Pladespilleren.dk

  Min hifi historie - meget laaaang! (under løbende udbyning - stadig ikke komplet)

   Senest opdateret 25  januar 2020

Min hifi historie …. en laaaaang historie! (26 sider).

Al begyndelse er svær - det gælder bestemt også hifi. Vi har vel alle på et eller andet tidspunkt været uvidende og brugt en masse penge på overflødige "forbedringer" eller flotte lys der blinkede.

1960

Jeg har aldrig ført dagbog, men alligevel kan jeg i nogenlunde kronologisk orden gøre rede for næsten alle mine investeringer i diverse hifi-udstyr, såvel de fornuftige som de mindre kloge. Denne lange udredning kan måske forhindre en eller anden i at gøre de samme fejl som jeg gjorde. En anden grund til at skrive den er for min egen skyld. Det er dejligt nostalgisk at tænke tilbage på dengang da hifi og teknik var noget nyt og duften af nye apparater var til at blive høj af. Samtidig viser historien noget om, hvor svært det er at se ud i fremtiden. Hvis nogen den gang havde fortalt mig at jeg på et tidspunkt ville have anlæg med samme værdi som et par familiebiler, ja så havde jeg bestemt ikke troet dem.

Vi skal tilbage til slutningen af 50'erne og begyndelsen af 60'erne. På billedet til højre er jeg 5 år, så det må være fra sommeren 1961. Mine forældre var nok ikke på højde med udviklingen hvad musik og anlæg angik. Måske var det også et spørgsmål om tid, penge og prioritering, for både jeg og min bror skulle have masser af mad samt tøj på kroppen. Men noget der kunne frembringe lyd var der da. I min tidlige barndom først i 60øerne husker jeg et kæmpe skrummel - et såkaldt "radiomøbel". I toppen til højre kunne man lukke op til en super smart pladespiller der selv skiftede mellem en stor stak plader (78'ere). De blev placeret på en lang stang og faldt så efterhånden ned på pladetallerkenen. I bunden var der en radio samt en højttalere. Et fantastisk apparat på det tidspunkt og så fyldte hele molevitten lige så meget som et par JBL studiemonitors! TV var der endnu ikke noget af.

Musikken den gang var primært børnesange eller "Inge Aasted fortæller" i radioen. Jeg sad med hovedet helt inde i højttaleren, for skrue op - nej det kunne der ikke blive tale om. Det "larmede"! Om søndagen blev der spillet Raquel Rastenni, Louis Armstrong eller Josephine Baker på det fine pladespillermøbel, som også var TV og radio. "Aldrig om Søndagen" blev vist nok slidt op på et tidspunkt.

1960’erne - Interessen opdages

Min interesse for elektronik eller mekanik begyndte sådan set for mange år siden. Allerede tilbage i drengeårene (60'erne) gik jeg meget op i mekaniske byggesæt. Jo flere tandhjul og underlige bevægelige dingenoter desto bedre. Senere kom så interessen for elmotorer og det elektriske tog jeg fik i julegave. Alt skulle selvfølgelig skilles ad eller laves om. Jeg kunne ikke nøjes med at køre med toget - nej der skulle også eksperimenteres med sølvpapir på skinnerne og andre mærkelige ting. Dernæst kom turen til den lille trafo som fulgte med. Et af forsøgene gik ud på at forbinde en tynd ledning mellem polerne og langsom skrue op. Før eller senere lugtede det af brændt plastic og til sidst glødede det meget pænt. Med en lidt længere ledning og et søm kunne man lave en fin elektromagnet. Et andet forsøg var fremstilling af ilt og brint ved at sænke elektroder ned i en svag saltsyreopløsning og sætte spænding på. Det stank i hele huset og har sikkert været yderst farligt.

Vi er nu kommet frem til midten af 60'erne hvor jeg var omkring 10 år. På dette tidspunkt var hifi noget helt utænkeligt - ja jeg vidste slet ikke hvad det var.

Vi flyttede til Amager og i den nye skole stødte jeg på noget helt fantastisk - en spolebåndoptager! Ved sjældne lejligheder fandt vores lærer en stor 4 spors Tandberg maskine frem fra skabet. Vi hørte kedelige sproglektioner, foredrag eller hørespil. I musik- og sangtimerne hørte vi også musik, men mest fra på plader. Der var gode gamle engelske drikkeviser og lignende slagere. Et par gange fik vi lov til selv at tage plader med, d.v.s. sådan nogle havde jeg slet ikke. Vi hørte så Bee-Gees med "I started a Joke" og Credence Clearwater Revival med "Up around the Corner". Beatles var selvfølgelig også populære.

Senere dukkede der små transportable cassettebåndoptagere op. De vejede flere kg og slugte batterier som slik. Jeg husker tydeligt en af mine klassekammerater; Bent, som hele tiden spillede Deep Purple. Selvfølgelig ikke i timerne, for det var strengt forbudt, men i frikvartererne fik den hele armen. Fra en lille 2" højttaler fyldte "Smoke on the Water" klasselokalet. Andre favoritter var Rolling Stones og Black Sabbath.

På hjemmefronten var der stadig ikke den store musikinteresse, men det kæmpe skrummel med TV og Radio/pladespiller var nu udskiftet med et lidt mindre af slagsen og en ny padespiller blev primært anvendt til 78'ere og ganske få LP'er.

Sammen med min bror spillede jeg gamle Louis Armstrong plader på 78'ere. Musikken var lige så god dengang som den er i dag, men alligevel mindes jeg det som noget særligt, når vi pillede ved den fine teknik uden at have fået lov. De få LP'er var meget underlig musik som ikke sagde mig nogt. Eine kleine nachtmusik og andre forslidte klassikere vakte ikke den store begejstring. Senere kom der dog en med uddrag fra Carmen, som faldt bedre i min smag. Det skal for en ordens skyld nævnes, at pladespilleren var af den gamle type med bakkelitarm og 5 tons nåletryk til den fine krystal-pickup. Stiften skulle vendes når der blev spillet 33 og 45 plader.

På et tidspunkt (jeg husker ikke præcis hvornår) fik jeg en meget gammel og lettere defekt transistorradio af min far. Det var ikke den på billedet, men det lignere. Den kunne spille musik, hvilket var noget af et vidunder. Alligevel gik drømmene i retning af en spolebåndoptager lige som den John havde. John var en af mine klassekammerater og til en fest havde han medbragt en fantastisk stor SONY 4 spors båndoptager - mono selvfølgelig. Ingen havde råd til stereo på det tidspunkt eller også var det fordi ingen sådan rigtigt vidste hvad det var. Der var rigtige bas og diskantkontroller på vidunderet og så kunne den køre med 2 hastigheder 9,5 og 19 cm. sek. Især det sidste så meget "fedt" ud. Når der blev spillet højt vibrerede hele det solide trækabinet og man følte tydeligt at der var hele 8 W til rådighed. Husker vi hørte en masse Beatles. Denne båndoptager gjorde stor lykke ved mange klassefester.

1969 - konfirmation

Derhjemme måtte jeg stadig nøjes med min transistorradio. Penge tjente jeg ikke og tingene kom jo ikke af sig selv. Men så en dag oprandt det store øjeblik - jeg skulle konfirmeres! Alle kammeraterne ønskede sig knallerter og cassettebåndoptagere, men mit eneste ønske var helt klart: EN TANDBERG ELLER PHILIPS 4-SPORS SPOLEBÅNDOPTAGER. På det tidspunkt var der dog mange andre ting at bruge penge til. Jeg skulle have fint nyt tøj. Min far insisterede på at jeg fik en fin blå blazer. Den kostede det halve af en båndoptager og så blev den kun brugt den ene dag! Siden fik den lov til at hænge i skabet, indtil den blev smidt væk. Her kan man afgjort tale om en fejlinvestering.

Dagen oprandt og familien kom på besøg. Der var fine gaver - også en del overflødige. Bøger og tøj, et flot dykkerur fra mine forældre (rustede da det kom i vand!) En kuglepen fra naboen Hr. Knudsen og fine guld manchetknapper fra onkel Johannes, som var guldsmed. Alene manchetknapperne kunne have betalt for en båndoptager, men hvem ville være utaknemmelig. Senere skulle de dog vise sig at være til god gavn.

Penge kom der også. Hele 780.- kr. blev det til. En formue dengang i 1969. Desværre var det langt fra nok. Den store drøm kostede et pænt stykke over 1.000,- kr. Min tilværelse sank i grus og alt håb var ude. Her trådte far til. Han havde "sine forbindelser" og skulle nok skaffe mig den båndoptager. En dag jeg kom hjem fra skole stod den der så. En Philips N4307 4-spors mono med indbygget 2W forstærker og oval fuldtonehøjttaler og medfølgende mikrofon. Det var ikke helt den jeg havde ønsket mig, men alligevel stod dette nymodens glitrende plastic-duftende vidunder som noget helt specielt. Her kan jeg passende indsparke en fodnote. Det udslidte vrag af denne min første båndoptager røg til forbrændingen sidt i 90’erne, hvilket vil sige at jeg har klynget mig til mit første mekaniske musikbekendtskab i ca. 30 år.

 Der var et væsentligt problem denne vigtige dag. Min far nægtede kategorisk at jeg så meget som rørte ved den meget dyre mekaniske lydfrembringer, før jeg havde læst og forstået brugsanvisningen. I dag står jeg totalt uforstående over for denne holdning. Brugsanvisninger læses kun, hvis man køber B&O eller andet uforståeligt isenkram (som f.eks. Mark Levinson eller de største surround-receivere).

Med rystende hænder måtte jeg således slå røven i sædet og bladre i de glittede sider med sort/hvide billeder. Langt om længe blev "dyret" så flyttet fra dagligstuen til det værelse jeg delte med min bror. Min far forklarede kort hvorledes knapperne fungerede (som om jeg ikke kunne læse indenad) og højtideligt blev et fint bånd monteret ned omkring båndstyr og tonehoveder. Med et tydeligt ”klang” blev play knappen trykket ned og spolerne drejede rundt. Kun med 9,5 cm/sek. for der var kun den ene hastighed.

Hele dagen gik med at optage via mikrofonen. Vi legede på skift radiorapporter og mine forældre og to brødre var villige ofre, selv om det var begrænset hvor meget min mindste bror kunne sige på det tidspunkt - han var ca. 4 år. Jeg ville ønske jeg havde gemt disse optagelser, men desværre blev det hele slettet igen. Blandt andet fordi min bror skulle se, om bånd var magnetiske og kørte en stor hesteskomagnet hen over båndet. Det lød ikke godt bagefter.

Optagelser fra den førnævnte transistorradio skete også via mikrofonen som blev stukket helt ind i højttaleren. Døren blev lukket og alle fik besked på at holde kæft. Atmosfæriske forstyrrelser gjorde det meget problematisk og stationerne drev hele tiden, så der konstant skulle korrigeres og rettes på antennen. Alligevel kom dansktoppen med Gert Kruse, Anette Klngenberg og John Mogensen igennem og ind på båndet. Kvaliteten var ikke fantastisk, men det gik. Faktisk fik jeg i løbet af et par dage en hel times "musik". Utallige var de gange jeg fik besked på at skrue ned for larmen. Det var bestemt ikke sidste gang jeg hørte den kommando.

I lang tid foregik optagelserne på denne måde. Mikrofonen var i min begrebsverden den eneste mulige måde at optage på. Jeg blev en hel del klogere en dag da jeg besøgte Finn. Finn var min kammerat i blokken overfor. Han havde hele 2 spolebåndoptagere. Begge Tandberg, men den ene noget nyere. Ved at stå i kø næsten 16 timer havde han fået den nye til kun 200,- kr. Vi skulle nu høre top 10 med Jørgen Mylius (dengang hed han ikke "de"). Så snart der var trykket på optageknappen holdt jeg høfligt kæft, men Finn snakkede lystigt videre. "Kommer det ikke med på optagelsen" spurgte jeg forundret. Finn havde kun latter til overs for et så dumt spørgsmål "Nej signalet går da gennem DIN-kablet!". Din, min, vores ....? Jeg fattede ikke en brik. Hvordan kunne musikken gå gennem et kabel?

Jeg investerede straks en del af mine sparepenge i et tilsvarende 5 polet DIN-kabel. En passende bøsning fandtes mirakuløst på både min Philips båndoptager og den nu udskiftede og lidt bedre transistorradio. Fantastisk! Optagelserne kunne ske helt uden bilyde (bortset fra problemerne med radioen) og mine brødre kunne uden at komme med på båndet lege og larme. Når man tænker tilbage, er det forunderligt, at der skulle så lidt til at blive begejstret.

1972 - Stereo hos naboen - en oplevelse

Men hos naboerne ”Knudsen” oplevede jeg noget fantastisk. Mine forældre kom tit ind på kaffe eller til middag. Nogle gange kom jeg med. Hr. Knudsen havde en stor spolebåndoptager – tror det var en Revox. Han havde også et anlæg, men jeg fik nu kun lov til at lytte via nogle meget store Pioneer hovedtelefoner. Han spillede Carpenters og Simon & Garfunkel, nok optaget fra LP. Resultatet var mildt sagt forbløffende. Med disse store læderbetrukne hovedtelefoner forsvandt verden omkring mig - der var musik! Jeg mindes stadig denne oplevelse, hver gang jeg hører ”Bridge over troubled Water”. Timerne med musik hos Hr. Knudsen var kun medvirkende til at forøge min interesse for god lyd.

Begejstringen for min egen båndoptager holdt således ikke så længe. Den faste week-end forlystelse var at hente brochurer i læssevis hos de lokale radioforhandlere. De blev stillet en masse dumme spørgsmål og hver gang blev jeg en lille smule klogere. Stereo var nu noget man talte om og apparaterne stod da også i forretningerne. Men min gamle Philips var stadig mono. Den var dog 4-spors og en lille omskifter tillod at spille to spor oven i hinanden. Denne funktion var for at kunne afspille stereobånd i mono, men jeg mente nu nok man forholdsvis nemt kunne bygge skidtet om så det kunne spille rigtigt stereo. Mine begreber om elektronik var mildt sagt begrænsede. Det kunne da kun være et spørgsmål om at skifte tonehovedet og så sætte en ekstra højttaler i? Et kig ind i apparatet viste dog noget andet. Der sad en masse uforståelige ting og sager, som jeg bestemt ikke skulle pille ved.

En løsning var der dog. På bagsiden var der en højttalerudgang. I den lokale fritidsklub, hvor jeg kom efter skole, baksede jeg en lille kasse sammen og monterede en fuldtone højttaler fra et gammelt fjernsyn. Lyden fra dette primitive system var langt bedre end den indbyggede højttaler og hvis man lod dem begge to spille samtidig så lød det næsten som stereo!

Senere var jeg så heldig at vinde en tegnekonkurrence i skolen og præmien var et gavekort til Fona. Beløbet var på 35,- kr, hvilket svarede til prisen på en LP. Jeg lagde selv 15 kroner til og købte en fin lille højttaler i plastikfineret kabinet og med volumekontrol på siden. Den lød da udmærket, men ikke så godt som den jeg selv havde lavet. Hermed var det så konstateret, at der var forskel på højttalere, samt at man selv kunne lave dem billigere og bedre. En erfaring der kunne bygges videre på.

Desværre var min Philips knap så trofast, flere gange skulle den ind til reparation. En enkelt gang tog det næsten 2 måneder før den kom tilbage og regningen lød på 200 kr. Som avisdreng (søndag morgen kl. 05.00) var min ugeløn 30,-, hvoraf de 15,- gik til opsparing. Da der også skulle være råd til lidt fornøjelser samt det ugentlige tegneseriemagasin, kunne det ikke rigtigt hænge sammen. Igen måtte mine forældre træde hjælpende til og den kære båndoptager kom tilbage på hylden.

I mange år var den således min eneste mulighed for at høre de kendte slagere. Den blev slæbt med hos venner og bekendte. Hos Ib på 4. sal fik jeg en masse beatles og hos Allan var det Deep Purple og Jimmy Hendrix. I fritidsklubben var der også plader som flittigt blev kopieret. Efterhånden voksede min båndsamling til ca. 10 stk., hver med 4 timers musik.

1970’erne  - skolen er forbi  og flytter til Ishøj

Samtidig med at min skolegang afsluttede i 1972, flyttede hele familien til Ishøj (Det var lige omkring det tidspunkt, hvor kong Frederik døde og dronning Margrethe tiltrådte). Dengang var Ishøj en noget øde og ikke særligt udbygget forstadskommune. Jeg kom desværre ikke i Gymnasiet, så min far forlangte, at jeg fik mig noget arbejde. Efter et meget kortvarigt og mildt sagt forfærdeligt bekendtskab med slagteribranchen fik jeg job hos et firma der fremstillede rengøringsartikler. Selv om den følgende lille episode ikke umiddelbart har meget med hifi eller musik at gøre, skulle det vise sig at få betydning for mine fremtidige investeringer.

Det var fredag den 20. oktober 1972, dagen før min 17års fødselsdag, kl. var ca. 16:45 og der var et kvarter til fyraften. Jeg burde egentligt have arbejdet udenfor i kulden, men valgte i stedet at påtage mig den daglige fejning af gulvet i det store lager. Pludselig kom der en 2 ton stor gaffeltruck farende baglæns ind mod mig. Et næsten 8 cm tykt stålrør blev bøjet da gaffeltrucken torpederede en stor lagerreol. Mit ben var uheldigvis mellem truck og stålrør, så det blev også bøjet. Faktisk så meget at lårbenet brækkede. Jeg fik også et skrub over knæet og min ene træsko flækkede. Havde jeg ikke haft træsko på, ville jeg være blevet ramt på overkroppen. 

Kort fortalt betød dette selvfølgelig, at min fødselsdag blev tilbragt på Glostrup hospital, som også blev mit opholdssted de næste 2 måneder. 
Når man således ligger fladt i en sygeseng sparer man en masse penge. Samtidig fik jeg en pæn erstatning for "svie og smerte" samt sygedagpenge. Efter hospitalsopholdet var der 4 måneders genoptræning og masser af tid til at bruge de mange penge.

På hospitalet havde jeg blandt andet brugt tiden til at bladre i brochurer mine forældre godvilligt havde samlet sammen. FONA udgav en kæmpestor brochure i Berlingske format, hvor næsten alt på markedet (troede jeg) var stillet op i en overskuelig skemaform. Data og priser blev flittigt sammenlignet og 2 x 22 W var helt afgjort bedre end 2 x 20 W. Efter dette princip fik de mange penge hurtigt ben at gå på. Da dagen for "løsladelse" endelig oprandt, kom jeg dog hurtigt ned på jorden igen.

Jeg måtte sande, at en 17årig ung knægt ikke sådan uden videre bare kan bruge løs af sine egne penge, så længe han stadig bor hjemme. Der blev stillet krav om nogle fornuftige investeringer i f.eks. tøj, en stol, skrivebord og reoler til mit værelse. Modvilligt måtte jeg sande det kloge i denne beslutning, men der var dog stadig penge nok til overs til køb af en B&O receiver samt et sæt højttalere.

Igen var det min far der blev sendt i byen. Denne gang var hans "forbindelse" en lille radiohandler i Søborg. Med udførlige instrukser blev han sendt i byen efter min første investering i 2-kanals musik gengivelse. På trods af dette lykkedes det på en eller anden forunderlig måde forhandleren at prakke min far noget helt andet på. Den fine nye B&O receiver blev erstattet af forrige års model en Beomaster 1000 samt 2 meget små B&O højttalere. Nødtvungent gik jeg med til at beholde receiveren, men højttalerne var dog for ringe. Det endte med at mine forældre overtog de små B&O kasser (som de brugte til den dag vi ryddede huset i 2012 efter min fars død). Dagen efter dukkede der så to KÆMPE store ITT højttalere op. Højttalerne var 2-vejs med en 2" cone diskant og en 6" bas og fastmonteret 4 meter ledning. Der var tale om et lukket kabinet med en volume på ca. 5 liter, men i mine forældres øjne var der tale om en alt for stor højttaler. Alligevel var de meget langt fra den kaliber jeg oprindeligt havde tænkt mig. Jeg måtte nødtvungent gå med til de "STORE" ITT højttalere. To lukkede kabinetter på hver ca. 5 liter og med en 5” bas og en lille 2” diskant cone. Sikkert Peerles enheder, men det vidste jeg ikke dengang.

Samtidig med dette kæmpe spring ind i musikverdens elitedivision overtog jeg mine forældres gamle pladespiller. Den jeg som dreng havde spiller Louis Armstrong 78'ere på. Nu kunne jeg sammensætte et komplet anlæg med radio, båndoptager og pladespiller, hvor kun den førstnævnte var i stereo.

Beomaster 1000 var efter min standard en voldsom kraftig forstærker. Manualen (som jeg stadig har) giver følgende data:

2 x 15 W sinus og 2 x 20 W musik (begge opgivet i 4 ohm), Frekvensgang: 30-20.000 Hz +/-2dB. Forvrængning: <1% v. 40-12.500 Hz op til 15 Watt. S/N forhold: 53 dB v. 15mW, 60 dB v. 15W.

Apparatet indeholdt hele 30 transistorer. En meget vigtig oplysning, som alle fabrikanter skrev den gang. Endnu engang må jeg konstatere, at der skulle langt mindre til at imponere den gang. Hvor er man blevet forvænt!

De to "kæmpe" højttaler blev placeret på hver sin krog højt oppe under loftet, næsten ude i hjørnet. Der var godt med skub på og når såvel bas som diskant fik et højredrej blev det hele bedre. I forhold til den gamle spolebåndoptager var der tale om et kæmpe skridt fremad. Pladerne lød dog meget tyndt og skrattende i forhold til radio, og kvaliteten - eller den manglende ditto - fra mine gamle spolebånd blev nu afsløret.

Et aften var der "Top 20" i radioen. Det blev sendt meget sent omkring kl. 23.00. Jørgen hed stadig kun Mylius til efternavn, men musikken var nu af en lidt anden slags. Tidens store hit var Pink Floyds Dark Side of the Moon.

Jeg lå i min seng og de to "store" højttalere var placeret på hver sin side af mit hoved, som et par forvoksede hovedtelefoner. Jeg måtte jo ikke spille højt, så løsningen var ideel. Det var så der gik kuldegysninger gennem min krop. I takt med at Pink Floyds musik blev mere og mere vild, og de specielle lydeffekter farede fra den ene kanal til den anden lige gennem mit hoved. Jeg var totalt overvældet og min forbløffelse og undren var total. Selv om der ikke var PC´er den gang så forsvandt jeg ind i Virtual Reality, hvor alt havde noget med lyd og billeder at gøre. Billederne kom helt af sig selv i 12 dimensioner og med fantastiske farver. For en ordens skyld kan jeg tilføje, at jeg ikke var på stoffer - faktisk hverken røg eller drak jeg. Efter denne oplevelse havde jeg meget svært ved at falde i søvn og min interesse for stereo var røget direkte i blodet.

Efterhånden indgik min Beomaster 1000 i dagligdagen og den blev mere "normal". Dette syndrom skulle jeg komme til at opleve mange gange. Vi har nok alle følt hvordan et fantastisk nyt apparat efter et stykke tid mister lidt af det frække og snart kigger man sig om efter mere nyt legetøj. Hifi-bacillen slår til igen!

1973 - Litteraturens indtog

17 år gammel startede jeg som elev hos F.L. Smith & Co. En af de ældre og mere erfarne kolleger fortalte mig om "Populær Elektronik" et blad som jeg ikke kendte. En overgang købte jeg "Populær Mekanik", der skrev om modelfly, tog og den slags samt "Populær Radio og TV" som på et meget lavt plan skrev om elektronik og en lille smule om hifi. Nu kom så Populær Elektronik til og så småt fik jeg lidt mere indsigt i den tekniske side af sagen. Samtidig kunne jeg læse om hifi-produkter jeg ikke før anede eksisterede.

Mange små konstruktioner blev strikket sammen hjemme på værelset. Små tonegeneratorer, lattermaskiner og blinkende lamper var nemme nok at fremstille. På et tidspunkt skulle jeg også forsøge mig lidt indenfor højttalerteknologi. Jeg havde læst om båndhøjttalere (DECCA) og fluks tog jeg et stykke staniol og en stor hesteskomagnet. Konstruktionen blev sat til min stakkels B&O (impedans ca. 0 ohm) og den spillede skam helt fortrinligt, omend der selvfølgelig ikke var meget bas. Med en 20-30 viklinger omkring en kræmmerhuslignede højttalermembran fik jeg også lavet en lille dynamisk højttaler der spillede på bordet. Disse små eksperimenter var på ingen måde seriøse, men de gav en umiddelbar forståelse for, hvordan tingene fungerede. Senere gik jeg så til elektronik på aftenskolen. Jeg byggede (prøvede på at bygge) en DNL - forløberen for DOLBY. For de uvidende kan jeg fortælle, at det var en Dynamic Noise Limiter. Konceptet var oprindeligt udviklet af Philips og skulle give ca. 6 dB forbedring af S/N på cassettebåndoptagere. Det var meget tiltrængt, for dengang lå S/N på omkring 45 dB, de bedste kom helt oppe omkring 48 dB.

Den førnævnte DNL gav mig en hel del problemer. Printlayout kom fra et Josty-kit og al elektronikken var selvfølgelig diskret med ægte transistorer (IC'er var ikke opfundet). Desværre havde hverken jeg eller læreren taget højde for, at mit printlayout var i forholdet 1:2, hvilket betød at der var meget begrænset plads til komponenterne. Samtidig var gain gennem kredsløbet mindre end 1 og udgangsimpedansen ultrahøj. Et færdigt byggesæt fra Josty-kit kom ind som den anden kanal og virkede noget bedre. Problemer var der dog stadig og efter en opringning til Populær Elektronik blev jeg ikke meget klogere. De var dog meget hjælpsomme og forklarede noget om impedanser og mistilpasning. En "emitterfølger" kunne klare opgaven og var meget simpel at lave. Jeg var blot et stort spørgsmålstegn og projektet gik i glemmebogen.

Mine eksperimenter med elektronisk støjbegrænsning var dog ikke slut. Senere kastede jeg mig ud i et ekspander/ kompanderkedsløb inspireret af DBX. Byggebeskrivelsen fandt jeg i et engelsk elektronikblad. I modsætning til min DNL kom denne til at virke (næsten). Støjen blev dæmpet med ca. 20 dB, men samtidig var der tydelige bieffekter i form af pumpelyde og underlige niveausving. Mine eksperimenter ud i støjdæmpning blev løst nogle år senere ved købet af en mindre TEAC AN-80 dolby-B enhed. Meget senere kom der er også en Nakamichi Dolby C og en Sanyo Double D til.

Men nu har jeg foregrebet begivenhedernes gang og springer fluks tilbage til tiden før mine elektroniske byggesæt og problemer med samme.

Cassettebånd

Som omtalt tidligere gjorde cassetterne sit indtog i 60'erne. Nu var de også kommet som stationære maskiner i stereo. Igen måtte jeg gå på kompromis. Helt afgjort ville jeg meget gerne have en af de dyre TEAC, der som noget helt nyt havde indført DOLBY B. (se ovenfor) De var dog slet ikke til at betale. Min økonomi blev noget forbedret da jeg solgte mit elektriske tog og flere hundrede skinner. Efter en hektisk brochurejagt og sammenligning af data og "test" i bladene kom jeg frem til den næsten nye AKAI GXC40D. Prisen var 2.250,-, men den var på tilbud til 1.800,-.

Igen blev selve købet overladt til min far. Maskinen var fantastisk, for nu kunne jeg optage fra radioen i stereo. Desværre måtte jeg sande, at fine brochurer og test i bladene ikke var ensbetydende med at et apparat levede op til mine forventninger. Det var første (men absolut ikke sidste) gang jeg gjorde denne erfaring. Den nye AKAI virkede skam meget fint i første omgang, men den SUUUUSSSSSSSSTE! Signal Støj forholdet var hele 48 dB. Med de meget specielle (dengang) crom-bånd kom man op på 50 dB. Derfor gik jeg igang med de førnævnte støjreduktionskredsløb.

Helt galt gik det dog da båndoptageren først begyndte at forvrænge alvorlig og slet ikke kunne køre stabilt. Et ophold på værkstedet var ikke nok og det første år tilbragte den således tiden hos de kære mekanikere i næsten 4 måneder. Under et af disse langvarige ophold lånte jeg en noget større (og næsten dobbelt så dyr) SONY TC-134D med DOLBY B. Ikke alene var støjen væk, men gengivelsen, fastheden, bassen, gangkonstansen og hele den mekaniske udførsel var langt bedre. Jeg husker tydeligt min optagelse af Wings/Band on the Run, der på forunderlig vis ikke var til at skilne fra LP'en. Desværre skulle SONY'en jo tilbage og min AKAI indtog sin faste plads på hylden. STOR nedtur.

I mellemtiden var mine forældres bedagede pladespiller også blevet udskiftet. For hele 800,- kr. var der blevet råd til en Rank Arena (Garrad SP25) med en SHURE M75 MB II pickup. Den bød på fuld automatik og en 22 cm. pladetallerken, der blev drevet af en synkronmotor og mellemhjul. Kvaliteten var flere klasser over den gamle pladespiller og jeg kunne nu for alvor begynde at investere i de sorte skiver. Min første plade var Walkers første LP, senere købte jeg en T-Rex opsamlingsplade og en Golden Greatest hit compilation. Årstallet har været 1974/75.

Mekanik i en pladespiller er måske meget godt, men efter at have vendt bunden i vejret på den og set de mange tandhjul, stænger og andre ting og sager som armen skulle slæbe rundt på var der kun een udvej. Ud med skidtet. En pænt bunke fjedre og andre metalgenstande blev til overs efter det kirurgiske indgreb og nu var pladespilleren 100% manuel. Mine forældre blev vildt oprørte. Jeg kunne da ikke ødelægge min pladespiller på den måde - den skulle sættes sammen igen. Jeg nægtede at gøre pladespilleren dårligere igen, og faktisk så kunne jeg heller ikke samle den igen. Hovedrystende accepterede mine forældre disse vandalistiske tendenser.

På et tidspunkt forsvandt lyden i den ene kanal fra min nu lettere modficerede pladespiller. Efter en undersøgelse faldt skylden på den fine SHURE pick-up. I Populær Elektronik havde jeg læst om en ny japansk NAGAOKA pick-up til kun 195,-. Den var billig men skiltede med fantastiske data. Min far tog forbi forretningen og hentede den med hjem. Skuffelsen var dog stor, da jeg konstaterede, at den nye pick-up også kun spillede i den ene kanal. Fejlen måtte altså være et andet sted. Systematisk søgen ledte frem til et brud på kablet ved det ene phono-stik. Med noget besvær lykkedes det mig at lodde kablet (det var første gang jeg prøve sådan noget). Resultatet var nu lyd i begge kanaler med begge pick-uper. Herefter stod der så kun tilbage at konstatere, hvor stor forskel der egentlig var på dem. Den nye og billige var meget sprød og noget tynd i lyden, mens den "gamle" SHURE spillede mere afbalanceret og med bedre niveau i bassen. Igen måtte jeg konstatere, at data på et stykke papir ikke siger alt om kvaliteten.

Tiden gik og mine krav til lydkvaliteten steg. Systematisk gik jeg runder i Københavns store hifi-templer. Lørdag formiddag var fast sat af til besøg hos Audioscan, Dansk Audioteknik, Bristol, KT-Radio og andre af de større forretninger. På det her tidspunkt oprettede 3-Falke Radio en slags "klub" hvor der blev holdt demoaftener eller mindre udstillinger. På et tidspunkt var der også en større udstilling (arrangeret af SONY) i Odd-Fellow palæet. Endelig var der også hifi 74 udstillingen i Falkoner Centeret - en uforglemmelig oplevelse med kunsthovedstereofoni fra Sennheiser og verdens første direkte trukne pladespiller fra Technics. Quadrofoni blev også lanceret på denne udstilling.

Bristol Radio på Strøget arrangerede et par demo aftener med Audio Research, Cotter og Goldmund. Alt sammen udstyr i den helt uopnåelige ende, men alligevel var lyden langt fra tilfredsstillende. Igen måtte jeg konstatere, at når man sammensætter forkert udstyr så går det galt. I dette tilfælde var det nogle uhyre tungtdrevne franske højttalere (ca. 80 dB/1W) og en alt for lille klasse A rørforstærker fra Audio Research. I en stor teatersal med ca. 100 mennesker gik det helt galt. Lyset i forstærkeren blinkede i takt til musikken, som dog aldrig nåede ud over 3. række. På vej ud kom jeg i snak med et par noget ældre hifi-"nødder". Den ene havde lige investeret i et sæt ESS Transar højttalere til ca. 40.000,- kr. Jeg blev chokeret og følte mig meget lille. Mit beskedne anlæg kostede kun en brøkdel af hans højttalere. Skyndsomt trak jeg mig ud af samtalen. Godt nok vidste jeg en del, men alt min viden stammede fra brochurer, demo i forretninger eller arrangementer som det netop afsluttede.

På mine ture rundt i byens forretninger var det allerbedste når man kunne lokke ekspedienterne ud hvor de ikke kunne bunde. Mit yndlingsspørgsmål var "Hvad er dæmpningsfaktoren?". De fleste lignede et stort spørgsmålstegn, andre bladrede forvirret i stakkevis af brochurer. Jeg husker specielt een som meget overbevisende fortalte en historie om de specielle fødder på apparatet som sikrede en god dæmpningsfaktor. Den stod helt fast på hylden.

Hvis der havde været en rigtig god hifi-mand mellem de mange jeg generede, ville han hurtigt have gennemskuet mit spørgsmål og ledt mig i den rigtige retning. Reelt set skulle jeg jo blot oplyses om, at data ikke siger noget om god lyd og derefter placeres i en stol og lytte. Havde jeg mødt en sådan ekspedient ville mine vildfarelser sikkert have kostet mindre, men nu var der ingen vej uden om. Lærepenge er dyre.

I lang tid måtte jeg nøjes med at fantasere om alle de spændende produkter og lydarrangementer blev slugt med hud og hår. Store planer blev lagt for fremtiden. Desværre var det en uoverstigelig hindring: Så længe jeg boede hjemme var større højttalere og mere effekt aldeles utænkeligt. En anden hindring var pengene, men med tålmodighed og korrekt prioritering skulle det nok lykkedes. Mine kammerater investerede i dyre knallerter eller biler, de røg og drak og gik i byen hver week-end. Jeg fik da også tid til at more mig, men da der hverken skulle betales for tobak, benzin eller vægtafgift, kunne pengene investeres i andre ting

På trods af mine modifikationer af den lille Rank Arena grammofon var der stadig problemer. Remdrev var sagen og pladetallerkenen skulle selvfølgelig ikke være 22 cm men 30 cm i diameter. Min nye pladespiller blev en Micro MR-322 med s-formet arm og Micropick-up med eliptisk nål! Da jeg fik den hjem manglede der tilsyneladende en drivrem og et fortvivlet opkald til Audioscan lærte mig, at man måske skulle læse manualen. Remmen sad nydeligt på indersiden af pladetallerkenen!

Da det hele var oppe og køre blev den gamle pladespiller foræret til mine forældre (som stadig krævede mekanikken reinstalleret). Nu flød musikken fra de små ITT højttalere, som den aldrig tidligere havde gjort. Dengang var pladespilleren den primære musikkilde og med Microen var jeg virkelig godt kørende. Der blev investeret i en hel del plader på det tidspunkt.

Efter de obligatoriske 3 år var jeg udlært hos F.L. Smith og min løn steg betragteligt. Jeg var bestemt ikke millionær, men så længe jeg boede hjemme var udgifterne heller ikke så store. Der blev sparet op til den dag jeg skulle flytte hjemmefra.

1974 – flytter hjemmefra

Endelig fik jeg min egen lille lejlighed. 35 m2 i Vallensbæk i noget skrækkeligt betonbyggeri. Køkkenet fyldte den ene ende af stuen og der var begrænset med plads. I forhold til mit lille kammer var det dog store forhold. Nu skulle der investeres i noget ordentligt hifi!

På trods af øgede udgifter til en masse overflødige dagligdags ting som mad, tøj, forsikringer, TV-licens og strøm, blev der råd til en "låne-opsparing". Som ung ny kunde var det ikke muligt at låne, specielt ikke til hifi. Men hvis man kunne spare sammen i et år, kunne man uden sikkerhed låne op til 3 gange det opsparede.

I dette lange år førte jeg troligt hver måned en liste over de ting pengene skulle bruges til. Hver måned blev markedet sonderet og mindre ændringer i sammensætningen kom til. Indtil den store dag oprandt kunne jeg så "øve" mig på andres penge. Min nærmeste chef og gode kollega Ole, skulle investere i hifi og naturligt blev jeg spurgt til råds. Vi kunne få lidt procenter på Pioneer hos KT-Radio så valget faldt på en 2 x 55W integreret forstærker og den tilhørende tuner. Cassettebåndoptageren kom fra Technics og var en af de helt nye frontbetjente typer med relæstyring (RS-676). Pladespilleren blev en DUAL med Ortofon pick-up og endelig var der så højttalerne. Det skulle være selvbyg - helt klart. Selv om Ole fik lidt problemer på hjemmefronten faldt valget på et sæt Custom 50 med Goodmans enheder. En meget populær højttaler dengang. De ca. 50 liter store kabinetterne var i rå spånplade som senere blev malet sorte.

Min erfaring med højttalerselvbyg var ikke særlig stort på daværende tidspunkt. Primært var det boglig viden, og specielt om Custom 50 havde jeg læst en mængde artikler og tests. Den stod også på min liste over højttalere, jeg muligvis ville investere i. For de der ikke kan huske så langt tilbage (midten af 70'erne) kan det oplyses, at Custom 50 var et 3-vejs system med 10" bas og tilsvarende slave. En 4" mellemtone og 1" dome diskant. Delefilteret var, som på alle andre højttalere designet af Peter Holm, af 1. ordens typen. Hørte dem hos Dansk Audioteknik, hvor selveste Peter Holm svarede på spørgsmål. Meget interessant.

Byggeprojektet gik efter planen, helt uden problemer, og de færdige højttalere blev fragtet fra Oles kælder til stuen. Lyden var flot og stor, men unægteligt med en ret speciel basgengivelse. Måske også fordi de stod på ølkasser ret tæt på væggen. Højttalerne var kendt som en af de få der på det tidspunkt rakte helt ned i sub-oktaverne (til ca. 30 HZ). Der var da heller ikke nogen tvivl om, at højttalerne magtede at gengive langt ned, og det fine Pioneer udstyr spillede formidabelt. Problemet var mere karakteren af bassen. Den var mildt sagt FED og FYLDIG. Vi slog os til tåls med, at sådan skulle det sikkert lyde, og Ole blev da også glad for sit nye anlæg. Sidst jeg talte med ham (midten af 90’erne) havde han stadig det samme system, men nu med en ny cassettebåndoptager og ville bestemt ikke lave om på det. Bassen var dog ikke helt efter min smag, og i dag ved jeg, at slavebas systemer kan have en blød og ikke specielt ”hurtig” bas. Jeg ved også at højttalere ikke skal placeret op ad en væg tæt på et hjørne.

Vi nærmer os nu 1977 og endnu et hifi-blad er dukket op på scenen. High Fidelity udgør sammen med enkelte engelsksprogede og ind imellem et tysk blad mine reference-publikationer. Her læser jeg bl.a. om at en Hr. Ole Eriksen har startet noget der hedder Københavns hifi-klub. Det annoncerede møde afholdes hos Bjørns Radio i Glostrup og skulle omhandle Ortofon pickupper. Jeg ringer og får nærmere oplysninger, men dukker aldrig op. Der skulle gå endnu et par år, før jeg tager mig sammen til igen at kontakte klubben.

Inden min opsparing er klar, bliver der råd til at købe en ny cassettebåndoptager. Belært af erfaringerne med min kollegas Technics faldt valget på en RS 671 frontbetjent med Dolby B. Lige som med Micro pladespilleren viste det sig også her at være et godt køb. Båndoptageren fungerede til min fulde tilfredsstillelse og grundlagde en kæmpe båndsamling (ca. 400 bånd som alle røg ud i 2011 – desværre!). Den gamle RS-671 blev overtaget af en kammerat for mange år siden.

1977 - dagen var kommet!

Endelig oprandt den store dag. Jeg havde sparet ca. 6.000,- kr. sammen på et år og lånte ca. 14.000,-. Med de mange penge på lommen drog jeg med min chef som chauffør af sted til AudioScan i Ryesgade. Her købte jeg en Accuphase E 202 samt to sæt Coral Studie 100 byggesæt. Kabinetterne blev lavet hos en snedker - med finish i flot syrelakeret fyrretræ. Samtidig blev der også råd til at opgradere min pick-up til en Pickering XV 750E.

De ca. 250 liter store højttalerkabinetter fyldte så meget, at vi måtte pille det ene forsæde ud af bilen. Jeg sad på bagsædet og holdt det andet. Efter en lang aften med skruer der drillede og kabler som ikke passede lykkedes det at få den ene højttaler færdig og der kom lyd igennem - MASSER AF LYD! 100 rigtige Watt og en følsomhed på 93 dB skal give høje lydtryk. Dagen efter var den anden højttaler færdig og herefter kunne det konstateres, at der er meget langt fra 2 små ITT højttalere og en gammel B&O til udstyr af denne kaliber. Forstærkeren var tilsyneladende uudtømmelig. De 2 VU-metre på fronten kunne dæmpes hhv. 10 og 20 dB, og derfor vise fuldt udslag for 1, 10 eller 100W. Bare 1W med de langt mere følsomme højttalere (og meget større) fyldte hele stuen. Bassen var ligeledes stor og mellemtonem stod flot med god opløsning. Diskanten var jeg dog ikke helt tilfreds med. Det lille horn var lidt skarpt og der blev derfor skruet en hel del ned på kontrollen der prydede fronten. På et tidspunkt brændte diskanterne af og jeg fik opgraderet til en større og lidt bedre model fra Coral.

Det skal ikke skjules, at jeg var meget tilfreds med mine investeringer, især den flotte Accuphase forstærker besad et væld af spændende funktioner og sidst men ikke mindst var den utrolig flot. Mine krav til hifi på det tidspunkt var ikke så store. Begreber som dybde, perspektiv, definition og luft var helt ukendte. Det skulle blot kunne spille højt og der skulle være bas. På trods af denne anskuelse kunne jeg dog aldrig drømme om at investere i de højtspillende Cervin Vega eller Jamo - hertil var min kritiske sans dog for veludviklet.

1979 - Forskel på pladespillere?

Omkring dette tidspunkt var pladespillere det helt store samtaleemne. I hifi-bladene diskuterede man remdrevet kontra direkte drev - digitallyd var kun noget man eksperimenterede med i lydstudier og andre steder.

Det hele begyndte med Linn LP12 og det faktum at der faktisk kunne høres forskel på pladespillere. Der kom hurtigt andre mærker til med samme produktfilosofi, f.eks. kan nævnes Ariston og FONS samt selvfølgelig REGA. Da min MICRO var moden til udskiftning, kiggede jeg mig om på markedet. Et alternativ til de førnævnte remdrevne og meget simple typer var de direkte drevne, f.eks. Technics eller Kenwood havde nogle imponerende (og dyre) modeller. SENTEC, som ellers var kendt for deres forstærkerbyggesæt, leverede også en spændende sag (byggesæt), som alvorligt blev overvejet. Mørch havde jeg også hørt om, men den var ikke at finde i nogen forretninger.

Sagen blev dog afgjort, da jeg kiggede ind hos Dansk Audio Teknik, der lige var flyttet til Frederiksberg Allé. I vinduet stod en let solbleget LINN LP12 som blev solgt for kun 2.200,-. Normalprisen på det tidspunkt var ca. 3.000,- så det var yderst rimeligt. Året efter kostede LP 12 næsten det dobbelte!

Der blev investeret i det fine værk, som dog havde et par optiske skavanker, f.eks. var der en grim sort plet på pladetallerkenen og den medfølgende gummimåtte var helt deform efter at have ligget i solen. Men til prisen var der bestemt ikke noget at brokke sig over.  Jeg havde min Linn i mange år. Solgte den i midten af 90'erne for mere end  jeg havde givet for den.

Hos Audioscan investerede jeg så i den helt nye etpunktsophængte Formula 4 arm og min gode gamle Pickering blev kort efter erstattet af en Stanton 681 EEE pick-up. Den tykke plademåtte blev limet på undersiden af pladetallerkenen som dæmpning og i stedet kom der tidens nye mode: en antistatisk kulfibermåtte, som hjalp i den evindelige kamp mod støv og skidt i pladerillerne. Således var jeg nu utroligt godt kørende og kunne udvide min samling af sorte skiver. Olivia Newton John, Queen, ELO og Elton John var nogle af favoritterne.

Der var dog stadig et mindre problem. Når nu man ikke havde råd til at købe, måtte man optage pladerne. Hertil skulle der bruges en god båndoptager. Min Technics RS-671 var god, men kunne ikke helt leve op til kvaliteten fra Linn'en. En spolebåndoptager med store spoler, havde altid stået som noget helt specielt og sublimt. Nu skulle det være.

En anden ting der talte for optagelser var det faktum at jeg på min daværende arbejdsplads kørte en pladeklub kaldet ”MuZigZag" (jeg har altid engageret mig hvor det var muligt). Her var vi ca. 15 medlemmer, som hver måned systematisk afholdt en afstemning blandt 25-30 plader. Herefter blev der indkøbt de 10-12 som fik flest stemmer. Prisen på pladerne var yderst beskedne idet en kollega havde kontakt til en steward der ugentligt tog til New York. I Danmark kostede pladerne dengang 38,- kr., men i USA fik man næsten 2 for samme pris. Alle medlemmer betalte et beskedent kontingent og efter alle havde haft pladerne blev de solgt til højest bydende.

Denne pladeklub kørte i flere år og grundlagde sådan set min plade- og båndsamling. Samtidig fik jeg indblik i en masse musik, som ellers var forblevet totalt ukendt.

Nå, men det var båndoptageren vi kom fra. Der var tre muligheder: TEAC, TANDBERG og REVOX. Egentligt ville jeg allerhelst have haft den store TECHNICS RS-1500US med den nærmest geniale "Isolated Loop" båndføring (købte den brugt i 2009). Højst sandsynligt et af de mekanisk bedste og meste stabile spolebåndoptagere der nogen sinde er bygget. Efter sigende skulle elektronikken ikke have levet ikke helt op til den mekaniske perfektion. Desværre var den prismæssigt uden for rækkevidde (ca. 13.000,-), hvilket også var tilfældet med en helt ny kæmpemæssig (55kg) fantastisk flot model fra SONY til godt 15.000,-..

Prisen skulle holdes under omkring 7-8.000,- og herefter stod valget mellem Tandberg TB-X10 og en stor REVOX B77.

Tests af begge modeller kunne læses i Populær Elektronik. Jeg ringede ufortrødent til redaktøren Peter Holm (ham med Custom 50 slavehøjttalerne) og fik en lille snak. Han mente afgjort, at Tandberg var det bedste valg. En af dens fordele var cross field teknikken, som gjorde at der også kunne opnås god kvalitet ved lavere båndhastigheder.

Apropos båndhastigheder så var der 3 at vælge imellem 9,5, 19 og 38 cm sek. Da der var tale om en 4 spors model kunne der med 19 cm pr. sek. være ca. 2 timer på hver båndside - altså 4 timer i alt.

Kiggede man på båndøkonomien så det nu ikke helt så fornuftigt ud, for prisen på et stort spolebånd udgjorde ca. 80% af hvad man skulle give for 4 LP’er. Indregner man de ca. 8.000,- kr. båndoptageren kostede, ja så kunne der købes mange plader for de penge.

Men een ting var helt sikkert. En båndoptager med store spoler der drøner rundt udstråler noget helt specielt. Det virker seriøst og meget lækkert. Det samme gjorde den logiske relæstyrede betjening og de yderst kraftige motorer som kunne bringe de store metalspoler op på en forrygende hastighed. Den dag en af dem faldt af under spoling, fløj den hen ad gulvet og lavede et pænt stort mærke i væggen!

Man hvad så med lyden? Jaaaaa...., den var ikke helt i orden - mildt sagt. Selvfølgelig virkede den. Den kunne optage og afspille og i begyndelsen var det hele fint. Husker optagelsen af Joan Armatradings først LP samt Jethro Thull ”Songs from the Woods”, som blev spillet mange gange. Men så kom problemerne.

Ting som perspektiv og stabilitet i lydbilledet var totalt ukendte fænomener for mig (højttalerne kunne ikke gengive sådan noget). Men jeg kunne helt klart høre, når f.eks. en sangstemme umotiveret rykkede sig fra den ene kanal til den anden, eller når jeg via hovedtelefoner fik underlige "ude af fase" lyd på alt det der skulle være mono. Kort sagt så var stabiliteten et problem.

I garantiperioden var den 28 kg store "klump" til reparation og justering 3 gange. Det foregik hos KT-Radio, hvor den var købt. 3. og sidste gang fik jeg af selveste Knud Thomsen "him self" at vide, "at jeg var gal oven i hovedet og at den båndoptager, ikke fejlede noget". Samtidig præsenterede han mig for en regning på 1.200,- kr. På det tidspunkt var min Tandberg kun 10 måneder gammel og dækket af garantien. Jeg lod regningen ligge på bordet og hankede op i den tunge kasse. Bag mig hørte jeg tydeligt "... og du skal ikke sætte dine ben i min forretning mere!". Naturligt nok gik der et par år, før jeg igen vovede mig ind til KT. Uden at vide det havde de mistet en god kunde, for jeg lagde gerne omkring kr. 300,- i forretningen hver måned til spolebånd, cassettebånd, pladerensemidler og andre småting. Den omsætning kunne BRISTOL og andre forretninger nu nyde godt af.

Efter med stort besvær at have fragtet de knap 30 kg hjem med bus og tog (mine arme var 20 cm. længere efter den tur) måtte jeg konstatere, at båndoptageren nu nok var så god som den kunne blive. Senere investerede jeg i en TEAC dolby B enhed, hvilket selvfølgelig gav noget mindre støj. 100% tilfreds med min Tandberg blev jeg dog aldrig og først i 80'erne blev den solgt og udskiftet med en Nakamichi 681 cassettebåndoptager. Det tog mig ikke mange sekunder at konstatere, hvor meget bedre den var og jeg fortrød aldrig det skifte.  Først flere år senere blev min 681 udskiftet med en topmodel fra Yamaha.

Quadrofoni?

I dag har vi Dolby Pro Logic, Dolby Digital og DTS. Den gang i midten af 70'erne hed det SQ, QS og CD4. Lyden skulle komme fra 4 højttalere og signalkilden var selvfølgelig LP’er. TEAC prøvede at lancere en 4-sport cassettebåndoptager, men den overholdt ikke Philips standard og blev forbudt.

SQ og QS byggede på fasemæssige forskelle, mens CD4 havde indbygget en højfrekvens pilottone i pladens riller. CD4 systemet kunne udvise den største kanalseparation, men det krævede at pickuppen kunne aftaste et signal et pænt stykke over de 20 kHz. Her mange år efter kan man se tilbage og konstatere at det om ikke andet, så havde det en gevaldig positiv indflydelse på kvaliteten af pickuperne.

Jeg skulle også prøve Quadrofoni. Jeg byttede mig til en Pioneer QD-210 for en kasse øl. Min gamle Beomaster 1000 og de to "STORE" ITT højttalere fungerede som bagkanaler.

Med stor spænding fik jeg fat i et par demoplader der var kodet med SQ. Her var der hvalsang og motorcykler som farede rundt i rummet. Meget imponerende, men ikke særlig meget hifi. På en enkelt af demopladerne havde de gjort det korrekt. Her var et stykke moderne amerikansk musik fra en eller anden musical optaget live i en stor sal. De bagerste kanaler gengav korrekt det store optagelokales efterklang og på en forbavsende måde fik det basgengivelsen til at virke langt mere frigjort og stor. Desværre var det en undtagelse fra reglen, for langt de fleste Quadrofoniplader var rent effektjageri. Almindelige plader afspillet over systemet blev man helt rundtosset af.

Med stort besvær fik jeg en SQ udgave af Pink Floyds Dark Side of the Moon hjem fra USA. Den blev desværre stjålet nogle år senere da jeg havde indbrud. Men her kunne man afgjort sige, at lyden fik en ny dimension. Måske skyldes det også i høj grad at produceren Allan Parson havde lavet optagelserne til 4-kanals gengivelse.

Mine eksperimenter med Quadrofoni døede dog hurtigt ud og jeg koncentrerede mig om at optimere stereogengivelsen.

1979 - Nye lokaler + selvbyg

I 1979 flyttede jeg til Ishøj, hvor jeg skulle bo helt frem til 2011. Lejligheden havde en lille have og den var større og det samme kunne siges om lytterummet. De i alt 56 m2 samt et loft blev senere fyldt godt op med alskens plader, blade og elektronik. Hele anlægget blev flyttet med - Accuphase, Linn, Coral, Tandberg og Technics samt det løse.

Som nævnt blev spolebåndoptageren skiftet ud med en Nakamichi 680, men der skete meget mere.

Næste trin der skulle prøves var en Sentec PA 8. Den var tidens store samtaleemne og den havde fået aldeles fremragende omtale i fagpressen. I High Fidelity blev den rost til skyerne. Som nævnte tidligere havde jeg prøvet at bygge en del elektronik. Små opstillinger var funktionsdygtige, men noget "rigtigt" var det aldrig blevet til. Sentec’en skræmte mig dog ikke for næsten alt var samlet i forvejen - der skulle bare trækkes nogle kabler og skrues skruer i.

På en aften kom vidunderet til at virke og gengivelsen var noget mere homogen og sammenhængende omend noget mindre autoritativ. Især bassen var noget slankere end jeg var vant til. Min Accuphase E202 fungerede stadig som forforstærker og trak via "pre-out" den nye effektforstærker.

Forholdsvis kort tid efter læste jeg noget om nogle fæle elektrolyt kondensatorer i indgangen på Sentec’en. De kunne uden problemer fjernes. Det var ikke kun lytterne der blev fjernet, det samme kunne siges om et stor tykt uldtæppe der havde ligget foran højttalerne. Samtidig var forstærkeren blevet langt mere dynamisk og gennemsigtig.

Der blev eksperimenteret mere og 4 store 22.000 uF lytter fik lov til at ligge uden for kabinetter forbundet til den interne strømforsyning. Igen blev jeg klogere og fandt ud af hvor meget det betyder at have en god "stiv" strømforsyning i en effektforstærker. Den lille Sentec lød nu langt mere kraftigt end de nominelt 60W og kunne sagtens hamle op med min Accuphase.

En anden ting jeg lærte var, at færdige produkter ikke nødvendigvis er helt færdige. De kan altid gøres bedre, hvis blot man tør. Ud fra de præmisser har jeg forbedret mange apparater men også præsteret at ødelægge et par stykker. Hvor der handles der spildes!

1981 - Horn

Et af de store projekter de år var Jens Jürgensens Jeal Vox Monitor, der blev bragt i High Fidelity som en selvbygkonstruktion. I første omgang blev jeg skræmt af det meget træarbejde, men et lille års tid senere var der et næsten færdigt sæt til salg. En ung fyr var løbet sur i projektet og solgte bas-, mellemtonehorn samt enheder. Det eneste der manglede var diskanterne.

For de der ikke kender (husker) Jeal Vox, kan jeg oplyse at det var et kæmpe 3-vejs system med 12" Isophon bas i et frontladet foldet horn (kraftigt inspireret af Klipsh La Scala). Mellemtonen blev klaret af en Peerles KO40 4" med et påmonteret læbehorn af træ. Toppen skulle oprindeligt være 2 stk. Isophon horndiskanter pr. side, men jeg sprang over hvor gærdet var lavest og anvendte nogle væsentligt billigere piezo-diskanter.

I første omgang blev det til et passivt delefilter med store luftspoler (som jeg møjsommeligt viklede selv). Senere kom der elektronisk filter til, men det venter vi lidt med. Jeal Vox’erne kunne spille højt - meget højt. Med en følsomhed på ca. 102 dB for 1W kunne de vælte hele huset. Der var dog ikke meget bas. I forhold til mine "gamle" Coral Studie 100 manglede der noget. Samtidig var der en tydelig farvning og piezo-diskanterne vil jeg slet ikke kommentere.

Der skulle prøves noget nyt og her kom så det elektroniske filter ind i billedet. Amerikanske SAE lavede et sådant med et utalt af indstillinger. Hos KT-Radio var der startet en ny mand: Per Tived. Ham kom jeg på god talefod med og vi diskuterede hifi mange gange i de år. Nu skulle der dog handles og jeg drog hjem med et SAE 2200 elektronisk delefilter.

Hvis der kunne spilles højt før så var det her uhyggeligt. Højttalerne var nominelt 4 ohm. Med Accuphasen på bassen var der altså ca. 200 W til rådighed. Toppen blev drevet af Sentec’en som gav mindst 100W i 4 ohm. Mobile Fidelitys første plade indeholder lyde fra tordenvejr og damplokomotiver. Især det sidste kunne skræmme uforberedte lyttere. Det stor lokomotiv kørte nærmest igennem stuen og man mærkede de tunge hjul på skinnerne. Hele huset rystede. Klimaks kom dog, når lokomotivets store dampfløje blev aktiveret. Der kom et drøn, så man lettede fra sofaen. På et tidspunkt blev der holdt asfaltbal hvor jeg bor. Med stort besvær blev de tp 100 kgs højttalere slæbt ud i haven og fik lov til at spille hele parkeringspladsen op. Der kom folk fra de nærliggende bebyggelser for at se hvad det var for en fest vi holdt!

Nå, men uanset elektronisk delefilter og andre småjusteringer, så kom mine Jeal Vox aldrig til at spille hifi. Lydtryk var meget godt, men det her var et PA-system. Der skulle afgjort ske noget nyt.

1983 - Københavns Hifi klub.

En af grundene til at der skulle ske noget nyt var en underlig klub som holdt til i Herlev. Langt om længe tog jeg mig sammen og kontaktede formanden Ole Eriksen. Efter en lille snak mødte jeg frem til mit første møde på Herlev Bibliotek.

Jeg husker ikke helt emnet for denne aften, men jeg husker klart, at der var en masse dejligt skøre mennesker som man kunne snakke hifi med. Kammeraterne der hjemme eller kolleger på arbejdet kunne man også tale med, men det her var et helt andet niveau, for nu var der pludselig nogen som var på bølgelængde. Selve klubmødet gik med såvel musik som en masse teknik og her oplevede jeg et par "hjemmelavede" højttalere der spillede væsentligt bedre end mange af de dyre i forretningerne. Midt under mødet trådte en langhåret fyr (kaldet Miller) ind i lokalet. "Jeg har fået fat i den!" afbrød han forsamlingen. Fantastisk, for første gang i Danmark, en pickup med den helt nye Van den Hul nål! Straks blev den monteres på klubbens Micro pladespiller og vurderet. Jo, her skete der skam noget.

I toget på vej hjem fulgtes jeg med et par stykker, der skulle samme vej. Det vi snakkede om, har sandsynligvis været det rene volapyk for de andre passagerer. De kiggede underligt på os, som om det var bomber og spionudstyr der blev diskuteret.

De nyeste emner var TIM og DIM i forstærkere samt graden af modkobling og denne evt. negative indflydelse. Kabler var også et helt nyt spændende emne. En af dem jeg fulgtes med var Claus Sørensen, der også boede i Ishøj. Han var så vidt jeg husker med i bestyrelsen på det tidspunkt. Claus var så afgjort af den tekniske skole med en fast overbevisning om, at alt kunne måles og hvis ikke man kunne, så havde det ikke nogen betydning. Alle forstærkere lød ens og forskel på kabler var det rene volapyk og sort snak, som smarte reklamefolk havde fundet på for at lokke penge fra godtroende fjolser.

Så vidt jeg ved, har Claus stadig denne overbevisning – han må være over 70 nu. Hvordan og hvorfor Claus senere blev smidt ud af klubben, vender jeg tilbage til, men på det her tidspunkt var han afgjort medvirkende til min indførelse i en verden af mere seriøs selvbyg.

Tingene begyndte nu at tage fart. Med de mange nye kontakter og input fra såvel blade som gode hifi-venner, skulle der mange penge til.

Min gode ven Per Tived fra KT Radio solgte mig en forforstærker, som han selv havde været med til at udvikle sammen med Peter Allpass. Det var en high-end orienteret sag med indkapslede moduler 100% diskret opbygget. Forstærkeren indeholdt også en god RIAA del, men selvfølgelig ikke nogen tonekontroller.

Min Linn fik en ny pick-up. Dynavector Karat Ruby blev indkøbt for penge indhentet ved salg af et sæt guld manchetknapper (fra min konfirmation) der bare lå og samlede støv. En lille Dynavector MC-step up trafo sørgede for at alle kvaliteter i pick-up’en godt og grundigt blev filtreret fra inden signalet gik ind til RIAA’en. Først senere skulle jeg finde ud af hvor vigtigt dette led var for opnåelse af et ordentligt resultat. Desværre endte jeg med at sælge den lille Dynavector, da den havde nogle fæle betoninger af "s" og "t"-lyde, troede jeg. Det var dog trafoens skyld og ikke den glimrende pickup.

I 1982 blev jeg som 1.000 andre fyret hos F.L. Smith. Jeg fik meget hurtigt nyt arbejde hos Max Bodenhoff A/S. Ny var arbejdet så kontormaskiner, men lønnen var stadig ikke fyrstelig. Der var ingen kolleger, som anede hvad hifi var for noget.

1983… fortsat - Min første rigtige konstruktion

Selv om modulerne i den fine Tived forforstærker var kapslet inde, så kunne de nu godt gå i stykker. Hvad gør man så? Skiller det hele ad selvfølgelig. De fine små metalkasser var limet fast, men med lidt vold, behændighed og en god skruetrækker gik det at få dem fri. Interne var et pænt lille print med en håndfuldt transistorer samt nogle passiver komponenter. Med hjælp fra en af mine venner, som var radiomekaniker fik vi skaffet et pænt udvalg af transistorerne hjem. Vi fandt den defekt og herefter virkede det hele igen, men noget af magien var på en eller anden måde forsvundet, efter jeg havde set hvad der var i de mystiske kasser.

På det tidspunkt læste jeg en del engelske og amerikanske blade. Et af disse omtalte en RIAA del fra canadiske PS-Audio. Det var dengang et helt nystartet firma og lavede faktisk kun denne RIAA. I dag er de langt mere kendt og har et stort program af alt fra forstærkere til DACs og meget mere. I det blad hvor den lille RIAA blev testet, var de så venlige at vise diagrammet. Der var en ca. 10 transistorer pr. kanal og en reguleret strømforsyning. I min version var strømforsyningen en voldsom sag med et hav af RC-led, opbygget med næsten 100.000 uF. Claus Sørensen hjalp mig med printudlæg og fremskaffelse af komponenter. Nu skulle der loddes. Dyret var AC-koblet så der skulle også nogle gode kondensatorer i udgangen. Det blev nogle metalfilm typer, selv om Claus brokkede sig og sagde at det var spild af penge - en tantal var lige så god.

Til min store overraskelse viste det sig at den nye RIAA var lagt bedre end min Tived. Der var simpelthen mere hul og dynamik igennem den. Næste trin blev så naturligt nok at sætte en liniedel efter. Den kom fra High Fidelity og blev købt som byggesæt hos Åge Nielsen ved Sortedams Dosseringen.

Efter disse projekter fik jeg blot på tanden. Godt hjulpet af Claus Sørense som backup med den tekniske viden. Godt nok havde jeg været på elektronik kursus på aftenskole, men det var nu ikke så meget jeg lærte der.

 
1986 – digitalalderen oprinder

 Husker tydeligt da jeg første gang læste om digital teknik i en aritkel i HIGH Fidelity. Det var nok omkring 1980. Forstod det ikke helt, men det med ingen støj og forvrængning, samt at det var digitalt, lød meget spændende. I 1982 kom Philips så med CD-100. Technics, Marantz og et par stykker mere var hurtigt efter. Jeg hørte nogle af dem på udstillinger, men de var dyre. Desuden kunne man læse lidt blandede anmeldelser, så jeg ventede.

I1986 kom Denon så med DCD-1800. En flot stor maskine, som fik fine anmeldelser. Prisen lå omkring de 3.200,- så der kunne jeg være med. De første to CD’er jeg købte var Dire Straits / Brother in arms og Cyndee Lauper / Girls just want to have fun. FONA i Taastrup havde ikke så stort udvalg. Tror der var 20 plader at vælge imellem.

Lyden var da OK. Der kom flere plader til. En kollega satte mit i forbindelse med hans kone, som havde en pladebutik i Glostrup. Her købte jeg en del plader til gode priser. Hun kunne også pushe lidt klassisk, så jeg fik udvidet min musiksmag. Jo, det kørte meget godt, men der blev stadig også købt LP’er. DCD-1800 brød sammen to uger efter garantien var udløbet. Ny laser, som kostede 1.500,- kroner! Jeg brokkede mig gevaldigt hos HiFi-klubben, hvor jeg kendte ham der stod for butikken. Fik det så sat ned til 1.200,- kroner. De kørte så et år mere, før der skulle nye friske kræfter til.

Der var mange afspiller og kombinationer inde over der sidst i 80’erne. Pioneer, Rotel, Meridian løbeværk og HOLFI IDA konverter. Endelig ind i 90’erne Elektrocompaniet samt Accupase. Hver gang gik prisen op og det samme kan man sige om kvaliteten. Accuphasene blev skiftet til en ny større model, så så blev skiftet til en EMM LABS DAC der kørte sammen med mit Meridian XXX løbeværk. 

1980 – Audio Consult

Omkring først i 80’erne var vi mange der kom hos Audio Consult på H.C. Ørstedsvej. Peter Qvortrup var en underholdende mand med mange meninger. Her kunne vi sidde og hygge over meget sort kaffe og basser. Der var mange nye produkter, som jeg ikke før havde set eller hørt om. Jeg investerede i en meget dyr pickup. Adcom X-coil Van den Hul. En high output MC, som jeg stadig har. De blev senere modificeret af Peter Holstein og så kom den også en tur til VdH himself og fik ny nål på. Den kørte jeg med i flere år. Det var også hos Peter jeg købte en Amber 70 effektforstærker. Den kørte på 110 Volt, men jeg satte en ny trafo i, så jeg kunne køre med de almindelige 220 Volt. Den brændte af et par gange, men så skiftede jeg selv udgangstransistorerne, som noget underligt ikke var komplementære, men 2 stk. NPN.

En anden ting der blev rost i The Audio Critic var en JVC arm 7045. En FR-64 var bedre, men mange af kvaliteterne fandt man i denne top arm fra JVC. Tog ned til Tived i KT radio og forhørte mig. Han kontaktede JVC importøren og de havde lige en liggende. Den købte jeg. En langt bedre arm til min Linn og den passede så fint til min nye Adcom Cross Coil VdH pickup.

Hos Audio Consult oplevede jeg Snell, EAR, Krell og Rappaport samt masser af apparater med rør. En helt ny verden for mig. Den store Rappaport Amp1 var omtalt i den noget aparte blad ”Audio Critic” fra USA. Et slags undergrundsblad, drevet af Per Axcel. En meget gal mand, der senere vendte totalt, og kom frem til den konklusion at alt lød ens og at der ikke var grund til at købe dyr hifi.

Nå, men her blev Rappaport Amp1 udråbt som verdens 7. vidunder. Min Amber var kun ”en super god forstærker”. AMP-1 var stor, ca. 40 kg tung og totalt uden modkobling. Der var høj forvrængning og den blev meget varm – ca. 70 grader på kølepladen. Prisen var ca. 40.000,-. Det afskrækkede dog ikke min ven og kollega Henrik. Han skaffede pengene og købte den. Jeg fik hørt mange timer hos ham, hvor den trak Magnepan og DCM Time Window højttalere. Højtalere jeg også selv investerede i.

1983 – Der bygges STORE forstærkere

På et tidspunkt brød forstærkeren sammen (se billedet her til venstre - den originale Rappaport AMP!). Med alt den varme, skulle det gå galt. Her trådte Claus Sørense så til. ”Det var jo bare elektronik”. Vi fik med noget besvær et diagram fra USA og kort tid efter virkede den igen. Et par udgangstransistorer var stået af.

Nu havde vi så diagrammet og strømforsyningen var der jo ikke mange ben i. Forstærkeren havde dog noget DC på udgangen, så Claus designede et DC-servo kredsløb, som vi kunne bruge. Ikke til Henriks forstærker, men den kopi jeg ville bygge. Faktisk kom der endnu et servokredsløb på – denne gang med IC’er. Ellers var alt  opbygget med transistorer på egne print. Jeg endte op med 2 stk. monotrin, hver på ca. 38 kg. En stor del af vægten var de meget solide metalkabinetter, som min far lavede til mig. Han var smed, så det var jern hele vejen – tykt og tungt jern.

Store EI trafoer på hhv. 750 VA og 200 VA gjorde dem ikke lettere. Alt i alt blev der investeret ca. 10.000 kroner i dette projekt, så nu måtte det ikke gå galt. De kom da også til at virke. Der var mindre problemer undervejs med brum og DC på udgangen, men til sidst stod de der. Jeg havde fået lavet flotte messingplader til fronten. Her var der installeret 2 ekstra dioder som via en varmesenser indikerede arbejdstemperatur (ca. 75 grader) og for varm (ca. 80 grader). Selvsagt kunne man brænde sig på kølepladerne. Tænd og sluk skete via netkablet til spændingsforstærkeren, som gik til en udvendig kontakt.

Flere billeder og omtale af dette projekt her;  LINK Rappaport AMP-1a

Her i 80’erne skete der også en del udskiftning af højttalere. De store Jealvox, som aldrig rigtigt kom til at spille blev skippet af sted. Jeg købte min ven Henriks Magnepan MG-II. De fik lidt hjælp opefter af en lille bånddiskant, samt senere en Audio Pro B2-50 subwoofer. Det spillede faktisk super godt i den varme sommeren 1981, hvor jeg blev kontaktet af Ude & Hjemme. De lavede artikler om hvad unge mennesker interesserede sig for. Der kom et par journalister forbi, som stillede underlige spørgsmål og lyttede til musik. Meget fint, men så ville de pludselig også tage billeder af mig i karate gi (jeg gik til karate dengang) og udendørs når jeg løb. Det hele blev for meget og sagde pænt nej tak.

Året efter kom der så en artikel i Hifi & Musik. Det var noget mere seriøst, men de skulle da også lige have et billede af mig udenfor, hvor jeg holdt min Adcom pickup i hånden. Den var afgjort med til den gode lyd, skrev de. På det tidspunkt kørte jeg med Amber forstærkeren og Magneplanar var byttet med et sæt DCM Time Window højttalere. Fremragende højttalere som jeg havde i flere år. De blev senere suppleret af 2 sub-woofere med Linkwitz Greiner kredsløb.

Rør og nye projekter

Billedet til venstra er fra midt 90'erne. Hjemmebygget direkte drevet pladespiller. Rør forforstærker og denon tunger. Rotel CD-afspiller og min Rappaport trække de små schewiziske højttalere, jeg ikke husker navnet på. 

I forbindelse med en HIGH fidelity artikel kom jeg forbi Ole Thofte. Det startede den store "bånd-bølge", hvor alle skulle bygger kopier af Apogee. Men jeg vil lige vente med det. For her os Ole hørte jeg hans Audio Mirror rør forforstærker med RIAA. Det var en dansk konstruktion. Jeg kontaktede manden bag og købte en prototype af ham, mod at jeg så også fik diagrammet med. Det fik jeg - heldigvis. Jo den virkede, men den var hard-wired og godt nok en fuglerede, som en krage ville være stolf af. Jeg skilte det hele ad og satte det pænt sammen med nye modstanden og alt efter bogen. Den så flot ud nu, men nej hvor den brummede! Igen måtte jeg kontakte Claus og andre eksperter. Her lærte jeg om "stjerne-stel". Jeg havde fint en lang tyk ledning gennem hele forstærkeren, der fungerede som stel. Det blev ændret og nu virkede det næsten. Jeg lærte også noget om højimpedante kredlsløb og udgangen fra RIAA delen var mildt sagt noget lukket. Lavkapacitets kabler og en volumekontrol med større impedans hjalp gevaldigt. Senere fandt je gud af, at forstærkeren var baseret på en ældre McIntosh forforstærker med masser af modkobling i RIAA og linietrin. Jeg byggede en ny SRPP RIAA efter tegninger i et blad og den viste sig at være langt bedre. Linjedelen blev også skiftet ud med en SRPP og nu kørt det hele super. 

Ingen rør uden strømforsyning. Her var den ekstern, men den skulle være bedre. Jeg fik tiltusket mig to store Skou nettrafoer - nok beregnet til rør effektforstærkere, men de blev sat i en kasse med ca. 40 stk. 470 uf/250 Volt lytter. I en serie/parallel forbindelse var der 4700 uF pr. kanal 500 Volt. Et RC led blev også tilføjet og gløden var nu reguleret 12,6 Volt. Det hele blev forbundet med et multilederkabel til forforstærkeren, hvorfra der også blev tændt op via relæer. En super for-forstærker der senere også fik inbygget et aktivt rør-delefilter til mine store båndhøjttalere.

Der bygges bånd ...

Efter 6 år hos Bodenhoff, kom jeg i 1987 til1et forfærdeligt job hos ESSELTE SYSTEM A/S. Eneste fordel var, at jeg havde gratis adgang til meget store kopimaskiner. Her fik jeg lov til at stå for produktionen af ”Lytteposten”. Dette klubblad for Købehanvs HiFi-klub var min egen opfindelse. Der var gjort meget ud af det, med artikler, anmeldelser og masser af historier. Der var selvfølgelig også mødeindkaldelser og referater. Kun meget få af medlemmerne bidrog til bladet, der udkom med 3 ugers mellemrum. Et stort arbejde at lave det, men også trykning og distribution til de ca. 40 medlemmer.

I 1988 startede jeg som vikar hos DANSK SYGEPLEJERÅD. Efter tre måneder blev jeg fastansat. En noget anderledes arbejdsplads med 95% kvinder. Absolut ingen der interesserede sig for hifi. Det var omkring samme tidspunkt jeg investerede i min første PC. En 8086’er ned 2 x 5 ¼” floppydisk. Der skulle jo lige forskes lidt i dette nymodens elektronik. Den havde en lille 14” skærm med gul skrift – ingen farver.

1989 – HIGH Fidelity!

 I efteråret 1989 efterlyste HIGH Fidelity skribenter til bladet. Jeg lavede en fin ansøgning og blev indkaldt til et møde. Jeg fortalte om mine efaringer med hifi og viste meget tydeligt min begejstring for området. Kendte på det tidspunkt navne og produkter fra stort set alle danske hifi-importører. Naturligt nok ville redaktionen gerne lige se, hvad jeg kunne. Jeg skulle ikke kastes ud i et eller andet high-end produkt, så de satte mig på en prøve. ”Kan du lave en test af 10 små hovedtelefoner?”. Tja, hvorfor ikke. Jeg sagde tak og lavede min første test. Næste produkt var en stor Pioneer integreret forstærker. Siden gik det bare derudaf. Jeg blev fast medlem af redaktionen og i ca. 2 år stod jeg for de 8 sider i midten med nyheder.

 Min tilknytning til HIGH Fidelity gjorde bestemt ikke mine hifi-oplevelser mindre. Jeg fik adgang til stort set alt hvad der var spændende at prøve og skrive om. Jeg tjente også lidt penge på det, som stort set alle blev investeret i hifi. Der blev købt masser af musik – ca. 10 CD’er eller LP'er hver måned. Desuden var der rejser til udstillinger og besøg i udlandet hos spændende producenter. Jeg besøgte Peter Qvortrup hos Audio Note i Brighton, Focal i Frankrig, ClearAudio i Tyskland, Maarten Design i Sverige og mange andre. Havde også fornøjelsen af at interviewe nogle af de kendte, som f.eks. Hans Theessing og Allan Parsons. Fra hifi-verdenen var der selvfølgelig alle de danske som Peter Holstein, H.H. Mørch, Thomas Sillesen og mange flere.

Mange af de produkter jeg havde til test blev hængende. Der var en pæn udskiftning i denne periode. Kan ikke lige huske det hele. Men lige kort en opremsning:

SAGE 300 Watt monoblokke – byggesæt der brændte af.

Spolebåndoptagere Technics, Akai, Revox.

Sony DAT

Davis minimonitor fra Schweiz

Servo styret sub med 2 x 10” Scanspeak.

Mark Levinson forforstærker og 332 effekt

Meridian effektforstærkere 557 (biamping)

Accuphase – CD afspillere, C2400 forforstærker, RIAA og A 60 effekttrin.

Der blev bygget flere højttalere og masser af elektronik:

Store 2-vej båndhøjttalere med aktivt filter

20 Watt klasse A forstærker – kopi af Stax A80.

Byggede 300B monotrin – kopi af Audio Note Kegon

Byggede egen forforstærker med rør.

Kæmpe Scan Speak tårne med separate kamre.

Systemer med dobbelt Monacor 10” og Scan Speak mellemtone diskant.

Masser af dipolprojekter – flere blev beskrevet i High Fidelity.

Højttalere med Accuton keramiske enheder og bånd.

HOLFI pre og DAC

NLE RIAA

EMM labs DAC

Pioneer BDP-LX91 BlueRay afspiller

JVC DiLA projektor

Pickupper og pladespillere

Proceed AVP

TAD 4002 drivere med 18-sound horn.

Det hele gik så hurtigt i denne 20 årige periode, at jeg knapt husker det hele. Der var mange produkter ind over og masser af nye indtryk. Alle de ovennænvte vil blive yderligere omtalt, efterhånden som jeg når historien og min hukommelse igennem.

2000 - to brækkede arme! 

Et nyt årtusinde og flere damebekentskaber. Det skulle der også bruges penge og tid til, så der blev droslet lidt ned for hifi. Desuden var der travlt på arbejdet og uddannelse. Jeg skrev en masse for HIGH fidelity og byggede masser af højttalere. Jeg var midt i et mit Persus højttaler projekt her maj måned 2000, så der var ikke rigtigt lyd igennem. Samtidig havde jeg sat mig for at smide nogle kg. Var godt på vej og ca. 15 var da røget. Det indebar blandt andet en masse cykliing, løb og sund kost. Denne tirsdag skulle der lige cykles nogle km efter arbejdet. Ud på vante stier, men også lige en genvej, hvor jeg ikke var kendt. Solen stod laver her ved 18-tiden og jeg så ikke den store solide bom der stod på tværs af vejen. Det vil sige, jeg så den sådan ca. 10 meter før jeg kørte ind i den med 15-20 km i timen. Refleksmæssigt tog jeg begge hænder op og røg med et brag bagud af cyklen. Lettere fortumlet kom jeg på benene. Jo, mine ben havde ikke taget skade. Men der var noget galt med armene. De gjorde forbandet ondt så jeg måtte heller få dem hjem og under koldt vand. 

Med noget besvær kom jeg på cyklen, hvilende mine underarme på styret. Hjemme havde jeg MEGET svært ved at få nøglen op af lommen og låse mig ind. Nu gjorde det forbandet ondt. Koldt vand hjalp bestemt ikke. Jeg ringe til min gamle far, om han ikke lige kunne komme forbi og hjælpe mig. Han var der hurtigt og rystede på hovedet. "Knægt, du har jo brækket begge arme, se hvordan de håndled stritter". Vi fik fat i en ambulance og denne aften står for mig som en af de meste smertefulde jeg nogen sinde har været udsat for. Håndledsknogler i begge arme var brækket 4-5 steder. Det hele blev sat på plads (4 til at trække og en læge til at lægge skinner og gips på). Blev sendt hjem igen, men dagen efter måtte jeg kapitulere. Havde ikke sovet hele natten og blev indlagt dagen efter. Det betød 5 uger med gips og 6 ugers sygemelding. Endnu værre ingen højttalere at spille på! 

Min ven Henrik kom dog forbi og vi satte et par små Tom Kaiser 2-vejs højttalere op, så jeg i det mindste kunne høre musik. Der var også EM i bold,  solen skinnede og vennerne kom forbi med øl og pizza. Der røg min slankekur! Dagligdagen var mildt sagt meget besværlig. Det tog 1 time at komme i bad. Har i prøvet at tørre jer, når håndklædet skal klares med munden?

Efter denne omgang kom der dog et lille (stort) plaster på såret. Jeg havde hele 2 ulykkesforsikringer. Efter at være komme på højkant og undersøg af flere læger fik jeg erstatning for mange tusinde kroner. 30,000 kroner gik til nye tænder, men ellers var der møbler, tæpper, nye vinglas og bestik samt rejser og masser af god whisky. Der blev dog også råd til en Accuphase C 2400 forforstærker samt yderligere noget hifi. Købte også mine Revos B77 og Technics RS 1500 spolebåndoptagere kort efter. 

Eventyret med HIGH Fidelity sluttede i 2009, da bladet gik ned grundet problemer på det svenske marked, hvor et par mio. kroner ikke blev betalt fra den svenske distributør. Samtidig måtte man erkende, at internettet overtog meget og at det danske sprog var en hindring. Samme år startede jeg så min egen hjemmeside – www.pladespilleren.dk. Det skal dog nævnes, at jeg allerede på det tidspunkt havde en anden engelsk sproget hjemmeside, der havde kørt nogle år. Den er der stadig, men har ikke været opdateret siden 2006 – www.soundimage.dk

1994 – 2019 arbejde hos Finanstilsynet

2011 – flytter sammen med Gitte

Efter at have været privilegeret som ”eneboer” i min hifi-hule i Ishøj, måtte der nu ske noget. Godt nok havde der været nogle dambekendtskaber, men at flytte kom aldrig på tale. Denne gang var det dog anderledes, da min lejlighed skulle totalrenoveres og var ubeboelig. Jeg flyttede til Søborg – først på prøve, men senere permanent! Godt nok er Gitte meget fleksibel hvad angår hifi-udstyr, men der må være en grænse. Det kunne jeg også selv indse. Havde på det tidspunkt planer om at bygge TAD horn – store 3-vejs konstruktioner. Mine 2,2 meter høje LAT-tårne kunne under ingen omstændigheder tages med og meget andet skulle også afskaffes..

Med hjælp fra min ven Asger fik jeg flyttet nogle af de vigtigste ting til Søborg. Pladespiller, DAC, 300B forstærkere, alle mine pickupper og en masse andet. Min lejlighed i Ishøj skulle totalrenoveres og der var hele tiden adgang for håndværkere. I første omgang havde jeg stadig tyverialarm på, men det gik ikke i længden. Fra ejendomskontoret forsikrede de mig at byggepladsen var overvåget og at der ikke kunne ske noget. Det gjorde der så alligevel!

En dag jeg tog til Ishøj for at inspicere og måske hente lidt udstyr med hjem, kunne jeg ikke komme ind. Nøglen var skiftet! Ejendomskontoret var lukket, så først dagen efter kunne jeg komme ind. Der ventede noget af et chok. I ugen forinden var alle vinduer incl. rammer blevet skiftet. Lejligheden havde stået ”åben”, så alle kunne komme ind. Ifølge naboerne var det nogle ”mistænksomme typer med læderjakker og en med orange hanekam”. De havde haft masser af tid og kunne roligt gå rundt og vælge det de ville have. Alt mit surround udstyr incl. min store JVC DILA projektor var væk. Papkasser med flere dyre hifi-kabler. Bla. Fra NLE, Duelund og andre. Kasser med 50 flasker whisky, køkkengrej, glas og karafler samt elektronik var også væk. En gammel (defekt) PC og skærm samt alle mine skindjakker og jakkesæt var også snuppet. Selv basen til min tangentialarm havde de taget. Jeg fik 90.000 fra mit forsikringsselskab, men flere år efter fandt jeg stadig ting som manglede.

Det var ikke lige muligt at erstatte det hele, men nogle få ting blev der dog investeret i. Ny PC, skærm og et stort TV. Nye jakkesæt og en skindjakke. Nogle af pengene blev også brugt til rejser.

Men ellers skulle jeg så til at indrette mig i Søborg. Et mindre højttalerprojekt med 12” TAD bas/mellemtone. Accuton og Scan Speak BE-dome blev banket sammen. Ikke meget niveau nedefter, så der kom en SB Acoustics bas i bunden i stedet for. De spillede fint. Der var også kort mine Perseus slanke højttalere med en 8” sidevendt bas, 5” Focal og den meget specielle REEN magnestat fra Danmark. En af flere prototyper. REEN audio gik konkurs meget kort tid efter de kom frem. Begge disse højttalere led dog en sørgelig skæbne. Men inden det kom så langt, gik jeg i gang med mit bredbaffel projekt kraftigt inspirerer af Sonus Faber. En stor 3-vejs aktiv konstruktion, hvor alle sejl var sat til. Det skulle være et møbel og samtidig en højttaler der ikke virkede for stor i stuen. Med brug af gamle papkasser lavede jeg en kopi i naturlig størrelse, så den kunne blive godkendt. Det blev den og projektet kunne gå i gang. Se mere om disse højttalere her: LINK Bredbaffel højttalere.

De gamle højttalere blev så henvist til kælderen. Der var dog Ikke meget plads, men der var et tomt kælderrum lige ved siden af vores. Ind med højttalere, værktøj og en masse andre spændende ting. En dag jeg kom hjem fra arbejde, fortalte Gitte, at de havde hentet noget fra storskrald, der lignede mine gamle højttalere. Fluks ned i kælderen. Det ”lånte” kælderrum var nu med ny lås og jeg kunne se, at det var helt tomt. Jeg fik hurtig kontakt til viceværten som bekræftede, at de havde brudt det ulovligt okkuperede rum op og smidt det hele ud! Jeg var mildt sagt målløs. Kunne godt se, at jeg havde gjort noget forkert. Men hvorfor smide højttalere og værktøj for mange 1.000 kroner væk?

Det vise sig så, at værktøjet havde de gemt, så det fik jeg retur. Men 2 stk. meget fine 40 liter kabinetter med solide sider af massiv ask var væk, Det samme var Perseus højttalerne med Focal og REEN diskanter. En masse god finer og kabler var også væk.