Pladespilleren.dk

Senest opdateret 26. oktober 2012

_______________________________________________________________________________________________________________________________

Viola Cadenza

Verdens bedste forforstærker?

Producent - Viola Audio Labs   http://www.violalabs.com/

Pris: ca. 150.000,- kroner?

Dansk importør/forhandler ZenSati ApS - contact@zansati.com - ingen hjemmeside

 

Cello og Viola er begge strengeinstrumenter. Således er de i famlie med hinanden. Snakker vi hifi-historie og tænker tilbage til tiden lige efter Mark Levinson ikke længere havde retten til sit eget navn , så var der et firma ved navn  Cello Audio. De lavede bla. Palette forforstærkeren og flere andre prestige produkter. Senere startede Viola ud fra ”resterne” af Cello Audio.

Drivkræfterne bag  Viola er Tom Colangelo og Paul Jayson. Tom Colanelo døde i 2007 men flere af hans ideer og kontruktioner anvendes stadig. De arbejdede begge tidligere sammen med Mark Levison (manden - ikke firmaet). Blandt andet havde de indtil flere fingre med i prestigeproduktet Cello Audio. Der er således tale om folk med meget stor erfaring indenfor hifi og det fremgår tydeligt, at det meget omfattende  program fra Viola. Her er der tale om absolut high end for de kræsne. Viola er apparater i den kategori, hvor man ikke har råd, hvis man skal spørge om hvad det koster.

Viola Cadenza er en imponerende flot forforstærker. En ren linieforstærker eller sagt på en anden måde - blot en omskifter og en volumenkontrol af den gamle manuelle slags - altså helt uden fjernbetjening, computerstyring og andre teknologiske påfund. På trods af det, er prisen absolut i den dyre ende. Alligevel er det ikke et af de dyreste produkter i Viola programmet. Så på en måde er der tale om en let ”skrabet” entry model fra Viola. Det skal dog ikke skræmme nogen, for her har vi noget af det ypperste der kan præsteres. Der er en speciel aura og bare det at dreje på knapperne får det til at risle ned ad ryggen.

Hifi bliver ofte sammenlignet med biler. Noget af det bedste er nok BMW, Porsche, Audi o.s.v. Bevæger vi os over specielbyggede og få eksemplarer af italienske eller engelske sportsvogne så koster det endnu mere. Endelig er der så toppen af toppen - f.eks. Bugatti Veyron - sådan en sportsvogn er Viola! Her vælges og selekteres der med fast hånd. Finder man ikke de komponenter, der skal bruges,  laver man dem selv eller får dem fremstillet. Det ses mest tydeligt i den imponerende volumenkontrol. En ægte attenuatpr med ikke færre end 60 indstillinger og SMD modstande. Kabinet og hele den interne opbygning oser også langt væk af kvalitet. Den eksterne strømforsyning er absolut gedigen og benytter blandt andet drosselspoler - en af Violas kendetegn, som går igen gennem hele produktserien.

 

Helt nøgternt byder Viola Cadenza på6 indgange, heraf 2 balancerede. På udgangssiden er der ligeledes to sæt balancerede samt 1 sæt phono. Sidst men ikke mindst en tape out - altså signalet fra en valgt indgang før volumekontrollen, men via en buffer. Hvorvidt der interne er tale om en reel balanceret opbygning var jeg noget i tvivl om. Konstruktionen af volumekontrollen typer absolut ikke på det. Det ser også ud som om, der er kredsløb der ændrer det balanceret indgangssignal til alm. ubalanceret og så tilbage igen på de balancerede udgange. Normalt er det ikke noget jeg er meget for, men uanset hvilken kobling jeg anvendte,  så lød denne forstærker faktisk bedst  med balancerede signaler ind (fra EMM Labs DAC2 eller Accuphase C27 RIAA) og balanceret ud. For en gangs skyld et produkt hvor ”noget” tilføjet kan få det hele til at blive bedre.

Fronten er meget  med 4 store drejeknapper. Længst til venstre indgangsvælgeren og til højre volumkontrollen med de 60 stillinger. De to knapper på hver sin side af midten er ”gain” - altså forstærkning. De kan også anvendes til balancekontroller, men reelt er de til for at tilpasse forstærkeren til omgivelserne. Hermed følsomheden i den benyttede effektforstærker samt ikke mindst højttalerne.

Billederne af strømforsyninger siger mere end mange ord. Der er bestemt ikke sparet her. Solide trafoer og masser af regulering.

Lyden af ingenting
Man taler ofte om at elektronik har en lydkarakter eller et slags ”fodspor”. Hvis man ellers kan sige noget sådan om Viola Cadenza, så må det være nærmest ingenting. Eller også kan man snakke om et forstørrelsesglas eller måske endda et mikroskop. Ikke fordi tingene hives tættere på eller overdrives på nogen måde, det står bare lige pludselig fuldstændig nøgent, afsløret og rent i lydbilledet. Jeg er glad for min Accuphase C2400,  som er en absolut  god forforstærker der har tjent mig godt i flere år. Jeg har gennem tiden også hørt meget andet i tilsvarende pris og lydklasse, men ikke været fristet til at skifte. Viola Cadenza  er dog uden tvivl et trin højere rent lydmæssigt og afgjort  det bedste jeg nogensinde har oplevet i mit eget anlæg. Til gengæld må man så give afkald på fjernbetjeningen, de mange indgange og et hav af andre faciliteter.

Man kunne frygte, at de subjektive lydforbedringer så  kun var med højkvalitets lydkilder, men selv gengivelsen fra min FM tuner var pludselig af en helt anden kaliber. Alligevel blev der primært lyttet til LP’er eller CD via de balancerede indgange.

Noget af det første jeg hørte var en kvindestemme. Nærmere betegnet Rickee Lee Jones fra den gode gamle ”Chuk E’s in Love” . Stemmen stod flot aftegnet i lydbilledet som voksede på alle leder også dynamisk. Stemme var klar og med luft omkring, rummet fantastisk lyslevende mellem højttalerne. Jo, der var som man sige ”hul igennem”. Endda et meget stort hul. De dynamiske aspekter stod pludselig mere klart aftegnet og det var så meget, at man selv i det tilstødende lokale lagde mærke til, at det hele var meget mere levende og engagerende.

Medvirkende til at skabe det stor rum er kontrol og ro i de laveste oktaver. Der er magt bag og det er igen utroligt at ”blot” en forforstærker kan skabe så store forskelle. Fokus på de øverste oktaver er nærmest umuligt, for de er der bare. Udstrakt, blødt, behageligt men med alle detaljer i behov. Man spørger uvilkårligt sig selv, om det er rør eller halvledere der leverer den kvalitet? Svaret er nemt, når blot man har lyttet et par dage. ”Jeg er fuldkommen ligeglad, lad mig bare høre noget mere musik”.

Klassisk musik er selv sagt en lige så stor nydelse. Her er det formidlingen af det store rum den store koncertoplevelse der fokuseres på. Mahler, Prokoviev eller Stravinsky fik ny energi og store orkesterværker blev behandlet med en overlegenhed, så man pludselig troede at både effekforstærkere og højttalere var vokset med opgaven. Viola Cadenza holder i den grad den efterfølgende elektronik i et jerngreb, så alt bliver mere legende, let og umiddelbart. Det er den slags der koster penge.

 

 

Konklusion.

Det burde ikke undre, at en volumen kontrol kan gøre så stor forskel. I en verden hvor bare en meter kabel kan ændre eller spolere musiknydelsen. Det er dog noget af en kunst, at lave en kontrolforstærker med en lydkvalitet som Viola Cadenza. Til de som siger, at det jo ”bare” er en forforstærker, ville jeg ønske de kunne opleve hvad den gør. Her har vi et udmærket eksempel på, at ”noget” er langt bedre end ”intet”. Det der undrer mig mest er, hvor meget elektronik og hvor mange komponenter der faktisk skal til, før Viola kommer frem til en absolut verdensklasse forforstærker. Har man pengene og har man ikke noget mod at rejse sig når der skal skrues op eller skiftes indgang - ja, så er man i en meget heldig situation. Jeg vil savne denne perle i mit system.

 

 

RETUR TIL FORSIDEN