Pladespilleren.dk

Værket eller selve "pladespilleren" - filosofier omkring hvordan en pladespiller virker.

Opdateret - December 2018

__________________________________________________________________________________________________________________________________________

Den fysisk største del af en pladespiller er selve værket - altså "kassen" med pladetallerkenen og en motor. I princippet er det "blot" en form for chassis eller base med en gerne tung pladetallerken monteret på en aksel i et leje. Herudover er der en eller anden form for motor, der får det hele til at dreje rundt evt. med brug af noget elektronik. Samtidig skal der også være plads til montering af en eller flere arme.

Umiddelbar simpelt, men så alligevel ikke. I det følgende lidt mere om de enkelte dele, samt omtale af nogle af mine kæpheste: min forkærilighed for et fast værk samt teorien om det lukkede kredsløb og def misforståede emne; lejefriktion.

Motoren

Alle pladespillere kan køre 33 1/3 omdrejning pr. minut, men ikke alle klarer 45 og evt. 78 omdrejninger. Dette bør der selvfølgelig tages hensyn til ved valget. 

Tilbage i 70'erne var der livlig diskussion med hensyn til om det skulle være remdrev eller det nye "fæle" direkte drev, hvor motoren var monteret direkte under eller i pladetallerkenen. 

Langt de fleste pladespillere i dag er med rem eller tråddrev. På det sidste ser man også at nogle anvender tråddrev eller gamle spolebånd mellem motor og pladetallerken. Det direkte drev fungerer også fint (hvis det laves korrekt). Det ses af f.eks. de meget dyre Goldmund pladespillere, som desværre ikke fremstilles mere. DD har fået en opblomstring og f.eks. Technics har jo genoplivet princippet og lavet en nye topmodel. Ældre modeller fra Kenwood, Technics og Denon kan stadig være med den dag i dag. 

Enkelte anvender stadig mellemhjul, men de er få. Her har man et gummihjul placeret mellem motoraksel og (oftest) den indvendige del af pladetallerkenen. Det hele kræver en meget høj præcision og en tung pladetallerken da støjen nemt føres over fra motoren til pladetallerken. Det ønsker vi bestemt ikke, for det vil kunne høres i vores højttalere. Eksempler på pladespillere med mellemhjul er den gamle Lenco, som med fordel kan modificeret og give fremragende resultater. Ellers er der klassikerne Mörch og Thorens TD-124. Sidstnævnte som anvender både rem og mellemhjul. 

En helt ny på markedet efter det gamle princip (meget lig TD-124) er italienske Audio Silente fremstillet helt i grafit. Alt er super præcist tungt, solidt og yderst lækkert. En pladespiller i verdensklasse til 40.000 Euro!

Remmen (eller tråden) har to funktioner. For det første isolerer den selve pladetallerkenen fra evt. vibrationer i motoren og desuden nedsætter den motorens hurtige omdrejninger til det vi skal anvende. I de fleste pladespillere er motoren en 24 polet synkrontype styret af enten nettets 50 Hz eller en separat frekvensgenerator, så hastigheden kan justeres.

På det seneste er det nærmest kommet på mode at anvende DC-motorer. De er nemme at anvende med batteridrift og i princippet skulle de køre mere stabilt og med mindre "ryk" end AC motorer. Den primære grund er dog at det lyder bedre. Således sælger visse firmaer (Scheu og Origin Live) små DC motorer til tweaking af eksisterende pladespillere. Man bør dog huske på at en DC motor skal indeholde en form for servo eller motorstyring da hastigheden ellers vil variere efter belastning.

Pladetallerkenen

Her løber vi ind i nogle valg og kompromiser. Med en stor masse (en tung pladetallerken) sikrer vi en høj inerti og dermed stabil gangkonstans. Den behøver dog ikke at være så stor som den på billedet!Man taler om 2 forskellige former for hastighedsafvigelse. 

  Wow   = langsomme afvigelser "Woooaaaaaoooouuuuuuw" (man kan næsten høre det!
  Flutter = hurtige afvigelser - der kommer næsten vibrato på lyden.

Typisk vil en tung pladetallerken forhindre de hurtige afvigelser (flutter), men til gengæld kan den give wow, hvis motoren ikke er kraftig nok, eller der er en forkert afstemning mellem motor og pladetallerken. En let pladetallerken kan hurtigt korrigeres af motoren, men vil så til gengæld være tilbøjelig til flutter.

Ofte er pladetallerkenen fremstillet af en metallegering og kan således under uheldige omstændigheder virke som en stor klokke. Prøv at slå let på den med en kno og hør om den "ringer". En stor tung pladetallerken vil ofte ringe fælt og længe. Denne lyd forplanter sig til pladen og senere pick-up’en. Hvad det betyder for lyden behøver jeg næppe forklare.

Netop for at undgå ovennævnte fænomen er det blevet populært med forholdsvis lette pladetallerken af kunststof, f.eks. akryl eller leksan. Med en forholdsvis ringe vægt og det veldæmpede materiale kan der ikke lagres energi i pladetallerken. En anden måde at komme ud over problemet på er sandwich konstruktioner af flere forskellige materialer. Her er fantasien stor og vi har set eksempler med metal, filt, glas, teflon, kulfiber, gummi og træ.

Selv overfladen der møder LP’en er også noget af et mysterium. Her findes der mange skoler og der findes flere typer måtter man kan lægge på pladetallerkenen. Evt. kan man selv lave dem af filt eller ruskind. Nogle foretrækker hårde overflader som f.eks. glas, keramik, kobber eller kunststoffer, mens andre sværger til filt, gummi, kork eller skind. Helt specielt er de klæbende måtter der dæmper alle tendenser til resonanser i selve pladen (måske dæmper de også dynamikken?).

Personlig har jeg god efaring med Harmo-Nicer akryl plademåtten fra Clear Audio samt den specielle Achromat. For tiden foretrækker jeg hårde underlag, keramik eller grafit. Venner har anbefalet Ring Mat, som jeg dog ikke har prøvet. En hjemmelavet måtte kan man lave af de såkaldte "Anti skrid" måtter. De har dog en kedelig tendens til at klæbe til vinylpladerne, hvis ikke man passer på,

Fastgørelse af pladen til pladetallerken kan også opnås med de efterhånden sjældne eksempler på vakuum sug. Enten er det fastmonteret (Luxmann) eller det kan købes separat (Poly Push). Endelig kan der opnås en bedre kobling mellem plade og pladetallerken med en pladestrammer, som placeres over centertappen. En stor ring der lægges langs pladens periferi kan man også få - for mange penge! For alles vedkommende skal man passe på, da evt støvpartikler på undersiden af pladen blev presset endnu længere og fastere ind i pladen.

Lejet som pladetallerkenen hviler i har selvfølgelig også betydning. Især ved meget tunge pladetallerkener stilles der store krav. Langt de fleste er opbygget som et selvsmørende bronzeleje med en hårdmetal eller keramisk kugle i bunden. Der er dog altid nogle som går andre veje. Eksempelvis franske Verdier anvender 2 modsatrettede magneter til at tage vægten af den næsten 20 kg tunge tallerken, så lejet ikke overbelastes. Tyske Clear Audio og et par stykker mere har også kraftige neodym magneter til at aflaste lejet. I den meget anderledes konstruerede Well Tempered hviler den forholdsvis lette pladetallerken på små stykker silikonegummi, der sammen med trækket fra drivremmen er med til at centrere lejet. Den tidligere svenske pladespiller Forsell og den helt nye danske Bergman benytter luft i lejet, så pladetallerken i praksis svæver.

Fast eller flydende ophæng

Pladespilleren kan være opbygget som et fast ofte meget tungt system eller flydende, altså med en eller anden form for ophæng, der dæmper udefrakommende mekaniske påvirkninger. Typiske eksempler fra de to lejre er Clear Audio, VPI og Rega (fast) og Linn. Void og Thorens (flydende).

En stor tom kasse vil lige som et musikinstrument opsamle energi og gå i resonans. En bedre løsning er altså en massiv konstruktion af træ, metal eller kunststoffer. Især hvis vi satser på den fast opbyggede pladespiller, så kan der opnås gode resultater med en stor solid tung plint. Heri monteres lejet til pladetallerkenen og en eller flere baser til arme. I en konstruktion hvor det hele ophænges flydende, behøver den faststående del ikke at være helt så tung. Til gengæld er det noget af en kunst at lave et ultimativt ophæng. I de mere simple typer anvendes en eller anden form for dæmpet fjeder. Dæmpning kan være en simpel eller mere avancerede hydrauliske systemer. Typisk for det ophængte værk er det meget levende og det kan i uheldige kombinationer sættes i resonans af vippende gulve eller blot man rører ved armen. Ultimativt kan der opnås gode resultater med begge systemer, men hvis man ønsker at anvende en tangentialarm, vil jeg anbefale et fast værk. Det samme gælder, hvis man vil montere flere arme på sin pladespiller. 

En flydende pladespiller har ikke noget med vand eller vædske at gøre. De gamle Thorens og i dag nok meste kendt en Linn Sondek LP 12 er typiske eksempler på et flydende ophæng. Her er selve kabinettet eller plinten base for motoren. Resten - det vil sige pladetallerken og arm er monteret på en ramme ophængt i et fjedersystem. Den primæmere funktion er at afkoble eventuelle vibrationer fra motoren, så disse ikke når ud til pladetallerken og arm, hvor de vil resultere i støj. Samtidig vil dette ophæng også isolere systemet fra udefra kommende mekaniske påvirkninger. Hvis en pladespiller består af en pladetallerken på en plade og denne så trækkes af en motor monteret på denne plade (plingen), så taler vi om en fast konstruktion. Et typisk eksempel er Rega og Projekt pladespilleren.

Personlig et jeg afgjort til det faste princip. Jeg har haft en del med flydende ophæng (F.eks. Linn LP12), men plejer at sige, at "jeg er vokset fra" den slags.

Sammenhæng - en basal teori omkring pladespillerens funktion

For de fleste ses pladespilleren blot som en tallerken der kører rundt og en arm med en pickup. Der er dog mere end lige hvad øjet ser. Alle dele betyder noget, men endnu mere betyder det, hvordan tingene er sat sammen og hvordan det virker som et hele. 

Visse nyere pladespillere gør meget ud af magnetiske ophæng, flydende og afkoblede arme, der hænger i en tråd. Eller en pickup, der sidder i et hængsel, så det kan svinge frit. Jeg skal ikke helt frasige mig muligheden for, at det virker, men basalt er der meget der taler imod.

Min teori er "det lukkede kredsløb". Vi starter med pickuppen i rillen. Energien går op genmem nålefanen, pickuphuset til armen. Gennem lejet til selve basen og retur til pladetallerkenens leje. Så er der forbindelsen op gennem lejet til pladetallerken, plademåtte og tilbage til pickuppen. Hvis der noget sted i dette kredsløb er faktorer, som giver mekaniske afvigelser, resonanser, vibrationer eller hindrer lyden i at bevæge sig videre (kaster den tilbage som et "ekko") - ja så aftastes dette fejlsignal af pickuppen. Reelt må der kun være bevægelse 3 steder: pladetallernens leje, armens leje og i nålefanens ophæng (som skaber signalet). Vores pickup ved ikke, om det den aftaster, er pladerillen, eller et fejlsignal forårsaget af unøjagitiger i armens leje eller i en brudt kontakt i et luftleje eller et magnetisk leje. Der bør være en mekanisk kontakt - en slags "grounding". 

I dette lukkede kredsløb, bør alle resonanser ideelt gå ned i basen og videre ned til underlaget. Et eller andet sted skal det absorberes og lave til varme. Men den mekansike kontakt mellem pickup, arm, pladetallerken og LP skal hele tiden være der, så kun rillernes modulationer aftastes.

Jeg er nok ikke enig med alle i denne teori. Basalt kan den også være meget svær at overholde. Jeg har dog tydeligt hørt forskellen på et rent magnetleje og så et magneleje hvor få kg hviler på en kugle, så pladetallernen har mekanisk kontakt med basen (40 kg massiv egetræ dæmpet med blyhagl).

Teorien betyder også at f.eks. Technics med deres gummimembran mellem pladetallerken og motor, nok ikke er helt korrekt. Det kommer dog an på viskositeten af det benyttede gummi. Den nye Technics SL 1000 er dog et værk som umiddelbart lever op til de krav jeg stiller - et drømmeværk, som lige skal have de rigtige arm.

Lejefriktion - et misfortolket begreb

Mange er begejstret for en pladetallerken der kan køre i flere minutter. "Se hvor let den løber rundt!". En stort set ikke eksisterende lejefriktion gøres til noget hel fantastisk. Vi kan meget hurtigt blive enige om, at støj fra lejet skal undgås, men uendelig lav lejfriktion er IKKE ønskelig.

J.C. Verdier har skrevet om dette fænomen. Specielt når det gælder tunge pladetallerkener, bør der være en fast lejmodstand som dæmpet pladetallerkens omdrejningshanstighed. Helt elementært skyldes det, at din motor kan få pladetallerkene til at dreje hurtigere rundt, men den kan ikke bremse rotationen. En anden ting der bremser pladetallerkene er den friktion der er mellem nål og riller. Denne friktion varierer afhængig af musikkens niveau. I praksis børe denne opbremsning være langt mindre end den friktion der er i lejet. 

Motoren skal så hele tiden arbejde for at holde hastigheden. Den ekstra energi der kræves for at kompenseres for rillemodulationer så en brøkdel af den samlede kraft. Hvis motoren i modsat fald pludselig skal yder mere effekt hvor lejet ikke har en friktion, vil der typisk ske en overkompensation og pladetallerkene løber for hurtigt rundt. Herefter skal motoren køre langsommere og pladetallekene kommer til at oscillere mellem for langsomt og for hurtigt. Med andre ord "wow". Jeg har oplevet det på flere pladespilleren. Specielt ved to faktorer. Den lave friktion eller en for svag motor som ikke kan trække en tung pladetallerken.

Konklusion!  Mortorkraft, pladetallerkenens vægt (inerti) og lejets friktion skal tilpasses hinanden.

Platine Magnum - det helt store værk fra J.C. Verdier. 60 kg pladetallerken med en diameter på 50 cm (Pladen i midten er IKKE en single!). Tre motorer og separat kompressor til olietrykslejet der holder det hele flydende. Total vægt incl. granitbase, bord og kompressor 400 kg. Ikke lavet for at se smukt ud, men for at være verdens bedste! 

TILBAGE TIL FORSIDEN