Pladespilleren.dk
Kontravægten 6 - 2008
Van den Hul Canary - en pickup der vil frem i verden!
Produkt: Van den Hul Canary MC pickup
Pris: 21.000,- DKR
Information: http://www.vandenhul.com og mail@ulysses.dk
Normalt er kanariefugle gule og sidder i et bur og synger. Van den Hul Canary er ikke gul, men den synger højt og flot. Ja faktisk synger den så godt, at det ville være synd at sætte den i et bur den skal sidde på en god arm og aftaste sorte LP’er.
Canary er en helt ny pickup fra Van den Hul placeret et sted mellem Colibri og Condor, hvis vi udelukkende skal se på fuglenavnene. Rent prismæssigt er det lidt mere uoverskueligt. Som alle andre af hans pickupper i denne høje pris- og kvalitetsklasse er der dog mange muligheder, både med størrelse på nålefanen, hvilken tråd spolerne er viklet med og flere andre parametre. Fortæl hvilket anlæg du har og hvilken musik du spiller, hvor du bor og hvilken rødvin du drikker (næsten) og Van den Hul tilbyder at tilpasse en pickup til din smag.
Således er det ikke sikkert, at din udgave af Canary vil lyde lige som den jeg har lagt øre til, men hvis den gør, så bliver du bestemt ikke snydt.
I modsætning til både Condor og Colibri så har Canary et frontpolstykke. Ud over en let ændring af de magnetiske egenskaber, giver det rent mekanisk en nemmere håndtering mener Van den Hul. Det er der nok flere, som ikke vil være helt enige i. Magnetsystemet er ikke neodym, som man ellers ser mere og mere, men det efterhånden sjældent anvendte AlNiCo (som man også finder det i Kolibri og Condor).
Selve monteringsflangen er fremstillet i hård nylon. Modsat alle dem der anvender stål, titanium, keramik og lignende hårde materialer, er det filosofien, at flangen skal afkoble pickuppen fra armen. Hermed sendes der ikke så mange vibrationer videre og det stiller færre krav til armens dæmpning og evne til at lede energien væk. Samtidig er det en lidt underlig fornemmelse, når man skal skrue pickuppen fast. Plastikflangen griber om skruerne så man kan være lidt usikker på, hvornår de er skruet korrekt fast. Samme med det åbne design (uden nålebeskytter), gør det absolut Canary til en af de vanskeligere pickupper at montere. Bestemt ikke for dem der ryster på hånden.
Canary anvender spoler af ”crystal gold wire” og udgangsimpedansen er ca. 35 ohm. Der leveres 0,55 mV ud og nåletrykket er angivet fra 1.32 til 1,55 gram. Jeg kørte med 1,45 – sådan pænt i midten og det fungerede helt fint.
Nålen er selvfølgelig en Van den Hul type 1 monteret i en forholdsvis kort nålefane. Materialet er ikke oplyst, men det er sandsynligvis boron. Der anbefales en arm med en bevægelig masse på mellem 8 og 12 gram. Med 11 gram passede min Triplanar Mk VIIi fint.
Canary leveres lige som de andre top pickupper fra Van den Hul i en lille træ æske med en libelle. I låget er der med guldskrift angivet data for den pågældende pickup.
Lyden
Canary står for masser af dynamik og spilleglæde. Det homogene og den store sammenhæng i lydbilledet er der stadig. Der er absolut tale om en high end pickup, så selvfølgelig er der rum og masser af detaljer, men det lidt nedtonet, fordi der skal være plads til ”ballade”. Forstået på den måde, at når Canary spiller, så er det engagerende og levende. Der fokuseres på alt det spændende. Makrodynamik er der masser af – ja nærmest eksplosivt. Bunden står med vægt, fylde og liv. Man kan ikke komme uden om, at der lægges lidt til her, så det hele bliver mere voldsomt og musikken fylder i lydbilledet. Jeg kom umiddelbart til at tænke på den lille Dynavector 10X5, men her på både steroider og epo. Canary vil bare frem i verden og selvsagt er detaljeringsgraden langt større end den lille billigere DV pickup.
Bunden er langt fra så stram og kontrolleret som f.eks. Ortofon Windfeld, faktisk er der tale om modsætninger her. Der er heller ikke detaljer og åbenhed opefter som Transfiguration Orpheus. Til gengæld har Canary en stor fyldig bund og et bredt lydbillede der på en gang virker imponerende, men samtidig også er længere fremme i linie med højttalerne end jeg er vant til. De laveste oktaver gengives absolut levende, hvilket medvirker til, at man uvilkårligt vipper med foden og lytter til musikken. Der er noget jazz klub eller intimitet over den måde Canary gengiver på. Musikerne kommer tættere på og det hele fornemmes mere fysisk håndgribeligt.
Denne oplevelse skyldes i høj grad det vigtige mellemtoneleje, som også ligger pænt fremme i lydbilledet med et væld af detaljer. Man fristes næsten til at sige, at overdrivelse fremmer forståelsen, men så alligevel ikke. For Van den Hul Canary er absolut en afslørende aftaster. Det viser sig også i toppen som bare er udstrakt og som jeg har hørt det før – næsten selvudslettende. På en måde så gør den ikke unødigt opmærksom på sig selv eller de manglende kvaliteter i knapt så perfekte optagelser.
I modsætning til f.eks. Transfiguration Orpheus der imponerer med det store overblik og de mange lag i lydbilledet, så leverer Canary i stedet musikerne ude af højttalerne og fremme i lytterummet, så man ikke kan undgå at lægge mærke til de ting den gerne vil fokusere på. Det kan så til tider gå lidt ud over detaljerne og størrelsen på lydbilledet, men nej hvor er det engagerende og lækkert at lytte på.
Tag f.eks. Hans Theessinks guitar på Slow Train. Her fokuseres der på kroppen og kassen som gør det hele mere fysisk. Lyden fra strengene er mere finkornede og svævende. Ikke samme eksplosive mikrodynamik som Transfiguration Orpheus, men til gengæld meget mere vægt og fylde i lyden, hvor guitarkassens træ og resonanser træder tydeligere frem i lydbilledet.
Skal der lidt mere power over det musikalske kan vi tage Pink Floyd The Wall. Musikken kender vi vel alle helt ind i sjælen, men alligevel må jeg sige at med Canary som aftaster er der mere krop på guitarerne og stemmerne står længere fremme i lydbilledet med magt og krop. Det hele forekommer på en måde som en mur af sammenhængende lyd, men alligevel nærværende og håndgribeligt.
Klassisk symfonisk musik eller opera er en overvældende totaloplevelse via Van den Hul Canary. Her kan jeg nævne Verdis Rigoletto i en fremragende Decca optagelse fra 1971 med London Symphony og Pavarotti og Sutherland. Sangerne står levende i lydbilledet og i de kraftige passager bevares overblikket. Men Canarys evner fornægter sig ikke for sangerne er mere fysisk tilstede. Optagerummet står også fint med både bredde og dybde, men igen virker det som om hele oplevelsen er trådt et par skridt ind i lytterummet. Absolut en positiv egenskab ved denne type musik, hvor pickuppen er på hjemmebane.
Fra siden ser man tydeligt den åbne konstruktion samt polstykket i fronten som ikke findes på Colibri og Condor. En meget skrøbelig konstruktion, som kræver en sikker hånd ved montagen.
Konklusion
Hvis en pickup kan være på både speed og EPO og alt det andet forbudte, så må det være Van den Hul Canary. Den vil frem og ud gennem højttalerne. Det kan ikke blive imponerende og impulsivt nok. Meget engagerende og absolut afslørende. Men man kan ikke komme uden om, at helheden og de helt fine detaljer samtidig er lidt nedtonet. Specielt også fordi de laveste oktaver har fået en tand ekstra, for at gøre det hele lidt større. Der fokuseres på det dynamiske og mindre på klangflader og stramhed. Til dynamisk levende musik er den fremragende – f.eks. big band jazz, opera eller mere moderne musik – gerne masser af tråd og trommer. Er du mere det stille og rolige f.eks. kammermusik, kan det blive for meget af det gode.
Andre pickupper kan lyde kedelige og dynamisk tilbageholdende i direkte sammenligning med Canary. Til gengæld savner jeg ind imellem lidt dybde og overblik, når Canary aftaster mine kendte plader. Lytter du til musikken er Canary en vinder, men insisterer du også på at få de sidste detaljer med, er der andre pickupper, som gør det lidt bedre. Under alle omstændigheder er Van den Huls kanariefugl sin egen og den er fuldt flyvefærdig.
De små guldtråde er tyndere end hår og nålefanen er af boron. Bemærk også de mange små skruer som gør at Van den Hul kan ”afstemme” lyden af pickuppen.