Hvor skal jeg
begynde?
Pladespilleren Introduktion
Pladespillerens opbygning
- Værk og motor
- Armen
Pickuppen
START
RIAA forstærkeren
Sådan
gør du!
- Montering af pickup
- Montering af arm
-
Justering
Opsætning
og beregninger
-
Overhang
-
Armresonans
-
MC trafo teori og regneark
HIGHfidelity
- PDF download
Pladerne
- Musikken
Pladerens
Interviews
Besøg -
hjemmebesøg
Udstillinger
- reportager
Vintage
Gør det
selv
Min
samling
Min hifi historie
Pickup-listen
Højttalere
Links
Historier og Sjov
Kontakt
|
NYHEDER / NEWS RIP Koetsu
Det er ikke meldt endeligt ud fra Koetsu, men deres
distibutør i England – Absolut Sounds, er kommet med den triste nyhed. Det legedarske
pickup mærke Koetsu holder op med at producer deres verdenskendte pickupper. Forklaringen er, at Koetsu som mangs andre
japanske virksomheder ønsker, at lader deres navn og teknoligi samt lange erfaring gå I arv
til medlemmer af familien. Det har ikke været muligtm og man vil ikke overgive
virksomheden til andre, som blot lever videre på navnet, uden at kunne leve op til
de mange års traditioner. Dette
har man før set ske for mange traditionsrige virksomheder, ikke bare I
Japan, men også I andre lande. Med andre ord, så skal du
værdsætte det, hvis du er så heldig t eje en Koetsu pickup. De vil
være et minde om en æra,,som nu er slut. Jeg
husker selv tilbage til min Koetsu Urishi Wajima, som jeg købte i 2016.
En ægte Koetsu fra mesteren selv... "Yosaki Sugano". En fremragende
pickup, der udførte mirakler for mine klassikse og især for opera
pladerne. Solgte den igen nogle år senere. Det fortryder jeg nu.
Zikra Audio - MC trafo - SUT - Silver oversize permalloy core.
I
stil med den specielle plint til Tecnics SP10R har Zikra nu lanceret
deres egen high end SUT. Den er stor og MEGET tung. Internt r der to
stk oversize trafoer indkapslet i en stålkappe. Under på denne er der
så et solidt kobber kabinet som et popnitter til det ydre tålkabinet.
Med andre ord - det kan ikke skilles ad!
Anmeldelse af både SUTs og Zikra 300B XLS liggger nu klar. Se linket her overnfor eller under "TEST og ANMELDELSER".
Ortofon Diamond -
Ortofons top pickup i Exclusive serien
Tilabe i maj 2022 fik jeg et kort lyt til
den nye MC Diamond pickup. Nu er der så et eksemplar på
vej. Forventet ankomst medio apirl 2023. ER ankommet -
spiller nu!
MC Diamond er en eksklusiv pickup med 3D printet hus i
titanium (SLM teknik), nålefane af diamant og Ortofons
egen Replikant nåleslibning. Mange flere spændende tiltag
og toppen af Ortofons udviklingshistorie.
Der kommer meget mere, når jeg har fået lyttet til denne
spændende pickup.
Pris. ca. 68.000 kroner.
Test ligger nu her på siden: LINK
Har købt den efter testen. Absolut en reference pickup!
ARSound MEMS pickup - helt
nyt princip!
Der
kommer
hele tiden nye pickupper, men det er ikke hver dag man
ser et helt nyt princip. Basalt set er det en
pickup med to indbyggede electret kondensator
mikrofoner på omkring 1,2 x 1 mm. Via små "horn" -ladede
kanaler aftastes nålefanens vibrationer akustisk op til
mikrofonerne. Output er så ca. 250 mV, der via den
eksterne strømforsyning, equlaiceres og forstærkes.
Det bliver s¨ til ca. 0,8 Volt direkte til
forforstærkerens linieindgang. Der er altså ikke brug
for en RIAA-
Pickuppen laves på bestilling og er udmålt og justeret
til ret frekvensgang. Prisen kendes ikke, men den er
sikkert dyr!
Mere info her: LINK
MEMS pickup
Zikra Audio - Plint til
Tecnics SP10R
Min
drømme
pladespiller er Technics SP10R. Det vil sige kun værket
- plinten ville jeg selv lave. Nu er Zikra Audio kommer
mig i forkøbet. Årets første nyhed er en solid plint
opbygger af 11 lag 5 mm aluminium med 2 komponent
vibrationsdæmpede lim imellem. Yderkappen er
i 2 mm blankpoleret rustfrit stål. Bemærk hvordan
måleinstrumenterne spejler sig i plinten. Armbase i
bronce kan fremstilles til alle arme. Desuden medfølger
en 1,8 kg pladestrammer.
Plinten alene uden pladestrammer koster kr. 20.000,-
En samlet pladespiller med Tecnics SP10R og
pladestrammer samt tilpasset armbase koster 110.000,-
(Excl. am og pickup).
Pladestrammer alene kr. 2.995,-
Forhandles af Top Sound og Sallingboe Audio.
Flere billeder
her.. - LINK
Allnic
Rose - MC pickup. "Dare to be differen"
Koreanske
Allnic kan andet end at lave gode rørforstærkere. Jeg
har lige modtaget deres top picku Rose. Test på vej.
Rose og den mindre Amber adskille sig ved et magnetsytem
der er opbygget efet samme princip som skærehovedett.
Altså med to små spoler placeret tæt på nålefanen og i
en vinkel på 90 grader. Der anvendes kraftige neodym
magneter og det hele er meget gedigent udført. Desuden
er det absolut en meget anderledes pickup.
Har nu lyttet til denne lille røde perle i et stykke
tid. Afjgort en meget og vellydende pickup.
Test ligger her på siden.
Prisen ligger omrkring de 16.000 kroner.
T-MC-2022 - 60 års
jubilæums pickup fra Audio Technica
Audio
Technica
ved afgjort hvordan man laver en god pickup. Den nye
topmodel har et meget væsentlig tiltag, jeg ikke er
stødt på før. Unified Stylus Cantilever kalder de det.
Med andre ord er nålefane og nål ”skabt” ud i eet stykke
i et laboratorium (0,22 mm diamant). Ingen pålimning af
nålen her.
Huset er lavet i
titanium og aluminium. Data er ok, men igen ser vi at
der afviges noget fra tidens tendenser. Her
en forholdsvis høj indre impedans på 12 ohm og hele
0,55 mV ud. Nemt at have med at gøre.
AT
MC-2022 laves kun i 60 eksemplarer og prisen er
angivet til 10.000 Euro (nok uden dansk moms). Tvivlsomt
om vi får den at se og høre her i Danmark.
Flere oplysninger
på Audio Technicas hjemmeside her: https://www.audio-technica.com/en-us/at-mc2022.
Perlisten og gamle minder hos KT Radio på
Frederiksberg
Det er mange år siden jeg sidst var fori KT Radio.
Det var her min "hifi-historie" begyndte tilbage først i
70'erne. Købte Nakamichi, forforstærker og Tandberg TD20A
her. Sidstnævnte var årsagen til at Knud Thomsen himself
smed mig ud af butikken med ordene "Jeg vil aldrig se dig
her mere igen". Siden har jeg handlet andre steder.
Men årsagen til mit besøg var et lyt til de flotte store
højttalere fra Perlisten. Topmodelle her er S7t, hvor
man finder de specielle Textreme enheder, som danske
SB Audio også har på programmet. Toppen dækkes af en
spændende d'Appolitte konfiguration med 2 stk. 2" Textreme
domer med en beryllium dome i midten Prisen er 142.000 for
et sæt. Jeg fik et demolokale for mig selv. Højttalerne
blev sat på plads og koblet til en stor Accuphase
forstærker og en ikke identficeret streamer. Efter en
lille halv time med masser af musik fra Tidal, må jeg
sige, at Perlisten er en god højttaler. Måske er rummet
nok lige i underkanten. Primært var der en fasthed og magt
over gengivelsen. En god sammenhæng og dybde i lyden. Er
vant til noget mere dyb bas hjemme (også fra 4 stk. 6,5"
basser). Men hvad, Perlisten har også en del subwoofere i
programmet.
Alt i alt en meget positiv oplevelse, og jeg fik da også
købt lidt til mit seneste højttalerprojekt (med SB
Textreme enheder!). Måske jeg snart skal kigge forbi KT
igen? Husker alle de gode demoaftener dengang i 70'erne og
først 8 80'erne. JBL, Cervin Vega, Boose 901 (2 sæt på een
gang) og ikke midst pladespileren fra Roksan og pickupper
fra Ortofon.
LINK
KT-Radio
LINK
Perlisten
Nye spændende højttalere
hos Sallingboe Audio.
Har
været
en tur forbi Sallingboe Audio, der afgjort tør at være
anderledes Dette ment på den absolut positive måde med
masser af spændende produkter, man ikke finder andre
steder. Her lagde jeg (igen) øre til de norske Ø-Audio
højttalere, spm jeg kort hørte i München. Flot og
spændende højttaler med en 12" AE bas og et kort horn i
toppen. Følsomhed på 93 dB. Rimelig stuevenlig størrelse
og fås som her i piano sort, eller alterntivi hvid eller
med kirsebærfiner. Meget åben og sammenhængende lyd, der
passer perfekt med mindre rørforstærkere. Pris pr. sæt
ca. 89.000,-
En for
mig totalt ukendt højttaler var de flotte store LALS
Classical 15SE. (Fra Taiwan) Det ligner noget
klassiks Lancing eller TAD, så navnet er passende. En
stor flot 15" bas og en titanium driver med et stort
træhorn, der tager over ved ca. 800 Hz. En følsomhed på
ca. 97 dB og en super dynamisk gengivelse. Her kommer
slagtøj og en agressiv saxofon afgjort til sin ret. Flot
lyd og et fornemt træarbejde Pris omkring de 160.000 pr.
sæt incl. stander.
Flere
oplysninger på hjemmesiden:
sallingboeaudio.com
Ikeda Akiko - ny
superpickup fra den japanske specialist
Ikeda
9Gss har længe været min reference. Faktisk siden jeg
testede den tilbage i september 2018.
Nu
lancerer de så deres ny top pickup "Akiko", som inden
længe lander her hos mig. Som standard kommer den
med kobberspoler til kr. 99.000. Der er også en speciel
version med sølvspoler til 110.000,-
Der
bydes blandt andet på en konisk kvardratisk nålefane af
diamant med fine-line nål. Øvrige data kendes endnu
ikke, men den vil helt sikker have lav kompliance og
være velegnet til de lidt tungere og veldæmpede arme.
Læs mere
inden længe. Denne spænden pickup spiller nu
på min pladespiller.
Hana Umami Red
Hana
Umami Red er en ny top pickup fra designeren hos Excel
Audio - Maseo Okada-san. Har har fortjent opnår stor ros
for Hanas linje af MC-pickupper i den mere overkommelige
prisklasse. Her er der dog tale om en ægte high-end
pickup.
Den røde
skal er tænkt som en imitation af det menneskelige øre.
Men ellers er der tale om et helt åbent desig. Der
anvendes duralmin, træ og urushi lakker. Magnetsystemet
er smarium cobalt og dere anvendes en bor nålefane med
microline nål og en 6 ohm indre impedans fra spoler af
ultrarent kobber. Disse er viklet på en permalloy kerne
som sikrer et fornuftigt output på 0,4 mV. Prisen ligger
på ca. 30.000 kroner.
Test
ligger nu her på siden!.
Purify - nyt dansk firma
med imponerende produkter.
Jeg tog en tur til Rødovre og besøgte
Storkøbenhavns HiFi-klub. Denne aften var det danske
Purify der var forbi med højttalere og forstærkere.
Absolut kompetente herrer med en imponerende teknologi
og en helt nyopfundet højttaler. Se under "Besøg og
udstillinger"
Tilføjelse 28-10-2020. Har nu bestilt et sæt enheder fra
Puifi. Skal bruges i mit nye 3-vejs system. Er spændt på
hvad de magter. Der kommer mere under "højttalere".
Micro Seiki - genfødt og genskabt
som "Tribute" i Hollandsk / Tysk samarbejde
En klassiker er genfødt.
Micro Seiki er i dag kendt som TechDAS, men de gode
gamle modeller er vi mange der mindes med vemod. Nu
kan du så købe den gode gamle RX-5000 igen ... Hvis
ellers du har råd!
Kort
fortalt
så begyndte det for 3 år siden. Alle data og
specifikationer for den legandariske Micro Seiki RX-5000
blev indsamlet. Alle dele blev målt igennem og data målt
igennem under optimale forhold. Efter at have indtastet
alle data i et CAD-program og dobbelt checket data igen,
inden produktionen blev sat i gang. De færdige
dele blev de testet og gået efter, inden den endlige
produktion kunne bgynde. . Kopiering og test tog næsten et
helt år, men først nu 3 år efter står det hele klart.
Nu
står den her så – en færdig og om mulig en bedre
udgave af den gamle Micro Seiki RX-5000 komplet med 16 kg
broncetallerken,, præcisionsleje og helt ny computerstyret
motor fra tyske Derenville.
Prisen
på værket og de tilhørende armbaser kendes ikke, men det
hele sælges direkte fra producenter i Holland. Se mere
her: http://www.db-tribute.nl/index.html
Spedieludgave af Derneville
Alene
motorenehder er en helt historie for sig selv. Det er en
specieltversion af Derenville DAE-01, som jeg har testet
her på siden. Jeg har siden købt den og kan skrive
under på, at den klarer stort set alt. Her er den dog
puttet i et andet hus og med en integreret analog
strømforsying.
Designet
er tilpasset Tribute pladestpilleren. Den 16 kg
broncetallerken kan kan drives via tråd, gummirem
eller hvad man nu ønsker.
Prisen for
motoren er 4.200 Euro (ca. 32.000 kr.) ex. moms.
Technics
SP10R - nu kommer den!
Endelig
har Technics annonceret, at den nye udgave af legenden
SP10 er på vej. Forår / sommer 2018 skulle den være
tilgængelig. Den er netop blivet præsenteret på IFA
messen i Frankfurt. Technics bygger videre på
erfaringerne med de nye SL 1200 GR og SL 1200 G. Her dog
med en endnu mere avanceret direkte drevet motor og hele
7 kg sandwich opbygget pladetallerken med bronze i
toppen. Super stilrent og lækkert. Må meget gerne være
min næste pladespiller!
Som
forgængerne er der tale om et rent DD værk. Senere
kommer de med en ny arm. Ellers skal man selv stå for
plint, arm og pickup. Det sidste betragter jeg absolut
som en fordel.
Data er
mildt sagt formidable med 0,008% wow og flutter samt 92
dB signal/støj forhold. Prisen er indtil videre meldt ud
som ca. 10.000 Euro. Bankrådgiveren nok skal ind over!
Noget helt andet... min lille novelle om MUREN. Læs den herunder. Eller downlosd MS Word filen HER
Muren (Verden på den anden side)
af Jan Nielsen
1 Velkommen til
Vilfby
Solen stod
langsomt op og varmen bredte sig ud over den lille grønne plet i udkanten af
Vilfby. Bøgetræerne stod lysegrønne i solen og fuglene fløjtede. Parken og søen
var det hyggelige grønne sted, hvor byens borgere fandt fred og ro. Her var en
lille plet med natur og dyreliv. Træerne gav skygge og der var en dejlig frisk
duft af dansk sommer. På den lille sø var der et svanepar og langs bredden vraltede
flere ænder rundt og kiggede nysgerrigt på de passerende. Jo, her var der fred
og idyl.
Men midt i
idyllen gik en gammel noget forhutlet mand rundt. Han have en stor noget slidt
frakke på og solide støvler. Slet ikke klædt på til den dejlige sommerdag. Med
andre ord, så hørte han ikke hjemme i denne grønne plet i Vilfby. Med langsomme
tunge skidt gik han rundt, snakkede mumlende med sig selv ”1, 2, 3 .. det må
være her”. Fuglesangen forstummede og der blev helt stille. Selv vinden holdt
op med at blæse gennem træernes blade. Han skridtede rundt, drejede sig og
kiggede ud over den store grønne plæne. Meget underligt stak han hånden op i
luften og viftede den rundt, nærmest vinkede til fuglene. ”Jo, det må være her”
sagde han til en imaginær person i luften. Forsigtigt tog han en stor metalstav
op af lommen og stak den voldsomt ned i jorden. ”Her er det – tiden er inde”.
Hurtigt forsvandt hen væk og gik ind mod byen. Metalstaven blev sidden og stak
tydeligt et par centimeter op over jorden.
Fuglesangen vendte
tilbage og alt var igen fred og iddyl. En stor sort kat gik meget selvsikkert
gennem græsset. Den standsede kort og snusede til fodsporene og metalstaven.
Alt var næsten som det havde været i mange år. Men inden længe skulle der ske
helt ubeskrivelige katastrofer. Intet ville længere være det samme i lille
Vilfby.
…
Det gamle gule
rådhus stod flot midt i byen foran det brostens belagte torv med springvandet.
Her holdt de fine til. Borgmesteren selvfølgelig og alle de andre, der
bestemte. På 6. kontor i forvaltningen sad en lille lidt duknakket og forsigtig
mand. Tage Keldsen stod der på skiltet. 6. kontor – byggeforvaltning og
ejendomsskat. Der var fyldt med sorte mapper og bordet var dækket af papir. En
ældre PC stod i midten af lokalet, men der var også en gammel skrivemaskine.
Keldsen var en pertentlig mand. Han havde orden i sagerne. I en alder af 36 var
han nået et pænt stykke op i rækkerne – lønramme 38. Men han boede dog stadig
hjemme hos sin mor. Kæreste og kone var der ikke tid til, nej han levede for
sit ansvarsfulde job. Han drømte om smukke kvinder og sex, man det blev ved
drømmene. Hjemme blev der sørget for god mad, vask og alle fornødenheder.
Eneste lille problem var den gamle sure hankat ”Mortensen”, der hele tiden
hvæsede af ham. Et sort udyr, hvis man spurgte ham.Tage var bestem ikke til
katte. Heller ikke hunde eller andre dyr, for den sags skyld. Kvinder havde der
været i hans ungdom. Dengang han var på fodboldholder og dyrkede masser af
sport. Sidenhen havde tallene og juraen tager over. Nu kunne han fordybe sig i regnearkenes
mysterier og løse vanskelige opgaver. Det var logisk. Kvinder derimod var en ulogisk
fremmed race, som han slet ikke forstod. Kun i hans fantasi var de omgængelige.
Nej, så hellere en masse papir, tal og beregninger.
Tage Keldsen
sad denne formiddag og kiggede ud ad vinduet. Solen skinnede og der var en let
brise. Et par biler kørte forbi og da han kiggede ned ad gaden, så han der var
samlet nogle mennesker foran biblioteket. Nå, det kommer ikke mig ved, sagde
han til sig selv. Hurtigt var han tilbage dybt koncentreret om sit arbejde. Bladrede
i de store støvede sagsmapper og var udadtil tilfreds. Inderst inde var der
noget han savnede. Hvad det var, vidste han ikke – det hele var på en måde lidt
kompliceret. Han var glad for sit arbejde. Elskede tal, logik og forordninger.
Alt skulle være som det plejede. Alligevel savnede han på en måde lidt
forandring. Han var dygtig, men blev aldrig rigtigt værdsat. Hjemme hos mor var
det hele ogsø det samme. Der blev puslet om ham, men han var jo ikke længere en
lille dreng. Det eneste der hjalp lidt på det var den sorte kat. På en måde var
den irriterrende, men den var også nem at snakke med, for den sagde ham aldrig
imod!
Det var helt
korrekt. Lige midt på hovedgaden var der noget postyr. En ung knægt var væltet
på cyklen. Sikkert på vej til skole og nu alt for sent på den. Sådan var
ungdommem jo – ingen ansvarsfølelse. Den
altid hjælpsomme bibliotekar frk. Jespersen var hurtigt kommet til undsætning.
Hun var var ikke bare byens unge bibliotekar, men også den bamhjertelige
samaritan, der hjalp til, hvor der var behov. Mange unge mænd havde et rigtigt
godt øje til Ulla Jespersen. Hun var dog mere interesseret i børn, dyr og så
selvfølgelig bøger. Helst kærlighedsromaner med en lykkelig slutning. Ulla var
en yderst køn ung dame. Lyshåret, funklende blå øjne og omkring de 25 år
gammel. Biblioteket bød på mange former for service, lige fra PC-kurser til en
kop kaffe og hjemmebagt kage. Men nu stod Ulla og flere andre på gaden og hjalp
den store dreng op. Han havde slået benet og skulle helt sikkert hjælpes ind på
biblioteket og have plaster på. Måske også lige et stykke kage og en cola. Jo,
han var kommet i de rette hænder. Knægten smilte skævt til Ulla, der var noget
underligt ved ham, men det var Ulla vant til. Hun havde utvivlsomt en ret stor
påvirkning på på mænd og store drenge. Efter få minutters pleje og en god snak
var drengen hurtigt tilbage på cyklen.
Lige på den
anden side af gaden lå politistationen. Der holdt politimester Steen Storm
udsyn med byens liv og var helt klar til at rykke ud, hvis det absolut blev
nødvendigt. Men helt sikker kun hvis det blev nødvendigt. Helst så han, at det
ikkeslet ikke var nødvendigt. Det skulle jo nødigt blive for besværligt og
direkte fysisk krævende. Heldigvis var politiassistent Simonsen allerede ude og
patruljere, men det var Storm der bestemte. Storm vidste helt klart, at
Simonsen kørte sin sædvanlige runde på den gamle grønne cykel. Hvis noget var
på færde, skulle han nok få besked. Nu var der så lige tid til en kop kaffe og
et kig i dagens avis. Jo, Storm elskede sit job som politimester, for der skete
stort set aldrig noget i Vilfborg. Så længe det hele kunne klares med lidt
inspektion fra viduet, var han helt tilfreds.
Der var lidt
postyr foran biblioteket. En ung mand var væltet op cyklen lå nu midt på vejen,
men det blev effektivt klaret af den unge kønne pige, som han ikke lige huskede
navnet på. Hun tog ham med ind på biblioteket, men kort efter kom drengen ud
igen og kørte frækt skråt hen over gaden mod færdselsretningen. Det irriterede
den gamle politichef. Ungdommen nu til dags – ingen respekt for lov og orden.
Han satte sig tilbage i stolen og ventede. Stadig nogle timer til fyraften,
hvor hans kone Birgit ventede med god mad og måske en kold øl. Jo, han havde
det faktisk godt. Børnene var for længst fløjet fra reden og ham og konen nød
friheden og et par udlandsrejser hvert år.
Kurt var på én
gang glad og varm indvendigt. Men samtidig gjorde hans knæ lidt ondt, mens han
trådte af sted på cyklen. Skolen kunne han ikke nå, men skidt være med det.
Hans plan var lykkedes og nu var han fri som fuglen. Cyklen væltede lige det
rette sted og han skrabede knæet, så det så lidt alvorligt ud. Han var kommet
ind til Ulla, havde snakket med hende og helt fantastisk rørt ved hende! Det
kunne helt sikket ikke blive større. Godt nok var han kun 17 år og hun var lidt
ældre. Men skidt være med det. Hun var drømmen, prinsessen der bare sendte
disse specielle vibrationer gennem hans krop og andre steder. Det var helt
sikkert, at han snarest skulle forbi biblioteket igen. Måske endda for at låne
en bog eller to. Måske han bare skulle have skiftet sit plaster. Med et stort
smil fik han fart på cyklen. Kørte skråt over gaden mod færdselsretningen og
forsvandt rundt om hjørnet, absolut i den modsatte retning af skolen.
2. Alting
hænger sammen
Oleander sad på
den gamle slidte træstub og kiggede ud over alt det blå og grønne. En lille
træhytte stod noget skævt, men det var, der hun havde hjemme. Dette sted var
hendes og træstubben var den plads hun holdt allermest af. Solen skinnede og en
let brise førte en underlig grøn flue tættere på. Det lille skrøbelige insekt
med de mange ben landede foran hende. Hun betragtede den et stykke tid, mens
den langsom bevægede sig gennem det høje græs. Tøvende rakte hun hånden frem. Vidste
hvad der ville ske, for de tynde handsker var i lommen. Hun kunne dog ikke lade
være. Fluen lettede og satte sig på hendes hånd. Den behagelige summen stoppede
brat og der gik nogle få krampetrækninger gennem det lille insekt. Så lå den
stille, helt død. Benene krummet sammen omkring den helt ubevægelige krop.
Oleander vidste det. Det var hendes skæbne og helt sikkert derfor hun have fået
sit navn. Hun var en smuk ung kvinde, knapt fyldt 18 år. Sad der med det lange
sorte hår let viklet ned over en rank veltrænet krop. Problemet var blot, at
hun som blomsten af samme navn var dødelig for sine omgivelser. Ingen levende
væsener slap fra at røre ved hendes gyldne solbrændte skind. Hun ville aldrig
kende det fantastiske ved en blid omfavnelse. Mærke en mands kærlige kys på
sine læber og da slet ikke hed elskov. Så længe huyn kunne huske tilbage, hvade
hun altid været alene. Forladt som barn, men under opsyn. Nogen havde passet på
hende, men hele tiden på afstand. Den mand hun havde forelsket sig i, døde i
hendes arme, den første gang hun tog hans hånd. Det var helt sikkert bedst, at
hun levede alene.
Oleander
kiggede op mod himlen. Det hele var så uretfærdigt, men måske der et eller
andet sted derude var en som hende. En der ikke blev påvirket af den dødelige
gift, eller måske blot en der var immun og kun blev en lille smule syg? Håbet
var der stadig, men indtil videre måtte hun holde sig isoleret og nøjes med sin
træstub i udkanten af skoven, hvor hun også havde sin lille primitive træhytte.
Oleander kunne dog trøste sig med, at det var nemt at finde mad. Alle de
nysgerrige dyr, der kom i nærheden, døde ved hendes berøring og mange af dem endte
i kødgryderne.
Oleander vidste
det ikke, men inden længe ville hendes ønske gå i opfyldelse. Der var store
forandringer på vej. Man kunne nærmest føle det i luften. Nogen eller noget var
på vej til Oleanders lille skov i Den anden verden.
3. hos
murermesteren - Nu begynder det
Telefonen
ringede tidligt den morgen. Klokken 9.00 er afgjort tidligt for mig. Jeg rakte
noget opgivende ud efter min gamle Samsung mobil, der lå og brummede på bordet.
Rutinemæssigt og noget tøvende præsenterede jeg mig; ”Clausen”. En John Smith
svarede med en let hæs og dyb stemme; ”Er det hos murermester Tom Clausen?” Jo,
det måtte jeg så indrømme – ”Det er murermester Clausen”. Men inden jeg have
fået min kaffe, var det hele lidt forvirrende. At denne Smith så også talte med
en ubestemmelig accent, gjorde det ikke bedre. ”Jeg skal have opført en mur”
sagde han. Javel, det er jo det jeg gør som murer. Faktisk bygger jeg mure, ja
også hele huset. Men hvis han nu ville have opført en mur, så OK. ”Til et hus,
eller er det en skillemur? Hvilken type og hvor?” fik jeg fremstammet – var
stadig ikke helt vågen.
”Jeg har sendt
dig en mail. Der er en tegning med. Muren skal opføres her ude på engen bag
søen”. Så afbrød han. Ingen farvel eller noget andet. Stadig lidt forvirret fik
jeg vækket min PC. Jo, der var en mail fra John Smith Enterprise. En meget
fyldig fil med detaljerede tegninger. Der var helt tydeligt, tale om gamle let gulnede
tegninger. De var affotograferet og man så det krøllede papir og den sirlige
engelske håndskrift. I det ene hjørne stod der ”Manchester april 14 - 1926”.
Alle mål var angivet i fod og tommer. Jeg undrede mig et kort øjeblik, så
kiggede jeg nærmere på tegningen. Det var nok ikke lige sådan jeg ville bygge
en mur. I normale danske mål var den ca. 4 meter høj, 30 meter lang og med en
samlet tykkelse på lige under en meter. Med andre ord en god stor solid mur.
Men til hvilket formål – og hvorfor skulle den bygges i vores fine park, lige
her uden for Vilfby? Jeg var noget i vildrede, men så ringede telefonen. ”John
Smith igen, vil du bygge min mur? Den skal være færdig senest den 16. september
2023 kl. 13:12. Ingen forsinkelser og absolut ingen ændringer i forhold til
tegningerne.” Jeg måtte lige forklare ham lidt om, hvordan man bygger mure i
dag. Det var ikke som i 1926. ”Er det OK med en let armeret betonmur beklædt
med røde teglsten?” spurgte jeg. Der var et øjebliks stilhed. ”Er den solid –
den skal helst kunne holde?” Jeg vidste ikke lige hvad den skulle holde til,
men jo den er solid. ”Har du de nødvendige tilladelser til byggeriet”. spurgte
jeg. ”Der skal jo også lige laves et fundament, så den står fast. Så vidt jeg
ved, er grunden derude ejet af kommunen?”. Svaret kom hurtigt, ”Vi mødes ved
søen i morgen kl. 09.00”. Så blev samtalen afbrudt igen.
Jeg dumpede ned
i stolen og kløede mig uvilkårligt lidt i nakken. Det her var altså noget
underligt. Kastede et blik på den fine kaffekop på bordet. ”Mur og sten, så
bare kom. Det ordner murermester Tom”. Det var min svigersøn Henrik, der havde
fået lavet 50 af dem til mit 30 års jubilæum. Ikke videre intelligent og det
rimede meget dårligt. Men koppen var stor og der kunne være meget kaffe i den,
så det var acceptabelt. Teksten bekræftede så bare, at John Smith havde
kontaktet den rette. Jeg var byens murer og det havde jeg været i mange år.Jeg
overtog forretningen fra min far i 1993 og nærmede mig de 58 år og skulle snart
på pensionen. Men den lille mur var helt sikkret noget, jeg nok skulle ordne.
Resten af dagen
forløb uden mærkelige opkald og endnu mere mærkelige opgaver. Jeg tog tidligt
hjem, hvor Lise ventede med dejlig mad. Min hund Charly kom og tog imod mig ved
døren. Et lille bjæf og så ellers af sted på en god gåtur. Vi gik ned til det
grønne område ved søen. Jeg undrede mig over, hvorfor nogen ville bygge en mur
her. Men hvad, jeg fik mine penge og arbejde til mig og svendene. Hunden løb
glad rundt og efter vores sædvanlige runde vendte vi hjem til god mad, hygge og
en god kop kaffe. Charly lagde sig på gulvet ved mine fødder og så var det hele,
som det skulle være. Ren afslapning og så faldt jeg i søvn. Lise vækkede mig
efter en time. ”Det er langt over din sengetid”, sagde hun. Så gik jeg til ro.
Skulle være frisk næste dag. Der ventede en stor opgave.
4. Mødet med
John
Dagen efter var
det let overskyet og kun en blid vind fra vest. Altså en dejlig frisk morgen
her ved 9-tiden. Jeg stod på engen ved søen og sonderede terrænet. Fuglene sang
og i det fjerne kunne man høre frøerne i søen. En gammel sort kat kom
spankulerende hen over græsset. Den kiggede nysgerrigt på mig, mens den spandt.
”Bare den nu ikke bringer uheld” tænkte jeg. Idyllen blev afbrudt og katten
forsvandt som en sort streg, da en rusten gammel Audi meget støjende kørte ind
over græsset. Noget underligt, da parkeringspladsen lå få 100 meter væk. En
korpulent ældre gråhåret herre med et stort fuldskæg steg noget langsomt ud af
bilen. Skægget og den gamle sorte skindjakke passede fint til hans store
kraftige korpus. Man kunne se, at det var en mand, der udstrålede magt og ikke
mindst masser af livserfaring. Han kiggede lidt rundt gennem tykke brilleglas
og gik så hurtig mod mig med en stor fremstrakt hånd. ”John Smith”, sagde han.
”Det glæder mig at træffe dig Tom”. Jeg gav ham hånden og følte et kraftigt
fast tryk.Et kort glimt af dejavu – der var noget velkendt her, men alligevel
ikke. Jeg slog det hurtigt ud af hovedet. Kendte jo ikke manden, der kaldte mig
ved fornavn. Der var noget specielt ved ham, jeg ikke lige kunne fokusere på.
”Der er lige et
par ting vi skal have på plads. En mur, lige her og hvorfor?” Det spørgsmål fik
jeg dog ikke svar på. I stedet hev han et stort stykke papir op af lommen. ”Her
skal muren være. Se på kortet - længde og breddegrader er angivet, så alt er på
plads. Der skal et kraftigt fundament, så den står stabilt. Muren skal være med
granit og mørtel. Den skal kunne modstå en meget kraftig påvirkning.” Jeg
stoppede hans talestrøm og forklarede, hvordan vi i dag bruger armeret beton.
Men jeg var stadig lidt i vildrede om hvad det gik ud på. ”Skal det være en
form for kunstværk?” spurgte jeg. ”Tja, det kan man vel godt sige. Det er stor
kunst, at bygge en god solid mur. Men husk den SKAL være klar senest den 16.
september kl. 13:12.” Der var næsten 4 måneder til den dato, så det kunne jeg
sagtens nå. Jeg spekulerede lidt over, hvordan det skulle gribes an, men kunne
egentligt ikke se nogen problemer i det. ”Hvad med betalingen?” Spurgte jeg.
”Der skal lige indbetales et aconto beløb, før vi går i gang. Jeg kan sende en
regning” John Smith hev en lille brun pose op af lommen i sin læderfrakke. Han
kastede den lettere skødesløst over til mig og jeg var tæt på at tabe den. Den
var ret tung. ”Det burde være nok til at starte med. Skal du bruge flere, så
bare sig til.” Jeg kiggede forsigtigt ned i posen, som om et eller andet farligt
pludseligt ville springe op i hovedet på mig. ”Det er gode gamle engelske
Sovereigns – guld!” sagde John Smith med tydelig begejstring i stemmen. Sidst
jeg så guldprisen, var den ca. 350 kr pr. gram.
Hvor meget der
var her og om disse mønter var mere værd, vidste jeg ikke. Der var mindst et
kg, så vidt jeg kunne bedømme. ”OK, det ser fint ud…” fik jeg lige fremstammet,
men John Smith var allerede tilbage i sin gamle rustne bil og på vej væk.
Hjemme igen fik
jeg kigget nærmere på de klingende mønter i den brune pose. Jo det var engelske
Sovereigns. 22 karat guld og ca. 8 gram i hver mønt. Prisen hos en anerkendt
mønthandler i København var ca. 3000 kr. pr. stk. Posen indeholdt godt 100
mønter, så der var rigeligt. Det var bestemt ikke den måde jeg normalt fik
betaling på, så den gode John Smith var helt sikkert heller ikke normal.
Hvordan fik jeg pengene udbetalt? Banken ville nok stille en masse spørgsmål og
hvad med skattevæsenet. Nå, det var nok noget der kunne løses. Jeg havde mine
forbindelser.
To dage efter
gik vi i gang – jeg havde et par af mine murersvende til at hjælpe. På få timer
var gravearbejdet pænt fremskredet. En grøft til fundamentet var næsten halvanden
meter dyb, og vi skulle snart til at støbe. Den overskydende jord var allerede
kørt væk. Alt var således efter planen, men der skulle selvfølgelig være
problemer. Nærmest ud af ingenting dukkede en lille lavstammet mand op. Han
havde små sorte briller og hentehår. Med store øjne betragtede hån os mens
panik og afsky stod malet i hans blege ansigt. Tøjet var et let krøllet
jakkesæt og det lugtede af cigaretrøg. ”Hvad sker der dog her hr. Clausen?”
Uden at vente på svar fortsatte han: ”Jeg er Tage Keldsen fra kommunens
byggestyrelse. Må jeg venligst forespørge, hvad der foregår her?” Han rakte sit
lige så krøllede visitkort over mod mig. Det lugtede også af cigaretter. Jeg
kendte udmærket hr. Keldsen, som en nidkær og ofte meget grundig embedsmand.
Mildt sagt røvirriterende. Noget undrende forklarede jeg Tage Keldsen i
detaljer om projektet. Om den store mur, et slags kunstværk som John Smith
havde bestilt. Kunne med det samme se, at den lille Keldsen ikke var med. ”Hele
parken her er fredet. Især her på grunden ved søen må det bestemt ikke bygges
noget som helst. I kan altså ikke bare grave huller og bygge mure her”. Han så
lidt vred ud nu og der kom et par røde furer i panden. De blev ikke mindre, da
han fik øje på det nu meget store hul, vi havde gravet. Lige i det samme kom
John Smith kørende i sin gamle støjende Audi. Man kunnebåde hører og lugte den
på stor afstand. For slet ikke at tale om den sorte røg den efterlod. Tage
Keldsen fra kommunen så til i rædsel, da bilen osende og larmende fræsede hen
over græsplænen. John stod ud af bilen og gik hen til den lille mand fra
kommunen. Han så meget målrettet ud og der var med det samme lagt op til en
konfrontation. Keldsen var dog hurtigst, han stod nærmest på tæerne for at nå
op til den større mand, ”De kan ikke bygge en mur her – det er ikke lovligt at
bygge noget på en fredet grund. Desuden ejer de slet ikke grunden, den tilhører
kommunen”. John Smith kiggede skævt ned på den lille grå mand i det krøllede
jakkesæt. Han slog hovedet bagover og de rullende øjne gjorde det tydeligt, at
han bestemt ikke var tilfreds. ”Det var nøjagtigt det samme problem tilbage i
Manchester i 1926” sagde han. ”For slet ikke at tale om katastrofen i Chicago
tilbage i 1815. Jeg har overhovedet ikke tid til den slags, det her er vigtigt.
MEGET vigtigt”. Han rullede ærmet op på sin venstre arm og jeg troede, at der
var slagsmål i luften. Den stakkels lille Keldsen havde ikke mange chancer. Men
så slemt var det nu ikke … eller? En hel
række af noget der lignede armbåndsure, kom til syne. Nogle af dem så lidt
underlige ud med mange blinkende lys og visere, der drejede alt for hurtigt
rundt.Et par af dem havde nok passet bedre i et bornholmerur. Der kom også
underlige små tikkende og summende lyde fra dem. Både jeg og Keldsen så noget
forundrede til, da John Smith trykkede på et par knapper. Først på et lille
blåt ur og så et stort rødt med en fin armlænke. Herefter lagde han så pludselig hånden meget
fast på panden af kommunemanden. Der lød en sagte sitren som elektriske udladninger
og så skete der noget mærkeligt. Keldsen blev helt tavs, nogen havde taget hans
tunge eller slukket på en kontakt. Han ændrede udseende for øjnene af os. Den
let vigende frisure blev på få minutter erstattet af en stor mørk manke. Det
lidt grå slidte udtryk i hans ansigt var nu mere ungdommeligt og hele hans krop
rettede sig synligt op. Den let slidte og krøllede jakke strammede nu synligt
over brystet, mens hans bukser langsomt gled ned og han febrilsk prøvede at
hive dem op igen. Den lidt støvede Keldsen, der før stod foran os, var nu
forvandlet til en sportstrænet ung mand. Ikke meget ældre end 25 år. Han så
mildt sagt noget forvirret ud, ja nærmest helt fortabt. ”Løb du bare hjem til
din mor” trøstede John Smith ham, ”Jeg tror hun har en kop varm chokolade og en
bolle til dig.” Det lød nærmest som om Smith kendte den stakkels Keldsen, der
kom med nogle underlige lyde og stolprede af sted med usikre skridt. Jeg kunne
sværge på, at han fløjtede? ”Jeg forventer, at projektet skrider planmæssigt
fremad” bemærkede John Smith, som om intet var hændt. ”Husk, at dette projekt
er MEGET vigtigt. Jeg tager lige op på kommunen og forklarer dem nærmere om det
hele.” Så var han væk. Jeg stod tilbage om muligt lige så rystet som den
stakkels Keldsen. Hvad var det dog der skete lige her i vores lille fredelige
Vilfby. Der var lige nogle ting, som skulle undersøges til bunds. Hvem var ham
Smith og hvad var der med den mur? Jeg stod lidt i mine egne tanker, da den
sorte kat igen kom løbende. Den stod nu meget tæt på og jeg kunne se de gule
øjne, der på en måde strålede som små diamanter. Den virrede lidt med hovedet,
kom med en fnysende lyd, som om den nøs, og så var den væk igen. Alt i alt en
meget underlig dag. Den kolde øl, der ventede derhjemme, var absolut velfortjent.
5. Underlige ting
Et par dage
efter kunne man læse i Vilfbys lokalpost, at der var sket noget uforklarligt på
kommunekontoret. En vigtig fuldmægtig var på mystisk vis forsvundet og nu
efterlyst. En hel kontorfløj i byggestyrelsen var blevet tømt i løbet af
natten. Alle mapper, papirer, møbler, computere og kopimaskiner var som ved et
trylleslag forsvundet ud i den blå luft. I stedet stod der nogle gamle brune
skrivepulte, og en slidt brun lænestol. Der lugtede let muggent og helt klart
af cigarer, hvilket blev bekræftet af de 4 skodder der lå i et stort askebæger.
Vinduerne var mildt sagt meget beskidte, ja nærmest matte og et par af ruderne
smykket af store revner, hvis de da ikke helt manglede. Der lå en støvet stak
papirer på et gammelt tungt og mørkt mahognibord, hvor man også fandt små
beholdere med blæk og tilhørende fyldepenne. Flere steder stod gamle stempler
med ”haster”, ”kopi” eller ”godkendt”. Politimester Storm havde været forbi,
men det hele forblev meget mystisk. De lukkede kontoret af med store rød/hvide
plastikstrimler – ”Adgang forbudt - Politiet” stod der! ”Vi er på sagen!” sagde
politimester Storm. ”Vi skal til bunds i det her”.
I lokalposten
kunne man også læse om det spændende kunstprojekt ude på bakken. Der skulle
bygges en slags støjmur, som beskyttede fugle og andet vildt mod larm og lys
fra byen. At denne mur så samtidig skyggede for borgernes udsynet til samme
natur, var der ikke lige nogen som bemærkede. Underligt nok var der god
opbakning fra både journalister og befolkningen i området. Jeg klagede ikke –
det var jo mig der skulle bygge den flotte mur.
6. Nuren tager
form
De følgende
uger var der mange nysgerrige besøgende, som beundrede byggeriet. Det var min
fortolkning, men jeg tror nu også et par stykker ønskede mig og maskinerne hen
hvor peberet gror. Det store hul var fyldt op med et lige så stort fundament.
Et solidt net af ståldragere ragede en meter op gennem betonen og rundt om var
vi nu i gang med at sætte forskallingsbrædder op og gøre klar til støbning. Det
var mildt sagt meget solidt, men passede 100% med tegningerne. John Smith kom
forbi med regelmæssige mellemrum. For det meste stod han blot og nikkede og
noterede i en lille sort bog. Det var sjældent han spurgte om noget. Denne sene
eftermiddag kom han dog over til mig. Den gamle bil var igen parkeret tæt på,
så han slap for at gå så langt. Naturligvis var han iklædt den obligatoriske gamle
skindfrakke, hvorfra han trak en blank glinsende genstand op. ”Her, den skal du
lige kigge på”, sagde han uden nærmere indledning. ”Den er en vigtig del af
muren. ”Katalysatoren skal placeres midt i muren to meter over jorden”. Jeg
kiggede lettere forvirret på genstanden, han stak op i hovedet på mig. Den var
gylden blank, sikkert messing eller kobber. I hver ende af den ca. 30 cm lange
stang sad en stor blank kugle på størrelse med et pænt æble. Jeg rakte ud og
tog imod genstanden. Den var forbavsende varm og summede let, som om den var
elektrisk. ”Hvad er dog det for en tingest?” spurgte jeg. Han svarede ikke, men
rakte mig en tegning. ”Katalysatoren skal mures ind i midten af muren. Den må
ikke røre ved metal eller sten og den skal sidde helt vandret på tværs af muren
i en vinkel på præcis 90 grader.”
Umiddelbart var
det ikke så svært. Jeg kunne sætte nogle stykker træ i klemme, så den sad fast
i en solid holder. Midten af muren var alligevel hul lige her og den kom ind
over armeringen. skulle nok blive
siddende. J eg syntes nu det var lidt synd, at denne flotte tingest skulle ind
i muren. Hvilken gavn kunne den gøre der? Jeg gik langsomt over mod
konstruktionen og placerede forsigtigt den gyldne stav i et passende hul. Den
fik lov til at hvile på et solidt bræt. John Smith nikkede. ”Ja, det ser
rigtigt ud, men det skal måles ud og være helt præcist”. Det var lige i det
øjeblik jeg igen fik øje på katten. Den gamle sorte kat bevægede sig hoppende
hen over græsplænen. Gned sig op ad mit højre ben. Den gik så hen til muren,
hoppede op og snusede nysgerrigt til den blanke tingest. Tilsyneladende
tilfreds hoppede den ned igen og forvandt om bag muren, længere væk mod søen og
træerne. John havde også set katten, og stod meget underligt og missede med
øjnene, mens han kløede sig i panden. ”Kan du ikke lide sorte katte?”, spurgte
jeg. John svarede ikke sådan lige med det samme, men bevægede sig langsom hen
mod sin rustne bil. ”De har aldrig gjort mig noget, men jeg vil ikke have den
der i nærheden af muren.” Med det noget kryptiske svar, steg han ind i bilen og
forsvandt væk fra byggepladsen.
7. Et helt
andet sted
Oleander gik
hvileløst rundt. Hun fornemmede at noget var på vej, men kunne ikke helt sige
hvad de var. På sin vej gennem den anden verden var det kun sjældent hun mødte
andre.Alligevel kendte hun de fleste. Havde observeret både dyr og andre
skabning på afstand. Hun vidste udmærket, hvem der var venlig og hvem man
skulle holde sig væk fra. Med andre ord, var hun nognelunde tryg i sen lille
del af skoven. Denne dag var dog anderledes. Ude i horisonten mellem træerne så
hun den store skikkelse, der langsomt nærmede sig. Normal ville Ingen snakke
med ham, men Oleander var en undtagelse.
Hun ventede spændt på, hvad han nu ville fortælle. Hun havde selv givet
den lidt klodsede jordsnegl navnet Portobello. Til dels på grund af størrelsen,
men også fordi hans store næse var blød og lysebrun. Selvfølgelig havde hun
aldrig rørt ham uden handsker. På samme måde var den kæmpe Portobello meget
forsigtigt, når han næmede sig. Har var om muligt lige så uønsket som hende
selv, så på den facon passede de godt sammen. Langsomt kom den store brune og
grå skikkelse lettere vraltende hen mod Oleander. Den store runde lysebrune
kuppel i toppen havde giver ham hans navn. Nogen påstod, at det var hans
hjerne, men Oleander tvivlede – det måtte være næsen. Lugten af muld, fugt og
råddenskab nåede hende på flere meters afstand. Hun bukkede sig ned og samlede
en lille hvid duftfrø op fra græsset. Selvfølgelig med fine hvide skindhandsker
på. Alligevel var det tydeligt, at frøen krympede sig lidt. Den brød sig ikke
om hende. Hun førte den langsomt op mod ansigtet og klemte den let. En liflig
duft af vanilje og pebermynte tog en del af den skarpe lugt. ”Stop du bare der
henne”, råbte Oleander. ”Ingen grund til at komme nærmere, hverken du eller jeg
ønsker det”. Den store uformelige masse væltede om på græsset. Om han satte sig
ned eller lå, var nærmest lige meget. Inde bag alt det brune glimtede et par
store levende øjne. Det så ud som om han græd, men sådan var han bare. Oleander
huskede tydeligt den første gang hun traf en jordsnegl. Den lille fyr var endnu
ikke udvokset og af ren nysgerrighed kom han alt for tæt på. Oleander sad i en
time og så hvordan, den langsomt visende ind til muld, der gødede jorden under
den. Det ønskede han ikke at opleve igen. Specielt ikke med Portebello, somvar
en gammel ven.
”Hvad bringer
dig på disse kanter, og ikke mindst så tæt på mig?” Der lød en rumlende røst
fra den store Portobello, som om den kom fra langt nede i dybet. ”Jeg ville
bare lige diskutere et par ting med dig. Der sker så meget underligt lige for
øjeblikket. Har du ikke bemærket, hvordan alting er forandret?”. Oleander
krympede sig lidt, jo hun havde bemærket det, men ingen grund til at gøre de
andre mere bekymrede. ”Jo, græsset er grønnere, og blomsterne dufter dejligt”,
svarede hun, med et slesk smil på læben. Der lød et dybt grynt fra den helt
klart meget nedtrykte Portoebello. ”Men kan du ikke mærke, at der er
forandringer på vej. Det ligger som i luften, en let sitren og en fornemmelse
af fare?” Oleander svarede ikke lige med det samme. ”Jeg er ikke helt klar over
hvad du hentyder til, Kan du uddybe det lidt?” Oleander var lidt bange for
svaret, men alligevel kom det som et chok for hende. Den dybe røst kom meget
klart og med stor styrke ”Jeg tror Valpen er på vej!”.
8. Muren er
færdig!
Endelig oprandt
den store dag. Solen skinnede fra en skyfri himmel og det mindre hornorkester
spillede op til festen. Sådan ca. hele byen var dukket op og folk stod tæt op
mod afspærringen. Pressefolk over det hele – også nogle stykker fra København Der
var gratis udskænkning af vand og øl, hvilket måske havde lokket endnu flere
til. Den obligatoriske store flaske champagne var også klar til at blive knust
mod muren. Det var min idé, det her skulle jo se flot ud. Godt nok var det ikke
et skib, men ”sejle” skulle den.
Jeg så
politimester Storm holdt godt øje med folkemængden. Der var ikke optræk til
ballade, når han gik rundt blandt de mange mennesker. Den søde bibliotekar var
der også. Bøgerne måtte vente lidt. Ikke langt fra hende skimtede jeg en ung
knægt på en stor mountainbike. Han havde afgjort mere blik for bibliotekar Ulla
end for den store flotte mur. Ungdommen nu til dags. De er ikke til at finde ud
af. Netop i det øjeblik hev knægten sin mobil op af lommen og tog en masse
billeder. Både af muren, men helt afgjort også af den unge smukke bibliotekar.
Tage Keldse var
der også. Han så godt nok noget anderledes ud. Yngre og mere spændstig, men
stadig med et lidt underligt udtryk af foragt, når han så på muren. Var han
blevet gal eller bare træt? Jeg holdt godt øje med ham.
9. Katastrofen!
Præcis kl.
12:00 skete det. Jeg holdt en kort tale. Takkede alle – ikke mindst John Smith
og så blev muren indviet. Jeg udløste den store flaske champagne, som
splintrede mod den røde murstensmur med et tydeligt ”plop”. John Smith så på
sit meget gamle guldur. Han virkede noget nervøs, men det var vi vel alle. Det
hele sitrede af spænding og alle forventede det helt store. Alle fotografer gik
helt amok og antallet af mobiltelefoner, der tog billeder, var helt sikkert kollosalt.
Tror aldrig der har været taget så mange billeder af mig og et af mine
bygningsværker. Tænkte tilbage på dengang John kom med tegningen: ”Den skal
være solid og kunne tåle en meget kraftig belastning”. Jo det var den og om der
så kom et jordskælv, ville den blive stående.
Derefter
stilhed, altså lige bort set fra klirrende flasker, og klapsalverne, som
langsomt døde bort. Selv musikerne i det lille hornorkester holdt en pause. Nu
var der kun lidt fugle i baggrunden og så vinden i træerne. Champagnen siledes
langsomt ned ad den nøgne mur. Det hele virkede noget skuffende, men hvad. Det
var da en flot mur. Jeg skulle lige til at sige noget, da jeg mærkede det i
fødderne og op gennem mine ben. Jordskælv i Danmark? Tja, det var sket før, men
det her var godt nok underligt. Der kom en nærmest ildevarslende brummende lyd
op fra jorden og alle tilskuerne samt de mange fotografer stirrede stift på
muren. Den var levende! Først kom den lidt ud af fokus, vibrerede og rystede
lidt. Dernæst blev den nærmest som lavet af gummi og bulede ud på midten, som
når man ser på ting gennem dråber på ens brilleglas. Her var der dog kun én
stor dråbe præcis i midten af muren. Den bulede udad eller indad, afhængig af
hvilken side af muren man nu betragtede. Her på vores side – ind mod byen –
bulede den nu kraftig ud mod os. Der var ikke nogen sten eller mørtel som brød
sammen, i stedet var det hele bare en stor elastisk masse. Jeg så fuldkommen
vantro over mod John Smith. Sådan havde jeg aldrig set mursten opføre sig. Mit
ansigt har nok udtrykt en voldsom overraskelse og forbløffelse. Men hos John
stod rædslen malet i hans ansigt. ”Han kommer! Valpen kommer!” Jeg forstod ikke
helt, hvad han talte om. ”Hvilken hvalp er det der kommer?”. John rystede på
hovedet ”Nej, nej - det er ikke en hund, men Valpen. Et totalt ubeskriveligt ondt
væsen fra Den anden verden. Jeg håber altså at muren holder”.
Nu var alle
enten meget nysgerrige, eller også var de rykket nogle meter tilbage i frygt
for det ukendte. Politimester Storm og de få andre der stod fremee ved muren,
blev vidner til hvad der nu blev årets hændelse i Vilfby – nej årets hændelse i
Danmark. Den unge udgave af Keldsen gik resolut mod muren. Jeg råbte til ham,
men tror ikke han hørte det i den stadig meget kraftige brummen og buldren. Jeg
kunne se, at han mumlede et eller andet. Han så også meget vred ud. Fra den
anden side af pladsen kom den gamle sorte kat spankulerende, som om intet i
verden kunne forstyrre den. Sådan er det ofte med katte. En ung kvinde blandt
publikum løb efter den. ”Mis, kom her. Der er farligt der ovre”. Det var Ulla
Jespersen nede fra biblioteket, Typisk at hun viste hensyn og hjælpsomhed i
denne situation. Nu følte jeg også selv, at der måtte ske noget. Det kunne ikke
være rigtigt, at alle de mennesker og katten kom så tæt på dette underlige
fænomen. Det var min mur, så jeg havde en eller anden form for ansvar. Jeg løb
så hurtigt jeg kunne og John Smith løb efter mig. Få skunder efter stod vi alle
fire få meter fra den stor bule i muren. Katten sad i Ullas arme og kiggede op
på os. Bulen var nu nærmere en kegle der rakte flere meter frem. Alt var
forvrænget, lyd og lys havde lige som svært ved at trænge ind til os og luften
havde en mærkelig kunstig lugt, der bredte sig til svælget med en syrlig smag.
Det her var et syretrip eller måske bare sådan som jeg havde haft det, for
mange år siden, da jeg blandede pot og whisky. Ud af øjenkrogen så jeg
politimester Storm komme løbende. Han så meget gal ud, for det var sjældent han
blev tvunget til at løbe. Bag ham kom en betjent på cykel. Det var Simonsen. Nogle
meter væk, så jeg den unge knægt på han mountainbike. Han havde fuld fart på
lige imod os. Det her skulle gå galt.
Jeg mærkede en
der prikkede mig på ryggen. Nej der var ikke nogen. Det var muren der kom så
langt frem, nu med en lang spids. Vi alle fire plus katten og drengen på cyklen
blev fanget ind af en sugende effekt. Det var som et kæmpe magnetelt og på en
brøkdel af et sekund befandt vi os alle sammen i et blødt gråt og varmt tomrum.
Lige så hurtigt blev vi spyttet ud igen. Nu på den anden side af muren. Helt
umuligt, men det skete alligevel. På en måde var jeg lidt skuffet. Har set
tryllekunstnere der gør den slags, men godt nok uden alle de lyd- og lyseffekter.
Jeg kiggede op på muren, der stadig var levende og meget truende. Vi trådte
alle nogle skridt væk, for lige som bedre at kunne overskue situationen. Her på
den anden side pulserede den store bule indad, men stadig med en underlig
hvislende lyd.
Efter at have
sundet mig lidt kiggede jeg på de andre. Keldsen var mildt sagt helt fra den.
Skiftevis græd han eller kom med et stort fjollet grin. John Smith ruskede mig
med hans store hænder på mine skuldre. ”Se nu hvad du har gjort! Den mur var
helt forkert. Det her er lige som katastrofen i 1628. Vi er fortabte og det
hele er ødelagt.” Han var på én gang rædselsslagen og meget vred. Jeg vidste
ikke hvad der var galt, men helt sikkert, så var det her ikke min skyld.
Der lød
pludselig et mærkeligt swooop og ud af muren kom en meget forpjusket frk.
Jespersen, der klamrede sig til den sorte kat. Kort efter dukkede en lige så
rystet politimester Storm op. De rullede begge rundt på jorden foran os og
kiggede sig spørgende omkring. ”Hvad sker der her” spurgte Storm. ”Hvem er
ansvarlig for dette?” Jo, han var helt afgjort en rigtig politimand. Frk.
Jespersen kiggede sig om ”hvor blev katten af?” Vi svarede ikke, for i samme
øjeblik fokuserede vi igen på muren. Denne gang var lyden lidt anderledes for
der kom noget meget hurtigt og voldsomt mod os. En cykel og på den Kurt, den
unge knægt, der væltede om på jorden foran os. ”Hej Kurt” sagde Ulla, ”Er du nu
væltet igen.” Stadig med denne imponerende ro og omsorg i en vanskelig
situation. Muren summede stadig, men ikke så voldsom, det var som om den havde
tabt lidt af kraften. Den rystede lidt og med lyden som en våd svamp der rammer
gulvet, kom der en arm til syne. Hånden hold fast på et cykelstyr.Det var en uniformeret
mand. Inde fra, som et sted langt borte, kunne vi høre hans smerteskrig. Han
sad fast i muren. som nu igen langsomt blev lige så fast og solid, som jeg
havde bygget den. Storm stod rystet ”Nej, det er betjent Simonsen” sagde han.
Han rakte hånden frem og rørte ved armen, der kom ud af muren. Den faldt ned på
jorden og lå som en mærkelig del fra noget, der ikke længere var et menneske. Hånden
holdt stadig om cykelstyret, der også var brækket fri af muren. Frk. Jespersen
skreg og Storm var nu tavs og ligbleg. Hr. Smith var også tydeligt rystet.
10. Verden på
den anden side
Den unge
Keldsen og Kurt var underligt nok de første der tog sig sammen ”Vi kan da bare
gå tilbage rundt om muren til de andre”. Jo, det lød da fornuftigt nok. Sammen
gik vi de ca. 15 meter og drejede rundt om muren. John stod bare og rystede på
hovedet. Vi andre stoppedde brat op helt uforstående og fuldkommen uforberedte
på, hvad vi så. Jo godt nok var muren her den samme, men publikum, journalister
og hele byen var væk! Der var grønne marker og langt ude kunne man ane en skov
og på himlen var der store fugle, som kredsede rundt mod en orange himmel.
Orange? Ja, det var nok det man bedst kunne beskrive den som. Det så meget
mærkeligt ud. Vi gik tilbage til de andre. ”Der er noget anderledes på den
anden side”. Smith rystede på hovedet, ”I ved slet ikke hvor vi er – det her er
en katastrofe”. Han var tæt på at græde og holdt begge hænder op foran
ansigtet.
Alle stod nu og
spejdede ud over de grønne marker, nej de var nærmest blå-grønne. Desuden var
himlen nu underligt orange og violet. Der var varmt og en dejlig duft af
sommer. Umiddelbart ingen fare, og den der ”Valp” som John snakkede om, havde
vi ikke mødt endnu. Men langt ude i horisonten så vi nu noget der bevægede sig.
En ubestemmelig rund tingest nærmest trillede imod os. Da den kom nærmere,
kunne vi se, at den var gul og pelset. Da den var få meter fra os, stod vi
fuldkommen lamslåede. Vi havde aldrig set sådan en skabning før. Det vil sige
John Smith vidste helt sikkert hvad det var. ”Nå gamle hjulert, hvordan går det
så?”. Den runde tingest rystede sig et par gange og op fra pelsen kom et lille
sjovt hoved. Den virrede lidt med store brune øjne, og lignede kortvarigt en
meget mærkelig hund. Så kom der en svag pibende og hvislende lyd, som på en
gang var dragende, men også yderst irriterende. ”Ja, sagde John, jeg ved det
godt. Men kan du ikke tale, så vi alle kan forstå det?”. Den runde tingest var
altså en hjulert. Senere fandt vi ud af at han hed Backstep. Igen med en let
pibende stemmer kom der en meget underdanig og bedende hilsen. Han så op på
John, ”Jeg er deres hjælpende tjener og vejleder, højst ærede og agtede
stormester Kopylan den III”. Nu måbede vi endnu mere. Jo, den talte en slags
engelsk. Nok meget gammelt, men det var da til at forstå. Hvad den sagde, gav
dog ikke meget mening.
John Smith
henvendte sig nu til os alle. Han var meget alvorlig og man kunne pludselig se
alle furer ne i hans gamle ansigt ”Ja, jeg må indrømme, at jeg ikke er lige som
jer andre almindelige mennesker. Jeg hedder Kopylan Tander, er ca. 1.355 år
gammel, og har virket som portrmester i 1.218 år”. Han bukkede lidt, som om han
ville præsentere sig for sine undersåtter. Vi blev ikke meget klogere. Stirrede
bare vantro på den korpulente mand, med den gamle slidte jakke. Var han blevet
helt gal? Var der sprunget en sikring eller var det os andre, der helt var
hægtet af? Når vi så over på den underlige runde skabning med det lille hoved,
vidste vi helt klart at det var os, der var noget galt med.
Efter en
længere snak med John, som vi fortsat valgte at kalde ham, kom vi frem til en
slags konklusion.Her på den anden side af muren var det ”Den anden verden”. Der
var andre regler. Ingen elektricitet og absolut ingen mobiltelefoner. Det hele
var meget primitivt. Man kunne sige, at vi var kommet tilbage til naturen. Der
var også en del underlige væsener, nogen af dem kunne vi kun fantasere om. Få
af dem var farlige, andre totalt uskadelige. For de flestes vedkommen talte de
en slags engelsk, men der var også tyske og franske dialekter. Vi skulle ud på
en længere tur, der var ikke noget valg. Valpen ville forhandle, eller rettere
sagt ”dømme os”. Skulle vi slippes fri, eller var vi fanget her i Den anden
verden til evig tid. Beskeden fra Backstep var, at vi bare skulle se at komme
derud af. Vi gav os af sted gennem det grønne og blå landskab. Langsomt og
noget besværlig på grund af det høje græs. Kurt trak sin cykel, men så tydeligt
lidt utilfreds ud. ”Kan jeg ikke bare køre i forvejen? Vi skal vel over på den
anden side af skoven der?”. John var meget utilfreds, stadig noget sur og jeg
var stadig chokeret, efter hvad der var sket med Simonsen. Han havde været en
god mand, og nu var byen helt overladt til tilfældighederne. Igen politichef og
ingen til at patruljere gaderne. Hvad mon beboerne i Vilfby havde oplevet, da
vi forsvandt?
John nikkede
til Kurt. ”Kør du bare i forvejen, men vent på os, når du når den anden side af
skoven”. Han pegede ned ad en lang grusvej, som tydeligt viste, hvor vi skulle
hen. ”Vi finder en bus og så følger vi efter”.
Jeg kiggede på John. ”En bus? Hvor kommer den fra her, der er hverken
veje eller trafik”. John alias Kopylan svarede noget utålmodigt ”Nej,
selvfølgelig er det ikke en bus, det kalder vi det bare. Faktisk er det en
kæmpe busseflom som Johnsten står for. Det bliver du nok ikke klogere af, men
vent og se.” Kurt var ikke interesseret i en Busseflom. Han sprang op på cyklen
og spurtede af sted. ”Han er god til at cykle”, sagde Ulla, mens hun kiggede
over mod Tage. ”Cykler du også?” Der var ikke meget respons. Det så ud som om
Tage stadig var helt i sin egen verden. ”Nej jeg spiller fodbold”, svarede han.
Så var der ikke meget andet at sige. Der var bare sket alt for mange ting på én
gang, men sådan set ville han faktisk hellere tale med den kønne pige end spille
fodbold derhjemme.
11. Valpen
venter
Der var mørkt
og fugtigt i Valpens hule. Han var omgivet af sine vagter. Altid var han truet
og følte at andre ville tage magten fra ham. Det skulle ikke ske. Heller ikke disse
mennesker, der nu var komme ind i hans land. De skulle straffes, som kun han
magtede. De skulle føle den kolde frygt og afmageten. Hvordan deres værste
rædsler blev til sandhed. Han var herskeren her og de var absolut uønskede. Det
eneste de kunne bruges til var afskrækkelse, når han viste alle de andre,
hvordan Valpen skaffede sig af med sine fjender. ”Send et bud til dem, at jeg
vil se dem her i hulen snarest muligt”. De skal ikke slippe. Jeg er Valpen og
herskeren her i Den anden verden. Valpen havde skjulte kræfter. Det vidste de alle,
men vores venner fra Vilfby vidste det ikke. Det vil dog sige, at Kopylan i høj
grad var klar over, hvilke rædsler der ventede dem.
12. Mødet i
skoven
Kurt fik
hurtigt fart i cyklen. Det første stykke gik det lidt ned ad bakke og vejret
var fint. Han var tilsyneladende sluppet for skolen lige foreløbig, og der var
eventyr i luften. Langsomt nærmede han sig skoven og træerne stod nu tæt
omkring ham. Der var en dejlig duft af blomster og en let summen i luften af
små insekter. Med lyden fra de kraftige dæk mod gruset, var det helt afgjort en
meget dejlig dag. Kurt tænkte også lidt over det med Simonsen, men havde ikke
kendt han så godt. Nu var der andre ting, som skulle klares.
Kurt kørte ind
i skoven og efter et kort øjeblik kom han til en lille lysning. Hver var der
nogle andre træer og en lille eng. Noget var meget anderledes her. Han
fornemmede, at nogen eller noget betragtede ham. Få hundrede meter væk fik han
øje på en slank ung pige, der sad på gammel træstub ved siden af en lille træhytte.
Hun havde langt sort hår og bar en hvid kjole. Bare fødder og med en umiddelbar
frigjort lethed, som Kurt aldrig før havde oplevet. Hun var meget anderledes i
forhold til Ulla. Helt afgjort noget yngre kunne han se, nu han var kommet
noget tættere på. Pigen opdagede ham og rejste sig noget overrasket og tilsyneladende
lidt skræmt. Hun stirrede på ham, som om hun havde set et spøgelse eller det
der var værre. Nu var Kurt helt tæt på. Han stoppede cyklen et par meter fra
hende og hun trådte forsigtigt et skridt tilbage. ”Hej, hvem er du?” fik Kurt
fremstammet på sit bedste engelsk, lidt forpustet efter køreturen. Der kom ikke
noget svar. I stedet blev han og cyklen meget nøje undersøgt. Hendes store
brune øjne var på en gang nysgerrige og en smule bange. ”Hvad er du for et dyr,
der har både ben og hjul?” spurgte hun. Kurt smilede let. Det var ikke lige det
spørgsmål, han havde ventet. ”Jeg er ikke noget dyr, jeg er et menneske som
dig. Det her er bare min cykel”. Han sprang af og cyklen faldt om i græsset.”
Nu gjorde hun endnu større øjne, ”Er den død?” spurgte hun. Kurt kunne ikke
lade være med at grine, det her var bare for morsomt, ”Har du aldrig set en
cykel før?”. Nej det havde hun ikke, for her i Den anden verden var der ikke
den slags mærkelig mekanik. På en gang fascinerende og skræmmende. ”Hvad er en
cykel”, fik hun fremstammet.
Kurt undskyldte
sin opførsel. Det var lidt pinligt, at han havde moret sig over hendes
uvidenhed. ”Jeg hedder Kurt”, sagde han ”En cykel er noget man kører på. Træder
i pedalerne og så fuld fart på. Men hvem er du?”. Pigen trådte igen nogle skridt
tilbage, ”Du skal ikke komme nærmere. Jeg er Oleander”. Hendes stemme lød nu på
en gang bange og let truende. ”Oleander”, gentog Kurt. Et lidt underligt navn,
men det passede nu meget godt til den smukke pige. ”jeg bor i her skoven,
passer mig selv og vil helst ikke være til besvær”. Nu var hun nærmest
afvisende, men det gjorde bare Kurt endnu mere nysgerrig. ”Vil du prøve min
cykel?” spurgte han.
Oleander havde
aldrig oplevet noget lignende. Allerede da det underlige dyr kom ud fra skoven
og hen ad grusvejen, kunne hun fornemme, at det var anderledes. Et dyr med både
ben og hjul og det bevægede sig meget hurtigt. Da det kom tættere på, kunne hun
se, at det var en ung mand, som på en eller anden måde var vokset sammen med et
mekanisk apparat. Aldrig før havde der været en sådan tingest her i Den anden
verden.
13. Tilbage i
Vilfby
Der var stor
opstandelse. Nogen skreg, ande hulkede, men de fleste var meget oprørte over,
hvad der lige var sket. Først blev muren levende og så røg murermester Tom og
ham den underlige gamle mand ind i muren. De forsvandt som når vand bliver
suget op af en svamp. Keldsen nede fra kommunen kom også løbende ned mod
hullet. Eller var det ham? Han så lidt anderledes ud. Det hele gik meget
hurtigt. Politimester Storm kom farende og var lige ved at falde over Ulla, der
kastede jeg ned for at redde en sort kat. Kort efet forsvandt de begge ind i
det store hul i muren. ”Det er min kat, han må ikke løbe væk”. Keldsens råb
kunne næsten ikke høres i larmen. Det var for sent. Katten var væk og Keldsen
samt Ulla røg hurtigt den samme vej.
Med en vældig
fart og højt råbende kom en ung knægt farende på sin mountainbike. Enten havde
han ikke styr på cyklen, eller også var det fordi han bare skulle den vej.
Reelt var det nok fordi, Kurt ville redde Ulla. Han tænkte slet ikke på
konsekvenserne, men drønede med stor kraft lige ind i muren. Ja bogstaveligt
tor han forsvandt for øjnene af dem alle sammen. Fotografer knipsede og alle
mobiltelefonerne filmede også. Det vil sige, dem der kunne holde hovedet koldt
og kke blev grebet af panik. ”Passer gaden”, var der en der råbte. Det var
betjent Simonsen der kom på sin gamle sorte cykel. Ikke så hurtigt som Kurt og
nok ikke for at redde nogen. Men han kom for tæt på og blev suget ind i muren.
Denne gang gik det noget langsommere og alle så hvordan han og cyklen langsomt
blev opslugt. Denne gang var der en uhyggelig lyd. Simonsen skreg. Enten var
det af skræk, eller også var det i smerte. Det var svært at sige, for kort
efter var han væk. Muren var igen som før. Solid med sine røde teglsten. Roen
sænkede sig over den lille plads, men ingen rejste sig eller gik væk. Det her
var bare for meget. Alle sad nu tilbage med en tom fornemmelse. Hvad skulle de
gøre? Hvem skulle gøre noget. Politiet var væk, så måske en eller anden fra
kommunen kunne tilkaldes. Det hele var meget uoverskueligt.
14, En underlig
snegl
Portobello er
et meget langsomt væsen, men lige nu skyndte han sig. Det vil sige næsten så
hurtigt som en mus, der render let rundt i græsset. Det var meget hurtigt for
et stort væsen som Portobello. Han var helt klar over, at Oleander var et lille
skrøbeligt væsen. Dette på trods af hendes evner og giftige natur. Men nu var
der nye, meget anderledes væsener i skoven Han havde gemt sig langt nede i den
bløde jord, kun lige med øjenstilkene over græsset. Det underlige dyr med hjul
og ben kom meget hurtigt og ramte ham næsten. Nu måtte han absolut hen til
Oleander og se, hvad der skete. Stakkels lille mand med hjul og ben. Han vidste
ikke, hvilken skæbne der ventede ham
15. Jeg er i
Den anden verden
Jeg var
efterhånden lidt træt. Alle de forskellige indtryk og oplevelser, samt ikke
mindst usikkerheden. Hvor var vi og hvor skulle vi hen? Jeg er murer og har det
bedst i min stol på kontoret, ude på pladsen eller hjemme med en god øl og
hunden ved fødderne. Det her var meget uvant og helt uforståeligt.Vi vandrede
af sted i et nærmest mørkeblåt landskab. Solen skinnede og på himlen så jeg
underlige fugle med fire vinger. De
lignede kæmpe guldsmede med fjer og deres kvidren var lige som musikken fra en
gyserfilm. Jeg så hvordan Kurt forsvandt på sin flotte cykel ind i skoven. Han
var da helt sikkert ikke bange for noget. Ungdommen har en lidt anden tilgang
til oplevelser og er nok bedre indstillet på en masse uforudsete hændelser.
Tage og Ulla så ud til at snakke godt sammen, selv om det var Ulla, der havde
mest at fortælle. Katten var væk og Smith så ud til at være tilfreds med det.
Men ellers virkede han fåmælt og meget spekulativ. Tror heller ikke han havde
det så godt, for den store mand var ikke bygget til lange vandreture. Nu gik vi
bare og ventede på den der busseflom, som han havde fortalt om. Hvad det så måtte
være.
Ud af
øjenkrogen så jeg noget der bevægede sig i græsset. Der var mange mærkelige
ting her, men den tingest der nu dukkede op, slog det meste. Der kom et lille
sort hoved til syne. Store øjne betragtede mig men hovedet bevægede sig i
cirkler. Nej, der var ikke bare én, der var to, ja mange. Meget små nysgerrige
dyr, der nærmest rejste sig op fra græsset. John Smith kom hen til mig og
kiggede ned, ”Ja, det er pelsslanger. De er helt ufarlige, men kan være lidt
generende. Her i Den anden verden er der mange der holder dem som kæledyr eller
spiser dem. Personlig hader jeg små kræ”. Han bukkede sig ned og samlede en af
dem op. Den var noget overraskende næsten 30 cm lang. ”kan den bide?” spurgte
jeg lettere forskrækket. Havde ikke ventet, at den var så stor. ”Nej, den vil
bare lege”, forsikrede John mig. Endnu en pelsslange snoede sig rundt om min
arm. Behagelidt varm og blød. Samtidig kom den med en masse klikkende og
summende lyde. Ikke som en kat der spinder, men på en måde meget beroligende.
Jeg løsnede langsomt dens greb om min arm og den faldt tilbage i græsset. De
mange øjne fulgte mig nysgerrigt da vi gik videre. Jeg var ikke blevet meget
klogere, men på en måde var jeg blevet lidt roligere. Der var jo ikke så
farligt her, eller var der?
16, En sort kat
Hvad tænker en
kat. Normalt tænker den på at sove, spise og så at sove igen. Helst i en stor
papkasse, hvis en sådan er i nærheden. Men den sorte kat, som Fru Keldsen havde
kaldt for ”Mortensen” tænkte ret meget. Det hele var noget forvirrende og alt
var anderledes. ”Jeg bor normal hos en venlig to-ben, der giver mig mad og et dejligt
varmt sted at sove. Der er også en anden, som de kalder for Tage. Han er ikke helt
så glad for mig, men jeg synes nu han er flink. På det sidste har han ændret
sig noget. Er lidt mere frisk og bevæger sig hurtigere, så jeg skal flytte mig,
når han sparker ud efter mig. Det er dog ikke noget problem, for jeg er stadig
den hurtigste.”
”Nu er jeg så
kommet et helt andet sted hen. Jeg kan ikke finde hjem, men det er nu også lige
meget. Alene klarer jeg det fint. Her er der masser af mærkelige dyr, som
smager godt og vand er der nok af. Jeg har også fundet en lille hule at sove i.
Den var beboet, menabsolut et stort plus, for beboerne smagte godt. Her er der
ikke meget som forstyrrer. Ingen af de store metaltingester på hjul, der prøver
at køre mig over og de behårede firbenede spektakler de kalde for ”hunde”, er
der slet ikke nogen af. Alt i alt er jeg et sted, hvor en kat kun kan føle sig
hjemme. Jeg er den eneste af min slags, så ingen konkurrenter. Det hele er nyt og
spændende”.
”Ham de kalder Tage
er her også. En sød dame løftede mig op, da det hele pludselig blev meget farligt.
Hun er da også helt OK og hun duftede godt. Der er også en underlig gammel
mand, som jeg ikke lige kan greje. Han lugter mærkeligt og ser mistænksomt på
mig. Jeg har været lidt rundt og snuse. Flere
steder er der anderledes dufte og spændende planter, som gør mig meget
veltilpas. Måske jeg kommer hjem igen en dag. Det vil vise sig. Indtil videre
nyder jeg tilværelse som kat her, hvor vi nu er havnet.”
17. Cyklen
Oleander var
stadig noget rystet. Det var alligevel alt for underligt. Pludselig stod den
unge mand ved siden af dyret med de to hjul. ”Vil du prøve den?” spurgte Kurt
igen. Alt andet havde hun ventet, men ikke dette. Skulle hun monteres på det
hjulende dyr og fare af sted. Nej, under ingen omstændigheder. Oleander trådte
igen et skridt tilbage. Pludselig slap Kurt taget i metaldyret og det væltede
om på siden. Hjulene drejede langsom rundt og kort efter stod de helt stille.
”Nej!” udbrød Oleander. ”Er den nu død igen?” Kurt slog en latter op, så hun
blev endnu mere forskrækket. ”Nej, den er bare væltet”. Han bukkede sig ned for
at samle cyklen op, men fik så øje på et lille sort dyr i græsset. Det kiggede
på ham med store øjene. Pludselig gled det frem og op ad hans arm. Ikke
ubehageligt, men meget uventet. Nu skete der så en hel masse på én gang. Kurt
tog et par skridt til siden og rystede dyret af armen. Men meget klodset faldt
han over cyklen. Kurt prøvede at finde balancen, tog et par skridt fremad og greb
så fat i Oleander. Hun skreg, så det kunne høres langt væk. ”Nej, du må ikke
røre mig, kom væk!” Det blev det bestemt ikke bedre af. Kurt blev forskrækket
og greb fat i Oleanders ben. Han skulle op og stå og det var så det nærmeste at
støtte sig til. Endnu et skrig og Kurt så hvordan Oleander skrækslagent
krøllede sig sammen som en lille bylt på græsset. Nu græd hun. Hulkede
hjælpeløst. ”Det er forfærdeligt” stønnede hun. Du var så flink og rar og nu
har jeg gjort dig fortræd. Slået dig ihjel”. Kurt gik lige et skridt tilbage.
”Nej, der skal nok mere til end en
væltet cykel og mig der tumler om i græsset. Jeg har oplevet det der var
værre.” Han rakte hånden ud mod hende, men hun vendte sig væk. ”Gå, du er ramt,
mærket og fortabt. Jeg undskylder, men det var din egen skyld”. Oleander så på
ham med de store brune og forskræmte øjne. Tårerne trillede ned ad hendes
kinder. Kurt satte sig i græsset. Der her var godt nok noget meget specielt ved
denne pige, Oleander, var helt sikkert køn, men også meget mærkelig. ”Jeg
fejler ikke noget”, sagde Kurt. Rejs du dig bare op igen.” Oleander så på ham.
”Har du ikke smerter i armen, snurrer det ikke, føler du ikke svimmelhed og en
trang til at lægge dig ned og sove?” Et meget underligt spørgsmål, syntes Kurt.
Nej, der er bestemt ikke noget i vejen med mig”. Han følte sig helt oven på. Det her var et
eventyr. En anden verden og nu også en sød om end underlig pige, der trængte
til at få noget fornuft ind i hovedet.
”Hvor kommer du
fra?” spurgte hun. Helt sikkert med en oprigtig nysgerrighed. Kurt fortalte
hende om Vilfby, muren og hvordan de var blevet suget igennem. Hun så forfærdet
på ham. ”Nej, så er Valpen på spil igen. Det lover ikke godt”. Nu så hun
bekymret ud, men tog sig hurtigt sammen. ”Nu du har gået så langt, er du så
ikke lidt tørstig og sulten?” Kurt var helt afgjort tørstig, men tvivlede på,
at der var Cola light eller Sprite lige i nærheden. Oleandrt kom med en stor kop
iskoldt vand. ”Jeg laver lige noget mad til os. Går ud fra du kan spise kanin?”
Kurt vidste ikke lige om han kunne lide kanin, men på den anden side, så var
han så sulten, at alt kunne spises. ”Jo tak” fik han fremstammet. Der blev
hurtigt lavet et lille ildsted og en kanin lå nu og kogte sammen med grøntsager
i en stor jerngryde. Det duftede fantastisk og Kurt blev bare endnu mere
sulten.
18. Mad og
drikke
Vi havde nu
gået pænt langt og der meldte sig træthed samt ikke mindst en tom fornemmelse i
maven. ”Jeg kunne godt trænge til noget at drikke”, Smith alias Kopylan så på
mig og rystede lidt på hovedet. ”Der er selvfølgelig lidt frugt på træerne, men
hvis du spiser for mange, så svarer jeg ikke for følgerne”. Han pegede på et
stort træ med nogle grønne aflange frugter, der lignede agurker. Vi tog så alle
et par stykker. Tage Keldsen vrængede ansigt og spruttede af væmmelse. ”Det her
er bittert som bare pokker”. Ulla var lidt mere tilgivende ”I det mindste er
saften rimelig frisk”. Jeg tog selv en god stor bid. ”Tja, ikke det bedste jeg
har smagt, men en blanding af banan, oliven og noget let syrligt. En lille sjat
gin kunne nok lige have taget det værste.
Vi nærmede os
nu den lille skov, hvor Kurt var kørt ned. Allerede lang væk kunne vi dufte
det; ”mad”. Der bredte sig en liflig duft af krydderier og noget, der helt
sikkert var bedre end de grønne tingester. Da vi kom tættede på, så vi Kurt
sidde i græsset ved et ildsted, hvor en stor gryde sendte de velduftende
dampskyer i vores retning. ”Nej det der er ikke godt” udbrød Kopylan. ”Han er i
stor fare, ved det ikke. Vi må redde ham”. Tage og Ulla kiggede på mig. ”Det
her ser da meget idyllisk ud. God mad og han har også fået selskab”. Kopylan
var stadig noget rystet ”Ja, det er lige der problemet ligger. Den kvinde er
farlig. Meget farlig”. Vi skal helt afgjort holde os lidt på afstand. Vi havde
nu ikke lige tænkt os at holde mere afstand, end at vi kunne komme tættede på
den velduftende mad. Der var sikkert også noget at drikke. Jeg råbte så højt
jeg kunne ”Hej Kurt, er det sikkert at komme tættere på?” Kurt rejste sig og
vinkede os nærmere. ”Jo kom i bare. Jeg tror der er mad nok til os alle”. Han pegede nu på den unge pige, der sad på en
lille træstub og rørte rundt i en stor gryde. ”Oleander har kogt kanin til os.
Der er også dejligt koldt vand fra kilden”. Det lød nærmest for godt til at
være sandt og jeg var helt afgjort meget sulten.
Efterhånden
havde de vænnet sig til Oleander.Der var ingen af os, som skulle prøve at rører
hende. Det var nok at Kurt havde gjort det. Specielt Kopylan holdt sig langt væk
fra hende. Hun var jo sød og venlig, men han var lidt bange for hende. Han gik
lidt længere væk og satte sig. Jeg så at han tog en storblok frem fra sin
taske. Nå, han tagner også. Han sad faktisk nogle meter væk og slappede lidt af
med at tagene os alle sammen.
Vi overnatteded
hos Oleander. Der blev lavet nogle bløde lejer af mange blad og lidt græs. Ikke
så komfortagelt som sengen derhjemme, men det gik. Vi var alle trætte og faldt
mere eller mindre i søv. Mange tanker fløj gennem hovedet. Hvem var Valpen og hvor
skulle vi hen? Jeg faldt i en meget urolig søvn og vågnede tidligt den næste
morgen. Man usædvanlig lyde og så Kuyrt og Oleander, der talte lavmælt sammen.
Oleander ville
agjort hjælpe Kurt og os andre, så helt sikkert skulle hun nu med videre til
Valpen. Kurt havde også set det fornufige i det. Der måtte være mindst en som
kendte Valpen og vidste hvad han stod for. Kopylan vidste noget, men ikke det
hele. Måske også fordi han ikke forstod det. Vi tilbragte en hyggelig da her
hos Oleander. Der var intet hastværk. Det ubehagelig møde med Valpen kunne vi
godt vente lidt med.
Der var jo ikke
lige nogen busser eller tog her i Den anden verden, men det var der råd for.
”Vi tilkalder bare Jornsten og has busseflom.”, sagde Koplylan. Tja, som sagt
så gjort. Der blev banket flere gange i jorden med en hans store stok. Det
gungrede gennem hele landskabet, så det kunne helt sikkert høres langt væk.
Efter hvad der føltes spm en times tid hørte vi en ukendt fremmed lyd. Det hvinede
og raslede et stykke væk og ude i horisonten så vi lys. Da det kom nærmere,
kunnvi se, at det var en stor samlet organisme. Det lignede mange små mænd, der
bar på en stor platform. Reelt var det vel også noget lignende. Her var det dog
ikke mænd, men kæmpe larver med mange ben. De bar på et stort behagelig skind
spændt ud over en ramme af træ. På siden var der en passende trappe, så man
kunne træde op. Forrest på dette mærkelige transportmiddel sad Hr. Jornsten. En
lille sort tingest med masser af hår og store udstående øjne. Han holdt et par
læderremme i hænderne og så noget bister ud. ”Wohin gehts? Jo, han var heltt
tydeligt fra Tyskland. ”Kom nu i gang, vi har ikke hele dagen og inden længe er
det mørkt”. Kom det nu på noget der lignede engelsk. Han var helt sikkert ikke
det mest høflige væsen vi havde mødt, men han var beslutsom og havde travlt.
19, Ankomst til
Valpens hule
Det var nu ikke
nogen lang tur, men det gik langsomt. Vi fik blundet lidt nu da mørket faldt
på. Der var meget at tænke på, men trætheden tog over. Vi gruede alle for, hvad
der nu skulle ske hos Valpeh. Var han virkelig så farlig som de sagde.
Tilsyneladende var han ikke en man sagde imod. Det havde været nemmere bare at
stikke af, men det kom slet ikke på tale.
Da vi kom frem til
Valpens bosted, var det noget skuffende. Et stort telt med grove stammer der
stak op af jorden. Store sten var placeret hele vejen rundt og hen over det
hele var en stor pressenning som tag. En slags mellemting mellem en hule og et
telt. Der var en del underlige væsener forsamlet. Både udenfor og i høj grad
inde i hulen. Vi blev noget ublidt gelejdet ned af en kort trappe og ind i
mørket. Selve hulen var gravet ud, så det hele lå i en stor fordybing. Der var
meget dunkelt, kun oplyst af noget der lignede olielamper langs ydersiden,
suppleret af et par større lamper i midten. Vi skulle vi lige vænne os til de skumle
og mørke omgivelser. Der gik lidt tid før vi kunne orienteres os. Desuden var der
en undlig fugtig luft og det glatte gulv var bare stampet jord eller ler. Rundt
omkring var der åbninger i teltdugen, som lukkede lidt frisk luft ind og i
toppen et stort hul, hvor røg fra lille enligt bål kom ud. Der duftede godt af
brændt træ og nogle urter. Det var der afgjort brug for. Jeg tror ikke mange af
dem der betragtede os havde været i bad lige for nyligt.
Der var en trykkende
og absolut fjendsk atmosfære. Valpen stod i midten af rummet på en let
forhøjning. Det var absolut skuffende. Kun en lille noget forkrøblet
mandsperson, der talte med en gnækkende latterlig stemme.Vel ca. halanden meter
høj og spinkel af bygning, men alligevel lidt skræmmende. Man skulle nok ikke
lige begynde at le af ham. Det her var bestemt alvorligt.
Der bredte sig
en stilhed i rummet. Kun ganske få hviskede forsigtigt, men det var bestemt
ikke fornuftigt, når Valpen talte. Lige nu stirrede han stift over på Kopylan.
”Nå, hvad skyldes så besøget denne gang. Forstår ikke helt, hvorfor du har
taget gæster fra den anden side med. Du ved jo, vi helst vil være i fred.” Han
smilte skævt, men det så nu mere ud som en snerren. Kopylan rettede sig lidt
op, men blev på afstand. ”Det må du bedste selv vide. Det var dig der fik os
ind gennem den nye mur. Det var bestemt ikke meningen og en god mand mistede
livet på grund af dig”. Nu så Valpen noget undrende ud. ”Jeg har bestemt ikke
være i nærheden af den nye mur. Desuden ville jeg slet ikke være i stand til at
bringe levende væsener gennem den. Måske jeg selv kunne komme den anden vej,
men jeg er ikke interesseret i jeres verden-” Han virkede oprigtig, hvilket var
noget man sjældent oplevede, når det gjaldt Valpens udsagn.
Kopylan sundede
sig lidt over den forklaring. Han fortalte så hele historien. Hvordan vi var
blevet suget gennem den levende mur. Valpen stirrede vantro frem for sig. ”Der
må være andre kræfter på spil. Jeg har dog ikke oplevet, at der skulle være
andre fremmede i skoven.” Han stirrede stift på de to vagter der stod rundt om
ham. Ingen reagerede – ingen sagde noget.
Kurt stod i den
fjerneste ende af hulen. Han holdt Oleander i hånden og forsikrede hende, at
alt nok skulle gå. Hun rystede lidt og var meget uvant med at være tæt på så
mange væsener, personer eller noget helt andet levende. Kurt sendte et let
vredt blik op mod Valpen, der stod omringet af sine vagter eller soldater. De
så ikke alt for venlige ud, men samtidig var de godt optaget at al den mad og
drikke, der blev serveret. Vi blev helt bestemt ikke budt på noget.
Valpen havde
afsluttet sin snak med Kopylan og nu råbte han så højt, at alle kunne høre det;
”Se bare den unge knægt i har slæbt med. Han har også taget en skovtøs under
armen. Hvorfor ikke sende hende tilbage, hvor hun hører hjemme”. Det var
tydeligt, at Valpen ikke kendte Oleander. ”Hun er da et skravl at se på, hvad
vil du dog med sådan en skovtrold?”. Der blev nu endnu mere stille. Så begyndte
flere at grine og klappe. Jo ham Valpen var god nok. Han forstod at underholde.
Pludselig var
det nok for Kurt, han var rykket nærmere og med stor energi sprang han de sidste
lange skridt op mod Valpen, Han stod nu helt tæt på og som en ren refleks langede
han det mindre væsen en lige højre, hurtigt fulgt op af en venstre i maven. ”Du
skal bare holde din kæft, din lille gnom” råbte han.Vagterne nåede slet ikke at
reagere, de stivnede blot. Kopylan stod forfærdet og så til. Det her var
afgjort ikke nogen positiv udvikling. Selv var jeg meget uforstående. Jeg kan
bygge mure, men slagsmål og ung kærlighed forstår jeg mig ikke så meget på. Underlige
væsener som dem vi så her, da slet ikke. Valpen lå nu fladt på jorden. Et par
hjælpere kom til og fik ham rejst op. Han stirrede med opspilede øjne på Kurt.
”Hvad bilder du dig ind? Du er min gæst her, og så vover du at overfalde mig”.
Han var tydeligt rystet. ”Det her skal du ikke slippe godt fra”. Med en lille
bevægelse af hånden mod Kurt, sendte han en bølge af smerte mod ham. ”Du ved
viste ikke, hvem jeg er?” Valpen hvæsede og Kurt følte nu en kraft, der på én
gang gjorde ham tungere og trak ham tættere på det hæslige nu blødende fjæs.
Det var som om hans egen vilje forsvandt. Det brænde og usynlige bånd hev og sled
i ham. Samtidig havde han svært ved at tale. Det var bestemt ikke rart og
langsomt begyndte angsten at brede sig i hans krop. Han havde svært ved at
trække vejret.
Valpen vinkede
til en af de store mænd bag ham. Læderklædt og sort med en stor kniv ved
lænden, var han nok ikke en man skulle spøge med. Han for frem forbi den
lammede Kurt, mod den skrækslagne Oleander. ”Ja, det er hende jeg vil have” skreg
Valpen. ”Bring hende hen til mig”. Vagten tog Oleander i skulderen og slyngede
hende voldsomt gennem hulen. Hun landede med en svag hulken få meter fra
Valpen. Nu følte hun det også. Al viljekraft forsvandt og som i trance bevægede
hun sig frem og sank sammen for fødderne af Valpen. ”Nu har jeg fået nok. Jeg
skal nok tage mig af den lømmel senere, men først skal denne skovtøs have en
omgang prygl”.
Den gamle kat
Mortensen havde ubemærket sneget sig med ind i hulen. Det er sådan noget katte
gør. Den gled lydløst rundt i mørket langs træpælene. Der var mange lyde og
dufte her. Afgjort ikke det samme som hjemme hos Keldsen. Katten bemærkede, at
Tage stod henne ved nogle store vægtæpper. Måske jeg skulle gå hen og hilse på
ham. Det kan være, at han er blevet noget mere venlig. Mortensen sprang gennem
menneskeflokken hen over gulvet og tæt forbi en lille krumbøjet to-bener, der
så meget vred ud. Katten stoppede kort op og hvæsede af ham. Jeg tror ikke han
kan lide katte, tænkte han og så sprang han hurtigt væk over mod Tage og de
andre.
Nej, Valpen
kunne bestemt ikke lide katte. Han vidste slet ikke hvad en kat var. Synet af
dette hurtige og nærmest lydløse sorte væsen skræmte ham. Som langt de fleste i
hulen blev han meget forvirret og tænke på hvor det uhyre dog kom fra. Det
skulle afgjort undersøges. Men der var noget som lige skulle ordnes først. Han
greb ned efter Oleanders arm og løftede hende op, som var hun en pose med visne
blade. Havde han taget hende i den behandskede hånd eller løftet hende op i
håret, så ville alt ikke være gået, som det nu gik. Bagest i hulen så Hr. Smith
alias Kopylan til med forfærdelse. Vidste han ikke, hvem hun var og hvad hun
var. Var Valpen virkelig så selvoptaget og uvidende. Så fokuseret på sin egen
magt og afskrækkende evner? Det her lovede ikke godt.
Der gik en let
gispen gennem Valpen. Hans krop rystede og en mørk stribe bredte sig op gennem
fingrene til hele hånden. Kort efter var hele armen sort. Valpen stirrede
vantro på sig selv. ”Hvad sker der her. Er hun en heks, en troldkvinde?” Han
prøvede at slå ud med den anden hånd. Viftede desperat og Oleander følte at
noget prøvede at kvæle hende. Det var dog ikke så slemt som før. Langsomt
lettede den trykkende følelse sig og hun kunne bevæge kroppen igen. Det samme skete
for Kurt, der rystede på hovedet og strakte sig som efter en god nats søvn. Nu
var han igen den unge energiske knægt, der havde angrebet Valpen.
Flere af
Valpens vagter kom ham til hjælp. De holdt fast i ham og løftede den spinkle
krop. En slap krop hvor det sorte nu gik fra skulderen og ned over brystet. I
mellemtiden var Oleander krøbet i skjul bag nogle tæpper længst tilbage i
hulen. Hun lå nu og så skrækslagent til, hvad hendes evne havde af
konsekvenser. ”De har slået Valpen ihjel”, lød en dyb og voldsom stemme fra en
stor person. Han trak sin kniv og slyngede den mod Kurt, der nu igen stod som stivnet.
Han var i chok efter at have oplevet Oleanders magt. Kniven fløj gennem
lokalet, men i sidste sekund vred han sig væk. Kniven strøg forbi og ramte den
fuldkommen uskyldige Tage i venstre skulder. Forbløffet kiggede han ned. Ikke
længere den gamle Tage. Nej nu var han den unge og adrætte. Huskede gymnastik
og boldtræning i skolen. Med en lynhurtig bevægelse trak han kniven ud af
skulderen. Vejede den let i hånden og returnerede den med stor kraft mod
kasteren. Det skete så hurtigt, at næsten ingen opfattede hvad der foregik.
Kniven ramte, men med skæftet først lige i mandens øje. Der lød en uhyggelig
knasende lyd og vagten skreg af smerte. Han tog sig til øjet og sank om, helt
chokeret. Det havde han ikke forestillet sig. ”Hvem er de væsener, fra den
anden side af muren?”.
Nu var der
totalt kaos. Jeg er ikke nogen helt, men forstod straks, at vi måtte væk. Jeg
greb om den let sårede Tage og sammen med Ulla strøg vi mod udgangen. Jeg så
også den store Kopylan og Oleander snige sig langt væggen og mod udgangen. Nu
skulle vi bare væk. I midten af lokalet lå den nu totalt uskadeliggjorte
Valpen. Han var bare en sort bylt på jorden, forkrampet og sammenrullet som et
dødt insekt. Alt liv var suget ud af ham. Omkring den tidligere store leder
herskede der total forvirring. Alle løb rundt mellem hinanden. Nogle skreg,
andre hulkede. Der var også mange som var glade for endelig at slippe for at
leve i skræk og tyrrani. Det var bestemt ikke sådan jeg havde forstillet mig
mødet med Valpen. Tvivlede også på, at Kopylan og de andre havde forventet
dette kaos.
20. Portobello
Helt skjult bag
flere træer og et tyndt lag jord lå Portobello og ventede uden for hulen. Han
havde fået ret. De her mærkelige væsener var farlige. Nu havde de taget
Oleander væk fra skoven og ind i denne mildt sagt mørke truende hule. Den
lugtede fælt af onde væsener og der var en masse larm. Truende pg vrede stemmer.
Måske nok en stor hule, men reelt meget mindre end Portobello. Han var det
største væsen i skoven. Helt sikkert også det klogeste. ”Jeg må holde øje og
sørge for at Oleander ikke kommer til skade”. Han hviskede sagte til sig selv –
en dyb brummende stemme, som andre nok ville opfatte som optræk til torden. Her
var det dog helt afgjort for at berolige sig selv.
Det hele skete
meget hurtigt. Kurt strøg gennem mængden af gale og chokerede væsener. trak
Oleander med udenfor og styrede lige imod sin cykel. Der var noget han forstod.
Hurtigt væk og i sikkerhed. Tage og Ulla var lige så hurtigt flygtet gennem
udgangen. Tage holdt sig til skulderen, der stadig blødte lidt. Ulla så
bekymret ud, men sammen kom de hurtig ud og så Kurt sprinte ind mod mørket med Oleander
klamrende sig til ham. De fulgte efter cyklens røde baglys. Lige i hælene på
dem kom jeg og Kopylan. På trods af vores fremskredne aldre kunne vi godt
flytte benene, når det gjaldt. Kopylan stønnede ”Nej, nej, nej! Det her går da
helt galt, nu kommer vi aldrig hjem”. Jeg skubbede bagpå, der var ikke tid til
klynken nu. ”Kom du nu bare af sted. Du er på hjemmebane, Alle vi ander kender
ikke til dette sted.” Foran os i mørket skimtede vi det røde lys fra Kurts
cykellygte. ”Det er den vej vi skal” råbte jeg.
På en eller
anden måde var vi samlet et sted i skoven. Kurt var stoppet op og ventede på os
andre ”Hvordan går det Tage?” spugte han bekymret. Tage nikkede blot og kiggede
over til Ulla, der havde lavet en form for bandage og en slynge til hans arm. ”Vi må væk herfra NU!” skreg Kopylan. Ja, men
hvor skal vi hen, det hele er jo mørkt. Indrømmer blank at jeg er mere til
mure, huse – ja noget af sten. Det var ikke meget vi havde set af den slags
her. Efterhånden var jeg godt træt af t hele og ville meget gerne hjem igen.
Mon vi nogen sinde kommer hjem? Jeg havde lige tænkt tanken, da jeg mærkede en tydelig
rådden stank. De andre lavede grimasser og Ulla holdt sig for næsen. Var der et
dødt dyr i nærheden, eller måske noget der var meget værre? Samtidig begyndte
jorden at rystede under os. Det manglede bare. Jordskælv oven i alt det andet.
Men nej. Oleander rejste sig, stadig lidt fortumlet og forvirret eftet
aftenens begivenheder. Men nu blev hun fokuseret. Det her vidste hun hvad var.
”Portobello, er det dig?” Hun råbte ud i mørket eller måske mere ned mod
jorden. Der kom et let drøn og så skete der noget mildt sag forbløffende. Jeg
har bygget store mure, ja meget store huse, men det her var på en gang
imponerende og meget truende. Jorden åbnede sig foran os og et væsen af
gigantiske proportioner skabte en åbning ned til en hule fyldt med trærødder,
fugt og en ubeskrivelig lugt af rådne svampe og træ. Der kom en meget dyb
rumlen, som jeg ikke forstod. Oleander vidste dog med det samme, hvad det var.
”Kom, vi skal den vej, ned under jorden. ”Det er det eneste sted vi kan være i
sikkerhed” råbte både Oleander og Kopylan i munden på hinanden. Uden tøven
strøg Kurt på sin cykel gennem jord og mudder. Oleander var fast klynget til
ham, ikke længere bange for cyklen. Vi andre fulgte noget tøvende med, ned i
mørket. Ned under jorden, ned til den ubeskrivelige stank og helt klart også noget
meget truende.
Sammen stod vi
i mørket. Nej vi var faldet i den bløde jord, hvor store rødder stak op alle
vejne. Ingen kunne se noget og ingen
turde sige noget. ”Hvem har noget lys” spurgte Kurt. ”Min cykel lyser kun, når
den kører”. Tage fumlede i lommen, ”Her, jeg har altid min lygte med”!.
Pludselig skar en lyskegle sig gennem mørket. Vi var i en stor fugtig hule med
et hvælvet loft. Loftet var levende og der løb en let strøm af sej slim ned
langs de mørke vægge. Det her var om muligt endnu mere truende end Valpen og
hans vagter. Lyskeglen ramte Oleander, der om muligt var endnu mere skræmt end
os andre, ”Hvad er det? Magisk lys ud af ingenting. Du må afgjort være en stor
troldmand”. Hun rykkede lidt væk fra Tage, som om lygten og lyset kunne skade
hende. Kurt og Ulla kom i tanke om deres mobiltelfoner. Godt nok virkede de
ikke, men de kunne da lyse. Snart var der to ekstra lyskegler som skar gennem
mørket. Oleander så til med stor undren. ”I er altså nogle mærkelige væsener”,
sagde hun, nok mest henvendt til Kurt.
Kopylan var
rystet. Ikke bare af det der lige var sket. Nej, hans beregning, muren og hele
forberedelsen havde været helt forket. Det var ikke Valpen, der havde truet. Noget
andet måtte være her. Noget endnu mere farligt og magtfuldt. Han havde ikke før
oplevet en sådan tvivl. Hvad skulle de gøre? Indtil videre var de nogenlunde i
sikkerhed, men hvad hvis denne nye skabning, dukkede op igen? Der var tilsyneladende
ingen grænser for hvad han kunne udrette. Valpen havde ikke vidst noget, så
spørgsmålet var om nogen havde vidst det.
Hvor lang tid
vi var i den sorte jordhule skabt af Portobello ved jeg ikke. Vi var alle meget
trætte og fik hvilet lidt. Ved morgengry vågnede vi ved at der kom lys ind. Vi
blev lukket ud i en lille lysning, et andet sted i skoven. Oleander vidste hvor
vi var. Vi er få hundrede meter fra landsbyen, men jeg vil ikke den vej. I andre
kan gå ind og købe tøj samt mad. Kopyland rystede sin store læderpung med guldmønter.
”Vi er nødt til at få noget rent tøj”, jeg betaler. Tøj, var nok så meget sagt.
Klæder, klude, kapper og kåber, var nok mere hvad vi kunne få. Byen var ikke
ret stor. Der var en smed, en bager samt en slagter, hvor vi købte noget kød af
en eller anden slags. Hos en anden købte vi de klæder, der nu blev slæbt retur
til skoven. Vi gik trætte tilbage til Oleanders lille hytte.
----
Om aftenen sad
vi mætte foran bålet. Tænkte over de mange begivenheder. Jeg var nysgerrig og
spurgt Koplyan ”Hvordan kom du egentlig til Vilfby? Kan vi ikke bare komme
samme vej tilbage?”, Kopylan så træt ud. Nu kunne man se, at han var gammel.
”Jeg kom via porten i Brighton i 1984. Boede så i England, hvor jeg startede en
virksomhed. Tjente mange penge og undersøgte, hvor den næste mur skulle bygges.”
Han pegede ned på de mange instrumenter på hans arme. ”Der var flere behov, men
i 2023 skulle den bare bygges i Danmark. Med andre ord ventede jeg i 39 år. Jeg
flyttede til Danmark og lærte jeres mærkelige sprog. Da tiden var nær,
kontaktede jeg Tom.” Han så nu endnu mere gammel ud. Han havde venter 40 år, på
at bygge muren! ”Vi kan altså ikke komme retur via porten i Brighton, for så
ender vi i 1984 og vil nok have lidt svært ved at indordne os. Desuden er vores
familie og venner nok bare børn eller slet ikke født endnu”. Vi kunne alle se
logikken, hvis ellers der var nogen. For at komme hjem, skulle vi nødvendigvis retur
via den fine mur, jeg havde bygget.
21. Ria planlægger
hævn
Ria Roland stod
kortvarigt lammet midt i hulen, men så løb hun. Sprintede efter de fremmede,
der havde dræbt Valpen. Ud gennem hulen og til udgangen. Ude af hulen skulle
hun lige vænne sig til mørket ig kulden, men i det fjerne så hun, at de flygede
ned i et stort hul i jorden. Der var et magisk rødt lys, men da hun kom
nærmere, var der bar jord og væltede træer. En ulidelig stank af råddenskab
fyldte luften. For sent. Der var ikke meget at gøre her. Hun gik langsomt
tilbage til hulen. I mange år havde hun været Valpens tro følgesvend. Sammen
havde de været på flere togter og spredt rædsel. Det var det bedste hun vidste.
Når folket flygtede i frygt for hende og de andre krigere. Takket være Valpen
var hun noget. En soldat, en kriger og parat til hvad der måtte komme. Denne tragedie
var kommet helt uventet. Valpen var væk, visnet til en sort klump på gulver.
Det var på tide andre tog over. Det her skulle helt sikkert hævnes. Troldkvinden
og de andre skulle føle hendes vrede og det skarpe stål fra den store kniv.
For Ria Roland
var det hele meget simpelt. Hun var vokset op som Viktoria, men der var ikke
meget pige eller kvinde over hende. I starten kaldte hun sig Vikto-Ria, men nu
var det kun Ria – kort og konsekvent, som hende selv. Hun kæmpede mod mænd og
vandt ofte. Hendes arrede krop var med muskler af stål og dækket af sort læder.
Kraftige støvler og en kropsnær læderbrynje hen over brystet. Kort sort hår og
et markeret ansigt med en solid kæbe. Et ansigt, der bestemt ikke lignede en
kvinde. Kæmp og bliv frygtet eller giv efter og vær svag. Du bestemmer selv. Hun
stolede ikke på nogen, ud over Valpen, men nu var hun alene. En lille pose med
hende ejendele skulle med væk herfra. Den store dolk sad i skeden bundet til
bæltet og med en strop rundt om det kraftige lår. Hun havde også et spyd og et
mindre sværd. Der var stadig lidt blod på sværdet, til minde om den sidste
kamp. Bare helt forkert at der ikke sid blod fra de underlige væsener, der var
kommet til hulen. Nu måtte hun videre ud og finde dem.
Med raske
skridt løb hun med to af Valpens vagter ud af hulen. Væk fra den verden hun
havde kendt i flere år. Der skulle handles, men opgaven krævede mere end hende selv.
De garvede vagter og krigere Bert og Hugi var gode følgesvende. De var
kammerater, som sammen ville kæmpe mod det onde, der havde dræbt Valpen. Bert
havde godt nok mistet et øje i kampen, hvis man kunne kalde det sådan. Det var
ham der havde fået kniven i øjet. Han var helt afgjort med på, at det skulle
hævnes. Knægten der havde kastet kniven, var ung og uerfaren; helt sikkert ikke
vant til kamp. Det ville blive nemt at overraske dem og skære halsen over på
ham. Men i første omgang skulle de findes.
De kom ud af
hulen. Stadig en del kaos. Flere træer var væltet og det store hul i jorden var
lukket n. Stanken var der dog stadig. Uvilkårligt trak de sig lidt væk og gik
mod skoven. Hvordan kunne nogen flygte den vej, ned under jorden? Der måtte
være nogen her i Den anden verden, som kunne fortælle, hvem de var. En
forvirret mand kom mod dem. ”Valpen er død, vi er fri, tyrannen er væk” Han jublede
og hoppede rundt. Ria gik helt tænt på ham og tog ham kammeratligt på
skulderen.Holdt fast og kiggede ham dybt i øjnene. De blev pludselig helt matte
og blod silede fra hans mund. Langsomt sank han om på jorden. Ria tørrede sin
kniv af på låret. ”En forræder har fået sin straf”. Hun sparkede foragteligt
til den døde mand. Så vendte de nundt mod skoven. Hurtigt bevægede de sig
gennem mørket længere væk fra Valpens hule.
22 Mødet med Magnar
Efter vores
oplevelse hos Valpen var vi alle trætte og bestemt også følelsesmæssigt rystede.
Vi holdt et par dages hvil hos Oleander. Gik i bad i den nærliggende lille
flod. Vi fangede fisk og kom langsomt tilbage til hvad, der nu var normalt i Den
anden verden. Faktisk havde vi næsten glemt alt om mure og at komme hjem. Men
alligevel lå det jo lidt i baghovedet.
En aften vi sad
rundt om bålet var der pludselig støj i skoven. Vi var straks på vagt. Der kom
nogen og de var på vej mod os. Med lyset fra bålet var vi heller ikke usynlige.
En mindre kappeklædt mand med en stor rund hat kom til syne. Han bar en stor
stok og så lidt forvirret ud. Langsomt nærmede han sig. ”God aftern godtolk.
Giver i en dram og lidt mad til en trængende?”. Han var meget høflig og bestemt
ikke farlig, selv om han stod der og lænede sig til en sin stok. Han kiggede
vagtsom over mod Oleander, som om han var parat til at flygte.
Kopylan sprang
op, Har ikke set ham begæge sig så hurtigt, men mindre noget er galt. Det var
der dgo ikke her. ”Magnar min ven. Godt at ser dig igen”. Han løb hen og
omfavnede manden, der nu tydeligt var langt mere veltilpas og mindre på vagt.
”Det her er min ven Magnar Compatil. Han er en portvogter lige som mig. En
vogter af 1. grad, der står bag flere gode mure he ri Den anden verden”.
Kopylan var tydelig glad for at have mødt sin ven. De sludrede sammen. Ind
imellem på mærkelige sprog, som vi andre ikke forstod. Vi kunne dog se, at de
pegede over mod Oleander og Kurt. Koplan svarede, så vi alle kunne forstå det.
”Nej hun er ikke farlig. Se hvordan hun sidder og holder Kurt i hånden. Men til
gengæld skal du passe lidt på ham, for han kører meget hurtigt på en stor
cykel! Vi kunne sen Magnar kigge over mod Kurt, ”En cykel, sådan noget er der
da ikke her i Den anden verden! Det lyder helt fantastisk. Så slog de over i
deres hemmeligs sprog igen og vi forstod ikke noget af det.
Efter lidt tid
kom de over til os andre. ”Der er noget som Magnat vil fortælle os”, sagde
Kopylan. Manden lagde sin hat og satte stokken fra sig. Han havde fået mad og
vand. Rykkede ovre på den anden side af bålet, væk fra Oleander. Han var nok
stadig lidt bange. ”ja, jeg må fortælle jer noget”. Han så nu meget alvorlig
ud. ”Jeg stod bag byggeriet af en mur i det nordlige Norge. En lille by fjernt
fra storbyerne. Den var færdig i 2019. Næsten på samme måde som jeres blev den
ramt af et mystisk uheld. Der var ikke så mange i nærheden, for den var ikke
helt færdig. Konstruktøren Sander Samuelsen blev på få sekunder suget ind og
endte her i Den anden verden. Han var meget ulykkelig, for han efterlod kone og
to børn hjemme i Norge. Sander har nu prøvet at komme retur i 4 år, men det er
helt umuligt. Han har helt givet op. Er ramt af depression og tungsind i så høj
grad, at det smitter af på alle der kommer i nærheden. Man kan sige at han er
en slags ”surstråler”. Der er intet positivt i hans verden. Han indeholder kun
sorte tanker og alt det negative der findes. Hans sind er fyldt med
fortvivlelse, had, nag, misundelse og fortrydelse. Han bebrejder sig selv for
nogensinde at have bygget der nmur, der nu adskiller ham fra hans elskede kone,
børn og familie. Magnar fortsætter: ”Jeg kom tilfældigt i nærheden af ham og
den røde mur, der nu næsten er helt sort. Har stadig svært ved at fortælle om
det. Mit sind blev formørket, atl var bare tomt, negativt og intet håb. Hele
min krop ryster stadig ved tanken om den oplevelse. ”Sander Sort”, som jeg
kalder ham, skal i afgjort ikke ønske os at møde.
Kopylan var
ikke enig.” Vi har en chance. Hvis vi kan få muren åbnet, kan vi hjælpe Sander
og komme tilbage til noget der er lig vor verden. Vi skal bare vente 4 år, med
at komme tilbage til Vilfby”. Umiddelbart en fin ide, men vi var ikke
begejstrede. En kold by i det nordlige Norge i 4 år! Der var ikke tiltalende,
men på den anden side ville vi gerne hjælpe den stakkele Sander, hvis det var
muligt. Nu skulle vi bare finde ud af, hvordan vi gjorde det.
23. Roger
Givens bygger en mur
Hvorfor bygger
jeg ikke selv en mur? Roger havde stillet dette spørgsmål hele livet. Han følte
sig spærret inde i denne verden. Han var intilligent og havde gennem årene
samlet masser af materiale omkring hvordan man bygger en mur. Hos boghandlerne
i byen havde han skaffet gamle sjældne dokumenter. Et af dem var efter sigende
fra en gammel murbygger – Sigurd Skollertsen. Han var død for flere år siden,
men af underlige veje var hans mapper og papirer havnet hos Roger. Der var
ingående beskrivelser af, hvordan man byggede en mur mellem de to verdener.
Roger havde nøje undesøgt flere af de mure han havde set. Der var ingen vej igennem. Men hvis nu han
byggede sin egen mur, kunne han slippe væk til den vidunderlige verden på den
anden side. Her hørte han ikke hjemme. Havde ingen venner. Ikke engang en
kvinde, der ville elske ham.
Der skulle
meget til og mange af de beskrevne ting, vidste han ikke noget om. Men gennem
et langt liv havde han lært at improvisere. Der blev beskrevet noge specielle
”mursten”, som han ikke kendte. Kampesten af granit havde han dog masser af.
Der var også ler og solidt tømmer. Med hårdt arbejde kunne hen sikkert bygge en
god mur. Der stod i papirerne, at den skulle være mindst 30 meter lang og 4
meter høj, men det orkede han ikke. Bare at løfte de tunge sten op til 2 meter
var rigeligt. Det måtte blive en mindre udgave med mindre sten på toppen. Der
var også andre mærkelige ting, som han ikke lige kunne skaffe, men det ville
blive en god stor mur.
Arbejdet skred
hurtigt frem. Han fik lidt hjælp af sin nabo, der var stærk som en okse. De
lavede i første omgang et solidt fundament gravet en halv meter ned i jorden.
Det hele blev støttet af stor træbjækoer i hver ende. Planen var at ende med en
2 meter høj mur ca. 10 meter lang. Der skulle en del sten til og mellem de
mange sten kom der strå og ler. For hver uge blev muren større og større. Der
var nogle underlige ting som skulle ind i muren. Nogle af dem havde han fundet
på et marked. Mærkelige metalkors og esoteriske materialer. Jo, det her skulle
nok blive til en god stor mur. Roger Givens så frem til den dag, da han endelig
kunne slippe væk og komme til den verden, hvor han hørte hjemme.
Det var efter
nogle måneder, at han stod alene og smurte det sidste lag ler på muren. Den var
nu flot glat og stod grå og majestætisk lige her på engen. Den var solid og nu
skulle han så bare finde ud af, hvordan den blev ”åbnet”. Der stod noget
skrifterne om, at man skulle banke en pæl tre gange i jorden. En sådan havde
han ikke, men med en stor gren bankede han tre gange på muren. I første omgang
skete der ikke noget, men så … Muren begyndt at sitre. Han jublede, jo det
virker! Muren var nu næsten levende. Flere steder blev ler og strå stødt ud, da
stenend blev varme og nærmest sang med en høj hvinen. Roget gik tættere på. Nu
sker det. Jeg kommer nu. Han stod der iklædts sin brune kåbe med lerpletterm beskridt
og lidt træt. Men nu kom energien retur. Både hans egen og den fra muren. Der
var en underlig skvulpen og han blev draget mod et stort lyst område i midten.
Der var en åbning! Først stak han en arm igenne, så hele hovedet. Der var lys
og lyd omkring ham. En let duft af jord og sten. Så var han igennem. Stak først
hovedet ud og kiggede rundt. En meget fremmed verde. Kun et noget diset blåt
lys, men han kunne da ane et landskab med masser af bjerge. Nu trådte han helt
igennem og noget vaklende rettede han sig op. Kigged mod himlen og så hvor det
blå lys kom fra. En blå sol? Meget anderledes her var hen på den anden side af
hans mur. I en spændende ny verden. Ud af øjenkrogen så han oget sort der
befægede sig. Det skubbede til ham og han løb. Det var stort og meget voldsomt.
Roger Givens skreg som han aldrig havde skreget før. Så blev alt mørk. Han var
væk - hverken i denne verden eller nogen andre steder.
24. Den hvide
mur
Efter at have
gået i mange timer var de alle trætte. Godt nok havde vi mad og drikke, men det
føttes som en uendelig søgen. Kopylan mente vi skulle finde Sanders røde mur.
Måske der var en chance for at komme et sted hen, der var mere normalt. Vi var
ikke særligt begejstrede for den plan. Når vi skulle tilbag, skulle det være
til Vilfby, ikke en vildt fremmed verden, hvor man talte norsk. n. Vi tænkte på
at holde en pause, men i det fjerne skimtede vi nu noget lys midt i skoven. Det
virkede ikke helt normalt og med advarsler fra Kopylan gik vi langsomt nærmere.
Træerne og
buskene åbnede sig op og i en stor lysning dukkede den store hvide mur op, som
om den var groet direkte op af jorden. Der var kun lidt græs tæt på, som om
større planter og træer ikke kunne vokse der. Vi gik nærmere og mærkede en let
dirren, snurren som elektrisk energi fra muren. Den var meget stor og het glat.
Lignede hvidt marmor. Vi blev på afstand, men gik langsomt langs muren. Den
fortsatte meget langt og igen følte vi os meget trætte. ”Det er nok bedre i
morgen, hvor det er lyst”, sagde Kopylan. Alle var enige så vi slog lejr og
fandt lidt ly mellem træerne ca. fem meter fra muren. Alle undrede vi os over,
hvad det dog var. Selv Kopylan var meget tavs. ”Jeg har aldrig set den mur før,
og jeg kender det meste, her i Den anden verden!.” Forsigtigt gik han alene hen
mod muren. Tog et af de underlige instrumenter frem og holdt det helt tæt på
den hvide flade. Det snurrede og gnistrede kort. Så kiggede Kopylan meget
overrasket på viserne. ”Det her kan bare ikke passe” udbrød han. Han tog et
andet instrument fra den venstre arm og prøvede igen. Denne gang, kom der ikke
så mange lyde, kun et kort zap. Instrumentet havde tilsyneladende overlevet og
Kopylan betragtede de blå tal med vantro malet i sit ansigt. ”Det her kan ikke
være rigtigt”. Han stirrede på den høje hvide mur og vendte sig mod os. ”Den
mur er bygget i 2037, den burde slet ikke eksistere endnu.
Vi følte alle
en vise uro. Det her var ikke, hvad vi havde ventet. Utrolig nok fik vi sovet
lidt, men det var ikke nogen god søvn. Dagen efter stod muren der endnu, som en
stor hvid fakkel og satte spørgsmål ved det hele. Vi gik igen rundt om den … muren
var rund! En ringmur. Ifølge vores beregninger var den ca. 60 meter i diameter
og således ca. 190 meter lang. Vi prøvede om det var muligt at se over muren.
Kurt kravlede op i et stort træ og spejdede ud over området. ”Der er helt
mørkt”, konstaterede han. På trods af sol fra en klar himmel var der et lukket
mørke bag ringmuren. Det hele var en stor gåde.
”Måske denne
mur kan få os over i den normale verden” sagde Magnar. Godt nok kommer vi så
tilbage langt ude i fremtiden, men sikkert bedre end det her. ”Vi må over
muren, og se hvad der er indenfor”. Tage havde nærmest læst vores tanker. Ja,
men hvordan kom vi over? Efter at have tænkt sagen igennem fik vi med stort besvær
tældet nogle træer. En noget interimistisk, men dog solid stige blev
fremstillet. Kurt meldte sig straks ”Jeg hopper over og ser, hvad der er på den
anden side”. Adræt kravlede han op og forsvandt ind over den hvide kant.
Kurt var meget
nysgerrig af natur. ”Jeg kan da uden problemer klatre op og se hvad, der er på
den anden side”. Han var hurtigt oppe og kiggede over muren. Der var en let
rund blød kant og muren fortsatte med en dybde på ca. en meter. Herefter var
der sort og luften var fyldt med en let tåge. Kurt steg langsomt ud på det
sorte. Det var som en slags gummi, en stor membran. ”Det her er lige som en
trampolin”, sagde Kurt til sig selv. ”Jeg går forsigtigt ind mod midten. Det gik
langsomt, for det er ikke normalt at gå på en overflade der synker for hvert
skridt. Efter et lille minut kunne jeg skimte den anden side af ringmuren
gennem tågen. ”Endelig fremme, det var da ikke så svært. Jeg kiggede ud over
muren og så til min forbløffelse stigen og de andre, der stirrede op mod mig.
”Har du fortrudt?” spurgte Ulla. Jeg vendte tilbage. Det her var underligt. Jeg
vendte rundt. Kom noget hurtigere over den sorte flade denne gang. Hoppede og
til dels rullede. Det var faktisk ret sjovt, men en smule anstrengende. ingen
steder kunne man komme igennem, ned til hvad der måtte skjule sig bag muren.
Det var ligesom en stor sort gummiprop var sat i hullet. Endelig kom jeg igen
frem til enden af ringmuren. Denne gang måtte det være på den modsatte side.
Men nej… igen blev jeg mødt af en række ansigter, der knapt nok have bevæget
sig siden sidst jeg så dem.
Vi ventede
spændt på, at Kurt skulle komme tilbage. Men efter kun få sekunder dukkede han
op igen. Så meget forbavset ned på os. ”Hvad sker der” råbte UIlla, ”Har du
fortrudt”, ”kan du se noget?” spurgte Storm. Kurt var allerede væk igen, men
mindre end 2 sekunder senere dukkede han op. Stirrede forbløffet på os alle,
som om han ikke kendte os. Langsomt kravlede han ned ad stigen. Ikke den samme
energiske Kurt som vi kendte. Han virkede også lidt forpustet, men det kunne
ikke passe. Han var kun væk i mindre end 10 sekunder.
Kurt satte sig
ned i græsset. Rystede på hovedet. ”Vi kommer helt sikkert ikke hjem den vej”,
sagde han med en let rystende stemme. ”Jeg gik op ad stigen, tværs hen over en
stor sort blød flade, der var som gummi at gå på. Der var et slags tåge men jeg
så tydeligt ringmurens modsatte side.” Vi ventede alle spændt, ”Ja, men hvad
så?” spurgte Oleander. ”Ja, så så jeg bare jer der stod der og kiggede på mig.
Mente jeg var gået forkert, så jeg prøvede igen, Løb og hoppede tilbage. Var
nok væk et lille minut. Det hele gentog sig. Jeg dukkede bare op, hvor jeg var
startet. Ved stigen og der hvor i var”. Vi stirrede alle vanto på Kurt. Han var
blevet gal. Med den sårede skulder, kravlede Tage noget mindre elegant op ad
stigen. Han forsvandt og dukkede op igen mindre end 2 sekunder efter. ”Hvad er
det her for noget, der er ikke nogen logik her” konstaterede han meget forpustet.
”Jeg har rendt rundt her nu i flere minutter”.
Kopylan måtte
meget logisk konstatere, at denne ringmur var noget han ikke havde oplevet før.
Den var anderledes. Den ville afgjort kunne holde nogen eller noget indespærret
her i den anden verden. Hans tanker fortsatte og pludselig blev han iigbleg.
Selvfølgelig, muren var en afspærring for noget der kom fra fremtiden. Noget
der var så forfærdeligt farligt, at vi slet ikke kunne fatte det. Det var
derfor, han havde bygget muren i Vilfby!
25. Vi møder
RovValpinerne
Vi havde gået
nogle timer. Efter en god nats søvn og god morgenmad, var vi veludhilede og
mætte. Nu var vi blevet en ekstra, da Magnar havde besluttet at følge med os
andre. Der var ikke rigtigt nogle planer, blot ville vi væk fra Sanders sorte
mur og måske finde et sted, hvor man kunne komme igennem. Magnar mente, at vi
måske havde en chance, nu der var to som nok kunne åbne vores mur til Vilfby.
Vi var fulde af forhåbninger og alle var i noget bedre humør.
Pludselig
trådte der nogle under lige væsener ud af skoven. De var en syv-otte stykker.
Ca halanden meter høje. De lignede hunde, der stod på bagbenene, men havde
store underligt bløde hoveder og noget der lignede poser på benene. Umiddelbart
var de meget truende. ”I er kommet til RovValpinernes del af skoven. Her skal
der betales for at passere. I må give os en gave. eller efterlade en af jer som
vores fange.” De talte med en underlig snøvlende stemme, mens dereres store
læber blafrede. Vi stod stille og bertagtede de ukendte væsener.
Det vil sige,
Kopylan og Magner stod bag ved os og fnisede lidt. ”Det her er bare for meget.
Gå med jer, skrub hjem hvor i bor.” Vi andre var noget forvirrede. Den forreste
lidt større af væsenerne prøvede at gøre sig noget større., Skød brystet frem,
så man kunne se den grå pels. ”Vi er de stolte RovValpiner, skoven skræk. Vi
lader os ikke skræmme væk. Gør som vi siger, eller i må lide en grum skæbne”.
Det lød som om, han mente det. Vi var en smule skræmte. Oleander gemte sig bag
Kurt og Tage. Hun kunne nok ordne denne situation, men der var ikke behov for
flere sorte lig. Kopylan trådte frem og stillede sig tæt på deres leder. ”Nu må
i røvkaniner tage jeg sammen. Det er ikke jeres skov og vi skal videre.”
Lederne krympede sig lidt. ”Hvad mener du med Roevkaliner? Vi er stolte
RovValpiner. Vi er frygtløse og stærke.Vi flænser jeres kroppe og fortærer
jeres kød”. Han lød nu meget truende.
Kopylan vendte
sig mod Magnar. ”Skal jeg eller vil du?” Han smilte, ja ligefrem grinte lidt.
Henvendt til os hviskede han. ”De er meget dumme. Taler godt, men de har
hverken klør eller tænder. De prøver bare at skræmme forbipasserende. Reelt har
vi intet at frygte”. Han tog sin store stav og stak den frem mod lederen. ”Her
har du vores betaling”. Der lød et let zaaap, og jeg kunne se, hvordan Tage
krympede sig lidt. Måske noget han selv havde oplevet? Nej, denne gang var
resultatet noget helt andet. Det mærkelige hundelignende væsen stod helt
lammet. Langsomt ændrede pelsen sig fra grå til snehvid. Hans øjne var blevet
ildrøde. Kopylan gik helt tæt på og hviskede i hans øre, ”Du er paralyseret. Du
kan ikke sige noget. Der går nok en uge, før du igen kan genere uskyldige
forbipasserende folk her i skoven”. Derefter trådte han et par skridt tilbage,
henvendte sig til resten af de nu noget skræmpe RovValpiner. ”Her har i jeres
gave. En flot hvid røvkanin, som i kan placere i jeres hule. Den er et lysende
eksempel på jeres dumhed”. Vi vendte rundt og gik videre. Alle de mærkelige
røvkaniner forsvandt ind i skoven pludrende og plaprende, så man kunne høre dem
langt væk. Det her var noget af en oplevelse, men godt at vi havde Kopylan med
os.
26. Ria finder
frem
Ria og hendes følgere havde ledt i flere dage.
De havde spurgt i byen og dem der ikke ville svare, var det gået ilde. Dette
trekløver kendte kun til en ting, der kunne skaffe oplysinger – vold, tortur og
magt. I byende havde de fortalt hvordan ”de nye” var kommet og købt tøj, kød og
brød. De havde penge og de var venlige. Det sidste kunne Ria lide at høre.
Venlighed var svaghed og mangle på styrke.
De fortsatte
gennem skoven og kom til et sted, hvor der havde været en form for kamp. Græsset
var trådt ned og der lå et spyd på jorden. Det var tydeligt, at de havde været
en form for sammenstød. Der var også nogle led afsvedne blad og på jorden
aftryk af noget der lignede ulve.
27. Sander og Mortensen
Aleksander
Samuelsen byggede den røde mur i 2019. Det vil sige, at den var rød – nu var
den næsten sort. Den ligger i den hyggelige lille by Fjærland i Norge. I
nærheden af stor fjelde og masser af sne. Under store vanskeligheder blev muren
færdig. Han var næsten alene om det. Han så også alene, da uheldet ramte. Uden
varsel blev moren levende og han blev suger gennerm en grå levende masse. Nu
var han fanget i Verden på den anden side. I fire år havde han prøvet at komme
hjem. Alt var forgæves. Langsomt blev han dyster og indelukket. Sander afviste
alle væsener, der forsøgte at hjælpe ham. Havde ingen kontakt og bevægede sig
kun kort væk for at få mad og vand. I fire år havde han nu levet i skyggen af
den nu alt for sorte mur. Sander Samuelse var nu blevet til Sander Sort.
Sander var
bestemt ikke vant til at få selskab. Faktisk flygtede de fleste dyr langt væk
fra ham. Han var ikke rar at være i nærheden af. Men denne aften skete noget
overraskende. Et sort firbenet væsen kom ud af skoven og sneg sig forsigtigt
hen mod ham. Det var mange år siden Sander havde set en kat. Denne her var
noget af det smukkeste han havde set. Et sort elegant og venligt dyr. Der var
noget beroligende og dragende over katten. Han bukkede sig ned med et stykke
kød i hånden. Katten kom nærmere og snuppede forsigtigt kødet. Det blev
fortæret med stor fornøjelse. Den fik også lidt vand i en skål. Sander undrede
sig over, at dette dyr ikke blev skræmt væk. Han undrede sig også over, hvor
den kom fra. Måske er jeg slet ikke så depressiv og negativ mere. Jo, han
tænkte efter – jeg er ikke noget værd. Det ville være bedre hvis jeg var død og
borte. Den sorte kat var selvfølgelig Mortensen, der havde sneget hen til dette
andereldes sted. Men ingen i denne verden vidste jo, hvad en kat var. Nu smøg
den sig omkring Sanders ben med en højlydt spinnen og stort velbehag.
Sander blev i
første omgang noget skræmt. Der kom en høj brummende lyd fra katten. Den kom
nærmere og gned sig op ad hans ben. Forsigtigt tgo han hånden ned og strøg det
hen over ryggen. Den var blød og glat. Tilsyneladende havde den ikke nogte imod
det, faktisk det modsatte. Sander satte sig ned og det bløde dyr hoppede op i
hans skød. Den kiggede på ham med store gule øjne, der nærmest borede sig ind i
han sjæl. Aldrig havde han set noget så kønt og beroligende. Et eller andet
knækkede inde i ham og tårerne trillede ned ad kinderne. Han mærkede hvordan
følelser, han stort set havde glemt, væltede frem. Han var i live og han var
glad. En følelse han ikke havde haft i flere år.
Sander rejster
sig med katten i favnen. Hen gik hen mod muren. ”Se, det er den her mur, der
adskiller mig fra min familie”. Han kiggede ned på Mortensen, der blot spandt
endnu mere. Pludselig gik det op for ham. Hvor kom den kat fra? Var den fra
hans verden. Var den kommet igennem muren, eller måske fra et halt andet sted? Der
var kun én ting, han kunne gøre. Han måtte finde den mur og det sted katten var
kommet fra. Langsomt samlede han de få ejendele der skulle med. Nu var det
farvejl til den sorte mur. Han havde revet sig løs af fortidens tåger og var nu
på vej, ud for at opleve, hvad der ellers var i denne Verden på den anden side.
Sammen med katten gik han målrettet ind i skoven.
28. Zilakine
Han var første
søn af Zorpatine og leder af det tredje hus på bjerget. Han havde magt,
herskede og drog i krig, når der var behov for det. Mærkerne i hans brystskjold
vidnede om flere store kampe. Lederne af de andre huse frygtede ham. Zilakine
var et væsen af meget andlerledes proportioner. Vi mennsker vil nok kalde ham
et uhyre, men sådan så man nu ud i denne verden. Underktoppen var skabt som en
stor sort skorpion med 6 solide ben og en brod for enden af en lang leddelt hale. Foran rejste han sig tre meter med 2 store
kløer, der kunne knuse kød og knogler. I den højre klo sad et stort glinsende
sværd. Et bytte fra krigen mod Grimolderne på den anden side af bjerget. Det
var skarpt og han havde brugt det flittigt. Zilakines hoved var aflangt og med
et stort panser. Store gule øjne blinkede dybt i kraniet. Kæmpe runde udvækser
på hver side, der kunne ligne horn, men nej, det var store øresnegle. der gav
ham en utrolig hørlese. Hele hans imponerende krop var dækket af sorte skæl
eller solide benplader. Helt afgjort en blanding af en slange og et krybdyr.
Han bevægede sig hurtigt og adræt på de seks ben.
Denne dag var
Zilakine på jagt. Som det ofte var nødvendigt, skulle der skaffes bytte til
hans hule. På himlen skinnede den gule og den blå sol og gav varme til hans
krop. Han havde stået tålmodigt i et par timer og suget varmen til sig. Nu var
han klar og løb op gennem bjergpasset ned mod sletterne, hvor de store hjortdyr
og andet bytte var at finde. Der var langt, men ikke noget problem, nu han var
varm, klar og sulten .Zilakine kom til en lille rydning med få træer og nogle
huler, hvor han han havde være flere gange. Her kunne der normalt findes bytte.
Men der var også en anden grund til. at han kom denne vej. Til sin store
overraskelse havde han for flere sole siden fundet noget, der ikke plejede at
være der. I starten var det nogle store sen, der var sablet oven på hinanden i
et flot mønster. Grå tunge sten, men ikke med en funktion. Efterhånden voksede
det op af jorden til en slags flad klippe, Zilakine var en kriger. Ikke den
store tænker eller på nogen måde åben for nye ting. Dette var efter hans opfattelse
en meget anderledes stor grå og helt plan klippeside. Det måtte virkeligt være
et nyt bjerg på vej op af jorden. Han havde flere gange forsigtigt banket på
den grå flade med en klo. I starten var der ikke noget anderledes, men nu hvor
den var lnoget højere, rungede det hult og den afgav også nogle meget fremmede
dufte. Zilakine var på vagt. Det her var anderledes og sikkert også farligt. Men
alligevel var han nysgerrig og lederen af det tredje hus var ikke bange.
Denne dag var
dog meget anderledes. Klippen var nu støttet af store træblokke i hver ende.
Den v ar dækket af et tyndt lag ler og så om muligt endnu mere fremmed ud. Pludselig
begyndte klippen af sitre. Den blev varm og underlig blød. Zilkine trådte lidt
tilbage. Ventede på hvad der skete. Skjult bag et klippefremspring med den
store krop fladt ned mod jorden. De store kløer var parate og halen stod spændt
bagud med brodden klar. Der gik ganske kort tid, så skete der noget igen. Han
hørte støj. Der var en mærkelig ram lugt og et undeligt hvidt væsen kom
langsomt til syne midt i klippen. Først et lille hvidt ansigt, Så kom der på magisk
vis en lille to-bener ud af klippen. Han havde set den slags før, men de var
større og mere sorte. Det lille væsen virrede med hovedet og kiggede op på
himlem. Den blå sol stod nu højt og hele landskabet var badet i det kolde blå
lys. Det var tydeligt, at han på en gang var begejstret men alligevel ikke helt
tilpas. Han kunne ikke se noget! Langsom
og lydløst rejste Zilakine sig bag klippen. Hele hans store sorte krop stod nu
få meter fra det lille dyr. En klo kom frem og skubbede til ham. Der kom et
skrig og dyret begyndte at løbe. Ikke ret hurtigt, for Zilakine var nu lige
foran ham og med et hvinende slag kløvede han det lille væsen fra top til bund.
Det stores værd ramte lige over venstre skulder og fortsatte gennem kroppen,
som var den lavet af kviste. Nu skreg han ikke mere. Men der vættede rødt blod
ud og det smagte himmelsk. Ikke en hjort, men det her underlige væsen kunne
afgjort også spises.
Den grå klippe
begyndte at bevæge sig igen. ”Mere mad” tænke Zialkine, og styrede hen mod den.
Denne gang var det dog noget helt andet. Der kom en stor grå arm ud af klippen.
Greb fat om ham og med utrolig kraft blev det store sorte væsent opslugt og var
væk. Tilbage på pladsen lå nu kun de blodige rester af den stakkels Roger
Givens. Hurtigt kom der andre små væsener til og tog sig af det overdådige
måltid.
29. Sander sort
dukker op
Vi sad alle og
grublede lidt over den store hvide ringmur, og det at den var fra fremtiden.
Men i baghovedet var der også den tragiske historie Magnar havde fortalt. Det
var så absolut ufatteligt, hvordan Sander
havde ventet i fire år, men det var også noget skræmmende, at han var så
ked af det, at han smittede andre med det dårlig humør. Vi sad nu rundt om
bålet og hyggede os, da det puslede i buskene. Vi krøb lidt sammen. Kopylan og
Magnar stod op med deres stave parate. Ud af buskene kom en lille meget snavset
mand. Han så vantro rundt på os alle sammen ” God kveld”, lød det på klingende norsk. ”Jeg heter Sander.
Klarer i at give lite mat og drikke?”,Det forstod vi helt fint, men alligevel
sad vi alle som lammede. Var de den farlige og helt ødelagte mand, Magnar havde
fortalt om? Han stod statig noget forviirret og kigge på os i mørket. Den sorte
kat han fulgtes med sprang hent til Ulla og Tage. Den spandt og gned sig meget
veltilpas op ad dem. ”Hej Mortensen” sagde Tager og på en måde brød det
tavsheden. Vi bød Sander velkommen. Langsomt kom han nærmere. Ikke så sort og
og selvdistruerende som vi havde hørt det. Han fik lidt mad og et stort krus
med varm the.
Den aften fik
vi hele Sanders historie. Vi hørte også om, hvordan katte Mortensen havde
reddet ham ud af fortvivlelsen. ”Han heter Kat!” fortalte Sander. Tja, det navn
kunne vel være lidt så godt som noget andet. Uanset hvad katten hed, så nøde
den nu at være samme med os alle.
Sander
besluttede sig for at følges med os andre. Vi bød ham velkommen og forklarede
om vores planer for at slippe væk. Han så meget lettet ud. Det helt afgjort
også hans mål – at slippe væk fra denne Verden på den anden side.
30. Tågen
letter
De havde gået
længe. Var meget trætte og måtte snart finde ly for natten. Vi måtte finde
tilbage til den røde mur, der kunne få os væk fra Den anden verden. Det var
nærmest håbløst. Efter at have fundet et passende sted gik Kurt og Tage efter
brænde og der blev tændt et ildsted. Oleander fik på magisk vis fremtryllet
noget spiseligt. De sad nu alle mætte og trætte mellem en lille klynge træer.
Kopylan mente at det var bedst, hvis en blev sat til at holde vagt. Ulla var
den mest friske, så hun meldte sig. ”Jeg skal nok holde udkig. Jeg vækker jer,
hvis der sker noget.”
De havde kun
sovet et par timer før der pludselig var et eller andet underligt i skoven.
Ulla kunne mere mærke det end se noget. Der var heller ikke nogen lyde. Det var
mere som om noget voksende ind i hende ”Hallo, er der nogen” hviskede hun
stille. Intet svar, men igen var der en stemme som nærmest talte til hende inde
i hovedet. ”Er jeg faldet i søvn. Drømmer jeg?” Ulla kneb sig selv i armen. Nej,
hun var absolut vågen. Men hun var ikke alene. Forsigtigt sneg hun sig hen til
Tage og Kopylan. ”I må hellee r vågne. Der er et eller andet anderledes her i
skoven”. Kopylan var den der først sprang op. Stirrede ud i mørket. ”Jeg kan
ikke se noget” sagde han. Men pludselig stivnede han. Et underligt udtryk bredte
sig på hans ansigt. ”Der er en stemme i mit hovede” hviskede han nærmest som en
lille uforstående dreng. ”Den kalder på mig. Kender mit navn”. Tage var lidt
længere om at vågne, men pludselig reagerede han også ”Den er stor og meget
hvid,” sagde han. ”Hvad, hvordan kan du se, at den er hvid?” Kopylan stirrede
på Tage og sattes ig så ned og på en måde koncentrerede han sine tanker. Det
her var der ikke noget instrument til at klare. Han måtte bare bruge sin
erfaring og komme frem til, hvad dette mærkelige fænomen var. Pludselig lyste
hans ansigt op i et stort smil, ”Jo, der er hvid. Det er ikke nogen person
eller noget vi kender. Det er snarere et kropsløst væsen den kommunikerer via
vores tanker”.
Langsomt
vågnede de andre op. Alle havde deres egen version og beskrivelse af
fænomenter. Ingen var dog bange eller skræmte. Der var noget trygt ved de
tanker, der nu bredte sig deres hoveder. ”Nu er han kommet nærmere”, sagde
Kurt. ”Ja, han er her snart, Om lidt kan vi nok se hvad det er” Stom var dog
stadig noget mistroisk. ”Det ville være rart, om man kunne se, hvad det er for
noget”. Næppe havde han udtalt sit ønske
før en tæt tåge nærmesat steg op af jorden. Den hvirvlede rundt og samlede sig
til sidst i en stor hvid kugle, på størrelse med en badebold. Den lyste og
vibrerede lidt, ”Jeg er lige her…” Svaret kom ikke som en lyd, men var der
alligevel tydeligt i deres hoveder. De kunne ikke lukke det ude, uanset hvor
anderledes det var.
”Hvem er du?
Hvad hedder du? Hvad er du?” Spørgsmålene kom som tanker alle steder fra. Der
var ikke noget svar, men i stedet spørgsmål til os alle. ”Hvad søger i? Hvor
vil i hen? Hvor kommer i fra?”.Uanset hvad dette væsen var, så var det lige så
uvidende som os andre. Det blev helt sikkert klart med det næste spørgsmål,
”Hvor er vi?”. Det var meget svært, for alle blandede sig og det hele blev til
et mylder af tanker. Nogle af os var nysgerrige, andre bange og igen nogle få
meget videbegærlige.
Kopylan skar
igennem. Vi må vælge en der fører ordet, om man så kan sige. Eller også skal vi
skiftes til at spørge. Vi får jo alle svaret, så det burde kunne lade sig gøre.
”Jeg stiller det første spørgsmål” sagde Kopylan. ”Hvem er du?”
31. Zilakine i Den anden verden
Det var
voldsomt og noget han aldrig havde oplevet før. Med en voldsom rumlende lyd røg
Zilakine gennem muren. Det var mere end hvad den kunne holde til. Kun holdt
sammen af ler og træstolper styrtede de store kampesten sammen omkring den
store sorte krop. Langsomt kom han fri, med en pludsleig voldsom smerte. Han ki
drejede hovedet ned mod bagkroppen og så, at hans venstre bagben sad
uhjælpeligt fast. Det var knust under flere store sten. Resolut rakte han en
klo ned og kappede benet af. Et voldsom jag og intens smerte jog op gennem hans
krop. Han udstødte et højt hyl, som gjaldede ud over skoven omkring ham. Det
her var langt værre ned nogen af de sår han havde fået i kamp. Desuden var det
meget uværdigt at miste sit ben på den måde.
Langsomt kom
han fri af stenene og rejste sig. En ny voldsom smerte ramte ham. Han kogte. Fra
himlen kom en voldsom varme fra en helt hvid sol. Meget varm! Hele hans krop
sitrede af overbelastning. Dette var et yderst ubehageligt sted. Han måtte væk,
finde skygge mellem træerne. Der var ingen klipper her og jorden var dækket af
græs og buske. Så hurtigt som det manglende ben tillod, flygtede Zilakine ind
mellem de tætte trækroner. Det eneste sted han han kunne komme væk fra den
brændende sol. Det her var noget helt andet en den røde og den blå sol, som han
kendte. Inde mellem træerne spejdede han rundt. Det manglende ben smertede, men
det var til at holde ud. Der var masser af spiselige dyr her. Faktisk kom de
direkte op af jorden. Små og med masser af pels, men nemme at partere og de
smagte helt fint. Der var også mærklige flyvende væsener. De var dog for hurtige
til at han kunne fange dem. De lavede en masse larm, som irriterrede ham.
Højfrekvente fløjt, der gik lige ind i hovedet. Mens dagen skred frem blev
solen langsomt svagere. Den gled ned i horisonten og forvandlede sig til den
røde sol, meget lig det han kendte. Nu kom han frem og nød varmen. Det stærke
lys var væk og de flyvende dyr var forsvundet. I tusmørket kunne han fortsætte
sin færden i denne nye anderledes verden. På himlen var der nu en lille
sølvskinnende sol, der absolut ikke gav nogen varme, men dog lidt lys. Han
ville gerne retur gennem den grå klippe, men den var nu helt væk. I stedet
fortsatte han langs nogle store græsområder mellem de mange træer. Der var
virkeligt mange træer og buske her. Noget helt andet end de klipper og vandløb
han kendte hjemmefra.
Zilakine havde
hørt at de kom. Han lagde sig fladt ned, passiv men parat. Halen var spændt som
en fjeder og det store sværd var klart ved hans side. De kom gennem skoven og
stod nu foran ham. Der var tolv stykker af nogle underlige behårede væsener med
store ører og en stor flad snude. De bar alle på et stort spyd. ”Vi er de
frygtelige RovValpiner. Vi bestemmer her i vores del af skoven. Betal for at
passere, eller du vil føle vores vrede”. Zilakine hørte bare en lav pludren.
Han forstod intet af. hvad de sagde. Umiddelbart virkede de ikke særligt
truende. Var det fjender eller mad? Han blev liggende fladt ned mod græsset.
Halen med den store brod var spændt og klar. Nu trådte det ene dyr frem mod
ham. Det hævede sit spyd og kastede det med stor kraft direkte iimod ham. Et
meget dårligt kast, for spyddet fløj lige hen over ham og landede i
græsset.Zilakine rejste sig op. Nu var han næsten dobbelt så høj som de
underlige dyr. Et par stykker af dem forsøgte nu også af være modige. Flere
spyd fløj gennem luften. Med høje knald ramte to spyd hans brystskjold og faldt
så til jorden. Endnu en mindre ridse tænkte Zilakine. Det her var afgjort en
krigshandling der skulle besvares. Han rykkede nogle meter frem og med en
højlydt hvislen trykkede han den store hale hen over kroppen så brodden ramte direkte
i brystet på den forreste fuldkommen uforberede RovValpiner. Der lød et smask
og man kunne høre knogler brække. Brodden sad fast. Langsomt blev byttet løftet
fra jorden og med et hurtigt sving af sværdet blev det kløvet i to lige under
brystet. De to kropsdele faldt til jorden. Der var blod og indvolde over det
hele. De resterende behårede dyr flygtede i vild panik. Aldrig havde de set
noget så frygtelig eller et så voldsomt væsen. Tilbage stod Zilakine og
slikkede blodet i sig. De her dyr smagte også rigtigt godt. Nu da solen var
væk, var denne verden faktisk ikke så ubehagelig. Da mørket faldt på, smed han
sværdet. Det var overflødigt og tungt at slæbe på, især nu han manglede et ben.
Han gemte det i en tæt busk og mærkede træet over med nogle store slag fra sin
klo. Nu kan jeg finde det igen, hvis det bliver nødvendigt. Langsomt bevægede
han sig dybere ind i skovern. Der måtte være andre mærklige dyr, han skille
hilse på.
Dybt i jorden
lå Portobello, kun med øjenstilkene synlige. Det han havde været vidne til, var
absolut ikke noget, han havde set før. Et sådant uhyre hørte ikke til her i Den
Anden Verden. RovValpinerne var dumme, men denne skæbne havde de ikke fortjent.
Det sorte uhyre var meget farligt og de andre skulle advares. Langsomt gravede
han sig dybt ned i den bløde jord og fandt sin gang mod Oleanders hus.
32. Væsenet i tågen
Kopylan gentog
spørgsmålet ”Hvem er du”. Vi stod alle tavse. Kune høre hvad der blev svaret,
elle snarere fornmmede det. Der var ingen grund til at blande sig. Kopylan tog
over. ”Jeg er Memosep tanken og handlingen fra det store dyb. Jeg er den der
hjælper og den som søger. Jeg kommer meget langt væk fra, men blev fanget af
jeres store hvide ring. Nu er jeg her. Kan føle. at i har brug for hjælp.” Vi stod alle meget stille. Jo, vi ville jo
gerne hjem igen, men hvordan? Tankerne kom igen ”I vil hjem og jeg vil gerne
videre ud i de mange verdener. Jeg har prøvet at komme videre, men føler mig
fanget her. Der er mange gode væsener i denne verden, men også nogle meget
farlige og onde. Jeg ønsker at hjælpe jer.” Igen stod vi noget tavse, men
Kopylan tog igen ordet. ”Vi kom gennem den røde mur, men kan ikke komme den vej
retur. Den er låst, men måske du kan hjælpe os med at få den åbnet.” Kopylan
forklarede hele den lange historie. Hvorden vi var komme her til Verden på den
anden sige. Hvordan vi havde boet her de sidste 3 uger og nu gerne ville hjem
igen.
Den mærkelige
tåge og stemmen i vores hoveder hed så Memosep. Den eller det kunne måske
hjælpe os? Kopylan var enig. Han trådte lidt væk og sad længe som i egne
tanker. Men nej, han kommunikerede med Memosep. Ind imellemt lyste han han op,
blev nærmest helt kåd og kom med små råb og klappede i hænderne. Jo, det var
positivt. Vi havde bestemt funder en, der kunne hjælpe os. Jeg så lettere
forvirret på politimester Storm, ”Tror du det her bringe os hjem igen?”. Storm
var en meget rolig og fornuftig mand. ”Lad os ikke glæde os for tidligt. Det
her er langt ud over min forstand, men hvis magi og tanker i hovedet kan hjæpe
os, så helt OK for min skyld”. Jeg nikkede til ham, tror helt afgjort vi forstod
hinanden.
33. Portobello
advarer
På trods af
hans størrelse kunne det gå hurtigt. Portobello havde flere gang dybt under
jorden. Nu var han på vej mod Oleanders hus. Det var i første omgang hende der
skulle advares, men de andre havde han jo også lært at kende. Oleandr var glad
for ham med de to hjul på, så helt sikkert skulle de have at vide, at der var
et uhyre på vej.
Han brød gennem
jorden en hundrede meter fra huset og vraltede gennem skoven. Træer og buske
væltede, hvor han kom frem. Det var helt umuligt ikke at høre ham. ”Portobello
kommer!” råbete Oleander ”Der må være noget galt. Så voldsom er han kun meget
sjældendt”. Vi var nu alle parate. Hvorfor kom dette eller så rolige dyr
farende på den måde? Vi kunne ikke snakke med ham, men det kunne Oleander. Hun
gik langsomt hen mod ham. Viste at hun havde handskerne på og vinkede ham
nærmere. Der lød nogle store grynt og en voldsom brummende lyd, der rystede
jorden under os. Oleande så først interesseret ud, så skræmt og bange. Hun kom
hen til os andre.
”Der er et
uhyre her i Den anden verden”, hun talte noget stakåndet og man kunne tydelig
mærke, at hun var bange. ”Portobello har beskrevet det for mig. Stort, sort med
et sværd og kæmpe kløer. Det slog en an RovValpinerne ihjem og spiste den!”. Hendes
stemme ryster og hun var tæt på at græde. Vi måtte trøste så godt, det lod sig
gøre. Det var mest Kurt, der lagde en arm omkring hende og fik mere at vide.
”Det her lyder bestemt ikke godt”, konstaterede Kurt. ”Vi må forberede os. Der
kan også være andre farlige væsener på vej.” Vi andre sad fuldkommen
paralysered. Ja, der kunne være nogen af Valpens tilhængere på vej, for at
hævne sig. Det uhyre som Portobello havde set, var kun endnu en fare. Vi måtte
være forberedte.
Næste dag tog
vi ind til byen. Der blev købt knive, spydspidser hos smeden. Stærk tråd fra
rebslageren og en solid langbue med pile hos våbenhandleren. Nu var vi lidt
bedre rustet, eller var vi. Tage havde samlet en pose med gode runde sten. Han
var god til at kaste, sagde han. Tja, en stor sten i hovedet ville nok standse
de fleste. Kurt gik i gang med at øve sig på bue og pil. De første pile
forsvand langt in i krattet og var vanskelige at finde igen. Men efter en lang
dag, lykkedes det ham at ramme de træstammer, han sigtede efter. Vi andre var
ikke rigtigt rustet til kamp, men Ulla havde da lært sig selv at kaste med
kniv. Ikke nogen ekspert, men dog acceptabelt. Jeg og Storm fik hver et langt
spyd. Det var da bedre end ingenting, men vi følte os ikke sikre. Helt afgjort
ikke nogen krigere blandt de to gamle. Kopylan og Magnar insisterede på at
klare sig med der stokke. Vi hvade jo set, hvad de magtede, så det var fuldt
forståeligt.
I alt denne
forberedelse havde vi næsten glemt om Memosep. Vi havde nu to prioriteter. Vi
skulle retur til muren og vi skulle forsvare os, så alle kom sikkert hjem. Mens
vi andre forberedte os mod udefra kommende farer, var Kopylan travlt beskætiger
med Memosep. Han sad længe helt tavs. Efterhånden nåede han frem til en plan.
Vi havde nu hjælp fra et væsen der var nærkest allestedsnærværende. Som kunne
føle farer og skille venner fra fjender. Det var en smule betryggende, men nu
skulle vi altså videre mod muren.
Planen var
umiddelbart ligetil. Vi havde kontaktet smeden i byen, en stor solid fyr, der
hed Sid. Han ville gå med os ned mod muren. Den lå jo stadig ikke så langt fra
Oleanders hytte. Når vi nåede frem, skulle der laves et hul. Ikke bare et
hvilket som helst hul. ”Husker du præcist, hvor katalysatoren blev sat i
muren?” Kopyland så meget alvorlig ud. ”Det er den der forhindrer os i at komme
retur”. Jeg så ham direkte i øjnene, ”Selvfølgelig gør jeg det, den sidder præcist
i midten 2 meter over jordniveau og en halv meter inde.” Det var muligt at
komme ind til den, men det ville blive meget besværligt. Smeden havde store
hamre og mejsler. Der skulle arbejdes og vl måtte alle hjælpe til, så godt vi
magtede det. Men ikke nu. Det var blevet aftjen og vi skulle samle kræfter.
Vi slog lejr
for natten hos Oleander. Alle var på vagt og forberdte på det værste. Næsten!
For tidligt om morgenen fik vi besøg. Et voldsomt og meget brutalt besøg.
Vi var på vagt.
Portobello havde advaret os, men det var ikke kun ét uhyre der kom, der var
hele tre! Vi kunne havde forventet det. Hævn for hvad der var sket med Hvalpen,
Kurt sad i et tær et sykke fra hytten. Han havde nok ikke sovet meget, men han
var den første der hørte dem. De trampede gennem skovfunder og han hørte
stemmer der hviskede. Med hånden for mundern tudede han som en ugle. I lejren
havde Kopylan og de ahdre fået besked. Memosep havde vækket dem og fortalt, at
der var tre personer på vej. Kurt så det også. Tre personer sneg sig tæt ind
mod Oleanders hytte. De prøvede at være stille, men han hørte dem. Nu sad han i
træet og var meget nervøs, En ting var at skyde efter træer, men at ramme
mennesker og måske slå dem ihjel, var ikke nemt. Nu så han, at det var en
muskuløs kvinde og to mænd. Han genkendte den ene, som ham der fik kniven i
øjet. De så meget målrettede ud og Kurt hørte svagt hvordan de planlagde deres
angreb. Da de havde passeret ham, gled han langsomt ned fra træet gt med
rystende hænder gjorde han buen klar. Den en af de to mænde havde hørt ham og
vendte rundt. Kurt så ham direkte i øjenene. Han var ca. 20 meter væk. Mørk i
huden og med et stort svær. Krigeren kom mod ham i stor fart. Kurt hævede buen
og sendte en pil af sted. Den strøg tæt forbi og var væk. Nu var den rasende
kriger tættede på. Kurt kunne se hans blottede tænder og sværdet var hævet klar
til kamp. Memoseps beroligende stemme lød i hans hoved, ”stille, roligt, hæv
buen og sigt på kroppen”. Endnu en pil fløj af sted. Denne gang var han meget
tættere på, men alligevel ramte den ikke, hvor Kurt havde tænkt det. Han
sigtede direkte på brystet, men pilen ramte manden i halsen. Der kom en fatal
svirpende lyd. Sp, en sten der rammer våd jord. Pilen ad fast og manden tog sig
til halsen. Blodet væltede ud og han faldt rallende til jorden. Kurt stod
lammet og så hvordan livet ebbede ud af den store kriger. Det her var afjgjort
noget helt andet end af køre på cykel. Han brød sig ikke om det, men sånu ned på
de store sværd. ”Bedre ham end mig” tænkte han. Han tog sværdet ud af den
stadig varme hånd. Nu hørte han kamp i nærheden af hytten. Hurtigt løb han af sted.
De andre skulle have hjælp og hvad med Oleander?
Tage havde
fuldkommen ret. Han var godt til at kaste med sten. Skjult bag et træ så han de
to komme listende op mod hytten. Manden der gik bagest havde en klap for øjet.
”Det var ham jeg ramte med kniven” tænkte han. Nu har jeg så chancen for at
gøre det bedre. To store sten lå klar i hans hænder. Den første hamte manden på
skulderen. Han vendte hurtigt rundt og røg så frem mod Tage. Der var dog ingen
rysten her. Den næste sten ramte, hvor den skulle. Lige midt i hovedet. Denne
gang var det ikke bare øjet det gik ud over. Den knasende lyd var ikke
behagelig og vagten faldt tungt forover og blev liggende. Tage var koneskvent. Kynisk
tog han en stor sten og smadrede den ned i mandens baghovede. Nu var han helt
sikket død. Igen skulle komme og angribe ham og Ulla. Tage åndede tungt. Nu kom
frygten op i ham. Både frygten for hvad der kunne være sket, samt erkendelsen
af hvor voldelig han var.
Uden for hytten
var der kun Koplyan og Magnar. Jeg stod også vagt sammen med Storm, men hvad
kan en gammel murer og en politmester magte? Stakkels Sander havde gem sig i
det fjerneste hjørn af hytten, hvor også Oleander skjulte sig. Den lille nordman
havde fået en kniv, men det var nok meree farligt for ham selv en for nogen
anden. Ingen af os var egnet til krig og kamp. Ulla var parat med sine knive,
men også hun var tydeligt nervøs. Det her var dødelig alvor. Ria kom farende mod
os, gav Magnar et skub og stak ud med sin kniv Den ramte ikke. Men det gjorde
Kopylan. Med den store stav slog han Ria hårdt i tindingen. Hun faldt, men var
om muligt endnu mere farlig, da hun svingede det store sværd, mod hans ben. Et
træ kom heldigvis i vejen. Jeg stod som lammet. Fuldomment inaktiv. Ulla
benyttede sig af tumulten og kastede en kniv. Den satte sig i jorden og gjorde
ingen skade. Det her var ikke godt. Jeg hævede mit spyd og som i drømme stak
jeg det hårdt ned mod kvindens blottede lår. Hun skreg med sammenbidte tænder.
Der kom en masse udbrud, som ingen af dem forstud. Med øjne der lynede af raseri
så Ria op på sine modstandere. Kurt og Tage var nu også kommet til. Forbavsende
huntigt sprang Ria op og forsvandt let haltende ind i skoven. Det hele var
forbi, lige så hurtigt som det var startet. Jeg rystede over det hele. Der var
blod på mit spyd. Var jeg nu en murer-kriger?
34. Et stort hul i muren
Vi var alle
rystede efter den voldsomme oplevelse. Selv Ulla, der normalt tager sig af alle
andre, sad hel stille og græd. Tårerne tillede ned ad hendes nu noget beskidte
ansigt. Tage sad og holdt om hende. Prøvede at trøste .Han holdt stadig en sten
i hånden, som om kampen ikke var slut. Kurt var heller ikke helt sig selv. Han
sad og så på buen. Billedet af pilen der ramte vagtens hals, lyden og alt
blodet var svært at komme af med. Oleander havde gemt sig bagest i hytten og
havde ikke set noget. Men hun havde hørt, hvad der skete og var lige så bange
som os andre. Det var slemt og måske ikke forbi. Ria var flygtet, kun let såret
efter kniven i låret. Sander så vi først et par timere sere. Ligbleg og så
bange, at han ikke kunne snakke.
Vi fik sammen
begravet de to døde og lagde en masse grene og kvas over. En meget primitiv
gravplads, men de var primitive folk og de havde fortjent denne skæbne. Vi blev
ved med at sige dette, sådan bare for at retfærdiggøre det voldsomme vi havde
været med til. Der var mange ting som skulle fortælles og bearbejdes denne dag.
Vi kom sent i seng, hele tiden på vagt, for hvad der skulle ske.
Tidligt næste
morgen brød vi op. Smeden Sid var kommet med værktøj. Han var noget rystet, da
vi fortalte ham om angrebet. ”Det kan være Ria også angriber bgen, vi må være
klar”. Det var helt klart, at han også følte, at noget var galt her i Verden på
den anden side.
Der var kun få
hundrede meter til muren. Kopylan havde stadig Memosep i hoveder. Vi andre høret
ikke så meget til ham, men kun godt. Det kunne være noget forstyrrende, med et
væsen, der læste ens tanker. Vi kom frem til muren og jeg målte op. Som murer
er jeg bedre til dette end at kæmpe med spyd og knive. Nu skulle vi så lave et
hul i min fine mur. Det smertede mig lidt, men på anden side, kunne det nok
bringe os hjem igen. Præcist midt på muren i 2 meter højde satte jeg et kryds.
Det var en noget ubekve, shøjde, så vi måtte i første omgang bygge et stillads,
hvorfra der kunne arbejdes. Sid var afgjort stærk. Allerede ved dat første slag
splintrede en mursten. Han kiggede noget forbavset på den. ”Hvordan har i
hugget den ud. Hvad er det for en mærkelig sten?” Jeg prøvede at forklare ham,
hvad mursten var, men så gik han løs igen. Det larmede en del. Kurt tog over og
hurtigt var de gennem de første 20 cm af muren. Det her kræver mere arbejde og
ikke mindst tid. Tid som vi måske ikke havde. Ria var ikke vendt tilbage og det
sorte uhyre havde vi heller ikke set.
Efter en pause
med god mad og varm the, fik det løs igen. Arbejdet skred langsomt frem. Det
var besværligt at hamre på den høje platform, men efterhånde havde vi alle
givet en hånd med. Kin pigerne og Sander blev skånet. Detog sig af Mortensen og
lavede mad. Sid var taget tilbage til byen. Han var lidt nervøs for både Ria og
uhyret. Vi tog afsked og bad ham passe på. Farerne lurede i skoven.
Sidst på
eftermiddagen brød vi gennem og kunne se ind til den blanke katalysator. Keld
havde stadig noget lys i lygten, hvilket hjalp en del. Efter yderligere en
times arbejde kunne jeg række ind og trække den blanke stav ud af muren. Vi var
alle glade, nu var der håb. Men i det samme hørte vi støj fra skoven bag os. Uhyret
var kommet og det var tæt på.
35. Kampen omkring muren
Zilakine var
nået frem. Han så endnu en stor klippevæg. ”Her kan jeg komme hjem”, den så
anderledes ud, men der var igen tvivl. Denne klippe førte tilbage til hans
hule. Der stod en del to-benere omkring muren og hamrede på den. De var ikke
noget problem. Nu skulle der handles.
I samme øjeblik
dukkede endnu en to-bener op. Det var en mindre krigertype. Bevæbner og med en
form for skjold og et stort sværd. Helt afgjort en fjende parat til kamp.
Zilakine gik frem mod væsenet, der behændigt gik til siden. Meget hurtigt og
pludselig ude af syne. Han mærkede en stærk smerte i siden. Det store svær var effektivt og med høj kraft
stukket op mellem brystpladerne. Der var ikke en smerte, han var vant tii. Helt
afgjort en mindre men rutineret kriger. Hun var hurtigog vant til kamp.
Zilakine kiggede rundt. Brodden på hale var klar, men nu kom angrevet bagfra.
Endnu et kraftigt stik i et af hans ben. Det her var helt sikkert ikke hvad han
havde forventet. Han drejede hovedet rundt og så skikkelsen bevæge sig hurtig
op langs han højre sidet. Me den højre klo slog han ud og væltede den
sortklædte krigre. Skilkkelsen var hurtigt på benene igen, men denne gang var
han parat. Den venstre kob skød ned og greb hårdt om den ene arm. Den var beklædt
med en form for skjold, men det var ikke noget problem for Zilakine. Med et
højt ”snap” klippede han armen af. Krigeren skreg og blodet vælted eud, mne hun
gav dog ikke op. Kæmpede på trods af smerten og blodet. Det her var en ægte
kriger. Zilakines tor brod skød frem og med stor kraft ramte den Ria lige over
brystpladen. Den nærmest skilte hendes hoved fra kroppen og hun lå nu helt
livløs på jorden Zilakine var opstemt.
En god kamp, men han var såret.
Nu skulle han
for enhver pris frem mod den røde klippevæg. Tilbage til hans verden. De små
to-benere var forsvundet. Nu var det hans tur til at komme ud i friheden. Han
bevægede sig noget besværet mod sit mål, da jorden åbnede sig. Et kæmpe monster
helt ufatteligt stort kom op mod ham. Zilaklne kendte sine begrænsninger. Han følte frygt og samtidig indså han, at det
her var for meget. Det var ikke noget han kunne kæmpe imod. Så hurtigt det
kunne lade sig gøre kæmpede han sig igennem jord og trærødder. Det var langsomt
og besværligt, men hen måtte væk og frem til den røde klippe. Men kræfter
ebbede ud og solen var væk. Han gemte sig bland nogle buske, hvor han kunne
hvile og slikke sine sår. I morgen nrå solen stod op ville kræfter komme tilbage.
Alt dette havde
vores venner ikke oplevet. De var forlængs gået gennem muren og havde forladt
Den anden verden. Kun Magnar blev tilbage. Han så hvordan uhyret havde gemt sig
og sneg sig modigt nærmere. Det var nok kun et spørgsmål om tid, før det sorte
monster bevægede sig mod muren. Magnar gik tættere på. Rakte sin stok ind og
rørte let ved et sort ben. Kroppen stivnede og blev hvis. ”Så nu kan han sover
en uges tid”. Magnar var tilfreds. Han kunne ikke dræbe dette ukendte væsen,
men han kunne bremse det og give de andre tid. Han løb hurtigt op mod hytter. Oleander
og Kurt skulle høre hvad der var sket. De skulle også vide, at de andre nu var
sluppet af sted gennem muren.
Zilakine vågnede
da den røde sol skinnede på den sårede krop. Han var stiv over det hele og det
tog langt tid før varmen og energien vendte tilbage. Til gengæld virked det som
om flere af han sår var helet. Smerterne kunne han holde ud, specielt nu da der
var udsigt til frihed. Langsomt men med fornyet kraft kom han de sidste meter
frem fra buskene og op til den røde klippe. Den store soret krop blev kastet mod
den røde bevægelige masse. Blev opslugt og slap væk fra dette underlige sted,
med krigere og stor fare. Endelig igennnem til friheden tænkte han.
36. Afslutningen
Tilbage i
Vilfby sad alle stadig som lammet. Ingen tog billeder længere. De stirrede blot
på muren, hvor Tom, Tage og Ulla var forsvundet ind i noget meget uforklarligt.
Politimester Storm var også væk og ingen vidste, hvad de skulle gøre. Helt
forfærdelig var det da betjent Simonsen forsvandt skrigende ind i muren.
Ingen havde
rejste sig og det var sådan set helt fint, for nu skete der noget igen. Muren
blev levende og alle trak sig lige et par meter bagud. Denne gang var det som
om muren blev flydende og til dels gennemsigtig. Lyden var også en helt anden.
En sagte sitren og skvulpen. Langsomt kom et hoved til syne midt i muren. Det
var ham den gamle ukendte mand. Ham der havde bestemt, at muren skulle bygges.
John Smith stirrede ud på menneskemængden. Han så meget lettet ud. ”Ja, den er
god nok”, råbte han. Hvad var godt og hvor var de andre? Forsigtigt kom John
alias Kopylan ud af muren. Der var også en mand som lignede ham lidt, samt en
lille forsigtig mand, der snakkede norsk og bar på den sorte kat. De så alle
noget forbvirred eud, som om de lige var vågnet efter en lang drøm. Lettede men
alligevel også overraskede. Det var som om de trådte ud af et stort tæppe, der
bare skulle skubbes væk. Kort tid efter fulgte Tom, byens murermester og
politmeste Storm. Ikke alle bemærkede det, men en tynd grå tåge kom langsom
sivende gennem muren. Vi vidste, hvad der var, men fortalte ikke om det Ulla kom lettere forpjusket ud med Tage i
hånden. De så alle meget trætte og slidte ud. Iklædt noget undeligt gråt tøj,
nærmest kåber, der hang over skuldrene. Desuden var de alle meget beskidte med
tjavset hår, der helt afgjort trængte til at blive vasket. ”Endelig er vi
hjemme igen”, Det var Tom, der meget lettet konstaterede, at de var retur.
Menneskemængden så lidt tvivlende på dem. ”Endelig?”, hvad mener han, de var
væk i mindre end 3 minutter.
Muren bevægede
sig igen. Denne gang væltede en grøn herrecykel ud. Hængende hen over cyklen
sad Simonsen. Hans arm blødte meget kraftigt. Eller rettere sagt den stump af
venstre arm, der var tilbage. Kiggede man godt efter, kunne man også se, at
cykelstyret var kappet af som med en meget skarp kniv. Simonsen klagede sig
igen, helt klart med store smerter. Naturligvis var det Ulla der trådte til.
”Tage, find en snor eller et reb til mig – hurtigt”. Tage tog resolut det reb
han havde om livet. som Ulla viklede stramt rundt om Simonsens underarm. ”Vi
skal bruge en ambulance – nu” råbte hun. Det hele var meget underligt. ”Hvor
længe har vi været væk?” Spurgte jeg en forbipasserende mand. Det var Sørensen
fra boghandleren. Normalt er han en fornuftig mand, men her svarede han helt
hen i vejret. ”Hvor længe .. i var væk i mindre end tre minut.ter, Hvor er
jeres tøj, og hvordan kan i blive så beskidte på den tid?” Han holdt hånden op
for næsen. Ja vi lugtede nok lidt. Koplylan og Sander gik også spørgende rundt.
”Vi er meget tørstige og sultne” råbte Magnar. ”Hvem kan skaffe os noget mad?”.
Der gik noget tid, før vi fik noget at drikke og spise. Det var dog absolut en
fornøjelse at indtage normal kost igen. Den store bøfsandwich jeg fik, har
aldrig før smagt så godt. Det samme kunne jeg afgjort sige om den kølige øl,
der fulgte med.
Men det værse
ventede. Pludselig bevægede muren sig igen. En sort lang klo kom frem. Så et
helt stort sort væsen. En blanding af en scorpion og en stor slange. Den stod
mere end 3 meter høj og udstødte nogle krafiige skrig. Solen skinnede på den og
de blanke plader, der dækkede dens krop. Den vred sig som i smerte. Vaklede
frem og greb fortvivlet ud i luften. Var den blind? Stakkel frk. Sørensen fra
bageren nåede ikke væk. Hun blev løftet op og nu skreg hun også. Det var
voldsomt og ikke behageligt at se på, men hun blev nærmest klippet over på
midten. ”Ikke mere frisk morgenbrød hos bageren”, tænkte jeg. Det store uhyre
dukkede sig ned og spænede gennem menneskemængen. Flere fik knubs og enkelte
brækkede ben og arme. Den sorte kæmpe scorpion strøg ned ad hovedgaden, ned
mellem husene og var væk. Vi hørte flere skrig fra den retning, den var løbet.
Kopylan var den
der først kom til sig selv. ”Det var den Portobello advarede imod. Det var det
uhyre han havde set i skoven”. Vi var heldige, at det ikke kom gennem muren
samtidig med os. Det her kunne være gået meget værre. ”Men hvad skal vi gøre
nu?” Det var Ulla som spurgte. ”Vi kan da ikke bare lade den løbe rundt her i
Vilfby”. Nej, det var der stor enighed om. Måske vil skal tilkalde militæret,
der må være noget som kan standse den. Men i første omgang må vi advare alle i
byen.
Vi stod stadig
og debatterede. Tiden var gået og der var blevet ringet rundt til familie og
venner. Mange mennsker stod stadig her på pladsen foran muren. Kurts mor græd.
Hun havde svært ved at forstå, hvordan han ønskede at blive i Den anden verden.
Flinke mennesker gav hende kram og selvfølgelig var det Ulla, der satte sig ned
og fortalte om Kurt og Oleander.
Muren bevægede
sig igen. Næsten 10 minutter efter, at vi var komme igennem. Der måtte så være
gåetf flere uger på den anden side. Der var en sagte summen og vi krøb alle
sammen, parate til det værste. Var der flere uhyrer på vej? Langsomt kom
spidsen af et stort sværd til syne. Bagefter kom Kurt, eller rettere sagt en
noget ældre kurt. Han så mere voksem ud, og helt agjort mere muskluløs. Den
største forandring var dog det lange hår og et stort fuldskæg. Han havde et
stort læderbælte omkring livet. En læder skuldertaske og i hånden svingede han
et stort sværd. Vi var alle noget forbavsede. Hans mor kunne ikke lige genkende
ham. Ikke før der lød et brøl fra den store mand ”Mor!”. Han kastede sig ned
gennem folkemængden og lige i armen på den både glade og men også skræmte
kvinde. ”Jamne Kurt, er det dig?” Hun stirrede vantro på den nu voksen mad, der
helt tydeligt ikke længere var en skoleknægt. Besøget var kort. Kurt skulle hurtigt retur.
Oleander ventede og der var allerede gået mange uger i Den anden verden. Han
nåede dog at fortælle den glade nyhed, ”Du skal være farmor”. Glæde strømme ud
af ham.
37. Tilbage på
kontoret
Det var svært
at forestille sig, men faktisk var vi væk i næsten 23 dage. Jeg sad nu tilbage
på kontoret. Den samme gamle kaffekop, men nu også en ny skinnende metalstav.
Katalysatoren stod på ærespladsen og mindede mig om mit livs eventyr. Den brød
illusionen af alt det normale. Der kunne ringe nok så mange kunder eller
drikkes masser af kaffe. Det ville aldrig blive det samme. Den mærkeligste mur
jeg nogensinde havde bygget og så alt det der fulgte, kørte rund i mit hoved. Det
sorte uhyre så vi aldrig igen. Jeg trpr Kopylan havde noget med det at gøre (jeg
vænner mig aldrig til det navn), nej John Smith. havde sikkert sørget for at
alt endte godt. Selv Sander var sendt af sted mod Norge. Hans kone var noget
overrasket. ”Men kære mand, du har jo kun været væk i nogle få timer!” For et
øjeblik siden havde jeg taget afsked med John. Denne morgen gav han stadig et
solidt håndtryk. Jeg fik også et stort kram fra den nu tydeligt lidt mere
ungdommeligt udseende mand. Han smilte skævt til mig ”Jeg har afleveret en
llille gave til dig hjemme hos din kone. Den er fra de gode gamle dage”. Noget
kryptisk. Han spurgte høfligt. om jeg også ville have en ”kur”. Jeg takkede
pænt nej. ”Jeg foretrækker mine rynker og min livserfaring”. Vi tog afsked og John
var nu på vej sydpå. Den gamle bil kunne stadig selv om det larmede og osede. Men
hvad, det hastede jo ikke. ”Skal bare nå frem til Berlin og bygge en hvid ringmur
inden 2037”, sagde han med et skælmsk smil. ”Hvis ikke jeg når det, så kommer
vi jo aldrig hjem”.
Jeg havde stadig ikke vænnet mig til det
der med, at tiderne gik forskelligt her og så i den anden verden. Det kunne
have sine fordele, men når årsag kom lang tid efter hændelsen, så var mit indre
ur stået af. Det blev endnu værre, da jeg kom hjem. Midt på sofabordet stod en
flaske whisky. Den var gammel og der var lidt jord på den. Tog den op og så
nærmere efter ”Bowmore Islay Single Malt Scotch Whisky – 1983”. Det var afgjort
en meget fin årgang. Havde aldrig haft en så gammel whisky. Tænkte så lidt
tilbage – 1983, det var det år John kom til England. Der var også en brun kuvert
ved flasken. Jeg åbnede den forsigtigt. Der lå en lille tegning og på bagsiden
stod ordene ”Friends forever, friends where ever, friends when ever”. Tegningen
forestillede en lille træhytte i en skov. Der var et bål og nogle mennesker
omkring. Der var en gryde over bålet. Pludselig kom det hele tilbage. Denne
tegning havde jeg set før. Vidste selvfølgelig at det var den første underlige,
men alligevel hyggelige aften hos Oleander. Der hvor vi spiste kanin og lærte
hinanden at kende.
Men det var
ikke første gang jeg så de ord. Husked tilbage i 1983 hvor jeg som en ung mand
på 18 år var på vej hjem. Boede stadig hjemme hos mine forældre. Kunne se han
kom ned ad gaden. En noget underlig mand. klædt i en grå kappe. Han havde store
læderstøvler på og en træstok i hånden. Troede han ville spørge om vej, for han
var helt tydeligt ikke fra byen. ”Hej, er du Tom” spurgte han direkte. Jeg var
noget overrasket over denne indledning. Ja, det måtte jeg jo så indrømme. ”Jeg hedder
John” fortsatte manden. Han smilte på en underlig måde. ”Ja, jeg kender jo ikke
byen så godt”, Han talte ikke særligt godt dansk og der var en tydelig dialekt.
Et eller andet sagde mig, at han ikke talte helt sandt. ”Hvad kan jeg hjælpe dig
med” spurgte jeg høfligt. Måske han skulle have ly for natten eller købe noget
nyt tøj. ”Jeg ville bare hilse på dig”. igen med det finurlige skæve smil.
”Kender du en murer her i byen?” Spørgsmålet kom lidt bag på mig. ”Ja,
selvfølgelig gør jeg det. Min far Morten er murer og har sit eget firma”. Jeg
kunne så passende have sagt, at det var min drøm, at overtage virksomheden, men
så var samtalen forbi. Han afbrød mig ”Nå, men tak og farvej igen, måske vi
mødes en anden gang” Tak for hvad tænkte jeg. Manden lagde en hånd på min
skulder ”Godt at træffe dig”, sagde han meget kammeratligt. Jeg vidste ikke
lige hvad dette gik ud på, man John gav min hånd et kraftigt tryk. Det var det
jeg kunne huske, senere i 2023.
Da han var
forsvundet ud af byen, fandt jeg et krøllet stykke papir i min lomme. Meget
behændigt måtte det være smuttet derned, da han tog mig på skulderen. Jeg
foldede det ud og der var skrevet med sirlige bogstaver. Helt afgjort med
fyldepen. ”Friends forever, friends where ever, friends when ever”. Det lød
meget kryptisk, men jeg gemte papiret. Den fungerede som bogmærkei mange år, indtil
det blev sat på min opslagstavle, hvor dte stadig sidder.
Det hele stod
nu klart. John alias Kopylan havde besøgt mig for 40 år siden. Dengang som den yngre
version. Han måtte være rejst over fra England og lært sig dansk. Jeg husker
ham fra dengang som den samme mand jeg lige havde taget afsked me, ikke den ældre
der kom med ind i Den anden verden. Det hele var meget forvirrende, men nu
forstod jeg bedre det korte deja vu jeg fik, dengang John steg ud af den gamle
Audi og trykkede min hånd. Meget forvirrende, men også en forklaring på den
gamle whisky. Han havde selvfølgelig gravet den ned dengang i 83 og så havde
John fundet den frem igen, inden han tog af sted til Berlin, Hvordan han kunne
vide alt det der kom til at ske, var en stor gåde.
Vi havde hørt
fra Kurt igen. Nu var han blevet far til en lille søn. Selvfølgelig skulle han
hedde Ole, opkaldt efter hans mor og Kurts bedstfar. Sammen med smeden Sid og
Oleander havde de lavet en lille fabrikation af cykler.Meget primitive cykler
af træ og jern. Snart var der mange som cykede rundt med hjul på benene i Den
anden verden. Sværdet havde han fundet ved et tilfælde. Der var nogle store
mærker i et træ og i busken under lå det volsomme flotte sværd. Det var tungt
men godt at have med i skoven. RovValpinerne havde pludselig en helt anden
respekt for hem, og flygtede når de så ham på cyklen.
Storm var noget
medtaget. Han regnede med snart at gå på pension. Det havde været en rystende
oplevelse og så var der jo også Simonsen. Storm var taget med på hospitalet.
Her havde han efter bedste evne sat familien ind i, hvad der var sket. Han
forsikrede sin politiassisent, at han var absolut velkommen tilbage på arbedet.
Det kom han så også. Nu i en fin elektrisk bil med ”politi” på siden og fint
orange lys på taget. Alle kendte nu Simonsen, som på en måde var blevet endnu
mere politimand. Der var en bestemt aura og respekt omkring ham. Der var
bestemt ikke noget forkert ved en politimand med én arm. Inden længe ville han
helt sikkert overtage posten som byens politichef.
Jeg så ud af
vinduet. Nede ved biblioteket gik Tage og Ulla, hånd i hånd. Den tidligere
kommumand skulle starte på skolen som underviser i matematik. Han så rigtigt
meget frem til det. Lige bag dem kom den sorte kat gående. Vi havde i fælleskab
besluttet, at den ikke længere skulle hedde Mortensen. Det nye navn passede
bedre til den kat, der have været en stor del af vores historie. ”Kom så her
Odin”, kaldte Tage. Et navn som vogteren af Valhalla, kunne næppe være mere
passende. Katten lystrede dette nye navn lige så dårlig som det gamle. Men
ellers så den meget tilfreds ud. Trioen drejede om hjørnet og ind på biblioteket.
Nu var der altså adgang for katte! Tja, men Odin var helt afgjort ikke en
normal kat.
38. Zilakine og
Vilfby
I første omgang
var Zilakine tilfreds. Denne mur havde absolut virket, men det var ikke til det
bedre. Igen en verden med en meget varm sol. Samtidig var der en infernalsk
larm. Højfrekvente lyde var over det hele. Det summede i hans hoved af en masse
signaler. Mange væsener med underlig pels myldrede over det hele. Nogle af dem med
store blanke messing våben, der larmede og blinkede i solen. De så absolut
farlige ud. Zilakine strøg af sted. Skulle bare væk fra dette inferno. Hans klo
greb fat om den nærmeste lille to-ben og slygede den til side. Den næste fik et
kraftig slag i ryggen, så han hørte knogler brække. Så var han igennem og kom
ned mod nogle besynderlige kantede klipper med en masse huler. Der var kantee
åbninger i alle hulerne. Det var nok her de små to-ben boede. Han strøg ned
gennem en lang sort helt glat sti. Så hurtigt han kunne. Det manglende ben
besværede ham nu endnu mere, men mellem de store klipper var han i skygge og
kunne klare solen. Zilakine fandt en kølig hule med en masse underlige
metalvæsenr, De stod alle stille og var nok døde. Her var endelig et sted, hvor
han kunne gemme sig. Først da solen var væk vovede han sig frem igen. Gik
langsomt videre og kom til et stort snoet spor. Afgjor en kæmpelarve. Dem
kendte han hjemmefra. Sporet førte helt sikkert til dens hule og så var han
sikker. Han gik langs det store spor. Det var noget glat og nogle stede ujævnt,
men han kom væk fra de kantede klipper. Foran ham så han åbningen. Det gik
skråt ned under jorden. Endelig en hule, hvor han kunne være i sikkerhed. Det
var let køligt og noget mørkt her, men det passede ham helt fint. Han mærkede
en sitren i sporet. Larven var på vej, nej det her var voldsomt. Det måtte være
en meget stor larve? Han spejdede ind i mørket og så langt væk to store lysende
øjne. Ja det var helt agjort en kæmpe larve og den kom lige imode ham. Meget
hurtigere end han nogenside før havde oplevet noget dyr. Det var for sent at
flygte. Han gjorde sig lav og klar til kamp. Hele jorden rystede under ham og
der var en hylende skærende lyd, der fyldte hans hoved. Hvinende metal mod
metal. Det sidste han nåede at opfatte, var en stor masse,som kom meget hurtigt imod ham. Så slukkede lyset
og lydene var væk.
Toget kørte
vider ud af tunellen. Ingen havde bemærket noget usædvanlig. Det skete, at dyr
forvildede sig ind og blev kørt over. Det var der ikke noget at gøre ved. Om
lidt kørte fjerntoget til Vilfby ind på statione. Det kom præcist til tiden.
39. Berlin 2037
Verden var
meget anderledes. Ikke bare var der sket den forventede teknologiske udvikling.
Det var nu blevet et bedre sted at være.
Krige var stort set fortid. Mange sygdomme var udryddet. Der var mad til alle
mennesker og på flere kontinenter var grænserne ophævet. Man levede i fred og
higede efter viden og fremskridt for alle. Kopylan stod i Berlin ved
Brandenburger Tor. Han kiggede op på det imponerende bygningsværk, der stadig
stod velbevaret som et gammelt vartegn. ”Ja, nu er du jo ikke det eneste, turisterne
vil se”, Kopylan snakkede med sig selv eller også var det med duerne, der
flokkedes på pladsen.”Berlin har fået en ny mur. Denne gang er det ikke en der
skiller folk. Det er en stor hvid ringmur, som har betydet 14 års fremskridt og
en total ændring af den måde mennesker omgås. Vi er nu en fredelig verden parat
til at tage imod de gæster, vi ved der kommer og besøger os”. Muren var blevet
færdig få år før. Mange havde undret sig, men Kopylan havde med sin magt og
magi fået overbevist dem alle. Den store magiske mur havde sendt tågen fra
rummet ned ind i det sorte, og dermed langt ind i Den anden verden. Da kopylan
vendte sig om, kunne man se det lille emblem på hans mørkeblå jakke.
”Ringmaster af 3. grad” stod der. Jo, besøget i lille Vilfby havde ført meget
med sig. Snart kom der flere besøgende, men denne gang skulle de ikke sendes
videre.
Epilog
Alle personer
er fiktive. Enhver lighed med eksisterende personer og væsener er en
tilfældighed. Vilfby eksisterer ikke. Men der er måske en ”mur” et eller andet
sted, der fører til ”DEN ANDEN VERDEN”. Hvis du finder den, så fortæl mig lige,
hvor den er!
Stor tak til
min sorte kat Diblo for inspiration og et lille indblik i kattes måde at tænke
på.
filen HER
|