Stort set alle LP'er er indspillet efter RIAA-kurven. Taler vi om plader efter ca. 1958, så er det alle! RIAA kurven sænker signalet til basområdet med 20 dB og hæver diskanten med 20 dB. Ved afspilning korrigeres dette, så vi får en ret frekvensgang. Se kurven herunder:

Hvorfor gør man så det? For det første for at spare plads i rillerne. Basmodulation er typisk meget kraftig og skulle den indspilles, ville det fylde alt for meget. Desuden ville hverken skærehovedet eller vores pick-up'er være i stand til at følge de kraftige udsving. Diskantsignalet fylder ikke så meget så der kan vi nemt hæve signalet.

Samtidig opnår man en støjmæssig fordel ved afspilningen, hvor det højfrekvente signal sænkes 20 dB og dermed reduceres støj (sus) effektivt. På den anden side kan det give alvorlige problemer med brum og snerren, da de lave frekvenser forstærkes uforholdsmæssigt meget – ja faktisk millioner af gange på vejen ud til højttalerne.

Tidligere var RIAA forstærkeren indbygget i de fleste forforstærkere eller integrerede forstærkere. Med andre ord, så havde de en "pladespiller indgang". Det ser man ikke så meget mere, med mindre man rykker lidt op i pris- og kvalitet. Har du en ældre reciever eller forstærker med indgang til pladespiller, vil du oftest  se en  lille skrue til stel eller "jord". I så fald må der også være en pladespiller indgang.  I de bedre forstærkere er den indbyggede RIAA ofte af en udmærket kvalitet. De bedste RIAA-forstærkere kommer som separate apparater og de kan være små med en lille ekstern netforsyning eller store voldsomme sager med rør og en pris på mange 1.000 kroner.

Til venstre 3 små eksterne RIAA/MC forstærkere fra ClearAudio, Graham og Trichord.

Forskellige typer forstærkere til forskellige pick-up'er

Kravene til vores RIAA varierer afhængig af hvilken pickup du bruger. Den  skal altså passe til pick-up'en.

Lige som man ikke kan sættes cykeldæk på en bil, skal tingende passe sammen. Der er 3 primære parametre man især skal være opmærksom på - se  herunder:

Lad os kigge på de 3 typer hver for sig.

En typisk MM pickup skal belastes med omkring de 47 kohm og har en forholdsvis højt output. De 47 kohm udgør en såkaldt impedans tilpasning. Det har noget med pickuppens udgangsimpedans at gøre, men se i første omgang bort fra dette tekniske begreb. Noter blot, at en MM pickup typisk har en langt højere udgangsimpedans end en MC pickup. Derfor er den også følsom ovefor den kapacitive belastning i kabler og den efterfølgende elektronik.

En MM pickup vil ofte spille med et let løft ved de øvre frekvenser. I værste fald kan det gå så galt, at man modtager AM radio! Det løses ved en let kapacitiv belasning, som lægger toppen ned. Samtidig kan det løse en masse støjproblemer. I praksis sidder der ofte en sådan kondensator i indgang på din RIAA - f.eks. 100 pF. På de bedre RIAA forstærkere, kan man selv skifter mellem dem og opleve forskellen. Jo højere værdi, desto mere dæmper du de øverste frekvenser (diskanten).

Visse MM typer kan med fordel belastes med mindre en 47 kohm. Her kan f.eks. nævnes Decca London som jeg har oplevet spille bedre ind i 22 kohm.

High output MC (Moving Coil) pickup er en slags mellemting. De har omkring samme udgangsniveau som en almindelig MM pickup, men samtidig også gerne lavere udgangsimpedans. De kan være følsomme for kapacitiv belastning, men normalt er de ikke. Til gengæld kan de kræve lidt mere forstærkning end en typisk MM pickup. Har du ikke mulighed for at ændre forstærkningen på din RIAA, vil du måske opleve, at der skal skrues noget højere op.

En ægte MC pickup har lavt output og samtidig en lav udgangsimpedans. Det kan sammenlignes med en udgangsforstærkers dæmpningsfaktor. Typisk vil den ligge omkring de 10 ohm. Det vil sige den mere optimalt kan drive den efterfølgende belastning. Samtidig er den stort set ufølsom over for kapacitiv belastning.

Det er dog ikke ensbetydende med, at den er ufølsom overfor den ohmske belastning. Faktisk tvært imod. Typisk belaster man en MC med omkring 100 ohm. Der kan dog opnås meget store forskelle ved at eksperimentere her. Noge mener at selv få ohm kan give en forskel. Selv vil jeg sige at der skal lidt mere til.

En tommelfingerregel siger omkring 10 gange udgangsimpedansen. Det er dog ikke altid "nok". Mange af f.eks. Ortofons pickupper skal typisk belastes med 5-10 ohm. Det samme gælder Audio Note og andre med meget lav udgangsimpedans. I den modsatte ned finder vi f.eks. Benz, som gerne vil have en højere belastning omkring de 500-600 ohm.

Til venstre NLE 20 MC/RIAA forstærkeren. En fornem dansk konstruktion der tager alle pickupper og samtidig har mange muligheder for både belastning og forstærkning.

En anden mulighed - Transformeren

Problemerne med det meget lave output fra visse MC-typer, kan give brum og støj. Den moderne elektronik i dag , er dog så støjsvag, at man sagtens kan komme ud over problemet. Alligevel er der mange der mener,  at en indgangstrafo (eller såkaldt MC-trafo) er at foretrække.

Til højre ses den meget fornemme LL 1933 fra svenske Lundahl. Her er det selve trafoerne, som man så selv kan bygge ind i en kasse, men de findes også færdige med stik og det hele. 

Trafoer er dog ikke universelle og skal anvendes med en passende pickup. Du kan hente et regenark her - hvor du kan se hvordan din pickup og trafo passer sammen: LINK.

 Head-amp

I modsætning til hvad mange måtte mene, så er det IKKE en forstærker til en hovedtelefon. En head-amp er i princippet en lille aktiv forstærker, som gør det samme som en MC-trafo.  Denne type forstærkere ser man ikke så meget mere. I stedet har de bedste komplette RIAA forstærkere denne funktion indbygget.

Flere top MC/RIAA forstærkere

KORA fra Plinius her til højre. En absolut vellydende MC/RIAA forstærker fra den anden side af jorden.

Accuphase C27

Accuphade C 27 er en absolut top MC/RIAA i den dyre ende af prisskalaen. Du kan  læse mere om den under tests.

Den har 3 indgange og passer således perfekt til min pladespiller med 3 arme.

En absolut top RIAA, som dog også koster mere end mange betaler for hele deres anlæg.