Danmark er et højttalerland - ingen tvivl om det. Efter mit besøg hos Raidho i det nordlige Jylland er jeg om muligt endnu mere overbevist.
En dejlig kold men solrig aprildag gik turen med fly til Aalborg hvor Lars Christensen fra Raidho (ja, ham med kablerne!) tog imod og kørte os de få ekstra kilometer vestover til Pandrup.
Med deres nye diamant dopede membraner i D1 og de større modeller har Raidho skabt en del røre på diverse udstillinger og er gentagne gange gået hjem med prædikatet ”best sound”. Det var blandt andet derfor der nu skulle kigges (lyttes) lidt nærmere på hvad Raidho kunne præsentere - både med hensyn til teknikken, men så abolut også lyden. Raidho havde dog endnu et par alvorlige overraskelser oppe i ærmet.
Først fik vi lov til at lytte lidt til den nu ”gamle” model C1.1 (som allerede er forbedret i forhold til C1).. Det er p.t. den mindste højttaler i C-serien, med 6” keramisk membran og den kendte planar diskant fra Michael Børresens hånd. Denne sidste har dog fået en ny lettere membran samt et beskyttelsesgitter, der faktisk er med til også at tilføre lidt elektrisk dæmpning. Michael fremhævede selv den lave masse på kun 0,03 gram som en af de vigtige faktorer for en meget nøgtern og neutral gengivelse. Sammen med det meget kraftige neodym magnetfelt sikrer det en følsomhed omkring de 90 dB og en gengivelse der ifølge Raidho er en hvilken som helst dome langt overlegen.
Opstillingen i det pænt store lytterum vakte lidt forundring. Ca. 4 meter fra bagvæggen, men meget langt ude og tæt på lytterne stod det hele meget ”bredt”. Uvilkårlig meget langt fra den typiske ligebenede trekant og det første man frygtede var et stort hul i midten. Det var der dog slet ikke tale om, for er der noget Raidhos højttalere har til fælles så er det et stort lydbillede og evnen til at holde tingene på deres rette plads. Til gengæld er der med denne opsætning ikke noget uden for højttalernes ydergrænser. Disse grænser ligger så også meget bredt, så man har ikke behov for det. Personlig kunne jeg godt være fristet til at prøve en anden opsætning, om ikke andet fordi denne placering ville være helt umulig i min stue.
Det tilkoblede udstyr var en DSC Puccini med extern clock, samt en prototype på Raidhos kommende integrerede forstærker. Her i en let neddrosles version på 2 x 120 Watt, hvor den færdige forventes at blive på 2 x 200 Watt.
Kablerne var ikke som man måske skulle have forventet NordOst Odin. Nej her var det noget helt nyt ind over - absolut en overraskelse. Michael Børresens serie af egne kabler med meget lav kapacitet og induktion. ANSUZ hedder kablerne og her var de i såvel 230 Volt netkabler, som signal og højttalerkabler. Mere om dette senere.
Næste punkt på programmet var den nye D-serie - nærmere betegnet D1. I princippielt den samme højttaler som C1, men med den nyudviklede diamant dopede bas/mellemtone membran. Hvor C1.1 havde lavet et stort flot lydbillede på Muddy Waters kendte album The Folk Singer, så gjorde D1 det bare langt bedre. På ganske få sekunder hørt man forskelle. Der var mere hul ind til opelvelsen og det store rum på denne optagelse lå flot genskabt mellem højttalerne. De laveste oktaver (under ca. 50 Hz) er selvfølgelig noget dæmpede, men i rummet gengiver den flot langt ned i forhold til størrelsen. Nok så vigtigt er det en bas der starter og stopper på kommando - ingen svampet eller gumpedtung bas, heller ikke noget kunstigt hæv nedefter. Det gør sig også gældende i resten af frekvensområdet. Dynamik er nøgleordet her, fra absolut stilehed til anslåede guitarstrenge fra Shawn Colvin eller tromemr og andet slagtøj.
Der er i den grad tale om en detaljeret og afslørende højttaler. Vi er meget langt fra f.eks. typisk engelsk ”lækker” lyd, hvor tingende pakkes lidt ind, så også mindre gode optagelser kan nydes i fulde drag. Her kommer alt ud - råt for usødet. Lars talte om de typiske dårlige danske optagelse med f.eks. TV2, Gnags eller Kim Larsen, som med alt tydelighed viser hvor dårligt danske studier magter at gøre det. Vi lyttede også lidt til Agnes Obel. Måske også en noget kunstig optagelse, men her gengivet med masser af rum og detaljer. Stemmen stod klart i lydbilledet, men stadig med den let udfasede måde som optagelsen er lavet. Sad bare og ønskede at pladespilleren i hjørnet var koblet til.
Jeg fandt senere ud af, at den fine Puccini cd.afspiller have en USB digitalindgang. Systemet var altså klar til HD fiter, så bare jeg havde taget min PC med. Jeg fik dog lov til at høre min egen medbragte CD med uddrag af Harold Farberman og hans store slagtøjsensemble i en fremragende stor og luftig optagelse. Jeg har hørt dette flere gange, men via Raidho D1 var der yderligere detaljer og især de forskellige musikinstrumenters placering i lydbilledet blev gengivet yderst overbevisnden. De dynamiske aspekter af denne musik var også fremragende, midlt sagt. Dog kom de allerlaveste frekvenser som forventet ikke helt til sin ret.
Vi Herefter gik vi så over til de større gulvmodeller D2 og D3. Hele vejen op gennem rækken var det tydeligt, at der var den samme filosofi, men blot mere af det hele. De større modeller tilførte selvfølgelig mere pondus og niveau nedefter, men også større overlegenhed og naturlig afslappet overskud. Desværre var der ikke nogen eksemplarer af den helt store C4 til stede (D4 er ikke lavet endnu). Med 160 kg havde den nok også været svær at bakse ind i lytterummet. Vi så dog det næste eksemplar under samlingen og de der kommer til München High End udstillingen, vil kunne høre dem samme med bla. Soulution elektronik og DCS.
Naturligt nok spurgte jeg også til Raidhos holdning til pladespillere. Her var en afgjort en vil forskel i holdningerne hos Lars og Michael, eller også drillede de bare hinanden. Lars lagde ikke skjul på at de have travlt og at der efter D-serien var blevet introduceret skulle der laves endnu flere højttalere. Samtidig står udviklingen indenfor højttalerne ikke stille. Michael afslørede dog at han absolut havde til hensigt at lave en pladespiller. I første omgang er det armen han er gået i gang med. Han havde fået fremstillet nogle armerør, men jeg nåede desværre ikke at se dem. Tiden vil vise, hvad det er Michael har gang i, for der ligger afgjort en masse gode ideer gemt her.
Hvordan man kommer fra en tynd alumembran over keramik og så ender op med en diamant coated membran, kan man læse meget mere om på Raidhos hjemmeside. Men i modsætning til f.eks. Accutons keramiske membraner, så foregår det ikke i en ovn og ved høj varme. Derfor finder man heller ikke de typiske "ører" der mindsker opbrydning. Den keramiske membran er lagt på hver side af den tynde alumembran og er således ikke sprød og sart, så man har behov for et gitter.
Diamanten versionen har et kun 8/1000 mm tykt lag diamant. Dette er skabt ved en højhastigheds bombardering af den keramiske membran med mikroskopiske carbon ionpartikler. Det sker ved næsten lysets hastighed og ved det store tryk og den varme der opstår, omdannes ca. 50% til diamant - resten af de 10 u der påføres er så kulfiber og giver den sorte membran. På papiret rykker det enhedens opbrydning fra ca. 12 kHz op til ca. de dobbelte. Om der sker mere er det svært at udtale sig om, men personligt har jeg svært ved at se hvordan dæmpning af en 4 dB peak langt uden for enhedens arbejdsområde kan have så stor betydning. Men så skal man bare lytte i 10 sekunder! Forskellen er umiddelbar!
Raidho sælger i dag langt flere D1 end C1 og det forstår jeg. Lyden var først og fremmest mere sammenhængende og rigtigt. Overtoner og anslag står langt mere naturligt. For en 50% merpris får man en sort membran og en langt bedre højttaler.
Ud over membranen skal der jo også mange andre ting til for at lave en højttaler. Vi så hvordan svingspoleformere af alu optræder som en bremse i magnetfeltet hvor en tilsvarende af titanium gik lige igennem. Delefilter komponenter vil hen ad vejen blive erstattet af Raidhos egne. Et eksemple på dette var gode gedigne kondensatorer, hvor Michael går egne vegne. Store kondensatorer har store overflader på filmen og dermed er den også lettere udsat for mekanisk påvirkning - mikrofoni. Små stabile kondensatorer foretrækkes. Således så jeg også, at der anvendes Mundorf tinfoil kondensatorer. Michael mener silverfoil og de endnu dyrere silver-goldfoil har en egnelyd, som maskerer de gode egenskaber der er i Raidhos enhder. Tinfoil udgaven derimod er ”tavs” og giver en sort baggrund.
Når man kigger nærmere på enheder ogpdager man hurtigt den meget luftige magnetkonstruktion med underhængt svingspole. Der er heller ikke nogen huller i chassiset, som monteres indefra vha. beslag. Enheden indgår således om en integreret del af den meget solide alubaffel.
Tre ruller med Nordost Odin og Valhalla kabler. De starter med 300 meter på hver, men som det ses er der brugt en del. Til højre en del af delefilteret til topmodellen C4. Som ved alle Raidhos højttalere er der tale om et 2. ordens seriefilter.
Michael Børresen fortalte en del om hans teorier bag såvel højttalerne som de ny ANSUZ kabler. Med en baggrund som ingeniør inden for mekanik går han meget op i at undgå vibrationer og opbryndinger, samt de farvninger det medfører. Det ses og høres tydeligt i højttalerne. For kablerne og til dels også højttalernes elektriske parametere gælder det at undgå uønskede kapaciteter og induktion samt mikrofoni. Således er de nye ANSUZ kabler lavet efter en specielt vindignsteknologi, der krafitgt mindsker såvel kapacitet som induktion. Hele serien omfatter såvel signalkabler, som højttalerkabler og netkabler.
Besøget hos Raidho var afgjort flyveturen værd. Det var en øjenåbner for, hvor neutralt og afslørende en højttaler kan konstrueres, uden at gå på kompromis med selve musik nydelsen.. Samtidig viser det, hvor meget man kan opnå med moderne computer teknologi sammen med en konstruktiv og vidende ingeniør. Man skal dog nok gøre sig klart, at disse højttalere ikke bare spiller med hvad som helst. Har på fornemmelsen, at de vil afsløre den mindste fejl i signalvejen eller også de mindste forbedringer. Har du styr på det, vil du også blive belønnet med en musikalsk instrument, der ikke bare dissekerer din musik men også bringer musikerne ind i din stue. Fornemt!
Som inkarneret højttalerbygger må jeg indrømme, at dette er en af de få gange jeg har følt mig fristet til at lægge højttalerbyggeriet på hylden. Sidst jeg oplevede det var med de tilsvarende dyre TAD højttalere. Raidho er dog dansk og det skal vi være stolte af. Det hele er udviklet og fremstillet hos Raidho. Her er det ikke "bare" enheder fra en dansk eller udenlandsk fabrik der har fået lidt kosmetisk løft og få ændringer, men konsekvente nyudviklinger, du ikke finder andre steder.
Jeg kunne dog stadig godt have tænkt mig at høre nogle gode LPer via den lille D1 .... måske en anden gang?
Efter besøget sidder jeg med den der lidt ukendte følelse. Som inkarneret højttalerbygget følte jeg mig fristet til at springe alt det besværlige over og faktisk investere i et par færdige højttalere. Det er sket få gange før - f.eks. første gang jeg hørte de fantastiske TAD højttalere. Set i forhold til dem er der mange af de samme kvaliteter i D1, som rigeligt kunne fylde mit behøv - evt. suppleret med en kompentent sub. Michael var noget tvivlende omkring dette da han betragter en højttaler som én integreret enhed. Men personligt synes jeg tanken er lokkende.
Vi tog pænt afsked