugget ud som af en stenvæg, men det er gjort helt uden kanter, blødt rundt og organisk.

Næste plade der kom en tur gennem ”dyna-ficeringen” var Lambshops OH (ohio). Kurt Wagners nærmest hypnotiske og i høj grad gribende stemme smyger sig om lytteren. Fra en sort baggrund kommer der så en afgrundsdyb bas. Bevares noget overdrevet i optagelsen, men uanset hvilken pickup jeg benyttede, så var fastheden og magten i behold. Hvis DV 507 mk II har et punkt der specielt skal fremhæves, så må det være gengivelsen af de dybe oktaver. Mit gæt er, at såvel den solide opbygning som den induktive resonansdæmpning har en positivt indflydelse her.

Med den næste plade gik jeg tilbage i tiden. Faktisk så langt tilbage at det blev en ren mono optagelse fra Verve. Ella Fitzgerald sings the Cole Porter song book. En mildt sagt fremragende dobbelt LP. Hvis musik har nerve og nærvær, så må det være dette. Ellas stemme smyger sig om lytteren og det hele er en dejlig integreret helhed, hvor man totalt glemmer at der er tale om mono. Musikken ånder, lever og har masser af dynamik, mens Ella synger ”It’s deligthfull, it’s delicious, its’ belovely”. Med et stort smil, kan jeg så absolut kun give hende ret. Her er det ikke de lave oktaver DV armen fokuserer på, for der er ikke nogen. Men det er liv, sjæl og hele musikkens sammenhæng samt ikke mindst en strålende sangerinde, som i denne optagelse og med udstyr i denne kvalitetsklasse får nyt liv, så nogle få heldige også kan nyde det i det nye århundrede.   

Kontrol, sammenhæng og musik

Når man når til toppen af hvad der er muligt inden for aftastning af de sarte riller, så bliver det dyrt. Dyrt men dejligt. DV 507 mk II er i en prisklasse, hvor man nemt kan få et helt anlæg for pengene. Derfor skal man forvente noget exceptionelt.

Forventninger bliver da også indfriet, men på en helt anden måde end jeg havde forventet. DV 507 mk II leverer noget andet end den prismæssigt ligeværdige TriPlanar. Der er tale om 2 vidt forskellige lydfilosofier. TriPlanar er nok den mest "hifi-rigtige", hvor DV 507 mk II får dig til at spille plader og glemme ridser, støj og andre unoder. Den har en ro og selvfølge over sin måde at gengive på, som man meget hurtigt vænner sig til. På den anden side, så har den ikke det helt store og meget åbne lyttevindue som TriPlanar, men virker mere intim, varm og altomfavnende. Uanset om du lytter til rock, pop, god gammel jazz eller opera, så falder det hele i hak og resultatet er en gengivelse, hvor du nærmest smelter ind i musikken.

Konklusion 

Dynavector DV 507 mk II vil afgjort have modstandere og tilhængere, for den gør tingene på helt sin egen måde. Er du til det spektakulære og med et lydbillede der bare oser af detaljer lagt foran dig på et sølvfad? I så fald, skal du lede andetsteds. Men er du til ubesværet og overlegen gengivelse af alle dine plader, så får du her en arm, hvor det hele bare fungerer. Du får også en super stabil arm, der ikke skal justeres og indstilles hele tiden og hvor du alligevel nemt kan skifte mellem passende pickupper. Er det disse parametre du prioriterer, så er DV 507 Mk II lige sagen. Alt i alt var det overbevisende nok til, at Dynavector DV 507 mk II nu sammen med et par stykker mere, indgår som en fast del af min analoge afspillekæde.

Opdatering april 2024

Min DV 507 II fungerer stadig. Den har kørt upåklageligt i ca. 18 år. Der har været mange pickupper forbi og det har været en fornøjelse. Nu kommer de inden længe til at kører med min Technics SP10 mk. II. Den vil bliver sat op med en Hana Umami Red pickup og jeg er hetl sikker på at denne kombination vil spille super lækker musik fra mine mange LPer.

Dynavox TPR-2 MC/RIAA og forforstærker

På trods af det næsten sammenfaldende navn, så har Dynavox absolut intet med Dynavector at gøre. Både hvad pris og oprindelsesland angår, er vi her meget langt væk. TPR-2 er en lille MC/RIAA forstærker fra det tyske firma Dynavox, der også byder på flere andre produkter. Det er dog ikke nogen hemmelighed, at den er lavet i Kina. Faktisk er der mere tale om en lille forforstærker med indbygget RIAA, for den har en omskifter til en enkelt linie indgang og en volumenkontrol.

TPR-2 findes i såvel sølv som sort finish. Den forsynes fra en solid ekstern strømforsyning, der forbindes med et forholdsvis langt multilederkabel og et rundt 7 polet stik. Vægten er hele 2,5 kg, og dimensionerne for selve forstærkeren er 15x18x8 cm, mens strømforsyningen er noget mindre.

Lys og rør

Det første man bemærker, er en rude på forpladen med kig ind til et rør, belyst bagfra af en flot rød lysdiode. Man skal da kunne se at der er et rør! Det lille 12AU7 rør er højst sandsynligt koblet som katodefølger, da udgangsimpedansen angives til 220 ohm. Såvel liniesignal som RIAA benytter den lille rørbuffer.

MC forstærkeren og resten af det aktive kredsløb består af 4 stk. 5534 kredse. En velafprøvet IC, som efterhånden har en del år på bagen. Omskiftningen mellem MC og MM foregår ved en lille dipsvitch i bunden af kassen. Indgangsimpedanserne er hhv. 100 ohm og 47 kohm.  Forstærkningen er hhv. 40dB og 60dB, mens liniesignalet forstærkes 12dB. Komponentkvaliteten er i den billige ende, men alligevel er det imponerende hvor meget man får for pengene. Har man evnerne og modet, vil der være masser af muligheder for at tweake. Bedre IC’er og kondensatorer kunne være en mulighed. Hvor meget betydning det så vil få for kvaliteten kan man ikke spå om.

Lyden af rør?

De øverste oktaver er godt nok lagt pænt ned og der mangler lidt detaljer. Men den lyder ikke fælt og hårdt på nogen måde. Tvært imod springer TPR-2 lidt over hvor gærdet er lavest og fokuserer lidt mere på det pæne og afslappede i musikken. Sådan som folk forventer rør skal lyde, men bestemt ikke altid gør.

På pladen ”Two men with the Blues” med Willy Nelson og Wynton Marsalis havde jeg svært ved at kende toppen igen fra min Transfiguration Orpheus. Nu er det nok heller ikke en pickup af den kaliber, der typisk vil blive anvendt, for det ville være synd. De øverste oktaver dør hurtigt ud og det hele lyder en smule lukket også hvad rummet bag højttalerne angår. Godt nok det hele pænt fokuseret og robust mellem højttalerne, men specielt dybt og velopløst er det ikke.

Sammen med den fremragende lille MM pickup Ortofon 2M red, hænger det hele langt bedre sammen, såvel lyd- som prismæssigt. TPR-2 tilføjer lige lidt ekstra varme og fylde nedefter og opbløder den lidt massive klang fra den billige MM pickup. Faktisk er dette en rigtig god kombi-nation. Hver for sig må man sige at de 2 produkter nok ikke hører til blandt det ypperste, men sammen har vi den der magi eller symbiose, hvor det hele bare spiller musik. Jo – der mangler da lidt detaljer opefter, men det tænker man ikke umiddelbart over. Der er liv og dynamik samt en dejlig ro og selvfølge over gengivelsen. Absolut en gengivelse som TPR-2 kan være bekendt.

I MC-indstillingen var det min Rondo Bronze der kom på. Den er meget nøgtern glat og neutral. Men desværre var der lidt langt til alle de kvaliteter jeg ved pickuppen magter. I stedet var det en noget fyldig gengivelse med en pæn men lidt robust stemmegengivelse og en top der manglede luft og detaljer. Afgjort ikke pickuppens skyld, så det må være Dynavox TPR-2, der her går ind og sætter sit præg. Med en mere levende pickup kunne resultatet være anderledes.

Meget for pengene

Alt i alt vil jeg sige, at det bedste resultat opnås med en god MM eller evt. en high output MC. Med den rette pickup får du rigtigt meget for pengene, men forvent ikke, at TPR-2 lever op til de bedre MC-pickupper i mellemprisklassen. Det er nok også svært at få i denne overkom-melige prisklasse, men de umiddelbare kvaliteter af den lille forstærker gør, at man skruer forventningerne højt op. Totalt set er jeg positivt overrasket. Med Dynavox TPR-2 vil mange få en god lille kontrolforstærker, der giver en rund og behagelig gengivelse fra såvel CD som de sorte skiver.

BILLEDER:

Det meget robuste leje for den vandrette bevægelse med lift og den induktive resonansdæmpning. Den tynde pind i bunden af lejer er til justering af VTA.

Set oppefra ser man den fornemme finish og justering af nåletryk, der sker med fjederpåvirkning.

DV 507 er en meget anderledes og robust udseende arm. Ikke underligt at den også udgør et solidt fundament for den monterede pickup.

Ortofon Rondo Bronze monteret i det medfølgende hus.

Et kig under lågene afslører en fornuftig strømforsyning med separate regulerede spændinger til hhv. IC’er og det enlige rør.

Dynavox TPR-2 har såvel indgangsvælger som volumenkontrol. Således er den ikke bare en MC/RIAA forstærker, men klarer også en enkelt liniekilde.