Hana Umami Blue

Pladespilleren.dk

Hana Umami Blue - en glat og involverende musikformidler

Forhandler: Scandinavian Audio Systems - pris kr. 18.900,-
Hana: HANA | Youtek.com

Seneste opdatering 9. maj 2024

En slags deja-vu - Hana Umami Blue 華

Denne gang gælder det tHana Umami Blue. som jeg modtog marts 2024. Man kan sige, at det er en let neddroslet udgave af deres top pickup Hana Umami Red. Der er mange ligheder, men lyder de også ens?

Reelt kunne jeg så bare gentage den gamle anmeldelse og udskifte navnet? Nej, den går ikke. De ligner godt nok hinanden, men der er forskelle. Ikke blot i prisen, men også i data og hvordan de lyder. Meget belejligt har jeg så stadig Umami Red, som jeg købte efter testen. Den har været brugt en del og spiller stadig fremragende, som en pickup til næsten 30.000,- kroner SKAL gøre det. Den nye Umami Blue, koster så ca. 10.000 kroner mindre. Stadig en høj pris for en pickup, men nu skulle det så vise sig, om der kan hamle op med Hanas topmodel. Eller endnu mere vigtigt, hvordan den begår i forhold til andre gode pickupper i denne prisklasse.

UmamiBlue skiller sig ikke meget ud fra Umami Red, men som det ses af data, er der nogle mindre detaljer.

For en ordens skyld, må jeg lige gentage. Umami er kendt som den femte smag. Altså ud over sødt, surt, salt og bittert. Reelt betyder Umami “vidunderlighedens essens” når det oversættes fra japansk. Kan man så sige at musikken gengives “kødfuld, saftigt, delikat"?. Måske sådan lidt svævende, men en pickup der gengiver fysisk og med krop er da noget ma kan forholde sig til.

Nålefanen er som på Umami Red af massiv bor, meget tynd og forholdsvis lang. Selve spolesystemet er med high purity” 30 mikron kobber viklet på en krogenisk behandlet metalkerne. Her altså lidt anderledes edn Red. Ved at bruge et magnetiserbart anker, sikrer Hana et noget højere output, men den bevægelieg masse forøges. Til gengæld kan man nøjes med færre viklinger for samme signal. Med 0.4 mV ud og 8 ohm indre impedans virker det som om output er prioriteret. Andre konkurrenter har typisk noget mindre output og et spolesystem viklet på luft eller en ikke magnetiserbar kerne.

Hana oplyser ikke noget om ophænget, men med en compliance omkring de 17 (dynamisk ved 10 Hz) passer den glimrende i de fleste ikke alt for tunge arme. Magnetsystemet er Alnico, igen en afvigelse fra Red, der bruger samarium cobalt. Hvordan deres prioritetet og valg har været, skal jeg ikke kunne sige. Men lidt underligt, at de ikke bruger Neodym, som mange andre. Selve huset et håndbygget i A7075 duralmin. Den ydre blå skal er af melamin lavet med en taknikm som Hana kalder MTO.

Totalt set er ændringerne i forhold til Umami Red meget små.

Data for både Umami Blue og Red.

Specifikationer	Blue	Red
Nåleslibning	Microline	do.
Nålefane	Bor (Boron)	do.
Magnetsystem	Rent jern (cryo)	Permalloy anker
Spole	High purity kobber	do.
Udgangsniveua	0,4 mV	0,5 mV
Balance	0,5 dB / 1 khz	do.
Sporing	70 um v. 2 gram	do.
Kanalseparation	30 dB/ 1 khz	do.
Frekvensområde	15-50.000	10-50.000 Hz
Udgangsimpedans	8 ohm / 1 khz	6 ohm / 1 khz
Anbefalet belastning	mere end 80 ohm	mere end 60 ohm
Magnetsystem	Alnico	Samarium Cobalt
Sporingskraft	2 gram	2 gram
Vægt	10,8 gram	10,5 gram
Kontruktions	Duralmin	Duralmin og ibenholt
´Finish	MTO (melamin)	blank Urushi lak

Umiddelbart vil jeg nok anbefale en noget højere belastning end 60 ohm, men det kommer lidt an på udstyr og præferencer. Jeg brugte 100 ohm via min Accuphase C27. Alternativt en resulterende belastning på ca. 120 ohm via min Tona T20/40 stepup trafo. I denne kombination er output beregnet til 7,5 mV, når den efterfølgende RIAA belaster med 47 kohm.

Montering

Belært af erfaringerne med Umami Red vidste jeg, at man SKAL bruge de medleverede unbraco skruer. Gevindhullerne i pickuppen er kun ca. 3,5 mm dybe, så længere skruer kan ødelægge pickuppen. Jeg monterede Umami Blue i et Ortofon Precison headshell.

Der anvendes stadig den smarte nålebeskytter, som dækker hele pickuppen. Den virker fint og kunne også bruges under montering af pickuppen uden at være i vejen.

I første omgang belv pickuppen monteret i minGlanz MH 124s arm, hvor den kørte via Tona T 20/40 SUT til min Acchphase RIAA.. Den kørte også direkte ind i RIAAen med 100 ohm belastning. Derefter blev Umami Blue flyttet til min anden pladespiller. En Technics SP10 mk II med Dynavector DV507 arm. Igen en absolut positivt kombination, men en noget anden lyd. Mere i det følgende..

Lyden af Umami Blue

Tilbage i 1970 kom der en sang, der hed "Mammy Blue", I 1971 havde Roger Whitaker et hit med den.Hører man godt efter synger han faktisk helt tydelig "Uh Mami Blue". Godt klaret ft en sang om Hana pickuppen skrevet for mere ned 50år siden!

Nå, spøg til side og tilbage til mere nutidig musik. Det var absolut en fordel at have Umami Red lige i nærheden. Slægtskabet mellem de to høres meget nemt. De har begge en homogenitet og noget umiddelbart over gengivelsen. Med Umami Blue kan man sige, at det uforcerede og ubesværede er et slags kendetegn,
.
Her finder man også fraværet af støj fra pladerne. Nålen hører absolut til en af de mest tyste. Der er en gennemsigtighed og en ro ovre gengivelsen. Man slapper uvilkårligt at og koncentrerer sig mere om musikken end om det hele lyder perfekt. Absolut en værdsat kvalitet. Men hvad så med top, bund og det vigtige mellemtoneområde? Ja, nu har jeg fokuseret på helheden og det sammenhængende i gengivelsen. Det er sævrt at sige, om noget gøre absolut meget bedre end andet. Men toppen, de øvre oktaver er letflydende og med masser af detaljer. Uanset om jeg kørte direke ind i MC-delen eller via SUT, så skinner det helt sikkert igennem, at der er detaljer og luft, men igen helt uden at det pindes ud og bliver domineren. Igen er det sammenængen og det totale det tæller.


Hana Umami Blue i DV 507 armen på Tecnics SP 10 mk II.	Close up af magnetsystem. og nålefanen. Meget pænt arbejde.

Umami Blue i Glanz arm på Verdier pladespiller. - direkte i MC-indgangen

Nojima Lixt

Igen har jeg fundet Nojima plays Liszt (Reference Recordings pure analog fra 1986). Denne meget dynamiske optagelse stiller store krav til pickuppen og bestemt også resten af afspillekæden.
Jeg husker hvordan denne plade på nærmest magisk vis trak mig in i oplevelsen med Umami Red på pladespilleren. Der er ikke nogen stor forskel på Umami Blue, der magter noget af det samme. Den varme mellemtone er ikke helt så meget i fokus, men man har stadig det flotte lydbillede, hvor han sidder foran det store flygel. Der er en fysisk fornemmlse, hvor det store piano har magt og fylde samt et attack når tangenterne slås an. Altså igen en Umami med en gengivelse, der skaber billeder i 3D og farver! Som via Umami Red, er der også her en god evne til at adskille de enkelte anslag, så de står defineret og klart i lydbilledet. Under alle omstændigheder en flot musikalsk oplevelse.

LP Top Dog

Seneste udspi fra Snorre Kirk / Top Dog har været spillet meget. Jeg købte den efter en konceret i JAZZ CUP, og fik en fin autograf på pladen. Om det er derfor det hele spiller så fremragende,eller om det er Umami Blue ... tja, det må være pickuppens skyld. Jeg har lyttet en del på den og må igen fryde mig over letheden og det flydendd samt ikke mindst dynamikken i de to saxofoner. Piaoneg står distinkt med god definition af anslag og man føler sig nærmest tilbage ved koncertoplevelsen. Sådan skal det også være med en god plade og en fremragende pickup.

Gilvert and Sullivan

Den gode gamle "The world of Gilbert & Sullivan" Decca optagelse fra 1969, så absolut analog. Herlig musik og en fremragende optagelse. Stemmer, rum og musik går op i en højere enhed. Kender pladen godt og den skuffer bestemt ikke her med Umami Blue som aftaster. Der er en dejlig glathed og god opløsning. Ingen betoninger på stemmerne. Alle "s" og "t" lyde er på plads, så det en en ren fornøjelse at lytte til musikken. På de størrr kor kan der normalt være en del massivitet, men her er det yderst begrænset. Med andre ord pickuppen klarer kor og mange detaljer på een gang, lige så godt som enkelte stemmer eller instrumenter. For en orden skyld må jeg lige bemærke, at denne plade har været spillet flere gange. Det bemærker man ikke. Intet knas, støj eller andre forstyrrende elementer.

I DV 507 arm på SP10 pladespiller

Æoæs Macintosh

Umami Blue kom over i min DV507 arm, der nu sidder på en Technics SP10 mk. II pladespiller. Den erstattede Umami Red og jeg spillede igen den fremragende LP med Lils Mackintosh / "A Tribute to Billie Holiday".). Hun gør det mildt sagt fantastisk og med nummeret "Cry Me a River" er der dømt gåsehud og absolut nydelse. Denne indspiling findes kun på LP - en 100% analog optagelse fra ANALOG EXPERIENCE. Med Umami Red i ørerne var der en mindre forskel at spore. Der graves noget mindre ned i detaljerne og stemmen rykket en tand længere frem ilydbilledet. De er på en måde noget mere 3D over den dyrere Red, men det er meget små forskelle. Der er stadig det åbne og umiddelbare over det hele. Umami Blue leverer en meget frigjort og frem for alt homogen gengivelse uden betoninger eller unoder. Det er en fornøjelse og efter en pladeside glemmer men alt om de små ekstra detaljer fra Umami Red. Man nyder bare musikken.

LP Peter Gabriel Io

Peter Gabriel er tilbage. Det her er et fantastik godt album. Jeg har investeret i "Brigh Side" udgaven. En dobbelt LP med masser af gode numre. Desværre er musikke som så ofte før præget af en voldsom dynamisk kompression. De lærer det aldrig! Alligevel har jeg lyttet til pladen mange gange. Der er en god bund og godt med luft i toppen, men det kunne være så meget bedre. Med Umami Blue på SP10 er der et super dejligt nærvær. Musikken og frem for alt hans stemmr rykker frem i stuen. Der er en dejlig magt over det hele og "lydtapetet" giver faktisk en god oplevelse. Med Blue er der igen det fysiske og tunge i lyden. Den e noget mere fremme og noget hårdere end via mine andre langt dyrere pickupper. Men absoltu godkendt . Det her er noget man kan lytte til i timevis.

ÆÅ Here goes rhymin

Poul Simon er absolut en af mine favorit sangere. Har flere af hans nyere plader, men denne her er fra de gode gamle dage. "There Goes Rhymin' Simon" er fra 1973 pg helt sikkert 100 % analog. Mit eksemplar er købt brugt, men absolut fejlfrit. Hverken musikken eller presningen fejler noget. Første track på aide 1 er "Kodacrome". Alene den herlige tekst om hvor glad han er for siti Kodacrome kamera, giver mig energi og virker som et friskt pust fra fortiden. Denne begejstring kommer til fulde frem via Umami Blie. Der er det kontantante og det dynamiske. På intent tidspunkt taber den overblikket, uanset hvor meget der foregår i lydbilledet. Absolut en fornøjelse.

Konkurrenterne

Der er mange gode pickupper i prisklassen omkring de 20.000,- kroner. Jeg har ikke hørt alle. Det er f.eks. lang tid siden jeg har hørt en Ortofon pickup i denne prisklasse, så der må jeg være svar skyldig. Må spørge Ortofon om de vil låne mig en!

Alnic The Rose er meget livlig og noget mere fremme dynamisk end Umami Blue. Den er stor, fyldig og har ikke helt samme homogenitet. ;Man kan sige at Umami Blue bevarer roen og ovrblikket, hvor The Rose gerne vil imponere lidt. Den er rund og varm i sin måde at gengive på, men ikke så udstrakt og glat som Umami Blue.

Vertere Mystic er en noget anderledes pickup. Her har vi "den gamle skole", hvor der er skruet noget ned for detaljerne.Man kan næsten sige en Denon DL103 med ekstra power. Den leverer nok et lidt større lydbillede end Umami Blue, men den er også mere fyldig og rund i sin gengivelse. .

Det er lang tid siden jeg lagde ørerne til Clear Audio Concerto V2. Jeg husker det afslappede og meget selvfølgelige. En nærmest flydende gengivelse. Hana Umami Blue har noget af det samme, men i mindre grad. Til gengæld er den en tand mere fysisk og har mere krop.

Konklusion

Hana Umami Blue er en fremragende pickup. Vidste jeg ikke bedre, kunne den nemt forveksles med "storebror" Umami Red. Her finder man rigitig mange af de kvaiteter, jeg faldt for dengang jeg købte den. Nu er tal jo en underlig størrelse, men for cirka 60% aI prisen får man sådan ca. 90 % af de kvaliteter, der ligger i Umami Red. Selv om det stadig er en høj pris for en pickup, er resultatet en gengivelse, der må kunne tilfredsttille selv de mest kritiske lyttere.

Umami Nlue udmærker sig ved den umiddelbare homogenitet og samhæng hen over hele frekvensspekteret. Der er ikke nogen betoninger eller unoder. Den hører til i den mere runde og varmt lydende gruppe, frem for de let sterile og meget afslørende.Men samtidig har den en fast og hutig lyd. Der mangle ikke attack og vægt i bunden. Der mangle bestemt ikke nogen detaljer, de kommer blot som en del af helheden. I testperioden er der lyttet til mange musikformer og den klarede det hele fremragende. Både moderne pop/rock, god jazz og ikke mindste klassik og opera. Det kan såldes ikke komme som nogen overraskelse, at Umami Blue får min absolutte anbefaling. Den spiller musik og gør det helt fantastisk.

Når jeg lukker øjnene kan jeg stadig høre Roger Whittaker synge "O Mami Blue"!

TILBAGE TIL FORSIDEN