Pladespilleren.dk
Senest opdateret 18. januar 2018
TRU-LIFT - løfter armen, når pladen er slut
Integrityhifi TRU-LIFT - http://www.integrityhifi.ca/tru-lift
Priser: single lift kr. 1.875 - deluxe sæt (4 baser) kr. 2.438,-
Import og forhandling: Connaisseur-AV (AVA Group A/S) - www.connaisseur-av.eu
Jeg har set løsningen før. En lille fiks anordning der
løfter armen, når pladen er slut. Thorens lavede den tilbage i 80’erne og andre
har også været på banen (Se billedet herunder). Nu er det Canadiske Integrityhifi der har kastet sig
over problemet. Hvordan forhindrer man, at armen står og kører i udløbsrillen,
når pladen er færdig? Nogle vælger en pladespiller med automatik og så er det
løst. Vi er andre. som selv vil bestemme hvilken arm der skal monteres og så
foregår det hele manuelt.
Jeg har prøvet lignende løsninger før, men for det meste er
de vanskelige, lavet af plastik og fungerer langt fra optimalt. TRU-LIFT er
noget helt andet. Den er langt mere gennemtænkt, solid og tillidsvækkende. Det afprøvede
eksemplar var i massiv messing, men den findes også i rustfrit stål. I deluxe sættet
kan der vælges mellem 4 forskellige højder på de ”tårne” liften monteres i, så den
kan bruges på næsten alle pladespillere. Selvfølgelig er der også en
finjustering af højden, hvilket absolut er nødvendigt. En lille udliggerarm
sørger for at udløse liften, der med en silikonedæmpning løfter armen langsom,
når armen når udløbsrillen.
Placering og justering er forklaret i den medfølgende manual
(med et billede af en oval pladetallerken?). Er det ikke tilstrækkeligt, er der
en udførlig beskrivelse på hjemmesiden. Det tager dog ikke så lang tid, kræver
blot lidt tålmodighed med justering af højde og afstand til armen. Liften gøres
klar med et let ”klik” når løftarmen trykkes ned og låser. TRU-LIFT er
forholdsvis tung, så har man en pladespiller med flydende ophæng, kan det
tænkes, at det lige skal kontrolleres. En MEGET let berøring af føleren løfter
den langsomt igen. Følsomheden kan justeres, men man skal passe på at den ikke
bliver alt for høj, for så kan selv små vibrationer ved berøring af arm og
pladespiller udløse den. Jo, den er absolut fintfølende og udgør ikke nogen
fare for pickuppen. Når man har fundet den optimale indstilling, placering og
følsomhed kan den ellers tunge lift fæstnes med en lille klat ”elefantsnot”,
som også medfølger.
I
praksis har TRU-LIFT fungeret overbevisende med min Jelco SA 750L
12” arm. Man vænner sig hurtigt til lige at give den et tryk, når armen
er ført
retur til holderen. Så er den klar til næste plade. TrueLift passer
stort set
alle arme, men med hensyn til pladespillere er der enkelte undtagelser.
Når
armene er monteret på høje tårne rundt om en pladetallerken (f.eks.
Platine
Verdier) er der ikke særligt meget plads til at sætte liften nogen
steder. På TRU-LIFTs hjemmeside, kan man se, at det kan lade sig gøre.
på mine armbaser var det ikke muligt. Den virker dog fint på
de mere
”almindelige” pladespillere med en solid plint.
Efter et par dage var jeg allerede afhængig! Det er behageligt,
at man ikke skal afbryde madlavningen eller smide katten ned fra skødet, når pladen er
færdig. TRU-LIFT virker upåklageligt. Eneste lille anke er, at hvis du glemmer
at trykke den ned, vil din arm støde på liften under afspilning. Ikke så godt,
for det kan høres! Men som nævnt, du vænner dig hurtigt til at ”lade” liften
hver gang du spiller en plade.
TRU-LIFT er ikke billig, men set som et supplement til en top arm og pickup er det OK. Der er tale om et meget gedigent og tillidsvækkende produkt. TRU-LIFT bliver nu siddende under den ene af mine mange arme. Spørgsmålet er så hvad jeg gør, når de andre står og kører i udløbsrillen?
Her udgaverne i rustfrit stål. De fire lifte i Deluxe sættet giver 4 mulige højder, hhv. 3,2 til 4,1 cm, 4,1 til 5,1 cm, 5,1 til 6 cm og den største 6 til 7 cm. Som det ses af billederne ovenfor, klarede jeg mig fitnt med den mindste.