Intro - Velkommen til Vilfborg

Solen stod langsomt op og varmen bredte sig ud over den lille grønne plet i udkanten af Vilfborg. Bøgetræerne stod lysegrønne i solen og fuglene fløjtede. Parken og søen var det hyggelige grønne sted, hvor byens borgere fandt fred og ro. Her var en lille plet med natur og dyreliv. Træerne gav skygge og der var en dejlig frisk duft af dansk sommer. På den lille sø var der et svanepar og langs bredden vraltede flere ænder rundt og kiggede nysgerrigt på de passerende. Jo, her var der fred og idyl.

Men midt i idyllen gik en gammel noget forhutlet mand rundt. Han have en stor noget slidt frakke på og solide støvler. Slet ikke klædt på til den dejlige sommerdag. Med andre ord, så hørte han ikke hjemme i denne grønne plet i Vilfborg. Med langsomme tunge skidt gik han rundt, snakkede mumlende med sig selv ”1, 2, 3 .. det må være her”. Fuglesangen forstummede og der blev helt stille. Selv vinden holdt op med at blæse gennem træernes blade. Han skridtede rundt, drejede sig og kiggede ud over den store grønne plæne. Meget underligt stak han hånden op i luften og viftede den rundt, nærmest vinkede til fuglene. ”Jo, det må være her” sagde han til en imaginær person i luften. Forsigtigt tog han en stor metalstav op af lommen og stak den voldsomt ned i jorden. ”Her er det – tiden er inde”. Hurtigt forsvandt hen væk og gik ind mod byen. Metalstaven blev siddende og stak tydeligt et par centimeter op over jorden.

Fuglesangen vendte tilbage og alt var igen fred og idyl. En stor sort kat gik meget selvsikkert gennem græsset. Den standsede kort og snusede til fodsporene og metalstaven. Alt var næsten som det havde været i mange år. Men inden længe skulle der ske helt ubeskrivelige katastrofer. Intet ville længere være det samme i lille Vilfborg.

1. Hos murermesteren - Nu begynder det.

Det var en tidlig morgen. Jeg var på vej til kontoret, for en gang skyld tidligt oppe. Solen skinnede, det var sommer og Vilfborg var ved at vågne. Det samme kunne man sige om mig. Tom Clausen, murermester og en af byens kendte og værdsatte borgere. Sådan så jeg da mig selv, men andre havde måske en anden mening. Efter at have kysset konen farvel, gik jeg den vante tur ned gennem hovedgaden. Hilste kort på politimester Steen Storm. ”God morgen Hr. Politimester”. Han hilste pænt tilbage. Længere nede lå det gamle gule rådhus. Det stod flot ved det brostens belagte torv med springvandet. Her holdt de fine til. Borgmesteren selvfølgelig og alle de andre kommunale. Altså dem der bestemte. Så var der mindre fint på det lille bibliotek længerede nede ad gaden. For enden lå parken, men jeg skulle ned til højre her ved springvandet. Parkgade, stod det på skiltet. En små 50 meter og så var jeg ”hjemme” ved mit kontor.

Dejlig frisk efter min morgentur, nåede jeg lige indenfor, og havde knapt lagt telefonen på bordet, før den ringede. Det var godt nok tidligt. Klokken 9:15 er afgjort tidligt for telefonsamtaler. Jeg rakte noget opgivende ud efter den gamle Samsung mobil, der nu brummede på bordet. Rutinemæssigt og noget tøvende præsenterede jeg mig; ”Clausen”. En John Smith svarede med en let hæs og dyb stemme; ”Er det hos murermester Tom Clausen?” Jo, det måtte jeg så indrømme – ”Det er murermester Clausen”. Men inden jeg have fået min kaffe, var det hele lidt forvirrende. At denne Smith så også talte med en ubestemmelig accent, gjorde det ikke bedre. ”Jeg skal have opført en mur” sagde han. Javel, det er jo det jeg gør som murer. Faktisk bygger jeg mure, ja også hele huset. Men hvis han nu ville have opført en mur, så OK. ”Til et hus, eller er det en skillemur? Hvilken type og hvor?” fik jeg fremstammet – var stadig ikke helt klar i hovedet.

Dette skulle blive starten på vores lille historie. Jeg har stadig svært ved at forklare det hele. Men lad os fortsætte; tilbage til dengang John Smith kontaktede mig.

Den bestemte herre fortsatte i telefonen; ”Jeg har sendt dig en mail. Der er en tegning med. Muren skal opføres her ude på engen bag søen”. Så afbrød han. Ingen farvel eller noget andet. Stadig lidt forvirret fik jeg vækket min PC. Jo, der var en mail fra John Smith Enterprise. En meget fyldig fil med detaljerede tegninger. Der var helt tydeligt, tale om gamle let gulnede tegninger. De var affotograferet og man så det krøllede papir og den sirlige engelske håndskrift. I det ene hjørne stod der ”Manchester april 14 - 1926”. Alle mål var angivet i fod og tommer. Jeg undrede mig et kort øjeblik, så kiggede jeg nærmere på tegningen. Det var nok ikke lige sådan jeg ville bygge en mur. I normale danske mål var den ca. 4 meter høj, 30 meter lang og med en samlet tykkelse på lige under en meter. Med andre ord en god stor solid mur. Men til hvilket formål – og hvorfor skulle den bygges i vores fine park, lige her uden for Vilfborg? Jeg var noget i vildrede, men så ringede telefonen. ”John Smith igen, vil du bygge min mur? Den skal være færdig senest den 16. september 2023 kl. 13:12. Ingen forsinkelser og absolut ingen ændringer i forhold til tegningerne.” Jeg måtte lige forklare ham lidt om, hvordan man bygger mure i dag. Det var ikke som i 1926. ”Er det OK med en let armeret betonmur beklædt med røde teglsten?” spurgte jeg. Der var et øjebliks stilhed. ”Er den solid – den skal helst kunne holde?” Jeg vidste ikke lige hvad den skulle holde til, men jo den er solid. ”Har du de nødvendige tilladelser til byggeriet”. spurgte jeg. ”Der skal jo også lige laves et fundament, så den står fast. Så vidt jeg ved, er grunden derude ejet af kommunen?”. Svaret kom hurtigt, ”Vi mødes ved søen i morgen kl. 09.00”. Så blev samtalen afbrudt igen.

Jeg dumpede ned i stolen og kløede mig uvilkårligt lidt i nakken. Det her var altså noget underligt. Kastede et blik på den fine kaffekop på bordet. ”Mur og sten, så bare kom. Det ordner murermester Tom”. Det var min svigersøn Henrik, der havde fået lavet 50 af dem til mit 30-års jubilæum. Ikke videre intelligent og det rimede meget dårligt. Men koppen var stor og der kunne være meget kaffe i den, så det var acceptabelt. Teksten bekræftede så bare, at John Smith havde kontaktet den rette. Jeg var byens murer og det havde jeg været i mange år Jeg overtog forretningen fra min far i 1993 og nærmede mig de 58 år og skulle snart på pensionen. Men den lille mur var helt sikret noget, jeg nok skulle ordne.

Resten af dagen forløb uden mærkelige opkald og endnu mere mærkelige opgaver. Jeg tog tidligt hjem, hvor Lise ventede med dejlig mad. Min hund Charly kom og tog imod mig ved døren. Et lille bjæf og så ellers af sted på en god gåtur. Vi gik ned til det grønne område ved søen. Jeg undrede mig over, hvorfor nogen ville bygge en mur her. Men hvad, jeg fik mine penge og arbejde til mig og svendene. Hunden løb glad rundt og efter vores sædvanlige runde vendte vi hjem til god mad, hygge og en god kop kaffe. Charly lagde sig på gulvet ved mine fødder og så var det hele, som det skulle være. Ren afslapning og så faldt jeg i søvn. Lise vækkede mig efter en time. ”Det er langt over din sengetid”, sagde hun. Så gik jeg til ro. Skulle være frisk næste dag. Der ventede en stor opgave.

2. En hyggelig lille by

I det gamle gule rådhus fandt man også kommunekontorerne. Her sad en lille lidt duknakket og forsigtig mand. Tage Keldsen stod der på skiltet. 6. kontor – byggeforvaltning og ejendomsskat. Der var fyldt med sorte mapper og bordet var dækket af papir. En ældre PC stod i midten af lokalet, men der var også en gammel skrivemaskine. Keldsen var en pertentlig mand. Han havde orden i sagerne. I en alder af 36 var han nået et pænt stykke op i rækkerne – lønramme 38. Men han boede dog stadig hjemme hos sin mor. Kæreste og kone var der ikke tid til, nej han levede for sit ansvarsfulde job. Han drømte om smukke kvinder og sex, man det blev ved drømmene. Hjemme blev der sørget for god mad, vask og alle fornødenheder. Eneste lille trøst var den gamle hankat ”Mortensen. Normal var han hverken til dyr eller børn, men katten kunne han snakke med, selv om den nok ikke forstod noget. Kvinder havde der været i hans ungdom. Dengang han var på fodboldholdet og dyrkede masser af sport. Sidenhen havde tallene og juraen tager over. Nu kunne han fordybe sig i regnearkenes mysterier og løse vanskelige opgaver. Det var logisk. Kvinder derimod var en ulogisk fremmed race, som han slet ikke forstod. Kun i hans fantasi var de omgængelige. Nej, så hellere en masse papir, tal og beregninger.

Tage Keldsen sad denne morgen og kiggede ud. Murermester Tom gik sin vanlige tur forbi over mod sit kontor. Et par biler kørte forbi og da han kiggede ned ad gaden, så han der var samlet nogle mennesker foran biblioteket. Nå, det kommer ikke mig ved, sagde han til sig selv. Hurtigt var han tilbage dybt koncentreret om sit arbejde. Bladrede i de store støvede sagsmapper og var udadtil tilfreds. Inderst inde var der noget han savnede. Hvad det var, vidste han ikke – det hele var på en måde lidt kompliceret. Han var glad for sit arbejde. Elskede tal, logik og forordninger. Alt skulle være som det plejede. Alligevel savnede han på en måde lidt forandring. Han var dygtig, men blev aldrig rigtigt værdsat. Hjemme hos mor blev der puslet om ham, men han var jo ikke længere en lille dreng. Det eneste der hjalp, var Mortensen, den sagde ham imod!

…

Det var helt korrekt. For enden af hovedgaden var der noget postyr. En ung knægt var væltet på cyklen. Sikkert på vej til skole og nu alt for sent på den. Sådan var ungdommen jo – ingen ansvarsfølelse.  Den altid hjælpsomme bibliotekar frk. Jespersen var hurtigt kommet til undsætning. Hun var ikke bare byens unge bibliotekar, men også den bamhjertelige samaritan, der hjalp til, hvor der var behov. Mange unge mænd havde et rigtigt godt øje til Ulla Jespersen. Hun var dog mere interesseret i børn, dyr og så selvfølgelig bøger. Helst kærlighedsromaner med en lykkelig slutning. Ulla var en yderst køn ung dame. Lyshåret, funklende blå øjne og omkring de 25 år gammel. Biblioteket bød på mange former for service, lige fra PC-kurser til en kop kaffe og hjemmebagt kage. Men nu stod Ulla og flere andre på gaden og hjalp den store dreng op. Han havde slået benet og skulle helt sikkert hjælpes ind på biblioteket og have plaster på. Måske også lige et stykke kage og en cola. Jo, han var kommet i de rette hænder. Knægten smilte skævt til Ulla, der var noget underligt ved ham, men det var Ulla vant til. Hun havde utvivlsomt en ret stor påvirkning på mænd og store drenge. Efter få minutters pleje og en god snak var drengen hurtigt tilbage på cyklen.

Kurt var på én gang glad og varm indvendigt. Men samtidig gjorde hans knæ lidt ondt, mens han trådte af sted på cyklen. Skolen kunne han ikke nå, men skidt være med det. Hans plan var lykkedes og nu var han fri som fuglen. Cyklen væltede lige det rette sted og han skrabede knæet, så det så lidt alvorligt ud. Han var kommet ind til Ulla, havde snakket med hende og helt fantastisk rørt ved hende! Det kunne helt sikket ikke blive større. Godt nok var han kun 17 år og hun var lidt ældre. Men skidt være med det. Hun var drømmen, prinsessen der bare sendte disse specielle vibrationer gennem hans krop og andre steder. Det var helt sikkert, at han snarest skulle forbi biblioteket igen. Måske endda for at låne en bog eller to. Måske han bare skulle have skiftet sit plaster. Med et stort smil fik han fart på cyklen. Kørte skråt over gaden mod færdselsretningen og forsvandt rundt om hjørnet, absolut i den modsatte retning af skolen.

3. Alting hænger sammen

Oleander sad på den gamle slidte træstub og kiggede ud over alt det blå og grønne. En lille træhytte stod noget skævt, men det var, der hun havde hjemme. Dette sted var hendes og træstubben var den plads hun holdt allermest af. Solen skinnede og en let sommervind førte en underlig grøn flue tættere på. Det lille skrøbelige insekt med de mange ben landede foran hende. Hun betragtede den et stykke tid, mens den langsom bevægede sig gennem det høje græs. Tøvende rakte hun hånden frem. Vidste hvad der ville ske, for de tynde handsker var i lommen. Hun kunne dog ikke lade være. Fluen lettede og satte sig på hendes hånd. Den behagelige summen stoppede brat og der gik nogle få krampetrækninger gennem det lille insekt. Så lå den stille, helt død. Benene krummet sammen omkring den ubevægelige krop. Oleander vidste det. Det var hendes skæbne og helt sikkert derfor hun have fået sit navn. Hun var en smuk ung kvinde, knapt fyldt 18 år. Sad der med det lange sorte hår let viklet ned over skuldrene. Hun var smuk, men en rank solbrændt ungpige krop. Problemet var blot, at hun som blomsten af samme navn var dødelig for sine omgivelser. Ingen levende væsener slap fra at røre ved hendes gyldne hud. Hun ville aldrig kende det fantastiske ved en blid omfavnelse. Mærke en mands kærlige kys på sine læber og da slet ikke hed elskov. Så længe hun kunne huske tilbage, havde hun altid været alene. Forladt som barn, men under opsyn. Nogen havde passet på hende, men hele tiden på afstand. Den dreng hun havde leget med, døde i hendes arme, den første gang han tog hendes hånd. Det var helt sikkert bedst, at hun levede alene.

Oleander kiggede op mod himlen. Det hele var så uretfærdigt, men måske der et eller andet sted derude var en som hende. En der ikke blev påvirket af den dødelige gift, eller måske blot en der var immun og kun blev en lille smule syg? Håbet var der stadig, men indtil videre måtte hun holde sig isoleret og nøjes med sin træstub i udkanten af skoven, hvor hun også havde sin lille primitive træhytte. Oleander kunne dog trøste sig med, at det var nemt at finde mad. Alle de nysgerrige dyr, der kom i nærheden, døde ved hendes berøring og mange af dem endte i kødgryderne.

Oleander vidste det ikke, men inden længe ville hendes ønske gå i opfyldelse. Der var store forandringer på vej. Man kunne nærmest føle det i luften. Nogen eller noget var på vej til Oleanders lille skov i Den anden verden.

 4. Mødet med John

Dagen efter var det let overskyet og en frisk vind fra vest. Altså en typisk dansk sommermorgen her ved 9-tiden. Jeg stod på engen ved søen og sonderede terrænet. Fuglene sang og i det fjerne kunne man høre frøerne i søen. En gammel sort kat kom spankulerende hen over græsset. Den kiggede nysgerrigt på mig, mens den spandt. ”Bare den nu ikke bringer uheld” tænkte jeg. Idyllen blev afbrudt og katten forsvandt som en sort streg, da en rusten gammel Audi meget støjende kørte ind over græsset. Noget underligt, da parkeringspladsen lå få 100 meter væk. En korpulent ældre gråhåret herre med et stort fuldskæg steg noget langsomt ud af bilen. Skægget og den gamle sorte skindjakke passede fint til hans store kraftige korpus. Han gik med en stor stok og man kunne se, at det var en mand, der udstrålede magt og ikke mindst masser af livserfaring. Han kiggede lidt rundt gennem tykke brilleglas og gik så hurtig mod mig med en stor fremstrakt hånd. ”John Smith”, sagde han. ”Det glæder mig at træffe dig Tom”. Jeg gav ham hånden og følte et kraftigt fast tryk. Et kort glimt af deja-vu – der var noget velkendt her, men alligevel ikke. Jeg slog det hurtigt ud af hovedet. Kendte jo ikke manden, der kaldte mig ved fornavn. Der var noget specielt ved ham, jeg ikke lige kunne fokusere på.

”Der er lige et par ting vi skal have på plads. En mur, lige her og hvorfor?” Det spørgsmål fik jeg dog ikke svar på. I stedet hev han et stort stykke papir op af lommen. ”Her skal muren være. Se på kortet - længde og breddegrader er angivet, så alt er på plads. Der skal et kraftigt fundament, så den står stabilt. Muren skal være med granit og mørtel. Den skal kunne modstå en meget kraftig påvirkning.” Jeg stoppede hans talestrøm og forklarede, hvordan vi i dag bruger armeret beton. Men jeg var stadig lidt i vildrede om hvad det gik ud på. ”Skal det være en form for kunstværk?” spurgte jeg. ”Tja, det kan man vel godt sige. Det er stor kunst at bygge en god solid mur. Men husk den SKAL være klar senest den 16. september kl. 13:12.” Der var næsten 4 måneder til den dato, så det kunne jeg sagtens nå. Jeg spekulerede lidt over, hvordan det skulle gribes an, men kunne egentligt ikke se nogen problemer i det. ”Hvad med betalingen?” Spurgte jeg. ”Der skal lige indbetales et aconto beløb, før vi går i gang. Jeg kan sende en regning” John Smith hev en lille brun pose op af lommen i sin læderfrakke. Han kastede den lettere skødesløst over til mig og jeg var tæt på at tabe den. Den var ret tung. ”Det burde være nok til at starte med. Skal du bruge flere, så bare sig til.” Jeg kiggede forsigtigt ned i posen, som om et eller andet farligt pludseligt ville springe op i hovedet på mig. ”Det er gode gamle engelske Sovereigns – guld!” sagde John Smith med tydelig begejstring i stemmen. Sidst jeg så guldprisen, var den ca. 350 kr pr. gram.

Hvor meget der var her og om disse mønter var mere værd, vidste jeg ikke. Der var mindst et kg, så vidt jeg kunne bedømme. ”OK, det ser fint ud…” fik jeg lige fremstammet, men John Smith var allerede tilbage i sin gamle rustne bil og på vej væk.

Hjemme igen fik jeg kigget nærmere på de klingende mønter i den brune pose. Jo det var engelske Sovereigns. 22 karat guld og ca. 8 gram i hver mønt. Prisen hos en anerkendt mønthandler i København var ca. 3000 kr. pr. stk. Posen indeholdt godt 100 mønter, så der var rigeligt. Det var bestemt ikke den måde jeg normalt fik betaling på, så den gode John Smith var helt sikkert heller ikke normal. Hvordan fik jeg pengene udbetalt? Banken ville nok stille en masse spørgsmål og hvad med skattevæsenet. Nå, det var nok noget der kunne løses. Jeg havde mine forbindelser.

To dage efter gik vi i gang – jeg havde et par af mine murersvende til at hjælpe. På få timer var gravearbejdet pænt fremskredet. En grøft til fundamentet var næsten halvanden meter dyb, og vi skulle snart til at støbe. Den overskydende jord var allerede kørt væk. Alt var således efter planen, men der skulle selvfølgelig være problemer. Nærmest ud af ingenting dukkede en lille lavstammet mand op. Han havde små sorte briller og hentehår. Med store øjne betragtede hån os mens panik og afsky stod malet i hans blege ansigt. Tøjet var et let krøllet jakkesæt og det lugtede af cigaretrøg. ”Hvad sker der dog her hr. Clausen?” Uden at vente på svar fortsatte han: ”Jeg er Tage Keldsen fra kommunens byggestyrelse. Må jeg venligst forespørge, hvad der foregår her?” Han rakte sit lige så krøllede visitkort over mod mig. Det lugtede også af cigaretter. Jeg kendte udmærket hr. Keldsen, som en nidkær og ofte meget grundig embedsmand. Mildt sagt røvirriterende. Noget undrende forklarede jeg Tage Keldsen i detaljer om projektet. Om den store mur, et slags kunstværk som John Smith havde bestilt. Kunne med det samme se, at den lille Keldsen ikke var med. ”Hele parken her er fredet. Især her på grunden ved søen må det bestemt ikke bygges noget som helst. I kan altså ikke bare grave huller og bygge mure her”. Han så lidt vred ud nu og der kom et par røde furer i panden. De blev ikke mindre, da han fik øje på det nu meget store hul, vi havde gravet. Lige i det samme kom John Smith kørende i sin gamle støjende Audi. Man kunne både høre og lugte den på stor afstand. For slet ikke at tale om den sorte røg den efterlod. Tage Keldsen fra kommunen så til i rædsel, da bilen osende og larmende fræsede hen over græsplænen. John stod ud af bilen og gik hen til den lille mand fra kommunen. Han så meget målrettet ud og der var med det samme lagt op til konfrontation. Keldsen var dog hurtigst, han stod nærmest på tæerne for at nå op til den større mand, ”De kan ikke bygge en mur her – det er ikke lovligt at bygge noget på en fredet grund. Desuden ejer de slet ikke grunden, den tilhører kommunen”. John Smith kiggede skævt ned på den lille grå mand i det krøllede jakkesæt. Han slog hovedet bagover og de rullende øjne gjorde det tydeligt, at han bestemt ikke var tilfreds. ”Det var nøjagtigt det samme problem tilbage i Manchester i 1926” sagde han. ”For slet ikke at tale om katastrofen i Chicago i 1815. Jeg har overhovedet ikke tid til den slags, det her er vigtigt. MEGET vigtigt”. Han rullede ærmet op på sin venstre arm og jeg troede, at der var slagsmål i luften. Den stakkels lille Keldsen havde ikke mange chancer. Men så slemt var det nu ikke … eller?  En hel række af noget der lignede armbåndsure, kom til syne. Nogle af dem så lidt underlige ud med mange blinkende lys og visere, der drejede alt for hurtigt rundt. Et par af dem havde nok passet bedre i et bornholmerur. Der kom også underlige små tikkende og summende lyde fra dem. Både jeg og Keldsen så noget forundrede til, da John Smith trykkede på et par knapper. Først på et lille blåt ur og så et stort rødt med en fin armlænke.  Herefter lagde han så pludselig hånden meget fast på panden af kommunemanden. Der lød en sagte sitren som elektriske udladninger og så skete der noget højst besynderligt. Keldsen blev helt tavs, nogen havde taget hans tunge eller slukket på en kontakt. Han ændrede udseende for øjnene af os. Den let vigende frisure blev på få minutter erstattet af en stor mørk manke. Det lidt grå slidte udtryk i hans ansigt var nu mere ungdommeligt og hele hans krop rettede sig synligt op. Den let slidte og krøllede jakke strammede nu synligt over brystet, mens hans bukser langsomt gled ned og han febrilsk prøvede at hive dem op igen. Den lidt støvede Keldsen, der før stod foran os, var forvandlet til en sportstrænet ung mand. Ikke meget ældre end 25 år. Han så mildt sagt noget forvirret ud, ja nærmest helt fortabt. ”Løb du bare hjem til din mor” trøstede John Smith ham, ”Jeg tror hun har en kop varm chokolade og en bolle til dig.” Det lød nærmest som om Smith kendte den stakkels Keldsen, der kom med nogle underlige lyde og stolprede af sted med usikre skridt. Jeg kunne sværge på, at han fløjtede? ”Jeg forventer, at projektet skrider planmæssigt fremad”, bemærkede John Smith, som om intet var hændt. ”Husk, at denne mur er MEGET vigtigt. Jeg tager lige op på kommunen og forklarer dem nærmere om det hele.” Så var han væk. Jeg stod tilbage om muligt lige så rystet som den stakkels Keldsen. Hvad var det dog der skete lige her i vores lille fredelige Vilfborg. Der var lige nogle ting, som skulle undersøges til bunds. Hvem var ham Smith og hvad var der med den mur? Jeg stod lidt i mine egne tanker, da den sorte kat igen kom løbende. Den stod nu meget tæt på og jeg kunne se de gule øjne, der på en måde strålede som små diamanter. Den virrede lidt med hovedet, kom med en fnysende lyd, som om den nøs, og så var den væk igen. Alt i alt en meget underlig dag. Den kolde øl, der ventede derhjemme, var absolut velfortjent.

 5. Underlige ting

Et par dage efter kunne man læse i Vilfborgs lokalpost, at der var sket noget uforklarligt på kommunekontoret. En vigtig fuldmægtig var udeblevet fra sit arbejde. Han var på mystisk vis forsvundet og nu efterlyst. En hel kontorfløj i byggestyrelsen var blevet tømt i løbet af natten. Alle mapper, papirer, møbler, computere og kopimaskiner var som ved et trylleslag forsvundet ud i den blå luft. I stedet stod der nogle gamle brune skrivepulte, og en slidt brun lænestol. Der lugtede let muggent og helt klart af cigarer, hvilket blev bekræftet af de 4 skodder der lå i et stort askebæger. Vinduerne var mildt sagt meget beskidte, ja nærmest matte og et par af ruderne smykket af store revner, hvis de da ikke helt manglede. Der lå en støvet stak papirer på et gammelt tungt og mørkt mahognibord, hvor man også fandt små beholdere med blæk og tilhørende fyldepenne. Flere steder stod gamle stempler med ”haster”, ”kopi” eller ”godkendt”. Politimester Storm havde været forbi, men det hele forblev meget mystisk. De lukkede kontoret af med store rød/hvide plastikstrimler – ”Adgang forbudt - Politiet” stod der! ”Vi er på sagen!” sagde politimester Storm. ”Vi skal til bunds i det her”.

I lokalposten kunne man også læse om det spændende kunstprojekt ude på bakken. Der skulle bygges en slags støjmur, som beskyttede fugle og andet vildt mod larm og lys fra byen. At denne mur så samtidig skyggede for borgernes udsynet til samme natur, var der ikke lige nogen som bemærkede. Underligt nok var der god opbakning fra både journalister og befolkningen i området. Jeg klagede ikke – det var jo mig der skulle bygge den flotte mur.

6. Muren tager form

De følgende uger var der mange nysgerrige besøgende, som beundrede byggeriet. Det var min fortolkning, men jeg tror nu også et par stykker ønskede mig og maskinerne hen hvor peberet gror. Det store hul var fyldt op med et lige så stort fundament. Et solidt net af ståldragere ragede en meter op gennem betonen og rundt om var vi nu i gang med at sætte forskallingsbrædder op og gøre klar til støbning. Det var mildt sagt meget solidt, men passede 100% med de nye godkendte tegninger. John Smith kom forbi med regelmæssige mellemrum. For det meste stod han blot og nikkede og noterede i en lille sort bog. Det var sjældent han spurgte om noget. Denne sene eftermiddag kom han dog over til mig. Den gamle bil var igen parkeret tæt på, så han slap for at gå så langt. Naturligvis var han iklædt den obligatoriske gamle skindfrakke, hvorfra han trak en blank glinsende genstand op. ”Her, den skal du lige kigge på”, sagde han uden nærmere indledning. ”Den er en vigtig del af muren. ”Katalysatoren skal placeres midt i muren to meter over jorden”. Jeg kiggede lettere forvirret på genstanden, han stak op i hovedet på mig. Den var gylden blank, sikkert messing eller kobber. I hver ende af den ca. 30 cm lange stang sad en stor blank kugle på størrelse med et pænt æble. Jeg rakte ud og tog imod genstanden. Den var forbavsende varm og summede let, som om den var elektrisk. ”Hvad er dog det for en tingest?” spurgte jeg. Han svarede ikke, men rakte mig en tegning. ”Katalysatoren skal mures ind i midten af muren. Den må ikke røre ved metal eller sten og den skal sidde helt vandret på tværs af muren i en vinkel på præcis 90 grader.”

Umiddelbart var det ikke så svært. Jeg kunne sætte nogle stykker træ i klemme, så den sad fast i en solid holder. Midten af muren var alligevel hul lige her og den kom ind over armeringen.  skulle nok blive siddende. J eg syntes nu det var lidt synd, at denne flotte tingest skulle ind i muren. Hvilken gavn kunne den gøre der? Jeg gik langsomt over mod konstruktionen og placerede forsigtigt den gyldne stav i et passende hul. Den fik lov til at hvile på et solidt bræt. John Smith nikkede. ”Ja, det ser rigtigt ud, men det skal måles ud og være helt præcist”. Det var lige i det øjeblik jeg igen fik øje på katten. Den sorte kat bevægede sig hoppende hen over græsplænen. Gned sig op ad mit højre ben. Den gik så hen til muren, hoppede op og snusede nysgerrigt til den blanke tingest. Tilsyneladende tilfreds hoppede den ned igen og forvandt om bag muren, længere væk mod søen og træerne. John havde også set katten, og stod meget underligt og missede med øjnene, mens han kløede sig i panden. ”Kan du ikke lide sorte katte?”, spurgte jeg. John svarede ikke sådan lige med det samme, men bevægede sig langsom hen mod sin rustne bil. ”De har aldrig gjort mig noget, men jeg vil ikke have det dyr i nærheden af muren.” Med det noget kryptiske svar, steg han ind i bilen og forsvandt væk fra byggepladsen.

7. Et helt andet sted

Oleander gik hvileløst rundt. Hun fornemmede, at noget var på vej, men kunne ikke helt sige hvad de var. På sin vej gennem den anden verden var det kun sjældent hun mødte andre. Alligevel kendte hun de fleste. Havde observeret både dyr og andre skabninger på afstand. Hun vidste udmærket, hvem der var venlig og hvem man skulle holde sig væk fra. Med andre ord, var hun nogenlundes tryg i sen lille del af skoven. Denne dag var dog anderledes. Ude i horisonten mellem træerne så hun den store skikkelse, der langsomt nærmede sig. Normalt ville Ingen snakke med ham, men Oleander var en undtagelse.  Hun ventede spændt på, hvad han nu ville fortælle. Hun havde selv givet den lidt klodsede jordsnegl navnet Portobello. Til dels på grund af størrelsen, men også fordi hans store næse var blød og lysebrun. Selvfølgelig havde hun aldrig rørt ham uden handsker. På samme måde var den kæmpe Portobello meget forsigtig, når han nærmede sig. Har var om muligt lige så uønsket som hende selv, så på den facon passede de godt sammen. Langsomt kom den store brune og grå skikkelse lettere vraltende hen mod Oleander. Den store runde lysebrune kuppel i toppen havde gab ham hans navn. Nogen påstod, at det var hans hjerne, men Oleander tvivlede – det måtte være næsen. Lugten af muld, fugt og råddenskab nåede hende på flere meters afstand. Hun bukkede sig ned og samlede en lille hvid duftfrø op fra græsset. Selvfølgelig med fine hvide skindhandsker på. Alligevel var det tydeligt, at frøen krympede sig lidt. Den brød sig ikke om hende. Hun førte den langsomt op mod ansigtet og klemte den let. En liflig duft af vanilje og pebermynte tog en del af den skarpe lugt. ”Stop du bare der henne”, råbte Oleander. ”Ingen grund til at komme nærmere, hverken du eller jeg ønsker det”. Den store uformelige masse væltede om på græsset. Om han satte sig ned eller lå, var nærmest lige meget. Inde bag alt det brune glimtede et par store levende øjne. Det så ud som om han græd, men sådan var han bare. Oleander huskede tydeligt den første gang hun traf en jordsnegl. Den lille fyr var endnu ikke udvokset og af ren nysgerrighed kom han alt for tæt på. Oleander sad i en time og så hvordan, den langsomt visende ind til muld, der gødede jorden under den. Det ønskede han ikke at opleve igen. Specielt ikke med Portobello, som var en gammel ven.

”Hvad bringer dig på disse kanter, og ikke mindst så tæt på mig?” Der lød en rumlende røst fra den store Portobello, som om den kom fra langt nede i dybet. ”Jeg ville bare lige diskutere et par ting med dig. Der sker så meget underligt lige for øjeblikket. Har du ikke bemærket, hvordan alting er forandret?”. Oleander krympede sig lidt, jo hun havde bemærket det, men ingen grund til at gøre de andre mere bekymrede. ”Jo, græsset er grønnere, og blomsterne dufter dejligt”, svarede hun, med et slesk smil på læben. Der lød et dybt grynt fra den helt klart meget nedtrykte Portobello. ”Men kan du ikke mærke, at der er forandringer på vej. Det ligger som i luften, en let sitren og en fornemmelse af fare?” Oleander svarede ikke lige med det samme. ”Jeg er ikke helt klar over hvad du hentyder til, Kan du uddybe det lidt?” Oleander var lidt bange for svaret, men alligevel kom det som et chok for hende. Den dybe røst kom meget klart og med stor styrke ”Jeg tror Valpen er på vej!”.

8. Muren er færdig!

Endelig oprandt den store dag. Solen skinnede fra en skyfri himmel og et mindre hornorkester spillede op til festen. Sådan cirka hele byen var dukket op og folk stod tæt langs med afspærringen. Pressefolk over det hele – også nogle stykker fra København Der var gratis udskænkning af vand og øl, hvilket måske havde lokket endnu flere til. Den obligatoriske store flaske champagne var også klar til at blive knust mod muren. Det var min idé, det her skulle jo se flot ud. Godt nok var det ikke et skib, men ”sejle” skulle den.

Jeg så politimester Storm holdt godt øje med folkemængden. Der var ikke optræk til ballade, når han gik rundt blandt de mange mennesker. Den søde bibliotekar var der også. Bøgerne måtte vente lidt. Ikke langt fra hende skimtede jeg en ung knægt på en stor mountainbike. Han havde afgjort mere blik for bibliotekar Ulla end for den store flotte mur. Ungdommen nu til dags. De er drevet af hormoner og ikke til at finde ud af. Netop i det øjeblik hev knægten sin mobil op af lommen og tog en masse billeder. Både af muren, men helt afgjort også af den unge smukke bibliotekar.

Tage Keldsen var der også. Han så godt nok noget anderledes ud. Gik nu med en flot rød T-shirt og bar fancy sneakers yngre og mere spændstig, men stadig med et lidt underligt udtryk af foragt, når han så på muren. Var han blevet gal eller bare træt? Jeg holdt godt øje med ham.

9. Katastrofen!

Præcis kl. 12:00 skete det. Jeg holdt en kort tale. Takkede alle – ikke mindst John Smith og så blev muren indviet. Jeg udløste den store flaske champagne, som splintrede mod den røde murstensmur med et tydeligt ”plop”. John Smith så på sit meget gamle guldur. Han virkede noget nervøs, men det var vi vel alle. Det hele sitrede af spænding og alle forventede det helt store. Alle fotograferne gik helt amok og antallet af mobiltelefoner, der tog billeder, var helt sikkert kolossalt. Tror aldrig der har været taget så mange billeder af mig og et af mine bygningsværker. Tænkte tilbage på dengang John kom med tegningen: ”Den skal være solid og kunne tåle en meget kraftig belastning”. Jo det var den og om der så kom et jordskælv, ville den blive stående.

Derefter stilhed, altså lige bort set fra klirrende flasker, og klapsalverne, som langsomt døde bort. Selv musikerne i det lille hornorkester holdt en pause. Nu var der kun lidt fugle i baggrunden og så vinden i træerne. Champagnen siledes langsomt ned ad den nøgne mur. Det hele virkede noget skuffende, men hvad. Det var da en flot mur. Jeg skulle lige til at sige noget, da jeg mærkede det i fødderne og op gennem mine ben. Jordskælv i Danmark? Tja, det var sket før, men det her var godt nok underligt. Der kom en nærmest ildevarslende brummende lyd op fra jorden og alle tilskuerne samt de mange fotografer stirrede stift på muren. Den var levende! Først kom den lidt ud af fokus, vibrerede og rystede lidt. Dernæst blev den nærmest som lavet af gummi og bulede ud på midten, som når man ser på ting gennem dråber på ens brilleglas. Her var der dog kun én stor dråbe præcis i midten af muren. Den bulede udad eller indad, afhængig af hvilken side af muren man nu betragtede. Her på vores side – ind mod byen – bulede den nu kraftig ud mod os. Der var ikke nogen sten eller mørtel som brød sammen, i stedet var det hele bare en stor elastisk masse. Jeg så fuldkommen vantro over mod John Smith. Sådan havde jeg aldrig set mursten opføre sig. Mit ansigt har nok udtrykt en voldsom overraskelse og forbløffelse. Men hos John stod rædslen malet i hans ansigt. ”Han kommer! Valpen kommer!” Jeg forstod ikke helt, hvad han talte om. ”Hvilken hvalp er det der kommer?”. John rystede på hovedet ”Nej, nej - det er ikke en hund, men Valpen. Et totalt ubeskriveligt ondt mørkt væsen fra Den anden verden. Jeg håber altså at muren holder”.

Nu var alle enten meget nysgerrige, eller også var de rykket nogle meter tilbage i frygt for det ukendte. Politimester Storm og de få andre der stod fremme ved muren, blev vidner til hvad der nu blev årets hændelse i Vilfborg – nej årets hændelse i Danmark. Den unge udgave af Keldsen gik resolut mod muren. Jeg råbte til ham, men tror ikke han hørte det i den stadig meget kraftige brummen og buldren. Jeg kunne se, at han mumlede et eller andet. Han så også meget vred ud. Fra den anden side af pladsen kom den gamle sorte kat spankulerende, som om intet i verden kunne forstyrre den. Sådan er det ofte med katte. En ung kvinde blandt publikum løb efter den. ”Mis, kom her. Der er farligt der ovre”. Det var Ulla Jespersen nede fra biblioteket, Typisk at hun viste hensyn og hjælpsomhed i denne situation. Nu følte jeg også selv, at der måtte ske noget. Det kunne ikke være rigtigt, at alle de mennesker og katten kom så tæt på dette underlige fænomen. Det var min mur, så jeg havde en eller anden form for ansvar. Jeg løb så hurtigt jeg kunne og John Smith løb efter mig. Få sekunder efter stod vi alle fire få meter fra den store bule i muren. Katten sad i Ullas arme og kiggede op på os. Bulen var nu nærmere en kegle der rakte flere meter frem. Alt var forvrænget, lyd og lys havde lige som svært ved at trænge ind til os og luften havde en mærkelig kunstig lugt, der bredte sig til svælget med en syrlig smag. Det her var et syretrip eller måske bare sådan som jeg havde haft det, for mange år siden, da jeg blandede pot og whisky. Ud af øjenkrogen så jeg politimester Storm komme løbende. Han så meget gal ud, for det var sjældent han blev tvunget til at løbe. Bag ham kom en betjent på cykel. Det var Simonsen. Nogle meter væk, så jeg den unge knægt på hans mountainbike. Han havde fuld fart på lige imod os. Det her skulle gå galt.

Jeg mærkede en der prikkede mig på ryggen. Nej der var ikke nogen. Det var muren der kom så langt frem, nu med en lang spids. Vi alle fire plus katten og drengen på cyklen blev fanget ind af en sugende effekt. Det var som et kæmpe magnetfelt og på en brøkdel af et sekund befandt vi os alle sammen i et blødt gråt og varmt tomrum. Lige så hurtigt blev vi spyttet ud igen. Nu på den anden side af muren. Helt umuligt, men det skete alligevel. På en måde var jeg lidt skuffet. Har set tryllekunstnere der gør den slags, men godt nok uden alle de lyd- og lyseffekter. Jeg kiggede op på muren, der stadig var levende og meget truende. Vi trådte alle nogle skridt væk, for lige som bedre at kunne overskue situationen. Her på den anden side pulserede den store bule indad, men stadig med en underlig hvislende lyd.

Efter at have sundet mig lidt kiggede jeg på de andre. Keldsen var mildt sagt helt fra den. Skiftevis græd han eller kom med et stort fjollet grin. John Smith ruskede mig med hans store hænder på mine skuldre. ”Se nu hvad du har gjort! Den mur var helt forkert. Det her er lige som katastrofen i 1628. Vi er fortabte og det hele er ødelagt.” Han var på én gang rædselsslagen og meget vred. Jeg vidste ikke hvad der var galt, men helt sikkert, så var det her ikke min skyld.

Der lød pludselig et mærkeligt swooop og ud af muren kom en meget forpjusket frk. Jespersen, der klamrede sig til den sorte kat. Kort efter dukkede en lige så rystet politimester Storm op. De rullede begge rundt på jorden foran os og kiggede sig spørgende omkring. ”Hvad sker der her” spurgte Storm. ”Hvem er ansvarlig for dette?” Jo, han var helt afgjort en rigtig politimand. Frk. Jespersen kiggede sig om ”hvor blev katten af?” Vi svarede ikke, for i samme øjeblik fokuserede vi igen på muren. Denne gang var lyden lidt anderledes for der kom noget meget hurtigt og voldsomt mod os. En cykel og på den Kurt, den unge knægt, der væltede om på jorden foran os. ”Hej Kurt” sagde Ulla, ”Er du nu væltet igen.” Stadig med denne imponerende ro og omsorg i en vanskelig situation. Muren summede stadig, men ikke så voldsomt, det var som om den havde tabt lidt af kraften. Den rystede lidt og med lyden som en våd svamp der rammer gulvet, kom der en arm til syne. Hånden hold fast på et cykelstyr. Det var en uniformeret mand. Inde fra muren, som et sted langt borte, kunne vi høre hans smerteskrig. Han sad fast i muren. som nu igen langsomt blev lige så fast og solid, som jeg havde bygget den. Storm stod rystet ”Nej, det er betjent Simonsen” sagde han. Han rakte hånden frem og rørte ved armen, der kom ud af muren. Den faldt ned på jorden og lå som en mærkelig del fra noget, der ikke længere var et menneske. Hånden holdt stadig om cykelstyret, der også var brækket fri af muren. Frk. Jespersen skreg og Storm var nu tavs og ligbleg. John Smith var også tydeligt rystet.

10. Verden på den anden side

Den unge Keldsen og Kurt var underligt nok de første der tog sig sammen ”Vi kan da bare gå tilbage rundt om muren til de andre”. Jo, det lød da fornuftigt nok. Sammen gik vi de ca. 15 meter og drejede rundt om muren. John stod bare og rystede på hovedet. Vi andre stoppede brat op helt uforstående og fuldkommen uforberedte på, hvad vi så. Jo godt nok var muren her den samme, men publikum, journalister og hele byen var væk! Der var grønne marker og langt ude kunne man ane en skov og på himlen var der store fugle, som kredsede rundt mod en orange himmel. Orange? Ja, det var nok det man bedst kunne beskrive den som. Det så meget mærkeligt ud. Vi gik tilbage til de andre. ”Der er noget anderledes på den anden side”. Smith rystede på hovedet, ”I ved slet ikke hvor vi er – det her er en katastrofe”. Han var tæt på at græde og holdt begge hænder op foran ansigtet.

Alle stod nu og spejdede ud over de grønne marker, nej de var nærmest blågrønne. Desuden var himlen nu underligt orange og violet. Der var varmt og en dejlig duft af sommer. Umiddelbart ingen fare, og den der ”Valp” som John snakkede om, havde vi ikke mødt endnu. Men langt ude i horisonten så vi nu noget der bevægede sig. En ubestemmelig rund tingest nærmest trillede imod os. Da den kom nærmere, kunne vi se, at den var gul og pelset. Da den var få meter fra os, stod vi fuldkommen lamslåede. Vi havde aldrig set sådan en skabning før. Det vil sige John Smith vidste helt sikkert hvad det var. ”Nå gamle hjulert, hvordan går det så?”. Den runde tingest rystede sig et par gange og op fra pelsen kom et lille sjovt hoved. Den virrede lidt med store brune øjne, og lignede kortvarigt en meget mærkelig hund. Så kom der en svag pibende og hvislende lyd, som på en gang var dragende, men også yderst irriterende. ”Ja, sagde John, jeg ved det godt. Men kan du ikke tale, så vi alle kan forstå det?”. Den runde tingest var altså en hjulert. Senere fandt vi ud af at han hed Backstep. Igen med en let pibende stemme kom der en meget underdanig og bedende hilsen. Han så op på John, ”Jeg er deres hjælpende tjener og vejleder, højst ærede og agtede stormester Kopylan den III”. Nu måbede vi endnu mere. Jo, den talte en slags engelsk. Nok meget gammelt, men det var da til at forstå. Hvad den sagde, gav dog ikke meget mening.

John Smith henvendte sig nu til os alle. Han var meget alvorlig og man kunne pludselig se alle furerne i hans gamle ansigt ”Ja, jeg må indrømme, at jeg ikke er lige som jer andre almindelige mennesker. Jeg hedder Kopylan Tander, er ca. 1.355 år gammel, og har virket som portrmester i 1.218 år”. Han bukkede lidt, som om han ville præsentere sig for sine undersåtter. Vi blev ikke meget klogere. Stirrede bare vantro på den korpulente mand, med den gamle slidte jakke. Var han blevet helt gal? Var der sprunget en sikring eller var det os andre, der helt var hægtet af? Når vi så over på den underlige runde skabning med det lille hoved, vidste vi helt klart at det var os, der var noget galt med.

Efter en længere snak med John, som vi fortsat valgte at kalde ham, kom vi frem til en slags konklusion. Her på den anden side af muren var det ”Den anden verden”. Der var andre regler. Ingen elektricitet og absolut ingen mobiltelefoner. Det hele var meget primitivt. Man kunne sige, at vi var kommet tilbage til naturen. Der var også en del underlige væsener, nogen af dem kunne vi kun fantasere om. Få af dem var farlige, andre totalt uskadelige. For de flestes vedkommen talte de en slags engelsk, men der var også tyske og franske dialekter. Vi skulle ud på en længere tur, der var ikke noget valg. Valpen ville forhandle, eller rettere sagt ”dømme os”. Skulle vi slippes fri, eller var vi fanget her i Den anden verden til evig tid. Beskeden fra Backstep var, at vi bare skulle se at komme derud af. Vi begav os af sted gennem det grønne og blå landskab. Langsomt og noget besværlig på grund af det høje græs. Kurt trak sin cykel, men så tydeligt lidt utilfreds ud. ”Kan jeg ikke bare køre i forvejen? Vi skal vel over på den anden side af skoven der?”. John var meget utilfreds, stadig noget sur og jeg var stadig chokeret, efter hvad der var sket med Simonsen. Han havde været en god mand, og nu var byen helt overladt til tilfældighederne. Igen politichef og ingen til at patruljere gaderne. Hvad mon beboerne i Vilfborg havde oplevet, da vi forsvandt?

John nikkede til Kurt. ”Kør du bare i forvejen, men vent på os, når du når den anden side af skoven”. Han pegede ned ad en lang grusvej, som tydeligt viste, hvor vi skulle hen. ”Vi finder en bus og så følger vi efter”.  Jeg kiggede på John. ”En bus? Hvor kommer den fra her, der er hverken veje eller trafik”. John alias Kopylan svarede noget utålmodigt ”Nej, selvfølgelig er det ikke en bus, det kalder vi det bare. Faktisk er det en kæmpe busseflom som Johnsten står for. Det bliver du nok ikke klogere af, men vent og se.” Kurt var ikke interesseret i en Busseflom. Han sprang op på cyklen og spurtede af sted. ”Han er god til at cykle”, sagde Ulla, mens hun kiggede over mod Tage. ”Cykler du også?” Der var ikke meget respons. Det så ud som om Tage stadig var helt i sin egen verden. ”Nej jeg spiller fodbold”, svarede han. Så var der ikke meget andet at sige. Der var bare sket alt for mange ting på én gang, men sådan set ville han faktisk hellere tale med den kønne pige end spille fodbold derhjemme.

11. Valpen venter

Der var mørkt og fugtigt i Valpens hule. Han var omgivet af sine vagter. Altid var han truet og følte at andre ville tage magten fra ham. Det skulle ikke ske. Heller ikke disse mennesker, der nu var komme ind i hans land. De skulle straffes, som kun han magtede det. De skulle føle den kolde frygt og afmagten. Hvordan deres værste rædsler blev til sandhed. Han var herskeren her og de var absolut uønskede. Det eneste de kunne bruges til, var afskrækkelse, når han viste alle de andre, hvordan Valpen skaffede sig af med sine fjender. ”Send et bud til dem, at jeg vil se dem her i hulen snarest muligt”. De skal ikke slippe. Jeg er Valpen og herskeren her i Den anden verden. Valpen havde skjulte kræfter. Det vidste de alle, men vores venner fra Vilfborg vidste det ikke. Det vil dog sige, at Kopylan i høj grad var klar over, hvilke rædsler der ventede dem.

12. Mødet i skoven

Kurt fik hurtigt fart i cyklen. Det første stykke gik det lidt ned ad bakke og vejret var fint. Han var tilsyneladende sluppet for skolen lige foreløbig, og der var eventyr i luften. Langsomt nærmede han sig skoven og træerne stod nu tæt omkring ham. Der var en dejlig duft af blomster og en let summen i luften af små insekter. Med lyden fra de kraftige dæk mod gruset, var det helt afgjort en meget dejlig dag. Kurt tænkte også lidt over det med Simonsen, men havde ikke kendt han så godt. Nu var der andre ting, som skulle klares.

Kurt kørte ind i skoven og efter et kort øjeblik kom han til en lille lysning. Hver var der nogle andre træer og en lille eng. Noget var meget anderledes her. Han fornemmede, at nogen eller noget betragtede ham. Få hundrede meter væk fik han øje på en slank ung pige, der sad på en gammel træstub ved siden af en lille træhytte. Hun havde langt sort hår og bar en hvid kjole. Bare fødder og med en umiddelbar frigjort lethed, som Kurt aldrig før havde oplevet. Hun var meget anderledes i forhold til Ulla. Helt afgjort noget yngre kunne han se, nu han var kommet noget tættere på. Pigen opdagede ham og rejste sig noget overrasket og tilsyneladende lidt skræmt. Hun stirrede på ham, som om hun havde set et spøgelse eller det der var værre. Nu var Kurt helt tæt på. Han stoppede cyklen et par meter fra hende og hun trådte forsigtigt et skridt tilbage. ”Hej, hvem er du?” fik Kurt fremstammet på sit bedste engelsk, lidt forpustet efter køreturen. Der kom ikke noget svar. I stedet blev han og cyklen meget nøje undersøgt. Hendes store brune øjne udtrykte nysgerrighed, men også en skræk for det ukendte. ”Hvad er du for et dyr, der har både ben og hjul?” spurgte hun. Kurt smilede let. Det var ikke lige det spørgsmål, han havde ventet. ”Jeg er ikke noget dyr, jeg er et menneske som dig. Det her er bare min cykel”. Han sprang af og cyklen faldt om i græsset.” Nu gjorde hun endnu større øjne, ”Er den død?” spurgte hun. Kurt kunne ikke lade være med at grine, det her var bare for morsomt, ”Har du aldrig set en cykel før?”. Nej det havde hun ikke, for her i Den anden verden var der ikke den slags mærkelige mekanik. På en gang fascinerende og skræmmende. ”Hvad er en cykel”, fik hun fremstammet.

Kurt undskyldte sin opførsel. Det var lidt pinligt, at han havde moret sig over hendes uvidenhed. ”Jeg hedder Kurt”, sagde han ”En cykel er noget man kører på. Træder i pedalerne og så fuld fart på. Men hvem er du?”. Pigen trådte igen nogle skridt tilbage, ”Du skal ikke komme nærmere. Jeg er Oleander”. Hendes stemme lød nu på en gang bange og let truende. ”Oleander”, gentog Kurt. Et lidt underligt navn, men det passede nu meget godt til den smukke pige. ”jeg bor i her skoven, passer mig selv og vil helst ikke være til besvær”. Nu var hun nærmest afvisende, men det gjorde bare Kurt endnu mere nysgerrig. ”Vil du prøve min cykel?” spurgte han.

Oleander havde aldrig oplevet noget lignende. Allerede da det underlige dyr kom ud fra skoven og hen ad grusvejen, kunne hun fornemme, at det var anderledes. Et dyr med både ben og hjul og det bevægede sig meget hurtigt. Da det kom tættere på, kunne hun se, at det var en ung mand, som på en eller anden måde var vokset sammen med et mekanisk apparat. Aldrig før havde der været en sådan tingest her i Den anden verden.  

13. Tilbage i Vilfborg

Der var stor opstandelse. Nogen skreg, andre hulkede, men de fleste var meget oprørte over, hvad der lige var sket. Først blev muren levende og så røg murermester Tom og ham den underlige gamle mand ind i muren. De forsvandt som når vand bliver suget op af en svamp. Keldsen nede fra kommunen kom også løbende ned mod hullet. Eller var det ham? Han så lidt anderledes ud. Det hele gik meget hurtigt. Politimester Storm kom farende og var lige ved at falde over Ulla, der kastede jeg ned for at redde en sort kat. Kort efter forsvandt de begge ind i det store hul i muren. ”Det er min kat, han må ikke løbe væk”. Keldsens råb kunne næsten ikke høres i larmen. Det var for sent. Katten var væk og Keldsen samt Ulla røg hurtigt den samme vej.

Med en vældig fart og højt råbende kom en ung knægt farende på sin mountainbike. Enten havde han ikke styr på cyklen, eller også var det fordi han bare skulle den vej. Reelt var det nok fordi, Kurt ville redde Ulla. Han tænkte slet ikke på konsekvenserne, men drønede med stor kraft lige ind i muren. Ja bogstaveligt tor han forsvandt for øjnene af dem alle sammen. Fotografer knipsede og alle mobiltelefonerne filmede også. Det vil sige, dem der kunne holde hovedet koldt og ikke blev grebet af panik. ”Passer gaden”, var der en der råbte. Det var betjent Simonsen der kom på sin gamle sorte cykel. Ikke så hurtigt som Kurt og nok ikke for at redde nogen. Men han kom for tæt på og blev suget ind i muren. Denne gang gik det noget langsommere og alle så hvordan han og cyklen langsomt blev opslugt. Det sket nu med uhyggelig knasende lyd. Simonsen skreg. Enten var det af skræk, eller også var det i smerte. Det var svært at sige, for kort efter var han væk. Muren var igen som før. Solid med sine røde teglsten. Roen sænkede sig over den lille plads, men ingen rejste sig eller gik væk. Det her var bare for meget. Alle sad nu tilbage med en tom fornemmelse. Hvad skulle de gøre? Hvem skulle gøre noget? Politiet var væk, så måske en eller anden fra kommunen kunne tilkaldes. Det hele var meget uoverskueligt.

14, En underlig snegl

Portobello er et meget langsomt væsen, men lige nu skyndte han sig. Det vil sige næsten så hurtigt som en mus, der render let rundt i græsset. Det var meget hurtigt for et stort væsen som Portobello. Han var helt klar over, at Oleander var et lille skrøbeligt væsen. Dette på trods af hendes evner og giftige natur. Men nu var der nye, meget anderledes væsener i skoven Han havde gemt sig langt nede i den bløde jord, kun lige med øjenstilkene over græsset. Det underlige dyr med hjul og ben kom meget hurtigt og ramte ham næsten. Nu måtte han absolut hen til Oleander og se, hvad der skete. Stakkels lille mand med hjul og ben. Han vidste ikke, hvilken skæbne der ventede ham  

15. Jeg er i Den anden verden

Jeg var efterhånden lidt træt. Alle de forskellige indtryk og oplevelser, samt ikke mindst usikkerheden. Hvor var vi og hvor skulle vi hen? Jeg er murer og har det bedst i min stol på kontoret, ude på pladsen eller hjemme med en god øl og hunden ved fødderne. Det her var meget uvant og helt uforståeligt. Vi vandrede af sted i et nærmest mørkeblåt landskab. Solen skinnede og på himlen så jeg underlige fugle med fire vinger. De lignede kæmpe guldsmede med fjer og deres kvidren var lige som musikken fra en gyserfilm. Jeg så hvordan Kurt forsvandt på sin flotte cykel ind i skoven. Han var da helt sikkert ikke bange for noget. Ungdommen har en lidt anden tilgang til oplevelser og er nok bedre indstillet på en masse uforudsete hændelser. Tage og Ulla så ud til at snakke godt sammen, selv om det var Ulla, der havde mest at fortælle. Katten var væk og Smith så ud til at være tilfreds med det. Men ellers virkede han fåmælt og meget spekulativ. Tror heller ikke han havde det så godt, for den store mand var ikke bygget til lange vandreture. Uden sin bil, var han lidt fortabt. Nu gik vi bare og ventede på den der busseflom, som han havde fortalt om. Hvad det så måtte være.

Ud af øjenkrogen så jeg noget der bevægede sig i græsset. Der var mange mærkelige ting her, men den tingest der nu dukkede op, slog det meste. Der kom et lille sort hoved til syne. Store øjne betragtede mig mens hovedet bevægede sig i cirkler. Nej, der var ikke bare én, der var to, ja mange. Meget små nysgerrige dyr, der nærmest rejste sig op fra græsset. John Smith kom hen til mig og kiggede ned, ”Ja, det er pelsslanger. De er helt ufarlige, men kan være lidt generende. Her i Den anden verden er der mange der holder dem som kæledyr eller spiser dem. Personlig hader jeg små kræ”. Han bukkede sig ned og samlede en af dem op. Den var noget overraskende næsten 30 cm lang. ”kan den bide?” spurgte jeg lettere forskrækket. Havde ikke ventet, at den var så stor. ”Nej, den vil bare lege”, forsikrede John mig. Endnu en pelsslange snoede sig rundt om min arm. Behagelidt varm og blød. Samtidig kom den med en masse klikkende og summende lyde. Ikke som en kat der spinder, men på en måde meget beroligende. Jeg løsnede langsomt dens greb om min arm og den faldt tilbage i græsset. De mange øjne fulgte mig nysgerrigt da vi gik videre. Jeg var ikke blevet meget klogere, men på en måde var jeg blevet lidt roligere. Der var jo ikke så farligt her, eller var der?

16, En sort kat

Hvad tænker en kat. Normalt tænker den på at sove, spise og så at sove igen. Helst i en stor papkasse, hvis en sådan er i nærheden. Men den sorte kat, som Fru Keldsen havde kaldt for ”Mortensen”, tænkte ret meget. Det hele var noget forvirrende og alt var anderledes. ”Jeg bor normal hos en venlig dame, der giver mig mad og et dejligt varmt sted at sove. Der er også en anden, som de kalder for Tage. Han er ikke helt så glad for mig, men jeg synes nu han er flink. Han siger en masse ting, som jeg ikke forstår. På det sidste har han ændret sig noget. Er lidt mere frisk og bevæger sig hurtigere, så jeg skal flytte mig, når han sparker ud efter mig. Det er dog ikke noget problem, for jeg er stadig den hurtigste.”

”Nu er jeg så kommet et helt andet sted hen. Jeg kan ikke finde hjem, men det er nu også lige meget. Alene klarer jeg det fint. Her er der masser af mærkelige dyr, som smager godt og vand er der nok af. Jeg har også fundet en lille hule at sove i. Den var beboet, men absolut et stort plus, for beboerne smagte godt. Her er der ikke meget som forstyrrer. Ingen af de store metaltingester på hjul, der prøver at køre mig over og de behårede firbenede spektakler de kalde for ”hunde”, er der slet ikke nogen af. Alt i alt er jeg et sted, hvor en kat kun kan føle sig hjemme. Jeg er den eneste af min slags, så ingen konkurrenter. Det hele er nyt og spændende”.

”Ham de kalder Tage er her også. En sød dame løftede mig op, da det hele pludselig blev meget farligt. Hun er da også helt OK og hun duftede godt. Der er også en underlig gammel mand, som jeg ikke lige kan greje. Han lugter mærkeligt og ser mistænksomt på mig.  Jeg har været lidt rundt og snuse. Flere steder er der anderledes dufte og spændende planter, som gør mig meget veltilpas. Måske jeg kommer hjem igen en dag. Det vil vise sig. Indtil videre nyder jeg tilværelse som kat her, hvor vi nu er havnet.”

17. Cyklen

Oleander var stadig noget rystet. Det var alligevel alt for underligt. Pludselig stod den unge mand ved siden af dyret med de to hjul. ”Vil du prøve den?” spurgte Kurt igen. Alt andet havde hun ventet, men ikke dette. Skulle hun monteres på det hjulende dyr og fare af sted. Nej, under ingen omstændigheder. Oleander trådte igen et skridt tilbage. Pludselig slap Kurt taget i metaldyret og det væltede om på siden. Hjulene drejede langsom rundt og kort efter stod de helt stille. ”Nej!” udbrød Oleander. ”Er den nu død igen?” Kurt slog en latter op, så hun blev endnu mere forskrækket. ”Nej, den er bare væltet”. Han bukkede sig ned for at samle cyklen op, men fik så øje på et lille sort dyr i græsset. Det kiggede på ham med store øjne. Pludselig gled det frem og op ad hans arm. Ikke ubehageligt, men meget uventet. Nu skete der så en hel masse på én gang. Kurt tog et par skridt til siden og rystede dyret af armen. Men meget klodset faldt han over cyklen. Kurt prøvede at finde balancen, tog et par skridt fremad og greb så fat i Oleander. Hun skreg, så det kunne høres langt væk. ”Nej, du må ikke røre mig, kom væk!” Det blev det bestemt ikke bedre af. Kurt blev forskrækket og greb fat i Oleanders ben. Han skulle op og stå og det var så det nærmeste at støtte sig til. Endnu et skrig og Kurt så hvordan Oleander skrækslagent krøllede sig sammen som en lille bylt på græsset. Nu græd hun. Hulkede hjælpeløst. ”Det er forfærdeligt” stønnede hun. Du var så flink og rar og nu har jeg gjort dig fortræd. Slået dig ihjel”. Kurt gik lige et skridt tilbage. ”Nej, der skal nok mere til end en væltet cykel og mig der tumler om i græs set. Jeg har oplevet det der var værre.” Han rakte hånden ud mod hende, men hun vendte sig væk. ”Gå, du er ramt, mærket og fortabt. Jeg undskylder, men det var din egen skyld”. Oleander så på ham med de store brune og forskræmte øjne. Tårerne trillede ned ad hendes kinder. Kurt satte sig i græsset. Der her var godt nok noget meget specielt ved denne pige, Oleander, var helt sikkert køn, men også meget mærkelig. ”Jeg fejler ikke noget”, sagde Kurt. Rejs du dig bare op igen.” Oleander så på ham. ”Har du ikke smerter i armen, snurrer det ikke, føler du ikke svimmelhed og en trang til at lægge dig ned og sove?” Et meget underligt spørgsmål, syntes Kurt. Nej, der er bestemt ikke noget i vejen med mig”.  Han følte sig helt oven på. Det her var et eventyr. En anden verden og nu også en sød om end underlig pige, der trængte til at få noget fornuft ind i hovedet.

”Hvor kommer du fra?” spurgte hun. Helt sikkert med en oprigtig nysgerrighed. Kurt fortalte hende om Vilfborg, muren og hvordan de var blevet suget igennem. Hun så forfærdet på ham. ”Nej, så er Valpen på spil igen. Det lover ikke godt”. Nu så hun bekymret ud, men tog sig hurtigt sammen. ”Nu du har gået så langt, er du så ikke lidt tørstig og sulten?” Kurt var helt afgjort tørstig, men tvivlede på, at der var Cola light eller Sprite lige i nærheden. Oleander kom med en stor kop iskoldt vand. ”Jeg laver lige noget mad til os. Går ud fra du kan spise kanin?” Kurt vidste ikke lige om han kunne lide kanin, men på den anden side, så var han så sulten, at alt kunne spises. ”Jo tak” fik han fremstammet. Der blev hurtigt lavet et lille ildsted og en kanin lå nu og kogte sammen med grøntsager i en stor jerngryde. Det duftede fantastisk og Kurt blev bare endnu mere sulten.

18. Mad og drikke

Vi havde nu gået pænt langt og trætheden kunne mærkes, ikke mindst hjulpet af en tom fornemmelse i maven. ”Jeg kunne godt trænge til noget at drikke”, Smith alias Kopylan så på mig og rystede lidt på hovedet. ”Der er selvfølgelig lidt frugt på træerne, men hvis du spiser for mange, så svarer jeg ikke for følgerne”. Han pegede på et stort træ med nogle grønne aflange frugter, der lignede agurker. Vi tog så alle et par stykker. Tage Keldsen vrængede ansigt og spruttede af væmmelse. ”Det her er bittert som bare pokker”. Ulla var lidt mere tilgivende ”I det mindste er saften rimelig frisk”. Jeg tog selv en god stor bid. ”Tja, ikke det bedste jeg har smagt, men en blanding af banan, oliven og noget let syrligt. En lille sjat whisky kunne nok lige have taget det værste.

Vi nærmede os nu den lille skov, hvor Kurt var kørt ned. Allerede lang væk kunne vi dufte det; ”mad”. Der bredte sig en liflig duft af krydderier og noget, der helt sikkert var bedre end de grønne tingester. Da vi kom tættede på, så vi Kurt sidde i græsset ved et ildsted, hvor en stor gryde sendte de velduftende dampskyer i vores retning. ”Nej det der er ikke godt” udbrød Kopylan. ”Han er i stor fare, ved det ikke. Vi må redde ham”. Tage og Ulla kiggede på mig. ”Det her ser da meget idyllisk ud. God mad og han har også fået selskab”. Kopylan var stadig noget rystet ”Ja, det er lige der problemet ligger. Den kvinde er farlig. Meget farlig”. Vi skal helt afgjort holde os lidt på afstand. Vi havde nu ikke lige tænkt os at holde mere afstand, end at vi kunne komme tættede på den velduftende mad. Der var sikkert også noget at drikke. Jeg råbte så højt jeg kunne ”Hej Kurt, er det sikkert at komme tættere på?” Kurt rejste sig og vinkede os nærmere. ”Jo kom i bare. Jeg tror der er mad nok til os alle”.  Han pegede nu på den unge pige, der sad på en lille træstub og rørte rundt i en stor gryde. ”Oleander har kogt kanin til os. Der er også dejligt koldt vand fra kilden”. Det lød nærmest for godt til at være sandt og jeg var helt afgjort meget sulten.

Efterhånden havde vi vænnet os til Oleander. Der var ingen af os, som skulle prøve at rører hende. Det var nok at Kurt havde gjort det. Specielt Kopylan holdt sig langt væk fra hende. Hun var jo sød og venlig, men han var lidt bange for hende. Han gik lidt længere væk og satte sig. Jeg så at han tog en storblok frem fra sin taske. Nå, han tegner også. Han sad faktisk nogle meter væk og slappede lidt af med at tegne os alle sammen siddende rundt om den store gryde.

Vi overnattede hos Oleander. Der blev lavet nogle bløde lejer af mange blade og lidt græs. Ikke så komfortabelt som sengen derhjemme, men det gik. Vi var alle trætte og faldt mere eller mindre i søvn. Mange tanker fløj gennem hovedet. Hvem var Valpen og hvor skulle vi hen? Jeg faldt i en meget urolig søvn og vågnede tidligt den næste morgen. Kunne ikke sove mere, med de mange usædvanlige lyde og så Kurt og Oleander, der talte lavmælt sammen.

Oleander ville afgjort hjælpe Kurt og os andre, så helt sikkert skulle hun nu med videre til Valpen. Godt nok var hun bange for ham, men samtidig følte hun sig lidt mere tryg, når vi andre var med. Kurt havde også set det fornuftige i det. Der måtte være mindst en som kendte Valpen og vidste hvad han stod for. Kopylan vidste noget, men ikke det hele. Måske også fordi han ikke forstod det. Vi tilbragte en hyggelig dag her hos Oleander. Der var intet hastværk. Det ubehagelige møde med Valpen kunne vi godt vente lidt med.

Der var jo ikke lige nogen busser eller tog her i Den anden verden, men det var der råd for. ”Vi tilkalder bare Jornsten og hans busseflom.”, sagde Kopylan. Tja, som sagt så gjort. Der blev banket flere gange i jorden med en hans store stok. Det gungrede gennem hele landskabet, så det kunne helt sikkert høres langt væk. Efter hvad der føltes som en times tid hørte vi en ukendt fremmed lyd. Det hvinede og raslede et stykke væk og ude i horisonten så vi lys. Da det kom nærmere, kunne vi se, at det var en stor samlet organisme. Det lignede mange små mænd, der bar på en stor platform. Reelt var det vel også noget lignende. Her var det dog ikke mænd, men kæmpe larver med mange ben. De bar på et stort behageligt skind spændt ud over en ramme af træ. På siden var der en passende trappe, så man kunne træde op. Forrest på dette mærkelige transportmiddel sad Hr. Jornsten. En lille sort tingest med masser af hår og store udstående øjne. Han holdt et par læderremme i hænderne og så noget bister ud. ”Wohin gehts? Jo, han var helt tydeligt fra Tyskland. ”Kom nu i gang, vi har ikke hele dagen og inden længe er det mørkt”. Kom det nu på noget der lignede engelsk. Han var helt sikkert ikke det mest høflige væsen vi havde mødt, men han var beslutsom og havde travlt.

19, Ankomst til Valpens hule

Det var nu ikke nogen lang tur, men det gik langsomt. Vi fik blundet lidt nu da mørket faldt på. Der var meget at tænke på, men trætheden tog over. Vi gruede alle for, hvad der nu skulle ske hos Valpeh. Var han virkelig så farlig som de sagde. Tilsyneladende var han ikke en man sagde imod. Det havde været nemmere bare at stikke af, men det kom slet ikke på tale.

Da vi kom frem til Valpens bosted, var det noget skuffende. Et stort telt med grove stammer der stak op af jorden. Store sten var placeret hele vejen rundt og hen over det hele var en kraftig presenning som tag. En slags mellemting mellem en hule og et telt. Der var en del underlige væsener forsamlet. Både udenfor og i høj grad inde i hulen. Vi blev noget ublidt gelejdet ned af en kort trappe og ind i mørket. Selve hulen var gravet ud, så det hele lå i en stor fordybning. Der var meget dunkelt, kun oplyst af noget der lignede olielamper langs ydersiden, suppleret af et par større lamper i midten. Vi skulle lige vænne os til de skumle og mørke omgivelser. Der gik lidt tid før vi kunne orientere os. Desuden var der en underlig fugtig luft og det glatte gulv var bare stampet jord eller ler. Rundt omkring var der åbninger i teltdugen, som lukkede lidt frisk luft ind og i toppen et stort hul, hvor røg fra lille enligt bål kom ud. Der duftede godt af brændt træ og nogle urter. Det var der afgjort brug for. Jeg tror ikke, mange af dem der betragtede os havde været i bad lige for nyligt.

Der var en trykkende og absolut fjendsk atmosfære. Valpen stod i midten af rummet på en let forhøjning. Det var absolut skuffende. Kun en lille noget forkrøblet mandsperson, der talte med en gnækkende latterlig stemme. Vel ca. halvanden meter høj og spinkel af bygning, men alligevel lidt skræmmende. Man skulle nok ikke lige begynde at le af ham. Det her var bestemt alvorligt.

Der bredte sig en stilhed i rummet. Kun ganske få hviskede forsigtigt, men det var bestemt ikke fornuftigt, når Valpen talte. Lige nu stirrede han stift over på Kopylan. ”Nå, hvad skyldes så besøget denne gang. Forstår ikke helt, hvorfor du har taget gæster fra den anden side med. Du ved jo, vi helst vil være i fred.” Han smilte skævt, men det så nu mere ud som en snerren. Kopylan rettede sig lidt op, men blev på afstand. ”Det må du bedst selv vide. Det var dig der fik os ind gennem den nye mur. Det var bestemt ikke meningen og en god mand mistede livet på grund af dig”. Nu så Valpen noget undrende ud. ”Jeg har bestemt ikke være i nærheden af den nye mur. Desuden ville jeg slet ikke være i stand til at bringe levende væsener gennem den. Måske jeg selv kunne komme den anden vej, men jeg er ikke interesseret i jeres verden.” Han virkede oprigtig, hvilket var noget man sjældent oplevede, når det gjaldt Valpens udsagn.

Kopylan undrede sig lidt over den forklaring. Han fortalte så hele historien. Hvordan vi var blevet suget gennem den levende mur. Valpen stirrede vantro frem for sig. ”Der må være andre kræfter på spil. Jeg har dog ikke oplevet, at der skulle være andre fremmede i skoven.” Han stirrede stift på de to vagter der stod rundt om ham. Ingen reagerede – ingen sagde noget.

Kurt stod i den fjerneste ende af hulen. Han holdt Oleander i hånden og forsikrede hende, at alt nok skulle gå. Hun rystede lidt og var meget uvant med at være tæt på så mange væsener, personer eller noget helt andet levende. Kurt sendte et let vredt blik op mod Valpen, der stod omringet af sine vagter eller soldater. De så ikke alt for venlige ud, men samtidig var de godt optaget at al den mad og drikke, der blev serveret. Vi blev helt bestemt ikke budt på noget.

Valpen havde afsluttet sin snak med Kopylan og nu råbte han så højt, at alle kunne høre det; ”Se bare den unge knægt I har slæbt med. Han har også taget en skovtøs under armen. Hvorfor ikke sende hende tilbage, hvor hun hører hjemme”. Det var tydeligt, at Valpen ikke kendte Oleander. ”Hun er da et skravl at se på, hvad vil du dog med sådan en skovtrold?”. Der blev nu endnu mere stille. Så begyndte flere at grine og klappe. Jo ham Valpen var god nok. Han forstod at underholde.

Pludselig var det nok for Kurt, han var rykket nærmere og med stor energi sprang han de sidste lange skridt op mod Valpen, Han stod nu helt tæt på og som en ren refleks langede han det mindre væsen en lige højre, hurtigt fulgt op af en venstre i maven. ”Du skal bare holde din kæft, din lille gnom” råbte han. Vagterne nåede slet ikke at reagere, de stivnede blot. Kopylan stod forfærdet og så til. Det her var afgjort ikke nogen positiv udvikling. Selv var jeg meget uforstående. Jeg kan bygge mure, men slagsmål og ung kærlighed forstår jeg mig ikke så meget på. Underlige væsener som dem vi så her, da slet ikke. Valpen lå nu fladt på jorden. Et par hjælpere kom til og fik ham rejst op. Han stirrede med opspilede øjne på Kurt. ”Hvad bilder du dig ind? Du er min gæst her, og så vover du at overfalde mig”. Han var tydeligt rystet. ”Det her skal du ikke slippe godt fra”. Med en lille bevægelse af hånden mod Kurt, sendte han en bølge af smerte mod ham. ”Du ved vist ikke, hvem jeg er?” Valpen hvæsede og Kurt følte nu en kraft, på én gang gjorde ham tungere og trak ham tættere på det hæslige nu blødende fjæs. Det var som om hans egen vilje forsvandt. Det brænde og usynlige bånd hev og sled i ham. Samtidig havde han svært ved at tale. Det var bestemt ikke rart og langsomt begyndte angsten at brede sig i hans krop. Han havde svært ved at trække vejret.

Valpen vinkede til en af de store mænd bag ham. Læderklædt og sort med en stor kniv ved lænden, var han nok ikke en man skulle spøge med. Han for frem forbi den lammede Kurt, mod den skrækslagne Oleander. ”Ja, det er hende jeg vil have,” skreg Valpen. ”Bring hende hen til mig”. Vagten tog Oleander i skulderen og slyngede hende voldsomt gennem hulen. Hun landede med en svag hulken få meter fra Valpen. Nu følte hun det også. Al viljekraft forsvandt og som i trance bevægede hun sig frem og sank sammen for fødderne af Valpen. ”Nu har jeg fået nok. Jeg skal nok tage mig af den lømmel senere, men først skal denne skovtøs have en omgang prygl”.

Den gamle kat Mortensen havde ubemærket sneget sig med ind i hulen. Det er sådan noget katte gør. Den gled lydløst rundt i mørket langs træpælene. Der var mange lyde og dufte her. Afgjort ikke det samme som hjemme hos Keldsen. Katten bemærkede, at Tage stod henne ved nogle store vægtæpper. Måske jeg skulle gå hen og hilse på ham. Det kan være, at han er blevet noget mere venlig. Mortensen sprang gennem menneskeflokken hen over gulvet og tæt forbi en lille krumbøjet mand, der så meget vred ud. Katten stoppede kort op og hvæsede ad ham. Jeg tror ikke han kan lide katte, tænkte Mortensen og så sprang han hurtigt væk over mod Tage og de andre.

Nej, Valpen kunne bestemt ikke lide katte. Han vidste slet ikke hvad en kat var. Synet af dette hurtige og nærmest lydløse sorte væsen skræmte ham. Som langt de fleste i hulen blev han meget forvirret og tænke på hvor det uhyre dog kom fra. Det skulle afgjort undersøges. Men der var noget som lige skulle ordnes først. Han greb ned efter Oleanders arm og løftede hende op, som var hun en pose med visne blade. Havde han taget hende i den behandskede hånd eller løftet hende op i håret, så ville alt ikke være gået, som det nu gik. Bagest i hulen så Hr. Smith alias Kopylan til med forfærdelse. Vidste han ikke, hvem hun var og hvad hun var. Var Valpen virkelig så selvoptaget og uvidende. Så fokuseret på sin egen magt og afskrækkende evner? Det her lovede ikke godt.

Der gik en let gispen gennem Valpen. Hans krop rystede og en mørk stribe bredte sig op gennem fingrene til hele hånden. Kort efter var hele armen sort. Valpen stirrede vantro på sig selv. ”Hvad sker der her. Er hun en heks, en troldkvinde?” Han prøvede at slå ud med den anden hånd. Viftede desperat og Oleander følte at noget prøvede at kvæle hende. Det var dog ikke så slemt som før. Langsomt lettede den trykkende følelse sig og hun kunne bevæge kroppen igen. Det samme skete for Kurt, der rystede på hovedet og strakte sig som efter en god nats søvn. Nu var han igen den unge energiske knægt, der havde angrebet Valpen.

Flere af Valpens vagter kom ham til hjælp. De holdt fast i ham og løftede den spinkle krop. En slap krop hvor det sorte nu gik fra skulderen og ned over brystet. I mellemtiden var Oleander krøbet i skjul bag nogle tæpper længst tilbage i hulen. Hun lå nu og så skrækslagent til, hvad hendes evne havde af konsekvenser. ”De har slået Valpen ihjel”, lød en dyb og voldsom stemme fra en stor person. Han trak sin kniv og slyngede den mod Kurt, der nu igen stod som stivnet. Han var i chok efter at have oplevet Oleanders magt. Kniven fløj gennem lokalet, men i sidste sekund vred han sig væk. Kniven strøg forbi og ramte den fuldkommen uskyldige Tage i venstre skulder. Forbløffet kiggede han ned. Ikke længere den gamle Tage. Nej nu var han den unge og adrætte. Huskede gymnastik og boldtræning i skolen. Med en lynhurtig bevægelse trak han kniven ud af skulderen. Vejede den let i hånden og returnerede den med stor kraft mod kasteren. Det skete så hurtigt, at næsten ingen opfattede, hvad der foregik. Kniven ramte, men med skæftet først lige i mandens øje. Der lød en uhyggelig knasende lyd og vagten skreg af smerte. Han tog sig til øjet og sank om, helt chokeret. Det havde han ikke forestillet sig. ”Hvem er de væsener, fra den anden side af muren?”.

Nu var der totalt kaos. Jeg er ikke nogen helt, men forstod straks, at vi måtte væk. Jeg greb om den let sårede Tage og sammen med Ulla strøg vi mod udgangen. Jeg så også den store Kopylan og Storm snige sig langs den ydre teltdug mod udgangen. Nu skulle vi bare væk. I midten af lokalet lå den nu totalt uskadeliggjorte Valpen. Han var bare en sort bylt på jorden, forkrampet og sammenrullet som et dødt insekt. Alt liv var suget ud af ham. Omkring den tidligere store leder herskede der total forvirring. Alle løb rundt mellem hinanden. Nogle skreg, andre hulkede. Der var også mange som var glade for endelig at slippe for at leve i skræk og tyranni. Det var bestemt ikke sådan, jeg havde forstillet mig mødet med Valpen. Tvivlede også på, at Kopylan og de andre havde forventet dette kaos.

20. Portobello

Helt skjult bag flere træer og et tyndt lag jord lå Portobello og ventede uden for hulen. Han havde fået ret. De her mærkelige væsener var farlige. Nu havde de taget Oleander væk fra skoven og ind i denne mildt sagt mørke truende hule. Den lugtede fælt af onde væsener og der var en masse larm. Truende og vrede stemmer. Måske nok en stor hule, men reelt meget mindre end Portobello. Han var det største væsen i skoven. Helt sikkert også det klogeste. ”Jeg må holde øje og sørge for at Oleander ikke kommer til skade”. Han hviskede sagte til sig selv – en dyb brummende stemme, som andre nok ville opfatte som optræk til torden. Her var det dog helt afgjort for at berolige sig selv.

Det hele skete meget hurtigt. Kurt strøg gennem mængden af gale og chokerede væsener. trak Oleander med udenfor og styrede lige imod sin cykel. Der var noget han forstod. Hurtigt væk og i sikkerhed. Tage og Ulla var lige så hurtigt flygtet gennem udgangen. Tage holdt sig til skulderen, der stadig blødte lidt. Ulla så bekymret ud, men sammen kom de hurtig ud og så Kurt sprinte ind mod mørket med Oleander klamrende sig til ham. De fulgte efter cyklens røde baglys. Lige i hælene på dem kom jeg og Kopylan sammenmed den noget langsommere politimester. På trods af vores fremskredne aldre kunne vi godt flytte benene, når det gjaldt. Kopylan stønnede ”Nej, nej, nej! Det her går da helt galt, nu kommer vi aldrig hjem”. Jeg skubbede bagpå, der var ikke tid til klynken nu. ”Kom du nu bare af sted. Du er på hjemmebane, Alle vi andre kender ikke til dette sted.” Foran os i mørket skimtede vi det røde lys fra Kurts cykellygte. ”Det er den vej vi skal” råbte jeg.

På en eller anden måde var vi samlet et sted i skoven. Kurt var stoppet op og ventede på os andre ”Hvordan går det Tage?” spurgte han bekymret. Tage nikkede blot og kiggede over til Ulla, der havde lavet en form for bandage og en slynge til hans arm.  ”Vi må væk herfra NU!” skreg Kopylan. Ja, men hvor skal vi hen, det hele er jo mørkt. Indrømmer blank at jeg er mere til mure, huse – ja noget af sten. Det var ikke meget vi havde set af den slags her. Efterhånden var jeg godt træt af t hele og ville meget gerne hjem igen. Mon vi nogen sinde kommer hjem? Jeg havde lige tænkt tanken, da jeg mærkede en tydelig rådden stank. De andre lavede grimasser og Ulla holdt sig for næsen. Var der et dødt dyr i nærheden, eller måske noget der var meget værre? Samtidig begyndte jorden at rystede under os. Det manglede bare. Jordskælv oven i alt det andet.  Men nej. Oleander rejste sig, stadig lidt fortumlet og forvirret efter aftenens begivenheder. Men nu blev hun fokuseret. Det her vidste hun hvad var. ”Portobello, er det dig?” Hun råbte ud i mørket eller måske mere ned mod jorden. Der kom et let drøn og så skete der noget mildt sag forbløffende. Jeg har bygget store mure, ja meget store huse, men det her var på en gang imponerende og meget truende. Jorden åbnede sig foran os og et væsen af gigantiske proportioner skabte en åbning ned til en hule fyldt med trærødder, fugt og en ubeskrivelig lugt af rådne svampe og træ. Der kom en meget dyb rumlen, som jeg ikke forstod. Oleander vidste dog med det samme, hvad det var. ”Kom, vi skal den vej, ned under jorden. ”Det er det eneste sted vi kan være i sikkerhed” råbte både Oleander og Kopylan i munden på hinanden. Uden tøven strøg Kurt på sin cykel gennem jord og mudder. Oleander var fast klynget til ham, ikke længere bange for cyklen. Vi andre fulgte noget tøvende med, ned i mørket. Ned under jorden, ned til den ubeskrivelige stank og helt klart også noget meget truende.

Sammen stod vi i mørket. Nej vi var faldet i den bløde jord, hvor store rødder stak op alle vegne. Ingen kunne se noget og ingen turde sige noget. ”Hvem har noget lys” spurgte Kurt. ”Min cykel lyser kun, når den kører”. Tage fumlede i lommen, ”Her, jeg har altid min lygte med”! Pludselig skar en lyskegle sig gennem mørket. Vi var i en stor fugtig hule med et hvælvet loft. Loftet var levende og der løb en let strøm af sej slim ned langs de mørke vægge. Det her var om muligt endnu mere truende end Valpen og hans vagter. Lyskeglen ramte Oleander, der om muligt var endnu mere skræmt end os andre, ”Hvad er det? Magisk lys ud af ingenting. Du må afgjort være en stor troldmand”. Hun rykkede lidt væk fra Tage, som om lygten og lyset kunne skade hende. Kurt og Ulla kom i tanke om deres mobiltelefoner. Godt nok virkede de ikke, men de kunne da lyse. Snart var der to ekstra lyskegler som skar gennem mørket. Oleander så til med stor undren. ”I er altså nogle mærkelige væsener”, sagde hun, nok mest henvendt til Kurt.

Kopylan var rystet. Ikke bare af det der lige var sket. Nej, hans beregning, muren og hele forberedelsen havde været helt forket. Det var ikke Valpen, der havde truet. Noget andet måtte være her. Noget endnu mere farligt og magtfuldt. Han havde ikke før oplevet en sådan tvivl. Hvad skulle de gøre? Indtil videre var de nogenlunde i sikkerhed, men hvad hvis denne nye skabning, dukkede op igen? Der var tilsyneladende ingen grænser for hvad han kunne udrette. Valpen havde ikke vidst noget, så spørgsmålet var om nogen havde vidst det.

Hvor lang tid vi var i den sorte jordhule skabt af Portobello ved jeg ikke. Vi var alle meget trætte og fik hvilet lidt. Ved morgengry vågnede vi ved at der kom lys ind. Vi blev lukket ud i en lille lysning, et andet sted i skoven. Oleander vidste hvor vi var. Vi er få hundrede meter fra landsbyen, men jeg vil ikke den vej. I andre kan gå ind og købe tøj samt mad. Kopylan rystede sin store læderpung med guldmønter. ”Vi er nødt til at få noget rent tøj”, jeg betaler. Tøj, var nok så meget sagt. Klæder, klude, kapper og kåber, var nok mere hvad vi kunne få. Byen var ikke ret stor. Der var en smed, en bager samt en slagter, hvor vi købte noget kød af en eller anden slags. Hos en anden købte vi de klæder, der nu blev slæbt retur til skoven. Vi gik trætte tilbage til Oleanders lille hytte.  

----

Om aftenen sad vi mætte foran bålet. Tænkte over de mange begivenheder. Jeg var nysgerrig og spurgt Kopylan ”Hvordan kom du egentlig til Vilfborg? Kan vi ikke bare komme samme vej tilbage?”, Kopylan så træt ud. Nu kunne man se, at han var gammel. ”Jeg kom via porten i Brighton i 1984. Boede så i England, hvor jeg startede en virksomhed. Tjente mange penge og undersøgte, hvor den næste mur skulle bygges.” Han pegede ned på de mange instrumenter på hans arme. ”Der var flere behov, men i 2023 skulle den bare bygges i Danmark. Med andre ord ventede jeg i 39 år. Jeg flyttede til Danmark og lærte jeres mærkelige sprog. Da tiden var nær, kontaktede jeg Tom.” Han så nu endnu mere gammel ud. Han havde venter 40 år, på at bygge muren! ”Vi kan altså ikke komme retur via porten i Brighton, for så ender vi i 1984 og vil nok have lidt svært ved at indordne os. Desuden er vores familie og venner nok bare børn eller slet ikke født endnu”. Vi kunne alle se logikken, hvis ellers der var nogen. For at komme hjem, skulle vi nødvendigvis retur via den fine mur, jeg havde bygget.

21. Ria planlægger hævn

Ria Roland stod kortvarigt lammet midt i hulen, men så løb hun. Sprintede efter de fremmede, der havde dræbt Valpen. Ud gennem hulen og til udgangen. Ude af hulen skulle hun lige vænne sig til mørket og kulden, men i det fjerne så hun, at de flygtede ned i et stort hul i jorden. Der var et magisk rødt lys, men da hun kom nærmere, var der bar jord og væltede træer. En ulidelig stank af råddenskab fyldte luften. For sent. Der var ikke meget at gøre her. Hun gik langsomt tilbage til hulen. I mange år havde hun været Valpens tro følgesvend. Sammen havde de været på flere togter og spredt rædsel. Det var det bedste hun vidste. Når folket flygtede i frygt for hende og de andre krigere. Takket være Valpen var hun noget. En soldat, en kriger og parat til hvad der måtte komme. Denne tragedie var kommet helt uventet. Valpen var væk, visnet til en sort klump på gulvet. Det var på tide andre tog over. Det her skulle helt sikkert hævnes. Troldkvinden og de andre skulle føle hendes vrede og det skarpe stål fra den store kniv.

For Ria Roland var det hele meget simpelt. Hun var vokset op som Viktoria, men der var ikke meget pige eller kvinde over hende. I starten kaldte hun sig Vikto-Ria, men nu var det kun Ria – kort og konsekvent, som hende selv. Hun kæmpede mod mænd og vandt ofte. Hendes arrede krop var med muskler af stål og dækket af sort læder. Kraftige støvler og en kropsnær læderbrynje hen over brystet. Kort sort hår og et markeret ansigt med en solid kæbe. Et ansigt, der bestemt ikke lignede en kvinde. Kæmp og bliv frygtet eller giv efter og vær svag. Du bestemmer selv. Hun stolede ikke på nogen, ud over Valpen, men nu var hun alene. En lille pose med hende ejendele skulle med væk herfra. Den store dolk sad i skeden bundet til bæltet og med en strop rundt om det kraftige lår. Hun havde også et spyd og et mindre sværd. Der var stadig lidt blod på sværdet, til minde om den sidste kamp. Bare helt forkert at der ikke sid blod fra de underlige væsener, der var kommet til hulen. Nu måtte hun videre ud og finde dem.

Med raske skridt løb hun med to af Valpens vagter ud af hulen. Væk fra den verden hun havde kendt i flere år. Der skulle handles, men opgaven krævede mere end hende selv. De garvede vagter og krigere Bert og Hugi var gode følgesvende. De var kammerater, som sammen ville kæmpe mod det onde, der havde dræbt Valpen. Bert havde godt nok mistet et øje i kampen, hvis man kunne kalde det sådan. Det var ham der havde fået kniven i øjet. Han var helt afgjort med på, at det skulle hævnes. Knægten der havde kastet kniven, var ung og uerfaren; helt sikkert ikke vant til kamp. Det ville blive nemt at overraske dem og skære halsen over på ham. Men i første omgang skulle de findes.

De kom ud af hulen. Stadig en del kaos. Flere træer var væltet og det store hul i jorden var lukket n. Stanken var der dog stadig. Uvilkårligt trak de sig lidt væk og gik mod skoven. Hvordan kunne nogen flygte den vej, ned under jorden? Der måtte være nogen her i Den anden verden, som kunne fortælle, hvem de var. En forvirret mand kom mod dem. ”Valpen er død, vi er fri, tyrannen er væk” Han jublede og hoppede rundt. Ria gik helt tæt på ham og tog ham kammeratligt på skulderen. Holdt fast og kiggede ham dybt i øjnene. De blev pludselig helt matte og blod silede fra hans mund. Langsomt sank han om på jorden. Ria tørrede sin kniv af på låret. ”En forræder har fået sin straf”. Hun sparkede foragteligt til den døde mand. Så vendte de rundt mod skoven. Hurtigt bevægede de sig gennem mørket længere væk fra Valpens hule.

22 Mødet med Magnar

Efter vores oplevelse hos Valpen var vi alle trætte og bestemt også følelsesmæssigt rystede. Vi holdt et par dages hvil hos Oleander. Gik i bad i den nærliggende lille flod. Vi fangede fisk og kom langsomt tilbage til hvad, der nu var normalt i Den anden verden. Faktisk havde vi næsten glemt alt om mure og at komme hjem. Men alligevel lå det jo lidt i baghovedet.

En aften vi sad rundt om bålet var der pludselig støj i skoven. Vi var straks på vagt. Der kom nogen og de var på vej mod os. Med lyset fra bålet var vi heller ikke usynlige. En mindre kappeklædt mand med en stor rund hat kom til syne. Han bar en stor stok og så lidt forvirret ud. Langsomt nærmede han sig. ”God aften godtfolk. Giver i en dram og lidt mad til en trængende?”. Han var meget høflig og bestemt ikke farlig, selv om han stod der og lænede sig til en sin stok. Han kiggede vagtsom over mod Oleander, som om han var parat til at flygte.

Kopylan sprang op, Har ikke set ham bevæge sig så hurtigt, men mindre noget er galt. Det var der dog ikke her. ”Magnar min ven. Godt at ser dig igen”. Han løb hen og omfavnede manden, der nu tydeligt var langt mere veltilpas og mindre på vagt. ”Det her er min ven Magnar Compatil. Han er en portvogter lige som mig. En vogter af 1. grad, der står bag flere gode mure he ri Den anden verden”. Kopylan var tydelig glad for at have mødt sin ven. De sludrede sammen. Ind imellem på mærkelige sprog, som vi andre ikke forstod. Vi kunne dog se, at de pegede over mod Oleander og Kurt. Kopylan svarede, så vi alle kunne forstå det. ”Nej hun er ikke farlig. Se hvordan hun sidder og holder Kurt i hånden. Men til gengæld skal du passe lidt på ham, for han kører meget hurtigt på en stor cykel! Vi kunne sen Magnar kigge over mod Kurt, ”En cykel, sådan noget er der da ikke her i Den anden verden! Det lyder helt fantastisk. Så slog de over i deres hemmelige sprog igen og vi forstod ikke noget af det.

Efter lidt tid kom de over til os andre. ”Der er noget som Magnat vil fortælle os”, sagde Kopylan. Manden lagde sin hat og satte stokken fra sig. Han havde fået mad og vand. Rykkede ovre på den anden side af bålet, væk fra Oleander. Han var nok stadig lidt bange. ”ja, jeg må fortælle jer noget”. Han så nu meget alvorlig ud. ”Jeg stod bag byggeriet af en mur i det nordlige Norge. En lille by fjernt fra storbyerne. Den var færdig i 2019. Næsten på samme måde som jeres blev den ramt af et mystisk uheld. Der var ikke så mange i nærheden, for den var ikke helt færdig. Konstruktøren Sander Samuelsen blev på få sekunder suget ind og endte her i Den anden verden. Han var meget ulykkelig, for han efterlod kone og to børn hjemme i Norge. Sander har nu prøvet at komme retur i 4 år, men det er helt umuligt. Han har helt givet op. Er ramt af depression og tungsind i så høj grad, at det smitter af på alle der kommer i nærheden. Man kan sige at han er en slags ”surstråler”. Der er intet positivt i hans verden. Han indeholder kun sorte tanker og alt det negative der findes. Hans sind er fyldt med fortvivlelse, had, nag, misundelse og fortrydelse. Han bebrejder sig selv for nogensinde at have bygget der mur, der nu adskiller ham fra hans elskede kone, børn og familie. Magnar fortsætter: ”Jeg kom tilfældigt i nærheden af ham og den røde mur, der nu næsten er helt sort. Har stadig svært ved at fortælle om det. Mit sind blev formørket, atl var bare tomt, negativt og intet håb. Hele min krop ryster stadig ved tanken om den oplevelse. ”Sander Sort”, som jeg kalder ham, skal i afgjort ikke ønske os at møde.

Kopylan var ikke enig.” Vi har en chance. Hvis vi kan få muren åbnet, kan vi hjælpe Sander og komme tilbage til noget der er lig vores verden. Vi skal bare vente 4 år, med at komme tilbage til Vilfborg”. Umiddelbart en fin ide, men vi var ikke begejstrede. En kold by i det nordlige Norge i 4 år! Der var ikke tiltalende, men på den anden side ville vi gerne hjælpe den stakkels Sander, hvis det var muligt. Nu skulle vi bare finde ud af, hvordan vi gjorde det.

23. Roger Givens bygger en mur

Hvorfor bygger jeg ikke selv en mur? Roger havde stillet dette spørgsmål hele livet. Han følte sig spærret inde i denne verden. Han var intelligent og havde gennem årene samlet masser af materiale omkring hvordan man bygger en mur. Hos boghandlerne i byen havde han skaffet gamle sjældne dokumenter. Et af dem var efter sigende fra en gammel murbygger – Sigurd Skollertsen. Han var død for flere år siden, men af underlige veje var hans mapper og papirer havnet hos Roger. Der var indgående beskrivelser af, hvordan man byggede en mur mellem de to verdener. Roger havde nøje undersøgt flere af de mure han havde set.  Der var ingen vej igennem. Men hvis nu han byggede sin egen mur, kunne han slippe væk til den vidunderlige verden på den anden side. Her hørte han ikke hjemme. Havde ingen venner. Ikke engang en kvinde, der ville elske ham.

Der skulle meget til og mange af de beskrevne ting, vidste han ikke noget om. Men gennem et langt liv havde han lært at improvisere. Der blev beskrevet nogen specielle ”mursten”, som han ikke kendte. Kampesten af granit havde han dog masser af. Der var også ler og solidt tømmer. Med hårdt arbejde kunne hen sikkert bygge en god mur. Der stod i papirerne, at den skulle være mindst 30 meter lang og 4 meter høj, men det orkede han ikke. Bare at løfte de tunge sten op til 2 meter var rigeligt. Det måtte blive en mindre udgave med mindre sten på toppen. Der var også andre mærkelige ting, som han ikke lige kunne skaffe, men det ville blive en god stor mur.

Arbejdet skred hurtigt frem. Han fik lidt hjælp af sin nabo, der var stærk som en okse. De lavede i første omgang et solidt fundament gravet en halv meter ned i jorden. Det hele blev støttet af store træbjælker i hver ende. Planen var at ende med en 2 meter høj mur ca. 10 meter lang. Der skulle en del sten til og mellem de mange sten kom der strå og ler. For hver uge blev muren større og større. Der var nogle underlige ting som skulle ind i muren. Nogle af dem havde han fundet på et marked. Mærkelige metalkors og esoteriske materialer. Jo, det her skulle nok blive til en god stor mur. Roger Givens så frem til den dag, da han endelig kunne slippe væk og komme til den verden, hvor han hørte hjemme.

Det var efter nogle måneder, at han stod alene og smurte det sidste lag ler på muren. Den var nu flot glat og stod grå og majestætisk lige her på engen. Den var solid og nu skulle han så bare finde ud af, hvordan den blev ”åbnet”. Der stod noget skrifterne om, at man skulle banke en pæl tre gange i jorden. En sådan havde han ikke, men med en stor gren bankede han tre gange på muren. I første omgang skete der ikke noget, men så … Muren begyndt at sitre. Han jublede, jo det virker! Muren var nu næsten levende. Flere steder blev ler og strå stødt ud, da stenene blev varme og nærmest sang med en høj hvinen. Roget gik tættere på. Nu sker det. Jeg kommer nu. Han stod der iklædt sin brune kåbe med lerpletter beskidt og lidt træt. Men nu kom energien retur. Både hans egen og den fra muren. Der var en underlig skvulpen og han blev draget mod et stort lyst område i midten. Der var en åbning! Først stak han en arm igennem, så hele hovedet. Der var lys og lyd omkring ham. En let duft af jord og sten. Så var han igennem. Stak først hovedet ud og kiggede rundt. En meget fremmed verden. Kun et noget diset blåt lys, men han kunne da ane et landskab med masser af bjerge. Nu trådte han helt igennem og noget vaklende rettede han sig op. Kiggede mod himlen og så hvor det blå lys kom fra. En blå sol? Meget anderledes her var hen på den anden side af hans mur. I en spændende ny verden. Ud af øjenkrogen så han noget sort der bevægede sig. Det skubbede til ham og han løb. Det var stort og meget voldsomt. Roger Givens skreg som han aldrig havde skreget før. Så blev alt mørk. Han var væk - hverken i denne verden eller nogen andre steder.

24. Den hvide mur

Efter at have gået i mange timer var de alle trætte. Godt nok havde vi mad og drikke, men det føltes som en uendelig søgen. Kopylan mente vi skulle finde Sanders røde mur. Måske der var en chance for at komme et sted hen, der var mere normalt. Vi var ikke særligt begejstrede for den plan. Når vi skulle tilbage, skulle det være til Vilfborg, ikke en vildt fremmed verden, hvor man talte norsk. n. Vi tænkte på at holde en pause, men i det fjerne skimtede vi nu noget lys midt i skoven. Det virkede ikke helt normalt og med advarsler fra Kopylan gik vi langsomt nærmere.

Træerne og buskene åbnede sig op og i en stor lysning dukkede den store hvide mur op, som om den var groet direkte op af jorden. Der var kun lidt græs tæt på, som om større planter og træer ikke kunne vokse der. Vi gik nærmere og mærkede en let dirren, snurren som elektrisk energi fra muren. Den var meget stor og helt glat. Lignede hvidt marmor. Vi blev på afstand, men gik langsomt langs muren. Den fortsatte meget langt og igen følte vi os meget trætte. ”Det er nok bedre i morgen, hvor det er lyst”, sagde Kopylan. Alle var enige så vi slog lejr og fandt lidt ly mellem træerne ca. fem meter fra muren. Alle undrede vi os over, hvad det dog var. Selv Kopylan var meget tavs. ”Jeg har aldrig set den mur før, og jeg kender det meste, her i Den anden verden!” Forsigtigt gik han alene hen mod muren. Han bukkede sig ned og trak lidt græs væk. Flere små pelsdyr kravlede ud fra et sted under muren. Han stak sin stok ind under og kiggede. ”Det her er umuligt” råbte han. ”Muren svæver nogle centimeter over jorden”. Vi kunne se hvordan både han og Magnar nu grublede over dette underlige fænomen. ”De kan kun være anti gravitation”, sagde Magnar. Kopylan nikkede, ”Ja, men den slags eksisterer jo slet tikke”. Så tog han et af de underlige instrumenter frem og holdt det helt tæt på den hvide flade. Det snurrede og gnistrede kort. Så kiggede Kopylan meget overrasket på viserne. ”Det her kan bare ikke passe” udbrød han. Han tog et andet instrument fra den venstre arm og prøvede igen. Denne gang, kom der ikke så mange lyde, kun et kort zap. Instrumentet havde tilsyneladende overlevet og Kopylan betragtede de blå tal med vantro malet i sit ansigt. ”Det her kan ikke være rigtigt”. Han stirrede på den høje hvide mur og vendte sig mod os. ”Den mur er bygget i 2037, den burde slet ikke eksistere endnu.

Vi følte alle en vise uro. Det her var ikke, hvad vi havde ventet. Utrolig nok fik vi sovet lidt, men det var ikke nogen god søvn. Dagen efter stod muren der endnu, som en stor hvid fakkel og satte spørgsmål ved det hele. Vi gik igen rundt om den … muren var rund! En ringmur. Ifølge vores beregninger var den ca. 60 meter i diameter og således ca. 190 meter lang. Vi prøvede om det var muligt at se over muren. Kurt kravlede op i et stort træ og spejdede ud over området. ”Der er helt mørkt”, konstaterede han. På trods af sol fra en klar himmel var der et lukket mørke bag ringmuren. Det hele var en stor gåde.

”Måske denne mur kan få os over i den normale verden” sagde Magnar. Godt nok kommer vi så tilbage langt ude i fremtiden, men sikkert bedre end det her. ”Vi må over muren, og se hvad der er indenfor”. Tage havde nærmest læst vores tanker. Ja, men hvordan kom vi over? Efter at have tænkt sagen igennem fik vi med stort besvær fældet nogle træer. En noget interimistisk, men dog solid stige blev fremstillet. Kurt meldte sig straks ”Jeg hopper over og ser, hvad der er på den anden side”. Adræt kravlede han op og forsvandt ind over den hvide kant.

Kurt var meget nysgerrig af natur. ”Jeg kan da uden problemer klatre op og se hvad, der er på den anden side”. Han var hurtigt oppe og kiggede over muren. Der var en let rund blød kant og muren fortsatte med en dybde på ca. en meter. Herefter var der sort og luften var fyldt med en let tåge. Kurt steg langsomt ud på det sorte. Det var som en slags gummi, en stor membran. ”Det her er lige som en trampolin”, sagde Kurt til sig selv. ”Jeg går forsigtigt ind mod midten. Det gik langsomt, for det er ikke normalt at gå på en overflade der synker for hvert skridt. Efter et lille minut kunne jeg skimte den anden side af ringmuren gennem tågen. ”Endelig fremme, det var da ikke så svært. Jeg kiggede ud over muren og så til min forbløffelse stigen og de andre, der stirrede op mod mig. ”Har du fortrudt?” spurgte Ulla. Jeg vendte tilbage. Det her var underligt. Jeg vendte rundt. Kom noget hurtigere over den sorte flade denne gang. Hoppede og til dels rullede. Det var faktisk ret sjovt, men en smule anstrengende. ingen steder kunne man komme igennem, ned til hvad der måtte skjule sig bag muren. Det var ligesom en stor sort gummiprop var sat i hullet. Endelig kom jeg igen frem til enden af ringmuren. Denne gang måtte det være på den modsatte side. Men nej… igen blev jeg mødt af en række ansigter, der knapt nok have bevæget sig siden sidst jeg så dem.

Vi ventede spændt på, at Kurt skulle komme tilbage. Men efter kun få sekunder dukkede han op igen. Så meget forbavset ned på os. ”Hvad sker der” råbte Ulla, ”Har du fortrudt”, ”kan du se noget?” spurgte Storm. Kurt var allerede væk igen, men mindre end 2 sekunder senere dukkede han op. Stirrede forbløffet på os alle, som om han ikke kendte os. Langsomt kravlede han ned ad stigen. Ikke den samme energiske Kurt som vi kendte. Han virkede også lidt forpustet, men det kunne ikke passe. Han var kun væk i mindre end 10 sekunder.

Kurt satte sig ned i græsset. Rystede på hovedet. ”Vi kommer helt sikkert ikke hjem den vej”, sagde han med en let rystende stemme. ”Jeg gik op ad stigen, tværs hen over en stor sort blød flade, der var som gummi at gå på. Der var et slags tåge men jeg så tydeligt ringmurens modsatte side.” Vi ventede alle spændt, ”Ja, men hvad så?” spurgte Oleander. ”Ja, så så jeg bare jer der stod der og kiggede på mig. Mente jeg var gået forkert, så jeg prøvede igen, Løb og hoppede tilbage. Var nok væk et lille minut. Det hele gentog sig. Jeg dukkede bare op, hvor jeg var startet. Ved stigen og der hvor i var”. Vi stirrede alle vantro på Kurt. Han var blevet gal. Med den sårede skulder, kravlede Tage noget mindre elegant op ad stigen. Han forsvandt og dukkede op igen mindre end 2 sekunder efter. ”Hvad er det her for noget, der er ikke nogen logik her” konstaterede han meget forpustet. ”Jeg har rendt rundt her nu i flere minutter”.

Kopylan måtte meget logisk konstatere, at denne ringmur var noget han ikke havde oplevet før. Den var anderledes og han mente også den var farlig. Den ville afgjort kunne holde nogen eller noget indespærret her i den anden verden, men den udstrålede noget energi, som han ikke kendte. Hans tanker fortsatte og pludselig blev han ligbleg. Selvfølgelig, muren var en afspærring for noget der kom fra fremtiden. Noget der var så forfærdeligt farligt, at vi slet ikke kunne fatte det. Det var derfor, han havde bygget muren i Vilfborg! Men samtidig havde den en påvirkning på hele ”Verden på den anden side”. Den var fremmed, anderledes og Kopylan kunne ikke lige find ud af hvorfor.

25. Vi møder RovValpinerne

Vi havde gået nogle timer. Efter en god nats søvn og god morgenmad, var vi veludhvilede og mætte. Nu var vi blevet en ekstra, da Magnar havde besluttet at følge med os andre. Der var ikke rigtigt nogle planer, blot ville vi væk fra Sanders sorte mur og måske finde et sted, hvor man kunne komme igennem. Magnar mente, at vi måske havde en chance, nu der var to som nok kunne åbne vores mur til Vilfborg. Vi var fulde af forhåbninger og alle var i noget bedre humør.

Pludselig trådte der nogle under lige væsener ud af skoven. De var en syv-otte stykker. Ca. halvanden meter høje. De lignede hunde, der stod på bagbenene, men havde store underligt bløde hoveder og noget der lignede poser på benene. Umiddelbart var de meget truende. ”I er kommet til RovValpinernes del af skoven. Her skal der betales for at passere. I må give os en gave. eller efterlade en af jer som vores fange.” De talte med en underlig snøvlende stemme, mens deres store læber blafrede. Vi stod stille og betragtede de ukendte væsener.

Det vil sige, Kopylan og Magner stod bag ved os og fnisede lidt. ”Det her er bare for meget. Gå med jer, skrub hjem hvor I bor.” Vi andre var noget forvirrede. Den forreste lidt større af væsenerne prøvede at gøre sig noget større., Skød brystet frem, så man kunne se den grå pels. ”Vi er de stolte RovValpiner, skoven skræk. Vi lader os ikke skræmme væk. Gør som vi siger, eller I må lide en grum skæbne”. Det lød som om, han mente det. Vi var en smule skræmte. Oleander gemte sig bag Kurt og Tage. Hun kunne nok ordne denne situation, men der var ikke behov for flere sorte lig. Kopylan trådte frem og stillede sig tæt på deres leder. ”Nu må i røvkaniner tage jeg sammen. Det er ikke jeres skov og vi skal videre.” Lederne krympede sig lidt. ”Hvad mener du med Roevkaliner? Vi er stolte RovValpiner. Vi er frygtløse og stærke. Vi flænser jeres kroppe og fortærer jeres kød”. Han lød nu meget truende.

Kopylan vendte sig mod Magnar. ”Skal jeg eller vil du?” Han smilte, ja ligefrem grinte lidt. Henvendt til os hviskede han. ”De er meget dumme. Taler godt, men de har hverken klør eller tænder. De prøver bare at skræmme forbipasserende. Reelt har vi intet at frygte”. Han tog sin store stav og stak den frem mod lederen. ”Her har du vores betaling”. Der lød et let zaaap, og jeg kunne se, hvordan Tage krympede sig lidt. Måske noget han selv havde oplevet? Nej, denne gang var resultatet noget helt andet. Det mærkelige hundelignende væsen stod helt lammet. Langsomt ændrede pelsen sig fra grå til snehvid. Hans øjne var blevet ildrøde. Kopylan gik helt tæt på og hviskede i hans øre, ”Du er paralyseret. Du kan ikke sige noget. Der går nok en uge, før du igen kan genere uskyldige forbipasserende folk her i skoven”. Derefter trådte han et par skridt tilbage, henvendte sig til resten af de nu noget skræmte RovValpiner. ”Her har i jeres gave. En flot hvid røvkanin, som i kan placere i jeres hule. Den er et lysende eksempel på jeres dumhed”. Vi vendte rundt og gik videre. Alle de mærkelige røvkaniner forsvandt ind i skoven pludrende og plaprende, så man kunne høre dem langt væk. Det her var noget af en oplevelse, men godt at vi havde Kopylan med os.

26. Ria finder frem

 Ria og hendes følgere havde ledt i flere dage. De havde spurgt i byen og dem der ikke ville svare, var det gået ilde. Dette trekløver kendte kun til en ting, der kunne skaffe oplysninger – vold, tortur og magt. I byen havde de fortalt hvordan ”de nye” var kommet og købt tøj, kød og brød. De havde penge og de var venlige. Det sidste kunne Ria lide at høre. Venlighed var svaghed og mangle på styrke.

De fortsatte gennem skoven og kom til et sted, hvor der havde været en form for kamp. Græsset var trådt ned og der lå et spyd på jorden. Det var tydeligt, at de havde været en form for sammenstød. Der var også nogle led afsvedne blad og på jorden aftryk af noget der lignede ulve.

27.  Sander og Mortensen

Aleksander Samuelsen byggede den røde mur i 2019. Det vil sige, at den var rød – nu var den næsten sort. Den ligger i den hyggelige lille by Fjærland i Norge. I nærheden af store fjelde og masser af sne. Under store vanskeligheder blev muren færdig. Han var næsten alene om det. Han så også alene, da uheldet ramte. Uden varsel blev moren levende og han blev suget gennem en grå levende masse. Nu var han fanget i Verden på den anden side. I fire år havde han prøvet at komme hjem. Alt var forgæves. Langsomt blev han dyster og indelukket. Sander afviste alle væsener, der forsøgte at hjælpe ham. Havde ingen kontakt og bevægede sig kun kort væk for at få mad og vand. I fire år havde han nu levet i skyggen af den nu alt for sorte mur. Sander Samuelsen var nu blevet til Sander Sort.

Sander var bestemt ikke vant til at få selskab. Faktisk flygtede de fleste dyr langt væk fra ham. Han var ikke rar at være i nærheden af. Men denne aften skete noget overraskende. Et sort firbenet væsen kom ud af skoven og sneg sig forsigtigt hen mod ham. Det var mange år siden Sander havde set en kat. Denne her var noget af det smukkeste han havde set. Et sort elegant og venligt dyr. Der var noget beroligende og dragende over katten. Han bukkede sig ned med et stykke kød i hånden. Katten kom nærmere og snuppede forsigtigt kødet. Det blev fortæret med stor fornøjelse. Den fik også lidt vand i en skål. Sander undrede sig over, at dette dyr ikke blev skræmt væk. Han undrede sig også over, hvor den kom fra. Måske er jeg slet ikke så depressiv og negativ mere. Jo, han tænkte efter – jeg er ikke noget værd. Det ville være bedre hvis jeg var død og borte. Den sorte kat var selvfølgelig Mortensen, der havde sneget hen til dette anderledes sted. Men ingen i denne verden vidste jo, hvad en kat var. Nu smøg den sig omkring Sanders ben med en højlydt spinnen og stort velbehag.

Sander blev i første omgang noget skræmt. Der kom en høj brummende lyd fra katten. Den kom nærmere og gned sig op ad hans ben. Forsigtigt tog han hånden ned og strøg den hen over ryggen. Den var blød og glat. Tilsyneladende havde den ikke noget imod det, faktisk det modsatte. Sander satte sig ned og det bløde dyr hoppede op i hans skød. Den kiggede på ham med store gule øjne, der nærmest borede sig ind i han sjæl. Aldrig havde han set noget så kønt og beroligende. Et eller andet knækkede inde i ham og tårerne trillede ned ad kinderne. Han mærkede hvordan følelser, han stort set havde glemt, væltede frem. Han var i live og han var glad. En følelse han ikke havde haft i flere år.

Sander rejste sig med katten i favnen. Hen gik hen mod muren. ”Se, det er den her mur, der adskiller mig fra min familie”. Han kiggede ned på Mortensen, der blot spandt endnu mere. Pludselig gik det op for ham. Hvor kom den kat fra? Var den fra hans verden? Var den kommet igennem muren, eller måske fra et halt andet sted? Der var kun én ting, han kunne gøre. Han måtte finde den mur og det sted katten var kommet fra. Langsomt samlede han de få ejendele der skulle med. Nu var det farvel til den sorte mur. Han havde revet sig løs af fortidens tåger og var nu på vej, ud for at opleve, hvad der ellers var i denne Verden på den anden side. Sammen med katten gik han målrettet ind i skoven.

28. Zilakine

Han var første søn af Zorpatine og leder af det tredje hus på bjerget. Han havde magt, herskede og drog i krig, når der var behov for det. Mærkerne i hans brystskjold vidnede om flere store kampe. Lederne af de andre huse frygtede ham. Zilakine var et væsen af meget anderledes proportioner. Vi mennesker vil nok kalde ham et uhyre, men sådan så man nu ud i denne verden. Underkroppen var skabt som en stor sort skorpion med 6 solide ben og en brod for enden af en lang leddelt hale.  Foran rejste han sig tre meter med 2 store kløer, der kunne knuse kød og knogler. I den højre klo sad et stort glinsende sværd. Et bytte fra krigen mod Grimolderne på den anden side af bjerget. Det var skarpt og han havde brugt det flittigt. Zilakines hoved var aflangt og med et stort panser. Store gule øjne blinkede dybt i kraniet. Kæmpe runde udvækster på hver side, der kunne ligne horn, men nej, det var store øresnegle. der gav ham en utrolig hørelse. Hele hans imponerende krop var dækket af sorte skæl eller solide ben plader. Helt afgjort en blanding af en slange og et krybdyr. Han bevægede sig hurtigt og adræt på de seks ben.

Denne dag var Zilakine på jagt. Som det ofte var nødvendigt, skulle der skaffes bytte til hans hule. På himlen skinnede den gule og den blå sol og gav varme til hans krop. Han havde stået tålmodigt i et par timer og suget varmen til sig. Nu var han klar og løb op gennem bjergpasset ned mod sletterne, hvor de store hjortdyr og andet bytte var at finde. Der var langt, men ikke noget problem, nu han var varm, klar og sulten. Zilakine kom til en lille rydning med få træer og nogle huler, hvor han han havde være flere gange. Her kunne der normalt findes bytte. Men der var også en anden grund til. at han kom denne vej. Til sin store overraskelse havde han for flere sole siden fundet noget, der ikke plejede at være der. I starten var det nogle store sen, der var sablet oven på hinanden i et flot mønster. Grå tunge sten, men ikke med en funktion. Efterhånden voksede det op af jorden til en slags flad klippe, Zilakine var en kriger. Ikke den store tænker eller på nogen måde åben for nye ting. Dette var efter hans opfattelse en meget anderledes stor grå og helt plan klippeside. Det måtte virkeligt være et nyt bjerg på vej op af jorden. Han havde flere gange forsigtigt banket på den grå flade med en klo. I starten var der ikke noget anderledes, men nu hvor den var noget højere, rungede det hult og den afgav også nogle meget fremmede dufte. Zilakine var på vagt. Det her var anderledes og sikkert også farligt. Men alligevel var han nysgerrig og lederen af det tredje hus var ikke bange.

Denne dag var dog meget anderledes. Klippen var nu støttet af store træblokke i hver ende. Den v ar dækket af et tyndt lag ler og så om muligt endnu mere fremmed ud. Pludselig begyndte klippen af sitre. Den blev varm og underlig blød. Zilakine trådte lidt tilbage. Ventede på hvad der skete. Skjult bag et klippefremspring med den store krop fladt ned mod jorden. De store kløer var parate og halen stod spændt bagud med brodden klar. Der gik ganske kort tid, så skete der noget igen. Han hørte støj. Der var en mærkelig ram lugt og et underligt hvidt væsen kom langsomt til syne midt i klippen. Først et lille hvidt ansigt, Så kom der på magisk vis en lille to-bener ud af klippen. Han havde set den slags før, men de var større og mere sorte. Det lille væsen virrede med hovedet og kiggede op på himlen. Den blå sol stod nu højt og hele landskabet var badet i det kolde blå lys. Det var tydeligt, at han på en gang var begejstret men alligevel ikke helt tilpas. Han kunne ikke se noget!  Langsom og lydløst rejste Zilakine sig bag klippen. Hele hans store sorte krop stod nu få meter fra det lille dyr. En klo kom frem og skubbede til ham. Der kom et skrig og dyret begyndte at løbe. Ikke ret hurtigt, for Zilakine var nu lige foran ham og med et hvinende slag kløvede han det lille væsen fra top til bund. Det stores værd ramte lige over venstre skulder og fortsatte gennem kroppen, som var den lavet af kviste. Nu skreg han ikke mere. Men der væltede rødt blod ud og det smagte himmelsk. Ikke en hjort, men det her underlige væsen kunne afgjort også spises.

Den grå klippe begyndte at bevæge sig igen. ”Mere mad” tænke Zilakine, og styrede hen mod den. Denne gang var det dog noget helt andet. Der kom en stor grå arm ud af klippen. Greb fat om ham og med utrolig kraft blev det store sorte væsen opslugt og var væk. Tilbage på pladsen lå nu kun de blodige rester af den stakkels Roger Givens. Hurtigt kom der andre små væsener til og tog sig af det overdådige måltid.

29. Sander sort dukker op

Vi sad alle og grublede lidt over den store hvide ringmur, og det at den var fra fremtiden. Men i baghovedet var der også den tragiske historie Magnar havde fortalt. Det var så absolut ufatteligt, hvordan Sander havde ventet i fire år, men det var også noget skræmmende, at han var så ked af det, at han smittede andre med det dårlig humør. Vi sad nu rundt om bålet og hyggede os, da det puslede i buskene. Vi krøb lidt sammen. Kopylan og Magnar stod op med deres stave parate. Ud af buskene kom en lille meget snavset mand. Han så vantro rundt på os alle sammen ” God kveld”, lød det på klingende norsk. ”Jeg heter Sander. Klarer i at give lite mat og drikke?”, Det forstod vi helt fint, men alligevel sad vi alle som lammede. Var de den farlige og helt ødelagte mand, Magnar havde fortalt om? Han stod stadig noget forvirret og kiggede på os i mørket. Den sorte kat han fulgtes med, sprang hent til Ulla og Tage. Den spandt og gned sig meget veltilpas op ad dem. ”Hej Mortensen” sagde Tager og på en måde brød det tavsheden. Vi bød Sander velkommen. Langsomt kom han nærmere. Ikke så sort og selvudslettende som vi havde hørt det. Han fik lidt mad og et stort krus med varm the.

Den aften fik vi hele Sanders historie. Vi hørte også om, hvordan katte Mortensen havde reddet ham ud af fortvivlelsen. ”Han heter Kat!” fortalte Sander. Tja, det navn kunne vel være lidt så godt som noget andet. Uanset hvad katten hed, så nøde den nu at være samme med os alle.

Sander besluttede sig for at følges med os andre. Vi bød ham velkommen og forklarede om vores planer for at slippe væk. Han så meget lettet ud. Det helt afgjort også hans mål – at slippe væk fra denne Verden på den anden side.

30. Tågen letter

De havde gået længe. Var meget trætte og måtte snart finde ly for natten. Vi måtte finde tilbage til den røde mur, der kunne få os væk fra Den anden verden. Det var nærmest håbløst. Efter at have fundet et passende sted gik Kurt og Tage efter brænde og der blev tændt et ildsted. Oleander fik på magisk vis fremtryllet noget spiseligt. De sad nu alle mætte og trætte mellem en lille klynge træer. Kopylan mente at det var bedst, hvis en blev sat til at holde vagt. Ulla var den mest friske, så hun meldte sig. ”Jeg skal nok holde udkig. Jeg vækker jer, hvis der sker noget.”

De havde kun sovet et par timer før der pludselig var et eller andet underligt i skoven. Ulla kunne mere mærke det end se noget. Der var heller ikke nogen lyde. Det var mere som om noget voksende ind i hende ”Hallo, er der nogen” hviskede hun stille. Intet svar, men igen var der en stemme som nærmest talte til hende inde i hovedet. ”Er jeg faldet i søvn. Drømmer jeg?” Ulla kneb sig selv i armen. Nej, hun var absolut vågen. Men hun var ikke alene. Forsigtigt sneg hun sig hen til Tage og Kopylan. ”I må hellere r vågne. Der er et eller andet anderledes her i skoven”. Kopylan var den der først sprang op. Stirrede ud i mørket. ”Jeg kan ikke se noget” sagde han. Men pludselig stivnede han. Et underligt udtryk bredte sig på hans ansigt. ”Der er en stemme i mit hoved” hviskede han nærmest som en lille uforstående dreng. ”Den kalder på mig. Kender mit navn”. Tage var lidt længere om at vågne, men pludselig reagerede han også ”Den er stor og meget hvid,” sagde han. ”Hvad, hvordan kan du se, at den er hvid?” Kopylan stirrede på Tage og satte sig så ned og på en måde koncentrerede han sine tanker. Det her var der ikke noget instrument til at klare. Han måtte bare bruge sin erfaring og komme frem til, hvad dette mærkelige fænomen var. Pludselig lyste hans ansigt op i et stort smil, ”Jo, der er hvid. Det er ikke nogen person eller noget vi kender. Det er snarere et kropsløst væsen den kommunikerer via vores tanker”.

Langsomt vågnede de andre op. Alle havde deres egen version og beskrivelse af fænomenet. Ingen var dog bange eller skræmte. Der var noget trygt ved de tanker, der nu bredte sig deres hoveder. ”Nu er han kommet nærmere”, sagde Kurt. ”Ja, han er her snart, Om lidt kan vi nok se hvad det er” Storm var dog stadig noget mistroisk. ”Det ville være rart, om man kunne se, hvad det er for noget”.  Næppe havde han udtalt sit ønske før en tæt tåge nærmest steg op af jorden. Den hvirvlede rundt og samlede sig til sidst i en stor hvid kugle, på størrelse med en badebold. Den lyste og vibrerede lidt, ”Jeg er lige her…” Svaret kom ikke som en lyd, men var der alligevel tydeligt i deres hoveder. De kunne ikke lukke det ude, uanset hvor anderledes det var.

”Hvem er du? Hvad hedder du? Hvad er du?” Spørgsmålene kom som tanker alle steder fra. Der var ikke noget svar, men i stedet spørgsmål til os alle. ”Hvad søger i? Hvor vil i hen? Hvor kommer i fra?”. Uanset hvad dette væsen var, så var det lige så uvidende som os andre. Det blev helt sikkert klart med det næste spørgsmål, ”Hvor er vi?”. Det var meget svært, for alle blandede sig og det hele blev til et mylder af tanker. Nogle af os var nysgerrige, andre bange og igen nogle få meget videbegærlige.

Kopylan skar igennem. Vi må vælge en der fører ordet, om man så kan sige. Eller også skal vi skiftes til at spørge. Vi får jo alle svaret, så det burde kunne lade sig gøre. ”Jeg stiller det første spørgsmål” sagde Kopylan. ”Hvem er du?”

31.  Zilakine i Den anden verden

Det var voldsomt og noget han aldrig havde oplevet før. Med en voldsom rumlende lyd røg Zilakine gennem muren. Det var mere end hvad den kunne holde til. Kun holdt sammen af ler og træstolper styrtede de store kampesten sammen omkring den store sorte krop. Langsomt kom han fri, med en pludselig voldsom smerte. Han drejede hovedet ned mod bagkroppen og så, at hans venstre bagben sad uhjælpeligt fast. Det var knust under flere store sten. Resolut rakte han en klo ned og kappede benet af. Et voldsom jag og intens smerte jog op gennem hans krop. Han udstødte et højt hyl, som gjaldede ud over skoven omkring ham. Det her var langt værre ned nogen af de sår han havde fået i kamp. Desuden var det meget uværdigt at miste sit ben på den måde.

Langsomt kom han fri af stenene og rejste sig. En ny voldsom smerte ramte ham. Han kogte. Fra himlen kom en voldsom varme fra en helt hvid sol. Meget varm! Hele hans krop sitrede af overbelastning. Dette var et yderst ubehageligt sted. Han måtte væk, finde skygge mellem træerne. Der var ingen klipper her og jorden var dækket af græs og buske. Så hurtigt som det manglende ben tillod, flygtede Zilakine ind mellem de tætte trækroner. Det eneste sted han kunne komme væk fra den brændende sol. Det her var noget helt andet en den røde og den blå sol, som han kendte. Inde mellem træerne spejdede han rundt. Det manglende ben smertede, men det var til at holde ud. Der var masser af spiselige dyr her. Faktisk kom de direkte op af jorden. Små og med masser af pels, men nemme at partere og de smagte helt fint. Der var også mærkelige flyvende væsener. De var dog for hurtige til at han kunne fange dem. De lavede en masse larm, som irriterede ham. Højfrekvente fløjt, der gik lige ind i hovedet. Mens dagen skred frem, blev solen langsomt svagere. Den gled ned i horisonten og forvandlede sig til den røde sol, meget lig det han kendte. Nu kom han frem og nød varmen. Det stærke lys var væk og de flyvende dyr var forsvundet. I tusmørket kunne han fortsætte sin færden i denne nye anderledes verden. På himlen var der nu en lille sølvskinnende sol, der absolut ikke gav nogen varme, men dog lidt lys. Han ville gerne retur gennem den grå klippe, men den var nu helt væk. I stedet fortsatte han langs nogle store græsområder mellem de mange træer. Der var virkeligt mange træer og buske her. Noget helt andet end de klipper og vandløb han kendte hjemmefra.  

Zilakine havde hørt at de kom. Han lagde sig fladt ned, passiv men parat. Halen var spændt som en fjeder og det store sværd var klart ved hans side. De kom gennem skoven og stod nu foran ham. Der var tolv stykker af nogle underlige behårede væsener med store ører og en stor flad snude. De bar alle på et stort spyd. ”Vi er de frygtelige RovValpiner. Vi bestemmer her i vores del af skoven. Betal for at passere, eller du vil føle vores vrede”. Zilakine hørte bare en lav pludren. Han forstod intet af. hvad de sagde. Umiddelbart virkede de ikke særligt truende. Var det fjender eller mad? Han blev liggende fladt ned mod græsset. Halen med den store brod var spændt og klar. Nu trådte det ene dyr frem mod ham. Det hævede sit spyd og kastede det med stor kraft direkte imod ham. Et meget dårligt kast, for spyddet fløj lige hen over ham og landede i græsset. Zilakine rejste sig op. Nu var han næsten dobbelt så høj som de underlige dyr. Et par stykker af dem forsøgte nu også af være modige. Flere spyd fløj gennem luften. Med høje knald ramte to spyd hans brystskjold og faldt så til jorden. Endnu en mindre ridse tænkte Zilakine. Det her var afgjort en krigshandling der skulle besvares. Han rykkede nogle meter frem og med en højlydt hvislen trykkede han den store hale hen over kroppen så brodden ramte direkte i brystet på den forreste fuldkommen uforberedte RovValpiner. Der lød et smask og man kunne høre knogler brække. Brodden sad fast. Langsomt blev byttet løftet fra jorden og med et hurtigt sving af sværdet blev det kløvet i to lige under brystet. De to kropsdele faldt til jorden. Der var blod og indvolde over det hele. De resterende behårede dyr flygtede i vild panik. Aldrig havde de set noget så frygtelig eller et så voldsomt væsen. Tilbage stod Zilakine og slikkede blodet i sig. De her dyr smagte også rigtigt godt. Nu da solen var væk, var denne verden faktisk ikke så ubehagelig. Da mørket faldt på, smed han sværdet. Det var overflødigt og tungt at slæbe på, især nu han manglede et ben. Han gemte det i en tæt busk og mærkede træet lige over med nogle store slag fra sin klo. Nu kan jeg finde det igen, hvis det bliver nødvendigt. Langsomt bevægede han sig dybere ind i skoven. Der måtte være andre mærkelige dyr, han skille hilse på.

Dybt i jorden lå Portobello, kun med øjenstilkene synlige. Det han havde været vidne til, var absolut ikke noget, han havde set før. Et sådant uhyre hørte ikke til her i Den Anden Verden. RovValpinerne var dumme, men denne skæbne havde de ikke fortjent. Det sorte uhyre var meget farligt og de andre skulle advares. Langsomt gravede han sig dybt ned i den bløde jord og fandt sine gange, der ledte mod Oleanders hus.

32.  Væsenet i tågen

Kopylan gentog spørgsmålet ”Hvem er du”. Vi stod alle tavse. Kunne høre hvad der blev svaret, elle snarere fornemmede det. Der var ingen grund til at blande sig. Kopylan tog over. ”Jeg er Memosep tanken og handlingen fra det store dyb. Jeg er den der hjælper og den som søger. Jeg kommer meget langt væk fra, men blev fanget af jeres store hvide ring. Nu er jeg her. Kan føle. at i har brug for hjælp.”  Vi stod alle meget stille. Jo, vi ville jo gerne hjem igen, men hvordan? Tankerne kom igen ”I vil hjem og jeg vil gerne videre ud i de mange verdener. Jeg har prøvet at komme videre, men føler mig fanget her. Der er mange gode væsener i denne verden, men også nogle meget farlige og onde. Jeg ønsker at hjælpe jer.” Igen stod vi noget tavse, men Kopylan tog igen ordet. ”Vi kom gennem den røde mur, men kan ikke komme den vej retur. Den er låst, men måske du kan hjælpe os med at få den åbnet.” Kopylan forklarede hele den lange historie. Hvordan vi var komme her til Verden på den anden sige. Hvordan vi havde boet her de sidste 3 uger og nu gerne ville hjem igen.

Den mærkelige tåge og stemmen i vores hoveder hed så Memosep. Den eller det kunne måske hjælpe os? Kopylan var enig. Han trådte lidt væk og sad længe som i egne tanker. Men nej, han kommunikerede med Memosep. Ind imellem lyste han op, blev nærmest helt kåd og kom med små råb og klappede i hænderne. Jo, det var positivt. Vi havde bestemt funder en, der kunne hjælpe os. Jeg så lettere forvirret på politimester Storm, ”Tror du det her bringe os hjem igen?”. Storm var en meget rolig og fornuftig mand. ”Lad os ikke glæde os for tidligt. Det her er langt ud over min forstand, men hvis magi og tanker i hovedet kan hjælpe os, så helt OK for min skyld”. Jeg nikkede til ham, tror helt afgjort vi forstod hinanden.

33. Portobello advarer

På trods af hans størrelse kunne det gå hurtigt. Portobello havde flere gange dybt under jorden. Nu var han på vej mod Oleanders hus. Det var i første omgang hende der skulle advares, men de andre havde han jo også lært at kende. Oleander var glad for ham med de to hjul på, så helt sikkert skulle de have at vide, at der var et uhyre på vej.

Han brød gennem jorden en hundrede meter fra huset og vraltede gennem skoven. Træer og buske væltede, hvor han kom frem. Det var helt umuligt ikke at høre ham. ”Portobello kommer!” råbte Oleander ”Der må være noget galt. Så voldsom er han kun meget sjældent”. Vi var nu alle parate. Hvorfor kom dette eller så rolige dyr farende på den måde? Vi kunne ikke snakke med ham, men det kunne Oleander. Hun gik langsomt hen mod ham. Viste at hun havde handskerne på og vinkede ham nærmere. Der lød nogle store grynt og en voldsom brummende lyd, der rystede jorden under os. Oleander så først interesseret ud, så skræmt og bange. Hun kom hen til os andre.

”Der er et uhyre her i Den anden verden”, hun talte noget stakåndet og man kunne tydelig mærke, at hun var bange. ”Portobello har beskrevet det for mig. Stort, sort med et sværd og kæmpe kløer. Det slog en an RovValpinerne ihjel og spiste den!”. Hendes stemme rystede og hun var tæt på at græde. Vi måtte trøste så godt, det lod sig gøre. Det var mest Kurt, der lagde en arm omkring hende og fik mere at vide. ”Det her lyder bestemt ikke godt”, konstaterede Kurt. ”Vi må forberede os. Der kan også være andre farlige væsener på vej.” Vi andre sad fuldkommen paralyserede. Ja, der kunne være nogen af Valpens tilhængere på vej, for at hævne sig. Det uhyre som Portobello havde set, var kun endnu en fare. Vi måtte være forberedte.

Næste dag tog vi ind til byen. Der blev købt knive og spydspidser hos smeden. Stærk tråd fra rebslageren og en solid langbue med pile hos våbenhandleren. Nu var vi lidt bedre rustet, eller var vi? Tage havde samlet en pose med gode runde sten. Han var god til at kaste, sagde han. Tja, en stor sten i hovedet ville nok standse de fleste. Kurt gik i gang med at øve sig på bue og pil. De første pile forsvandt langt in i krattet og var vanskelige at finde igen. Men efter en lang dag, lykkedes det ham at ramme de træstammer, han sigtede efter. Vi andre var ikke rigtigt rustet til kamp, men Ulla havde da lært sig selv at kaste med kniv. Ikke nogen ekspert, men dog acceptabelt. Jeg og Storm fik hver et langt spyd. Det var da bedre end ingenting, men vi følte os ikke sikre. Helt afgjort ikke nogen krigere blandt de to gamle. Kopylan og Magnar insisterede på at klare sig med deres stokke. Vi havde jo set, hvad de magtede, så det var fuldt forståeligt.

I al denne forberedelse havde vi næsten glemt om Memosep. Vi havde nu to prioriteter. Vi skulle retur til muren og vi skulle forsvare os, så alle kom sikkert hjem. Mens vi andre forberedte os mod udefra kommende farer, var Kopylan travlt beskæftiget med Memosep. Han sad længe helt tavs. Efterhånden nåede han frem til en plan. Vi havde nu hjælp fra et væsen, der var nærmest allestedsnærværende. Som kunne føle farer og skille venner fra fjender. Det var en smule betryggende, men nu skulle vi altså videre mod muren.

Planen var umiddelbart ligetil. Vi havde kontaktet smeden i byen, en stor solid fyr, der hed Sid. Han ville gå med os ned mod muren. Den lå jo stadig ikke så langt fra Oleanders hytte. Når vi nåede frem, skulle der laves et hul. Ikke bare et hvilket som helst hul. ”Husker du præcist, hvor katalysatoren blev sat i muren?” Kopylan så meget alvorlig ud. ”Det er den der forhindrer os i at komme retur”. Jeg så ham direkte i øjnene, ”Selvfølgelig gør jeg det, den sidder præcist i midten 2 meter over jordniveau og en halv meter inde.” Det var muligt at komme ind til den, men det ville blive meget besværligt. Smeden havde medbragt store hamre og mejsler. Der skulle arbejdes og vl måtte alle hjælpe til, så godt vi magtede det. Men ikke nu. Det var blevet aftjen og vi skulle samle kræfter.

Vi slog lejr for natten hos Oleander. Alle var på vagt og forberedte på det værste. Næsten! For tidligt om morgenen fik vi besøg. Et voldsomt og meget brutalt besøg.

Vi var på vagt. Portobello havde advaret os, men det var ikke kun ét uhyre der kom, der var hele tre! Vi kunne havde forventet det. Hævn for hvad der var sket med Valpen, Kurt sad i et træ et stykke fra hytten. Han havde nok ikke sovet meget, men var den første der hørte dem. De trampede gennem skovfunder og han hørte stemmer der hviskede. Med hånden for munden tudede han som en ugle. I lejren havde Kopylan og de andre fået besked. Memosep havde vækket dem og fortalt, at der var tre personer på vej. Kurt så det også. Tre personer sneg sig tæt ind mod Oleanders hytte. De prøvede at være stille, men han hørte dem. Nu sad han i træet og var meget nervøs, En ting var at skyde efter træer, men at ramme mennesker og måske slå dem ihjel, var ikke nemt. Nu så han, at det var en muskuløs kvinde og to mænd. Han genkendte den ene, som ham der fik kniven i øjet. De så meget målrettede ud og Kurt hørte svagt, hvordan de planlagde deres angreb. Da de havde passeret ham, gled han langsomt ned fra træet og med rystende hænder gjorde han buen klar. Den ene af de to mænd havde hørt ham og vendte rundt. Kurt så ham direkte i øjnene. Han var ca. 20 meter væk. Mørk i huden og med et stort sværd. Krigeren kom løbene mod ham i stor fart. Kurt hævede buen og sendte en pil af sted. Den strøg tæt forbi og var væk. Nu var den rasende kriger tættede på. Kurt kunne se hans blottede tænder og sværdet var hævet klar til kamp. Memoseps beroligende stemme lød i hans hoved, ”stille, rolig, hæv buen og sigt på kroppen”. Endnu en pil fløj af sted. Denne gang var han meget tættere på, men alligevel ramte den ikke, hvor Kurt havde tænkt det. Han sigtede direkte på brystet, men pilen ramte manden i halsen. Der kom en fatal svirpende lyd. Som en sten der rammer våd jord. Pilen sad fast og manden tog sig til halsen. Blodet væltede ud og han faldt rallende til jorden. Kurt stod lammet og så hvordan livet ebbede ud af den store kriger. Det her var afgjort noget helt andet end af køre på cykel. Han brød sig ikke om det, men så nu ned på det store sværd. ”Bedre ham end mig” tænkte han. Han tog sværdet ud af den stadig varme hånd. Nu hørte han kamp i nærheden af hytten. Hurtigt løb han af sted. De andre skulle have hjælp og hvad med Oleander?

Tage havde fuldkommen ret. Han var god til at kaste med sten. Skjult bag et træ så han de to komme listende op mod hytten. Manden der gik bagest havde en klap for øjet. ”Det var ham jeg ramte med kniven” tænkte han. Nu har jeg så chancen for at gøre det bedre. To store sten lå klar i hans hænder. Den første ramte manden på skulderen. Han vendte hurtigt rundt og røg så frem mod Tage. Der var dog ingen rysten her. Den næste sten ramte, hvor den skulle. Lige midt i hovedet. Denne gang var det ikke bare øjet det gik ud over. Den knasende lyd var ikke behagelig og vagten faldt tungt forover og blev liggende. Tage var konsekvent. Kynisk tog han en stor sten og smadrede den ned i mandens baghoved. Nu var han helt sikkert død. Ingen skulle komme og angribe ham og Ulla. Tage åndede tungt. Nu kom frygten op i ham. Både frygten for hvad der kunne være sket, samt erkendelsen af hvor voldelig han var. Alle hans frustration var nu væk. Ikke længere en kontormand, men en kriger!

Uden for hytten var der kun Kopylan og Magnar. Jeg stod også vagt sammen med Storm, men hvad kan en gammel murer og en politimester magte? Stakkels Sander havde gemt sig i det fjerneste hjørne af hytten, hvor også Oleander skjulte sig. Den lille nordmand havde fået en kniv, men det var nok mere farligt for ham selv end for nogen anden. Ingen af os var egnet til krig og kamp. Ulla var parat med sine knive, men også hun var tydeligt nervøs. Det her var dødelig alvor. Ria kom farende mod os, gav Magnar et skub og stak ud med sin kniv Den ramte ikke. Men det gjorde Kopylan. Med den store stav slog han Ria hårdt i tindingen. Hun faldt, men var om muligt endnu mere farlig, da hun svingede det store sværd, mod hans ben. Et træ kom heldigvis i vejen. Jeg stod som lammet. Fuldkommen inaktiv. Ulla benyttede sig af tumulten og kastede en kniv. Den satte sig i jorden og gjorde ingen skade. Det her var ikke godt. Jeg hævede mit spyd og som i drømme stak jeg det hårdt ned mod kvindens blottede lår. Hun skreg med sammenbidte tænder. Der kom en masse udbrud, som ingen af os forstod. Med øjne der lynede af raseri så Ria op på sine modstandere. Kurt og Tage var nu også kommet til. Forbavsende hurtigt sprang Ria op og forsvandt let haltende ind i skoven. Det hele var forbi, lige så hurtigt som det var startet. Jeg rystede over det hele. Der var blod på mit spyd. Var jeg nu en murer-kriger eller en kriger-murer?

34.  Et stort hul i muren

Vi var alle rystede efter den voldsomme oplevelse. Selv Ulla, der normalt tager sig af alle andre, sad hel stille og græd. Tårerne trillede ned ad hendes nu noget beskidte ansigt. Tage sad og holdt om hende. Prøvede at trøste. Han holdt stadig en sten i hånden, som om kampen ikke var slut. Kurt var heller ikke helt sig selv. Han sad og så på buen. Billedet af pilen der ramte vagtens hals, lyden og alt blodet var svært at komme af med. Oleander havde gemt sig bagest i hytten og havde ikke set noget. Men hun havde hørt, hvad der skete og var lige så bange som os andre. Det var slemt og måske ikke forbi. Ria var flygtet, kun let såret efter mit spyd i låret. Sander så vi først et par timere senere. Ligbleg og så bange, at han ikke kunne snakke.

Vi fik sammen begravet de to døde og lagde en masse grene og kvas over. En meget primitiv gravplads, men de var primitive folk og de havde fortjent denne skæbne. Vi blev ved med at sige dette, sådan bare for at retfærdiggøre det voldsomme vi havde været med til. Der var mange ting, som skulle fortælles og bearbejdes denne dag. Vi kom sent i seng, hele tiden på vagt, for hvad der skulle ske.

Tidligt næste morgen brød vi op. Smeden Sid var kommet med værktøjet. Han var noget rystet, da vi fortalte ham om angrebet. ”Det kan være Ria også angriber byen, vi må være klar”. Det var helt klart, at han også følte, at noget var galt her i Verden på den anden side.

Der var kun få hundrede meter til muren. Kopylan havde stadig Memosep i hoveder. Vi andre hørte ikke så meget til ham, men kun godt. Det kunne være noget forstyrrende, med et væsen, der læste ens tanker. Vi kom frem til muren og jeg målte op. Som murer er jeg bedre til dette end at kæmpe med spyd og knive. Nu skulle vi så lave et hul i min fine mur. Det smertede mig lidt, men på anden side, kunne det nok bringe os hjem igen. Præcist midt på muren i 2 meter højde satte jeg et kryds. Det var en noget ubekvem højde, så vi måtte i første omgang bygge et stillads, hvorfra der kunne arbejdes. Sid var afgjort stærk. Allerede ved dat første slag splintrede en mursten. Han kiggede noget forbavset på den. ”Hvordan har i hugget den ud. Hvad er det for en mærkelig sten?” Jeg prøvede at forklare ham, hvad mursten var, men så gik han løs igen. Det larmede en del. Kurt tog over og hurtigt var vi gennem de første 20 cm af muren. Det her krævede mere arbejde og ikke mindst tid. Tid som vi måske ikke havde. Ria var ikke vendt tilbage og det sorte uhyre havde vi heller ikke set.

Efter en pause med god mad og varm the, gik det løs igen. Arbejdet skred langsomt frem. Det var besværligt at hamre på den høje platform, men efterhånden havde vi alle givet en hånd med. Kun pigerne og Sander blev skånet. De tog sig af Mortensen og lavede mad. Sid var taget tilbage til byen. Han var lidt nervøs for både Ria og uhyret. Vi tog afsked og bad ham passe på. Farerne lurede i skoven.

Sidst på eftermiddagen brød vi gennem og kunne se ind til den blanke katalysator. Tage havde stadig noget lys i lygten, hvilket hjalp en del. Efter yderligere en times arbejde kunne jeg række ind og trække den blanke stav ud af muren. Vi var alle glade, nu var der håb. Men i det samme hørte vi støj fra skoven bag os. Uhyret var kommet og det var tæt på.

35.  Kampen omkring muren

Zilakine var nået frem. Han så endnu en stor klippevæg. ”Her kan jeg komme hjem”, den så anderledes ud, men der var igen tvivl. Denne klippe førte tilbage til hans hule. Der stod en del to-benere omkring muren og hamrede på den. De var ikke noget problem. Nu skulle der handles.

I samme øjeblik dukkede endnu en to-bener op. Det var en mindre krigertype. Bevæbnet og med en form for skjold og et stort sværd. Helt afgjort en fjende parat til kamp. Zilakine gik frem mod væsenet, der behændigt gik til siden. Meget hurtigt og pludselig ude af syne. Han mærkede en stærk smerte i siden.  Det store sværd var effektivt og med høj kraft stukket op mellem brystpladerne. Der var ikke en smerte, han var vant til. Helt afgjort en mindre men rutineret kriger. Hun var hurtig og vant til kamp. Zilakine kiggede rundt. Brodden på hale var klar, men nu kom angrebet bagfra. Endnu et kraftigt stik i et af hans ben. Det her var helt sikkert ikke hvad han havde forventet. Han drejede hovedet rundt og så skikkelsen bevæge sig hurtig op langs han højre side. Med den højre klo slog han ud og den sortklædte kriger væltede om i græsset. Skikkelsen var hurtigt på benene igen, men denne gang var Zilakine parat. Den venstre klo skød ned og greb hårdt om krigerens arm. Den var beklædt med en form for skjold, men det var ikke noget problem for Zilakine. Med et højt ”snap” klippede han armen af. Krigeren skreg og blodet væltede ud, men hun gav dog ikke op. Kæmpede på trods af smerten og blodet. Det her var en ægte kriger. Zilakines lange halebrod skød frem og med stor kraft ramte den Ria lige over brystpladen. Den nærmest skilte hendes hoved fra kroppen og hun lå helt livløs på jorden. Zilakine var opstemt. En god kamp, men han var såret.

Nu skulle han for enhver pris frem mod den røde klippevæg. Tilbage til hans egen verden. De små to-benere var forsvundet. Nu var det hans tur til at komme ud i friheden. Han bevægede sig noget besværet mod sit mål, da jorden åbnede sig. Et kæmpe monster helt ufatteligt stort kom op mod ham. Zilakine kendte sine begrænsninger.  Han følte frygt og samtidig indså han, at det her var for meget. Det var ikke noget han kunne kæmpe imod. Så hurtigt det kunne lade sig gøre kæmpede han sig igennem jord og trærødder. Det var langsomt og besværligt, men hen måtte væk og frem til den røde klippe. Men kræfterne ebbede ud og solen var væk. Han gemte sig blandt nogle store buske, hvor han kunne hvile og slikke sine sår. I morgen når solen stod op, ville kræfterne komme tilbage.

Alt dette havde vores venner ikke oplevet. De var for længst gået gennem muren og havde forladt Den anden verden. Kun Magnar blev tilbage. Gem bag et hjørne af muren, Så han den brutale kamp og hvordan uhyret til sidst var såret og havde gemt sig bag buskene et stykke væk. Magnar nærmede sig forsigtigt. Det var nok kun et spørgsmål om tid, før det sorte monster bevægede sig mod muren. Magnar gik tættere på. Rakte sin stok ind og rørte let ved et sort ben. Kroppen stivnede og blev tavs. ”Så nu kan sove en uges tid”. Magnar var tilfreds. Han kunne ikke dræbe dette ukendte væsen, men han kunne bremse det og give de andre tid. Han løb hurtigt op mod hytten. Oleander og Kurt skulle høre, hvad der var sket. De skulle også vide, at de andre nu var sluppet af sted gennem muren.

Zilakine vågnede da den røde sol skinnede på den sårede krop. Han var stiv over det hele og det tog langt tid før varmen og energien vendte tilbage. Til gengæld virkede det som om flere af han sår var helet. Smerterne kunne han holde ud, specielt nu da der var udsigt til frihed. Langsomt men med fornyet kraft kom han de sidste meter frem fra buskene og op til den røde klippe. Den store sorte krop blev kastet mod den røde bevægelige masse. Blev opslugt og slap væk fra dette underlige sted, med krigere og stor fare. Endelig igennem til friheden tænkte han.

36. Afslutningen

Tilbage i Vilfborg sad alle stadig som lammet. Ingen tog billeder længere. De stirrede blot på muren, hvor Tom, Tage og Ulla var forsvundet ind i noget meget uforklarligt. Politimester Storm var også væk og ingen vidste, hvad de skulle gøre. Helt forfærdelig var det da betjent Simonsen forsvandt skrigende ind i muren.

Ingen havde rejste sig og det var sådan set helt fint, for nu skete der noget igen. Muren blev levende og alle trak sig lige et par meter bagud. Denne gang var det som om muren blev flydende og til dels gennemsigtig. Lyden var også en helt anden. En sagte sitren og skvulpen. Langsomt kom et hoved til syne midt i muren. Det var ham den gamle ukendte mand. Ham der havde bestemt, at muren skulle bygges. John Smith stirrede ud på menneskemængden. Han så meget lettet ud. ”Ja, den er god nok”, råbte han. Hvad var godt og hvor var de andre? Forsigtigt kom John alias Kopylan ud af muren. Der var også en lille forsigtig mand, der snakkede norsk og bar på den sorte kat. De så alle noget forvirrede ud, som om de lige var vågnet efter en lang drøm. Lettede men alligevel også overraskede. Det var som om de trådte ud af et stort tæppe, der bare skulle skubbes væk. Kort tid efter fulgte jeg med ud sammen med Steen Storm, der lige skulle have en hånd til hjælp. Ikke alle bemærkede det, men en tynd grå tåge kom langsom sivende gennem muren. Vi vidste, hvad der var, men fortalte ikke om det. Ulla kom lettere forpjusket ud med Tage i hånden. De så alle meget trætte og slidte ud. Vi var iklædt de primitive grå kapper, der hang over skuldrene. Desuden var vi alle meget beskidte med tjavset hår, der helt afgjort trængte til at blive vasket. ”Endelig er vi hjemme igen”, konstaterede jeg meget lettet. Manden der stod tættest på, så lidt tvivlende på mig ”Endelig? Hvad mener du? I har været væk i mindre end 3 minutter!”

Muren bevægede sig igen. Denne gang væltede en grøn herrecykel ud. Hængende hen over cyklen sad Simonsen. Hans arm blødte meget kraftigt. Eller rettere sagt den stump af venstre arm, der var tilbage. Kiggede man godt efter, kunne man også se, at cykelstyret var kappet af som med en meget skarp kniv. Simonsen klagede sig igen, helt klart med store smerter. Naturligvis var det Ulla der trådte til. ”Tage, find en snor eller et reb til mig – hurtigt”. Tage tog resolut det reb han havde om livet. som Ulla viklede stramt rundt om Simonsens underarm. ”Vi skal bruge en ambulance – nu” råbte hun. Det hele var meget underligt. ”Hvor længe har vi været væk?” Spurgte jeg en forbipasserende mand, havde stadig lidt svært ved at fatte det. Det var Sørensen fra boghandleren. Normalt er han en fornuftig mand, men her svarede han helt hen i vejret. ”Hvor længe .. i var væk i mindre end tre minutter, Hvor er jeres tøj, og hvordan kan i blive så beskidte på den tid?” Han holdt hånden op for næsen. Ja vi lugtede nok lidt. Kopylan og Sander gik også spørgende rundt. ”Vi er meget tørstige og sultne” råbte jeg. ”Hvem kan skaffe os noget mad?”. Der gik noget tid, før vi fik noget at drikke og spise. Det var dog absolut en fornøjelse at indtage normal kost igen. Den store bøfsandwich jeg fik, har aldrig før smagt så godt. Det samme kunne jeg afgjort sige om den kølige øl, der fulgte med.

Men det værste ventede. Pludselig bevægede muren sig igen. En sort lang klo kom frem. Så et helt stort sort væsen. En blanding af en skorpions og en stor slange. Den stod mere end 3 meter høj og udstødte nogle kraftige skrig. Jeg holdt stadig på mit spyd, men alle tanker om murer-kriger var som blæst væk. Det her var mildt sagt meget skræmmende. Solen skinnede på dyret og blanke plader, der dækkede dens krop. Den vred sig som i smerte. Vaklede frem og greb fortvivlet ud i luften. Var den blind? Stakkel frk. Sørensen fra bageren nåede ikke væk. Hun blev løftet op og nu skreg hun også. Det var voldsomt og ikke behageligt at se på, men hun blev nærmest klippet over på midten. ”Ikke mere frisk morgenbrød hos bageren”, tænkte jeg. Det store uhyre dukkede sig ned og spænede gennem menneskemængden. Flere fik knubs og enkelte brækkede ben og arme. Den sorte kæmpe skorpion strøg ned ad hovedgaden, ned mellem husene og var væk. Vi hørte flere skrig fra den retning, den var løbet.

Kopylan var den der først kom til sig selv. ”Det var den Portobello advarede imod. Det var det uhyre han havde set i skoven”. Vi var heldige, at det ikke kom gennem muren samtidig med os. Det her kunne være gået meget værre. ”Men hvad skal vi gøre nu?” Det var Ulla som spurgte. ”Vi kan da ikke bare lade den løbe rundt her i Vilfborg”. Nej, det var der stor enighed om. Måske vil skal tilkalde militæret, der må være noget, som kan standse den. Jeg var helt enig, men i første omgang må vi advare alle i byen.

Vi stod stadig og debatterede. Tiden var gået og der var blevet ringet rundt til familie og venner. Mange mennesker stod stadig her på pladsen foran muren. Kurts mor græd. Hun havde svært ved at forstå, hvordan han ønskede at blive i Den anden verden. Flinke mennesker gav hende kram og selvfølgelig var det Ulla, der satte sig ned og fortalte om Kurt og Oleander.

Muren bevægede sig igen. Næsten 10 minutter efter, at vi var kommet igennem. Der måtte så være gået flere uger på den anden side. Der var en sagte summen og vi krøb alle sammen, parate til det værste. Var der flere uhyrer på vej? Langsomt kom spidsen af et stort sværd til syne. Bagefter kom Kurt, eller rettere sagt en noget ældre Kurt. Han så mere voksen ud, og helt afgjort mere muskuløs. Den største forandring var dog det lange hår og et stort skæg. Han havde et stort læderbælte omkring livet. En læderskuldertaske og i hånden svingede han et stort sværd. Vi var alle noget forbavsede. Hans mor kunne ikke lige genkende ham. Ikke før der lød et brøl fra den store mand ”Mor!”. Han kastede sig ned gennem folkemængden og lige i armen på den både glade og men også skræmte kvinde. ”Ji, men Kurt, er det dig?” Hun stirrede vantro på den nu voksne mad, der helt tydeligt ikke længere var en skoleknægt.  Besøget var kort. Kurt skulle hurtigt retur. Oleander ventede og der var allerede gået mange uger i Den anden verden. Han nåede dog at fortælle den glade nyhed, ”Du skal være farmor”. Glæden strømmede ud af ham.

Kopylan så på Kurt. Der var noget helt galt. Han var blevet ældre meget hurtigt. Vi havde været væk i tre uger, men så alligevel kun i tre minutter. Han løb frem til Kurt. ”Vi skal tilbage nu, før det bliver rigtigt galt”. Han greb ham i skulderen og sammen strøg de gennem muren. De var forsvundet, før vi kunne få en forklaring. Jeg var helt sikkert meget i tvivl om, hvad det var Kopylan havde i tankerne.

37. Kopylan ødelæggeren

Der gik næsten 10 minutter før Kopylan var retur. Han så træt og samtidig meget lettet ud. ”Jeg fik løst problemet” sagde han. ”Einsteins relativitets teori og gravitation”. Som om vi alle vidste hvad det var. Kort fortalt havde han samme med Kurt og Sid være nede ved den hvide ringmur. Den var skyld i de store tidsforskelle mellem os her i Vilfborg og så Verden på den anden side”. Vi havde set det og følt det. Der var noget mystisk med den mur. Men nu havde den opfyldt sit formål. Memosep var fri og sluppet ud i vores verden. Den skulle ikke stå i skoven og forvirre tidsbegreberne. ”Ja”, Kopylan stønnede lidt. Vi gav ham en stor øl, og han fortsatte. ”Vi fik samlet noget værktøj. Jeg havde grublet over det og efter yderligere beregninger lykkedes det. Vi fik prikket hul på den store gummimembran i toppen. Der kom ikke et brag, bare en hvislende lyd.” Det hele lød meget mystisk, men Kopylan vidste nok, hvad det var. ”Muren skiftede farve, blev lys grå og den sitren, vi havde mærket, var væk. Samtidig sank den ned på jorden og tiderne gik i hak. Jeg har været væk i 30 minutter, men her er der kun gået 10. Vi nærmer os reel tid”. Det lød som en plausibel forklaring, selv om jeg ikke forstod ret meget af det hele. Kopylan tilføjede ”Kan i huske da Kurt kravlede ind over ringmuren. Vi så ham komme tilbage efter få sekunder, man han var der i længere tid?” Jo, det huskede vi fint. ”På samme måde har muren påvirket hele verdenen omkring den. Et sort hul får den relative tid til at gå langsommere, men her har vi faktisk noget der ikke eksistere. En slags hvidt hul. Det får tiden til at gå langsommere, så hver gang der går 1 uge i Den anden verden, går der kun et par minutter her hos os. Vi fløj oprindeligt gennem vores mur. Herefter var vi reelt i samme situation som vi havde oplevet den noget ændrede Kurt. Det hele tog lang tid i Den anden verden, men ikke her i Vilfborg”. Vi så alle sammen meget spørgende ud. Jo, vi forstod det, men alligevel ikke helt.  ”så vi kan nu tage til den anden side. Besøge Kurt og Oleander, uden at der går flere måneder i Den anden Verden?” Jeg tror det var korrekt formuleret, for Kopylan nikkede og smilte. ”Ikke alene fik jeg slukket for den hvide mur, jeg fandt også ud af hvordan der er bygget.”

38. Tilbage på kontoret

Det var svært at forestille sig, men faktisk var vi væk i næsten 23 dage. Jeg sad nu tilbage på kontoret. Den samme gamle kaffekop, men nu også en ny skinnende metalstav. Katalysatoren stod på ærespladsen og mindede mig om mit livs eventyr. Den brød illusionen af alt det normale. Der kunne ringe nok så mange kunder eller drikkes masser af kaffe. Det ville aldrig blive det samme. Den mærkeligste mur jeg nogensinde havde bygget og så alt det der fulgte, kørte rundt i mit hoved. Det sorte uhyre så vi aldrig igen. Jeg tror Kopylan havde noget med det at gøre. Han er meget speciel, men jeg vænner mig aldrig til det navn). Nej John Smith. havde sikkert sørget for at alt endte godt. Selv Sander var sendt af sted mod Norge. Hans kone var noget overrasket. ”Men kære mand, du har jo kun været væk i nogle få timer!”  

For et øjeblik siden havde jeg taget afsked med John. Denne morgen gav han stadig et solidt håndtryk. Jeg fik også et stort kram fra den nu tydeligt lidt mere ungdommeligt udseende mand. Han smilte skævt til mig ”Jeg har afleveret en lille gave til dig hjemme hos din kone. Den er fra de gode gamle dage”. Noget kryptisk. Han spurgte høfligt. om jeg også ville have en ”kur”. Jeg takkede pænt nej. ”Jeg foretrækker mine rynker og min livserfaring”. Vi tog afsked og John var nu på vej sydpå. Den gamle bil kunne stadig, selv om det larmede og osede. Men hvad, det hastede jo ikke. ”Skal bare nå frem til Berlin og bygge en hvid ringmur inden 2037”, sagde han med et skælmsk smil. ”Hvis ikke jeg når det, så kommer vi jo aldrig hjem”.

Jeg havde stadig ikke vænnet mig til det der med, at tiderne gik forskelligt her og så i den anden verden. Det kunne have sine fordele, men når årsag kom lang tid efter hændelsen, så var mit indre ur stået af. Det blev endnu værre, da jeg kom hjem. Midt på sofabordet stod en flaske whisky. Den var gammel og der var lidt jord på den. Tog den op og så nærmere efter ”Bowmore Islay Single Malt Scotch Whisky – 1983”. Det var afgjort en meget fin årgang. Havde aldrig haft en så gammel whisky. Tænkte så lidt tilbage – 1983, det var det år John kom til England. Der var også en brun kuvert ved flasken. Jeg åbnede den forsigtigt. Der lå en lille tegning og på bagsiden stod ordene ”Friends forever, friends where ever, friends when ever”. Tegningen forestillede en lille træhytte i en skov. Der var et bål og nogle mennesker omkring. Der var en gryde over bålet. Pludselig kom det hele tilbage. Denne tegning havde jeg set før. Vidste selvfølgelig at det var den første underlige, men alligevel hyggelige aften hos Oleander. Der hvor vi spiste kanin og lærte hinanden at kende.

Men det var ikke første gang jeg så de ord. Huskede tilbage i 1983 hvor jeg som en ung mand på 18 år var på vej hjem. Boede stadig hjemme hos mine forældre. Kunne se han kom ned ad gaden. En noget underlig mand. klædt i en grå kappe. Han havde store læderstøvler på og en træstok i hånden. Troede han ville spørge om vej, for han var helt tydeligt ikke fra byen. ”Hej, er du Tom” spurgte han direkte. Jeg var noget overrasket over denne indledning. Ja, det måtte jeg jo så indrømme. ”Jeg hedder John” fortsatte manden. Han smilte på en underlig måde. ”Ja, jeg kender jo ikke byen så godt”, Han talte ikke særligt godt dansk og der var en tydelig dialekt. Et eller andet sagde mig, at han ikke talte helt sandt. ”Hvad kan jeg hjælpe dig med” spurgte jeg høfligt. Måske han skulle have ly for natten eller købe noget nyt tøj. ”Jeg ville bare hilse på dig”. igen med det finurlige skæve smil. ”Kender du en murer her i byen?” Spørgsmålet kom lidt bag på mig. ”Ja, selvfølgelig gør jeg det. Min far Morten er murer og har sit eget firma”. Jeg kunne så passende have sagt, at det var min drøm at overtage virksomheden, men så var samtalen forbi. Han afbrød mig ”Nå, men tak og farvel igen, måske vi mødes en anden gang” Tak for hvad tænkte jeg. Manden lagde en hånd på min skulder ”Godt at træffe dig”, sagde han meget kammeratligt. Jeg vidste ikke lige hvad dette gik ud på, man John gav min hånd et kraftigt tryk. Det var det jeg kunne huske, senere i 2023.

Da han var forsvundet ud af byen, fandt jeg et krøllet stykke papir i min lomme. Meget behændigt måtte det være smuttet derned, da han tog mig på skulderen. Jeg foldede det ud og der var skrevet med sirlige bogstaver. Helt afgjort med fyldepen. ”Friends forever, friends where ever, friends when ever”. Det lød meget kryptisk, men jeg gemte papiret. Den fungerede som bogmærke mange år, indtil det blev sat på min opslagstavle, hvor det stadig sidder.

Det hele stod nu klart. John alias Kopylan havde besøgt mig for 40 år siden. Dengang som den yngre version. Han måtte være rejst over fra England og lært sig dansk. Jeg husker ham fra dengang som den samme mand jeg lige havde taget afsked med, ikke den ældre der kom med ind i Den anden verden. Det hele var meget forvirrende, men nu forstod jeg bedre det korte deja vu jeg fik, dengang John steg ud af den gamle Audi og trykkede min hånd. Meget forvirrende, men også en forklaring på den gamle whisky. Han havde selvfølgelig gravet den ned dengang i 83 og så havde John fundet den frem igen, inden han tog af sted til Berlin, Hvordan han kunne vide alt det der kom til at ske, var en stor gåde.

Vi havde hørt fra Kurt igen. Nu var han blevet far til en lille søn. Selvfølgelig skulle han hedde Ole, opkaldt efter hans mor og Kurts bedstefar. Sammen med smeden Sid og Oleander havde de lavet en lille fabrikation af cykler. Meget primitive cykler af træ og jern. Snart var der mange som cyklede rundt med hjul på benene i Den anden verden. Sværdet havde han fundet ved et tilfælde. Der var nogle store mærker i et træ og i busken under lå det voldsomme flotte sværd. Det var tungt men godt at have med i skoven. RovValpinerne havde pludselig en helt anden respekt for ham, og flygtede når de så ham på cyklen.  

Storm var noget medtaget. Han regnede med snart at gå på pension. Det havde været en rystende oplevelse og så var der jo også Simonsen. Storm var taget med på hospitalet. Her havde han efter bedste evne sat familien ind i, hvad der var sket. Han forsikrede sin politiassistent, at han var absolut velkommen tilbage på arbejdet. Det kom han så også. Nu i en fin elektrisk bil med ”politi” på siden og fint orange lys på taget. Alle kendte nu Simonsen, som på en måde var blevet endnu mere politimand. Der var en bestemt aura og respekt omkring ham. Der var helt sikket ikke noget forkert ved en politimand med én arm. Inden længe ville han sandsynligvis overtage posten som byens politichef.

Jeg så ud ad vinduet. Nede ved biblioteket gik Tage og Ulla, hånd i hånd. Den tidligere kommumand skulle starte på skolen som underviser i matematik. Han så rigtigt meget frem til det. Lige bag dem kom den sorte kat gående. Vi havde i fællesskab besluttet, at den ikke længere skulle hedde Mortensen. Det nye navn passede bedre til den kat, der have været en stor del af vores historie. ”Kom så her Odin”, kaldte Tage. Et navn som vogteren af Valhalla, kunne næppe være mere passende. Katten lystrede dette nye navn lige så dårlig som det gamle. Men ellers så den meget tilfreds ud. Trioen drejede om hjørnet og ind på biblioteket. Nu var der altså adgang for katte! Tja, men Odin var helt afgjort ikke en normal kat.

39. Zilakine og Vilfborg

I første omgang var Zilakine tilfreds. Denne mur havde absolut virket, men det var ikke til det bedre. Igen en verden med en meget varm sol. Samtidig var der en infernalsk larm. Højfrekvente lyde var over det hele. Det summede i hans hoved af en masse signaler. Mange væsener med underlig pels myldrede over det hele. Nogle af dem med store blanke messing våben, der larmede og blinkede i solen. De så absolut farlige ud. Zilakine strøg af sted. Skulle bare væk fra dette inferno. Hans klo greb fat om den nærmeste lille to-ben og slyngede den til side. Den næste fik et kraftig slag i ryggen, så han hørte knogler brække. Så var han igennem og kom ned mod nogle besynderlige kantede klipper med en masse huler. Der var kantede åbninger i alle hulerne. Det var nok her de små to-ben boede. Han strøg ned gennem en lang sort helt glat sti. Så hurtigt han kunne. Det manglende ben besværede ham nu endnu mere, men mellem de store klipper var han i skygge og kunne klare solen. Zilakine fandt en kølig hule med en masse underlige metalvæsener, De stod alle stille og var nok døde. Her var endelig et sted, hvor han kunne gemme sig. Først da solen var væk, vovede han sig frem igen. Gik langsomt videre og kom til et stort snoet spor. Afgjort en kæmpelarve. Dem kendte han hjemmefra. Sporet førte helt sikkert til dens hule og så var han sikker. Han gik langs det store spor. Det var noget glat og nogle stede ujævnt, men han kom væk fra de kantede klipper. Foran ham så han åbningen. Det gik skråt ned under jorden. Endelig en hule, hvor han kunne være i sikkerhed. Det var let køligt og noget mørkt her, men det passede ham helt fint. Han mærkede en sitren i sporet. Larven var på vej, nej det her var voldsomt. Det måtte være en meget stor larve? Han spejdede ind i mørket og så langt væk to store lysende øjne. Ja det var helt afgjort en kæmpe larve og den kom lige imod ham. Meget hurtigere end han nogensinde før havde oplevet noget dyr. Det var for sent at flygte. Han gjorde sig lav og klar til kamp. Hele jorden rystede under ham og der var en hylende skærende lyd, der fyldte hans hoved. Hvinende metal mod metal. Det sidste han nåede at opfatte, var en stor masse, som kom meget hurtigt imod ham. Så slukkede lyset og lydene var væk.

Toget kørte videre ud af tunnelen. Ingen havde bemærket noget usædvanlig. Det skete, at dyr forvildede sig ind og blev kørt over. Det var der ikke noget at gøre ved. Om lidt kørte fjerntoget til Vilfborg ind på stationen. Det kom præcist til tiden.

40. Berlin 2037

Verden var meget anderledes. Ikke bare var der sket den forventede teknologiske udvikling. Det var nu blevet et bedre sted at være. Krige var stort set fortid. Mange sygdomme var udryddet. Der var mad til alle mennesker og på flere kontinenter var grænserne ophævet. Man levede i fred og higede efter viden og fremskridt for alle. Kopylan stod i Berlin ved Brandenburger Tor. Han kiggede op på det imponerende bygningsværk, der stadig stod velbevaret som et gammelt vartegn. ”Ja, nu er du jo ikke det eneste, turisterne vil se”, Kopylan snakkede med sig selv eller også var det med duerne, der flokkedes på pladsen. ”Berlin har fået en ny mur. Denne gang er det ikke en der skiller folk. Det er en stor hvid ringmur, som har betydet 14 års fremskridt og en total ændring af den måde mennesker omgås. Vi er nu en fredelig verden parat til at tage imod de gæster, vi ved der kommer og besøger os”. Muren var blevet færdig få år før. Mange havde undret sig, men Kopylan havde med sin magt og magi fået overbevist dem alle. Den store magiske mur havde sendt tågen fra rummet ned ind i det sorte, og dermed langt ind i Den anden verden. Da Kopylan vendte sig om, kunne man se det lille emblem på hans mørkeblå jakke. ”Ringmaster af 3. grad” stod der. Jo, besøget i lille Vilfborg havde ført meget med sig. Snart kom der flere besøgende, men denne gang skulle de ikke sendes videre.

Epilog

Alle personer er fiktive. Enhver lighed med eksisterende personer og væsener er en tilfældighed. Vilfborg eksisterer ikke. Men der er måske en ”mur” et eller andet sted, der fører til ”DEN ANDEN VERDEN”. Hvis du finder den, så fortæl mig lige, hvor den er!

Stor tak til min sorte kat Diblo for inspiration og et lille indblik i kattes måde at tænke på.