Sumiko – sanselig spilleglæde.
Sumiko Blue Point Special EVO III
Sumiko Blackbird
Sumiko Palo Santos Presentation
En 35 år gammel nyhed.
Via den nye danske importør hififreaks er der nu adgang til hele Sumikos program af pickupper. Selv om Sumiko nok ikke hører til blandt de mest kendte, så kan de med mere en 35 år på bagen høste frugten af en stor erfaring. Så vidt jeg kan tyde af firmastrukturen, foregår fabrikation og markedsføring i et tæt samarbejde mellem Sumiko i Japan og Sumiko-Audio i USA.
Sumiko har delt deres pickupper op i to serier; ”Oyster” som indeholder fem modeller og så deres ”Reference” som indeholder tre.
Jeg har brugt nogle måneder til at lære tre af pickupperne bedre at kende. De tre er topmodellen i Oyster Serien kaldet Bluepoint Special EVO III, samt fra Reference Serien high output pickuppen Blackbird og endelig Sumikos helt nye top pickup; Palo Santos Presentation.
Der er en del fælles træk ved de tre Sumiko pickupper – blandt andet deres åbne design og fraværet af nåle beskyttelse. Herudover medfølger der (for Reference serien) en af de bedste manualer, jeg har oplevet. Normalt får man lige en lille folder og lidt data. Selv pickupper i den absolut dyre ende glimrer ofte ved en nærmest manglende dokumentation.
Det gælder bestemt ikke Sumiko. Du kan downloade manualerne fra deres hjemmeside og dem kan man sagtens blive lidt klogere af. Ud over en beskrivelse af den relevante pickup og dens opbygning, er der mange gode råd. F.eks er der et par sider om nåletryk, hvor man kan læse, at for lavt nåletryk vil resultere i en letvægtig bund og en mere grovkornet top. Samtidig fortæller man, at disse parametre naturligt nok påvirkes af den anvendte arms indre dæmpning. Sådan fortsætter man med at beskrive VTA, Azimut og alle andre indstillinger. Imponerende!
Pickupperne kommer med de obligatoriske unbrako skruer, nøgle, møtrikker og en lille rensebørste. Det hele er fornemt indpakket i små trækasser, næsten lige som ”rigtige” smykker.
Sumiko – Blue Point Special EVO III
Som navnet siger, har denne pickup været igennem en udvikling. Mere eller mindre er det en strippet udgave af Blue Point 2, som har et normalt hus. Her er det en nøgen pickup, som det f.eks. også ses fra Benz eller Van den Hul.
Der er tale om en high output pickup, med 2,5 mV ud. Det kan være lidt i underkanten for nogle riaa-forstærkere. Ikke så meget på grund af støj, som det faktum at signalet vil være noget lavere end typiske liniekilder som f.eks. cd. Her kan en mellemting mellem en egentlig MM indgang og MC indgang være krævet. Flere tilbyder en nærmest kontinuerlig justering af niveautilpasning samt belastningsimpedans og det er generelt en fordel med high output pickupper. Sumiko anbefaler 47 kohm, hvilket blev benyttet ved testen.
EVO III har en alu nålefane og en elliptisk nåle slibning. Compliancen er angivet til 15 x 10-6 dyn og vægten er 8,3 gram.
Frit udsyn til nålen
Første rille nålen ramte var Eagles/ Long Road out of Eden. Den umiddelbare reaktion er god volumen i de lave oktaver og en umiddelbar dynamisk gengivelse. Den gengiver levende, men fordyber sig ikke så meget i de store klangflader, her skal der bare ske noget. Med andre ord spilleglæde og liv.
Willie Nelson på American Classic er mere glat og ren op gennem mellemtoneområdet, så ren som hans nasale stemme nu skal være. Området har et let hæv – med et let tilskud af detaljer op mod det egentlig diskantområde. Det hele klinger af lidt ekstra nærvær og fylde, som om man siger ”lyt nu – hør hvad jeg kan”. Vel at mærke er det et behageligt tilskud, der ikke virker pågående. Faktisk er toppen på denne prismæssigt yderst rimelige pickup ret usædvanlig. Normalt kan en high output pickup virke lidt mere lukket opefter, men ikke her.
Der leveres en pæn detaljeformidling i mellemtoneområdet, hvor stemmer står godt adskilt. Lyt til en duet med f.eks. mand og kvinde (Alison Krauss og Robert Plant) eller større operakor – Gilbert & Sullivan/Pinafore. Der er lidt forstørrelsesglas på, men hellere for meget end for lidt. EVO III gør det hele lidt mere spændende og kan derfor også til tider virke en smule forceret – primært i den øvre mellemtone, som står meget skarpskåret og distinkt i lydbilledet. Altså en gengivelse der mere fokuserer på enkelte dele i optagelserne, end det homogene og sammenhængende.
Alt i alt er Sumiko Blue Point Special EVO III en livlig og engagerende pickup. Efter kort tid glemmer man alt om detaljerne og lytter bare til musikken.
Sumiko Blackbird
Topmodellen blandt high output modellerne og starten på Reference serien er Sumiko Blackbird. Familieligheden med Blue Point Special EVO III er umiddelbar, men det er altså en helt anden pickup. Det finder man ud af, når der kigges nærmere på nålefane og selve nålen. Her i Reference serien er det en yderst tynd boron nålefane og en elliptisk nål så lille, at man faktisk kan komme i tvivl om, den er faldet af. Umiddelbart ser magnetsystem og spoler ud til at være det samme som EVO III. Compliancen er dog opgivet til 12 x 10-6, så enten skyldes det selve nåleophænget eller den kortere nålefane. Således er det interessant at høre, hvor stor indflydelse de forholdsvis små forskelle har på lyden. Ikke så lidt faktisk.
Blackbird vejer 9,6 gram og har en indre impedans på 135 ohm. Den giver lige som EVO III 2,5 mV ud og de øvrige parametre er også de samme.
Sort og sart solsort!
Sumiko Blackbird er en langt mere glat og neutral aftaster. Den har alle kvaliteterne fra EVO III, men umddelart er lidt af det spændende og sprælske nedtonet en smule. Til gengæld er der et større lydbillede med et bedre indblik i selve optagelsens kvaliteter.
Reelt er der tale om en langt mere helstøbt og sammenhængende gengivelse. Der er ikke noget som specielt stikker ud – og så alligevel, men det er positivt. Det let forcerede fra EVO III er helt væk. I stedet står lydbilledet glat, homogent og neutralt. Toppen har også her lidt af den samme detaljerede glathed, men med en meget større naturlig udklingning. Der er stadig fokus på dette område, men på en langt mere glat og lækker måde. Ja, faktisk er toppen noget af det bedste på denne pickup og mere luftig og transparent end typiske high output pickupper.
Samtidig gengives f.eks. stemmer mere glat og med en ro og en lidt større selvfølge. Efter et stykke tid skulle jeg finde ud af, at vi her har Sumiko Reference seriens specielle ”varemærke” eller ”fodaftryk” – den absolutte ro, overblikket og kontrollen.
I denne prisklasse er der så flere ”rigtige” (dermed ment low output MC-typer) pickupper som melder sig på banen og de vil typisk være noget mere frigjorte i deres spillefacon. Dog ikke lige sådan at man savner det, med mindre man har hørt forskellen. En ægte MC stiller så også nogle flere krav til resten af kæden.
Direkte sammenlignet med en top high output pickup, Benz Ebony H, er der flere ligheder. Det runde og varme med en let vægt på det tunge og kroppen i musikken. Sumiko Blackbird har dog umiddelbart lidt mere luft og transparens opefter, mens Benz’en er mere korrekt og sammenhængende op gennem mellemtone området. Prismæssigt er der jo også en pæn forskel, hvor Benz Ebony koster mere end det dobbelte af Blackbird.
Set i det perspektiv må man sige, at Blackbird er en topklasse high output MC pickup. Har du f.eks. en god rør RIAA og vil ikke ud og investere i en trafo eller aktiv step-up, så er den en nærmest perfekt genvej til toplyd.
EVO III og Blackbird er forskellige internt, men går man tæt på ser man og den store forskel på nålefane og selve nålen. Her er det EVO III til venstre og den finere Blackbird til højre
Sumiko Palo Santos Presentation
Nu tager jeg så et kæmpe skridt. Fra noget der vel kan betegnes som best-buy i Sumiko programmet til deres topmodel Palo Santos Presentation (i det følgende blot Palo Santos). Selve huset er lavet i Palo Santo træ – sydamerikansk rosentræ. Navnet betyder ”helligt træ”. Fra Palo Santo har man udvundet olie, brugt brændte træstykker som røgelse eller anvendt udtræk til the. Således har det i mange år været anvendt til helbredende formål.
Selve huset er, som det er set før, kun en åben skal. I toppen er der en solid stålplade med gevind for montage. Fra bunden er der frit udsyn til den helt ubeskyttede pickup. Det kræver en rolig hånd under udpakning og montage.
Palo Santos er en ægte MC med et output på 0,5 mV og en generatorimpedans på 12 ohm.
Selve kroppen er fremstillet i messing og med en supertæt kobling mellem polstykker og den anvendte alnico magnet, hvor der er gjort meget ud af at sikre et homogent magnetfelt. Hele den mekaniske struktur er strammet op i forhold til nummer to i Sumiko programmet; Perarwood Celebratation II.
Nåleophænget (fremstillet af langtidsstabilt syntetisk gummi) er med 8 x 10-6 forholdsvis stift. Nålefanen er af sort boron og for enden sidder en Vital PH diamant, som Sumiko oplyser er den bedste kvalitet man kan få. Selve nålen er fræset ned, så kun den yderste spids står tilbage. Sumiko kalder denne teknologi for ”diamantens hjerte”. Faktisk er nålespidsen den mindste jeg har oplevet. Der må være en rekordlav bevægelig masse, som dog ikke er oplyst. Nåleslibningen oplyses ikke direkte, andet end at den er speciel og af line contact typen.
Denne konstruktion gør det fuldkommen umuligt at se orienteringen af nålen med det blotte øje, så man kan kun gå ud fra hus og nålefane, når den skal sættes op.
I manualen nævnes det, at en pickup nål bliver udsat for over 1000 G kraftpåvirkninger og at den relative rillehastighed kan nå op på flere 100 km/t. Jeg har ikke regnet efter, men det lyder imponerende.
Palo Santos Presentation vejer 8,3 gram og anbefalet nåletryk er 2 gram.
En gengivelse der ”ånder”
Enten er det Palo Santo træet der udretter mirakler eller også er det de mange detaljer i konstruktionen der giver magien. Uanset hvad så er Palo Santos Presentation en yderst vellykket pickup, der hører til blandt de bedste jeg har haft fornøjelsen at lytte til. Sandsynligvis blandt de bedste på markedet.
Det er med det samme tydeligt, at der her er tale om en langt mere eksklusiv pickup end de 2 mindre high-output modeller. Her skal man kigge på pickupper i samme pris- og kvalitetsklasse og så er der alligevel områder, hvor Palo Santos excellerer. Primært er det den "sorte" baggrund, letheden og den måde alle detaljerne skilles ud. Man kan næste sige den ”ånder” mere frit og ubesværet. Til gengæld har den så ikke helt samme homogene og glatte fysiske måde at spille på som f.eks. Transfiguration Orpheus. Det er lige som med højttalere - man kan ikke få det hele!
Lyden kan meget kort betegnes som åben, dynamisk og ubesværet. Der leveres en naturlig detaljeformidling, som ikke overdrives. Rummet er stort bredt og dybt, men uden nogen kunstig form for rumklang eller overdrivelse. Hvis optagelsen skal være up front, så gengives det også sådan.
Normalt vil man forvente, at pickupper med en forholdsvis lang nålefane er let dynamisk tilbageholdende, det gælder bestemt ikke her. Palo Santos har så meget slam i bunden og en evne til at starte og stoppe ved gengivelse af piano, slaginstrumenter eller guitarstrenge. Man bliver nærmest blæst bagover. Den er ikke helt så meget ud af højttalerne som Van den Hul Canary, men tæt på. Til gengæld har Palo Santos noget ekstra overskud. Selv under voldsomme passager er der lige det ekstra at give af. På kendte plader overraskes jeg gang på gang af de detaljer der afsløres i selv meget dynamiske passager. Der spilles med en ”kant” og en begejstring, så man kun kan blive grebet af musikken. Musik skal være dynamisk og det er det her.
Philharmonic Ball med Vienna Philharmonic er klassisk Strauss i en gammel Decca London optagelse. Pladen lægger ud med ”Auf der Jagd” og man får nærmest højttalerne i hovedet med de typiske knald og senere det fulde orkester. Her er der bund og top, så jeg nærmest bliver bange. Den voldsomhed og dynamik der er i rillerne bliver på fornemmeste vis hentet frem. Senere på pladen er det de små detaljer i Pizzikato Polka med en fuldkommen lyslevende triangel der står og svæver i rummet bag højttalerne. Jeg sidder bare fuldkommen fikseret og nyder denne flod af musik og det store detaljerede lyttevindue. Det her er noget, som CD aldrig nogen sinde har magtet. Nok dynamikken, men kombineret med denne indlevelse og naturlighed – nej, aldrig!
For meget luft?
De øverste oktaver ånder med masser af luft og detaljer. Efter et stykke tid finder jeg ud af, at det hele har en let tendens til at være næsten for luftigt og let. Her kommer belastningen ind og man skal selvfølgelig sørge for at den er på plads. Sumiko anbefaler 10 til 100 ohm. Jeg lagde ud med 100 ohm, men syntes det hele faldt mere på plads med 50 ohm. Denne belastning tipper klangbalancen lidt mere mod det fysiske og kropslige.
Med Palo Santos’ totalt ubesværede og lette top, kommer jeg til at tænke på bånddiskanter. Om det så vil få nogen til at associere dette til noget negativt, må være op til den enkelte. Men denne luftighed, er noget man bør tage med i betragtning ved valg af RIIA, kabler m.v. Som alle andre mekaniske transducere har Palo Santos en måde at gøre det på og her er det altså en fantastisk udstrakt superdetaljeret top, som kræver lidt mere substans og fysisk tilstedeværelse andre steder i signalkæden.
Mens hele dette overblik og transparensen er en befrielse på de gode indspilninger, kan det blive noget af en plage på de dårlige. Alt afsløres, men uden at det pindes ud eller overdrives. Absolut en af de bedste pickupper jeg har oplevet hvad top oktaverne angår.
Palo Santos har en behagelig balance mellem det typisk præcise/analytiske og det varme/musikalske. Den sætter sig lige midt mellem de to lejre og leverer en lydmæssig oplevelse, så man kun kan blive begejstret. Specielt skal bemærkes en sort baggrund hvorfra detaljer vælder frem på en helt naturlig måde. Bestemt ikke noget forceret eller up front her. Det hele står yderst naturligt. Tag f.eks. stemmer. Uanset hvor mange der er, fornemmer man på én gang helheden og den enkelte sanger. Dette vel at mærke, uden at det virker påtrængende eller kunstigt.
Det vigtigste er mellemtonen. Om så det er Nora Jones, Willie Nelson, Dylan, en saxofon eller et stort koncertflygel, det skal bare være på plads. Heldigvis er det i høj grad tilfældet. Hvis optagelsen er til det, springer sangerne nærmest ud af højttalerne. Her er der på en gang dynamik og kontrol og så denne specielle ”sumiko-ro”, der nærmest hvisker til en ”det her er alt for nemt”.
I starten havde jeg Palo Santos Presentation i min DV507 mkII arm, hvor bunden naturligt nok virker yderst imponerende. Armen er medvirkende til dette, men det er også tydeligt, at pickuppen har styr på sagerne. Uanset om det var Mahler, Stravinsky eller Yello der kom på pladespilleren, så imponeres man over umiddelbarheden og den måde det hele holdes i et fast greb.
Efter en måneds tid i DV 507 mk II kom den over i Triplanar MK VIIi armen. Denne kombination er noget af det mest levende og letflydende jeg har oplevet. Man begejstres uvilkårligt og griber ned i pladestakken. Dynamikken er her noget mere udtalt, mens især de laveste oktaver og indlevelsen i musikken er lid mere i fokus på DV armen. Uanset hvilken kombination man foretrækker, så yder Palo Santos Presentation en overbevisende og super transparent gengivelse som man hurtigt bliver afhængig af. Det her er hifi for sjælen!
Konklusion - Tre gange Sumiko
Sumiko Blue Point Special EVO III er nok ikke den mest glatte og detaljerede pickup der findes. Til gengæld har den entusiasme og spilleglæde, som man sjældent oplever i denne prisklasse. Toppen klinger lidt og der pyntes noget på det samlede resultat, men det lever man fint med, når alle de andre kvaliteter er i behold. Absolut en rigtig god pickup i prisklassen.
Sumiko Blackbird er også en high output pickup, men med en langt mere forfinet gengivelse end EVO III. Det hele er mere homogent og toppen er langt bedre defineret og med en masse detaljer og et pænt stort lydbillede.
Faktisk er det en af de bedste high output pickupper jeg har lagt øre til og den besidder mange af de kvaliteter man forventer fra en god MC pickup.
For begge gælder det dog, at de som typiske high output pickupper lige mangler det sidste nyk i form af gennemsigtighed og evnen til at virke ubegrænsede i såvel dynamik som frekvensområde. Men set som repræsentanter for high output MC pickupper, så gør begge det absolut fremragende i hver sin prisgruppe.
Med Palo Santos Presentation beviser Sumiko, at de hører til i verdenstoppen. Her har vi netop nogle af de ting (alle!) som gør en top pickup til noget specielt og en fornem musikformidler. Palo Santos Presentation hører til i den lejr der prioriterer det glatte homogene og yderst gennemsigtige lækre lydbillede. Det sker så lidt på bekostning af det fysiske og robuste nedefter, men til gengæld med fuld styr på såvel mikro- som makrodynamikken. Det den gør godt er absolut i verdensklasse. Toppen er så silkeblød og samtidig med et væld af detaljer, at det er en absolut fornøjelse. Mellemtoneområde åbner op og præsenterer instrumenter og stemmer på en stor dyb scene bag højttalerne. Jeg har svært ved at forlange mere og Palo Santos Presentation forbliver på min pladespiller, hvor den kommer til at levere mange timers musikoplevelse.