Pladespilleren.dk

Ortofon Per Windfeld pickup
www.ortofon.dk
Pris: ca. 23.000 kr.

Ortofon Windfeld – Pretty Wonderful.

Det var bestemt ikke uden ærefrygt jeg monterede Ortofons nye Windfeld top pickup på min pladespiller. Efter mere end 30 år som manden bag mange af Ortofons bedste pickupper gik Per Windfeld på pension sidste år (2007). Han stod for udviklingen af mange klassiske Ortofon pickupper, som MC20, Jubilee, Concorde, MC3000, MC5000, Rohman og Kontrapunkt serien. For at ære ham har den nye udviklingschef Leif Johannsen kreeret en top pickup. ”PW” står der tydeligt på det matsorte hus og ud over hans navn kunne det meget betegnende også stå for ”Pretty Wondeful”, for her er der tale om en overordentlig besnærende og fænomenalt god pickup.

De nøgne facts

Nålen er angivet til at være en specialpoleret Ortofon Replicant 100 slibning. Med andre ord en slibning, der kommer så tæt på selve skærenålen som muligt, uden at den laver en ny rille. Specialpoleringen sikrer en helt glat overflade, som ud over mindre rillestøj også sikrer et mindre slid på såvel pickup som plade.

Den forholdsvis lange boron nålefane er forsynet med Ortofons Wide Range Damping ophæng for optimal sporing. Her bemærkes det, at Windfeld sporer 100 um ved de anbefalede 2,6 gram nåletryk. Dette er godt nok en 20-25% højere nåletryk end på andre top pickupper, men med den store anlægsflade på nåleslibningen er der ingen fare for hverken plader eller pickup.

Selve huset har samme udformning som Kontrapunkt pickupperne, men er her fremstillet i en speciel hård stål legering med 2 gevindhuller i toppen. Anlægsfladen er forsynet med den aflange anlægs rille, som gør det muligt at vinkle pickuppen (azimut) i huset.

Data er intet mindre end imponerende. Blandt andet loves et frekvensområde til 80 khz. Udgangsniveauet er 0,3 mV med en udgangsimpedans på bare 4 ohm. Vægten på hele 13 gram krævede en lidt tungere kontravægt på min Triplanar Mk VIIi, men ellers var der ingen problemer.
Ortofon Windfeld blev monteret i såvel Ortofon AS-309S som Triplanar Mk VIIi armene. Lytteindtrykkene er primært med montering i sidstnævnte, hvor især de specielle egenskaber hvad angår fasthed og evnen til at skabe et ”solidt” lydbillede var mest udpræget.

Lyden af en sommerdag
Det første jeg bemærkede lige ud af boksen var en stram og glat gengivelse, præget af utrolig lethed. Man fornemmer at denne pickup aldrig mister grebet eller overblikket. Den kører bare hen over de meste komplekse passager med den største selvfølgelighed. Men der skulle lige en 25-30 timers tilspilning til, før den rigtigt lukkede op for godteposen.

Bunden er stram – superstram. Faktisk så stram, at der kan mangle lidt fylde og niveau i de laveste oktaver. Til gengæld startes og stoppes der på kommando, hvis ellers arm og værk tillader det. Mellemtoneområdet er på samme måde meget kontrolleret og nøgternt – intet går tabt. Selv på gamle optagelser får man ny informationer, uden at det på nogen måde pindes ud. Det samme gælder toppen. Jeg vidste ikke der var så mange detaljer i mine gamle plader med Led Zeppelin, Moody Blues og Pink Floyd. Windfeld vrider bare detaljerne ud i toppen, så man forbavses. Selv min Transfiguration Orpheus kan lyde lidt ”tyk” i forhold til Windfeld, og den mangler bestemt ikke detaljer eller luft i de øvre oktaver.

En helt speciel egenskab ved Windfeld er, at de gamle plader afspilles med utrolig lav rillestøj. Plader som normalt er plaget af meget knas, sporer Windfeld med en forbavsende frigjorthed og næsten støjfrit. Jeg gætter på det skyldes den specielle Replicant 100 nåle slibning, som hviler lidt anderledes i rillen end de typiske Van den Hul og Fritz Gyger, man normalt ser. Således blev mit eksemplar af Johnny Cash/A hundred Highways helt afslappende at lytte til, hvor jeg eller konstant generes af en masse knas og hak fra en dårlig presning. På samme måde lød ældre plader med f.eks. Allan Parsons og Jethro Tull som helt nye, ja næsten støjfrie. En fornøjelse. Dette fænomen opleves også tydeligt, ved det at der stort set ikke sætter sig noget støv på selve nålen. Den dobbelte polering af selve diamanten giver en meget glat anlægsflade, som ikke har de samme tendenser til at holde fast på støvet. Har Ortofon mon opfundet en ny støv-afvisende nåle konstruktion? Nej desværre ikke. Nogle gamle slidte Beatles plader, var lige så slemme at lytte til som før, så der er en grænse for hvor meget magi Windfeld kan klare.

I modsætning til f.eks. Transfiguration Orpheus og Shelter Harmony så har Ortofon Windfeld ikke noget imod at gøre lidt opmærksom på sig selv i de øverste oktaver. Den har en ekstra detaljeformidling i toppen, som gør især lidt ældre optagelser mere levende og åbner lyden op. Det går dog ikke på nogen måde ud over nyere optagelser og der er ingen antydning af betoninger eller farvninger – snarere tvært imod. Det hele virker bare en tand mere klart og direkte.

Det bedste til sidst
Jeg har gemt det bedste til sidst, for hvis man skal fokusere på en bestemt egenskab ved Ortofon Windfeld så er det evnen til at fokusere på alle detaljerne i en kompleks optagelse på én gang. Men det sker på en så selvfølgelig måde, at man blot oplever såvel helheden som de enkelte instrumenter. Vel at mærke uden at oplevelsen på nogen måde bliver analytisk eller bare ”for meget”. Specielt på store klassiske værker eller opera er det en forunderlig evne der gør musikken mere gennemsigtig og gør det nemmere at lytte igennem og opfange alle detaljerne – ikke mindst det musikalske budskab.

Hvis det er varme og fylde i mellemtonen man ønsker sig. Eller en bundløs bas samt masser af mikrodynamik og en lidt ”stor” mellemtone, som rykker frem i lydbilledet, så findes der andre pickupper som på hver deres område, gør det bedre end Ortofon Windfeld. Transfiguration Orpheus har mere krop og dynamik op gennem mellemtoneområdet og den har også mere vægt i bunden. Det kan i endnu højere grad siges om Shelter Harmony, som rent tonalt næsten må beskrives som Windfelds modsætning.

Gamle KS Møller (som de trofaste læsere af HIGH Fidelity husker) ville nok have sagt, at Windfeld er mindre sonor – altså har mindre egenlyd. Jeg vil prøve at bruge en anden analogi. Transfiguration Orpheus vil jeg sammenligne med en varm sommerdag med fuglesang. En dejlig tryg atmosfære, der gør dig vel tilpas. Et hurtigt skift til Ortofon Windfeld, får et tordenvejr til at rense luften og fuglesangen forstummer. Varmen er for et øjeblik erstattet af et frisk pust og du kan igen trække vejret frit, når lige chokket efter braget har lagt sig. Begge dele er dansk sommer og ingen af dem kan undværes. Det samme kan man meget vel sige om de 2 pickupper.

Musik
Fra hylden med de gode gamle kom Frank Sinatra på pladespilleren. Sinatra at the Sands med Count Basies orkester oser af den specielle magi, som kun old Blue Eyes kunne. Han har publikum i sin hule hånd og lige her med Windfeld pickuppen er der om muligt endnu mere overblik og indblik i alle detaljerne. Der fyres jokes af mellem numre og selv mens han synger, er der plads til kommentarer. Rummet fornemmes mere skarpskårent og blæserne får rigtigt lov til at komme frem og ud med deres energi. Nu er min presning forholdsvis lydefri, men jeg erindrer ikke at have hørt den så glat og uden støj – fornemt.

Fra den nye bunke af plader kom selvfølgelig også Hans Theessink/Slowtrain. Nummer to på side et er meget afslørende og ikke mindst musik der kan høres masser af gange. Dybden i lydbilledet og detaljerne længst væk har jeg hørt lidt bedre på både Orpheus og Condor, men til gengæld formår Windfeld at skabe en overlegenhed og en lethed i den måde det hele gengives på. Det fornemmes simpelthen som om denne pickup har meget nemmere ved at hente musikken op af rillerne. Det giver sig udtryk i en stor selvfølgelighed i det hele. Man slapper mere af når man lytter og hører derfor også flere detaljer, men uden at det på nogen måde virker påtrængende.

Efter at have lyttet til den voldsomt komprimerede og totalt udsplattede cd-udgave af Led Zeppelin/Mothership kom det gamle Led Zeppelin debutalbum fra 1969 på pladespilleren. Good Times Bad Times fører mig knap 30 år tilbage i tiden. Utroligt nok lyder LP’en af musik, hvor den komprimerede CD remastering bedst kan bruges til skrækeksempel på dagens standard. Med Ortofon Windfeld i rillerne er der masser af liv i den gamle optagelse – ud fra de præmisser musikken og optageteknikken tillader. Ja faktisk hiver den detaljer frem, som jeg ikke før har oplevet på denne herlige optagelse. Den går ned og henter de små ting og placerer dem med største selvfølgelighed i lydbilledet.

Et hurtigt spring ca. 30 år frem i tiden til en noget ældre Robert Plant samme med Alison Kraus på den musikalsk fremragende Raising Sand. Desværre er optagelsen også her præget af tingenes forfald. Især er bunden voldsomt boostet og i den anden ende af frekvensspektret er der ikke ligefrem et overflod af detaljer. Til gengæld står sangstemmerne godt fremhævet i lydbilledet. Med Windfeld er bunden næsten til at holde ud, men et let dæmpning på bas kontrollen (hvis man har en sådan) er absolut en fordel. Alligevel må det siges, at Windfeld formår at rydde lidt op i den ellers noget rodede optagelse og gøre det hele en tand mere åbent og let at lytte på.

Nu fremhæver Ortofon selv pickuppen fremragende sporingsegenskaber, så den skulle sættes på prøve. Sheffield Labs ”The Drum Record” er nok noget af det mere dynamiske, der findes på LP. Her er der bestemt ingen problemer og igen får man de specielle Windfeld kendetegn – stramt og meget kontrolleret. Der er bestemt ingen slinger valsen og de kraftige trommeslag får en fysisk tilstedeværelse i rummet, hvis ellers højttalerne og det øvrige udstyr magter det.

Konklusion
Man kan ikke få alt i én pickup – desværre. Men de valg man har taget hos Ortofon og det resultat der er kommet ud af det, er kort sagt en pickup i verdensklasse. De åbenlyse kvaliteter er svære undvære, når først man har fokuseret på dem. Mine øvrige pickupper lød virkede lidt afslappede og tilbagelænede efter at have lyttet til Windfeld en måneds tid.

Det bedste vil altid være det godes overmand. Når det kommer til præcision og overblik parret med en fornem sporingsevne og detaljeformidling er Ortofon Windfeld overmanden, men vel at mærke med det musikalske budskab fuldt intakt. Kort sagt en pickup jeg meget nemt kunne leve med.