Pladespilleren.dk

 

Transfiguration adskiller sig fra andre producenter ved deres avancerede brug af ringmagneter og meget tæt kobling i mangnetfelter. Men hvordan giver det sig så udslag i lydkvaliteten?

 

Testemner:

Transfiguration Orpheus – ca. 27.000 kr
Transfiguration Phoenix – ca. 17500kr
Transfiguration Axia - ca. 9500kr

Import/forhandling: www.vassagohifi.dk

 


 

Fantastiske forvandlings maskiner.

I Harry Potter bøgerne taler man om transfiguration, som faktisk er det første fag på Hogwarts School of Whitchcraft. Har du læst bøgerne eller set filmene (hvem har ikke det?), ved du alt om transfiguration. Meget kort kan det beskrives som ”ændring af noget til noget andet”. Eller sagt på en anden måde – en forvandling.
 

Men hvad har det så med pickupper at gøre? Jo, Immutable Music fra Japan (Seiji Yoshioka) laver rigtigt gode pickupper, som passende hedder Transfiguration. Det der ”transfigureres” må være rillerne i pladerne, som på nærmest magisk vis forvandles til fantastisk musik.
Den første pickup fra Transfiguration kom en gang sidst i 90’erne. Som en trold ud af en æske kom de frem og tog konkurrencen op med alle de veletablerede mærker. Ja, ikke bare det. De viste også at tingene kunne køres på nye måder og at de hvad lyden angik, bestemt ikke havde noget at skamme sig over.
 

Det nye og anderledes var anvendelsen af modsat placerede kraftige ringmagneter på hver side af den bevægelige spole. Således undgår man behændigt polstykker, anker og problemer omkring magnetisk mætning, spredningsfelter og meget andet. Transfiguration mener selv, de er de eneste der anvender denne metode, men det er dog ikke helt sandt. Enkelte modeller fra f.eks. Lyra benytter samme opbygning.
 

Men på topmodellen Orpheus (og den tidligere topmodel Temper) er Transfiguration gået et skridt videre og har placeret spolerne direkte inden i en udskåret neodym magnet. Tolerancerne er selvsagt meget snævre, men fordelene skulle være uomtvistelige.
Den danske importør Vassago HiFi var så venligt at låne mig 3 af de nyeste pickupper fra Transfiguration. Allerede den billigste i serien kaldet Axia befinder sig i en prisklasse, hvor de fleste nok finder det lige i overkanten. Hvad man så skal sige om de næste 2 vil jeg overlade til læserne, men vi befinder os også i den absolutte referenceklasse.
For alle 3 er der tale om low output MC pickupper med udgangsniveau omkring de 0,5 mV. Øvrige data vil jeg springe let hen over, da de nemt findes på importørens hjemmeside.

Rækkefølgen.
Hvor starter man? Lytter jeg først til topmodellen, vil de øvrige forekomme mindre gode end de reelt er. Starter jeg fra ”bunden” løber jeg tør for superlativer eller måske ikke? Det er dog min erfaring, at det er nemmere at beskrive en ”nedgradering” end det modsatte, hvis ellers man kan tale om noget sådant i denne kvalitetsklasse. Så derfor startede jeg med den nye topmodel Orpheus. Men måske var det også blot nysgerrigheden der bestemte. Uanset hvad, så angiver Transfiguration ca. 30 timers indspilning, hvilket bestemt ikke er svært at opnå. Den tid går meget hurtigt, for lyden er faktisk fremragende lige ud af den flotte ædeltræsboks.
Alle 3 pickupper blev afprøvet i hhv. Ortofon AS-309 S armen alternativt en Triplanar MkVIII Ultimate. De benyttede MC/RIAA forstærkere kom fra Accuphase, Aqvox og Plinius. De 2 sidstnævnte kommer jeg tilbage til i en kommende udgave af ”kontravægten”.

Billedet viser single-ring princippet som anvendes i Orpheus.

 

Orpheus.
Med Shelter Harmony lige ved hånden (se kontravægten i nr. 7/2007), var det nemt at lave en umiddelbar sammenligning. Prislejet for de 2 top pickupper er det samme, så man kan med rette forvente noget rigtigt godt. Forventningerne blev til fulde indfriet, men med Orpheus er der tale om en helt anden klangbalance. Husk på at pickupper er mekaniske transducere lige som højttalere, så der er forholdsvis store forskelle. Under alle omstændigheder langt større forskelle end det typisk opleves på cd-afspillere i samme prisklasse.
 

Med Orpheus er der i mindre grad tale om fokusering på det varme mellemtoneområde, der her er utroligt glat og nøgternt. Shelter Harmony har en helt speciel evne til at trække tingene nærmere på og give et ekstra indblik i sangstemmer og instrumenter. Vægten i bunden er også en del mere fremtrædende på Harmony, som virkelig har magt over tingene i de lave oktaver. Hermed ikke sagt at Phoenix på nogen måde holder sig tilbage, men det er alligevel en tand mindre voldsom og lidt mere høflig i dette område.
Der hvor Orpheus skiller sig ud, er en umiddelbar klarhed (selvfølgelighed) og masser af detaljer. Det gælder hele vejen fra bassen, op gennem den vigtige mellemtone og langt langt op til over det hørbare område. Tonalt er der ingen knaster eller noget man bliver gjort opmærksom på. Homogenitet af allerhøjeste karat.


Samtidig skal Orpheus nok fortælle lytteren, når der sker noget dynamisk. Det er absolut dette aspekt der først springer i ørerne, frem for alt mikro dynamikken. En guitarstreng står sprødt og med alle detaljer i behold. Mark Knopflers nyeste udspil ”Kill to get Crimson” er blevet beskyldt for at være lidt kedelig. Sådan oplevede jeg det bestemt ikke, når Transfiguration Orpheus får lov til at formidle det musikalske budskab. Samme tendenser går selvfølgelig igen på piano eller et rimshot på en lilletromme. Man når ikke at blinke med øjnene, før det er overstået.
 

Igen som jeg har bemærket det på andre top pickupper er toppen meget nøgtern, ja nærmest selvudslettende og legende let. ”Jeg er her” siger den, men det er ikke mig du skal lægge mærke til. Alligevel kan man ikke undgå at blive imponeret.
Et andet sted hvor Orpheus virkelig skiller sig fra konkurrenterne (og til dels de 2 mindre ”søskende”) er evnen til at lukke op og skabe et stort nærmest holografisk lydbillede. Tag Hans Theessinks ”Slowtrain”, med det Zambiske placeret lidt længere tilbage, hvor rummets bidrag skaber endnu flere detaljer langt bag højttalerne. Det hele virker bare så overlegent og naturligt, at man nærmest kan tælle de enkelte stemmer og se hvor rummet ender. Sublimt.
Totalt set må Orpheus siges at høre til i den transparente og meget direkte gruppe af pickupper. Jeg vil ikke sige analytisk, fordi det ofte forbindes med noget negativt. Alligevel vil man opleve at visse gamle indspilninger (typisk dårlige optagelser) bliver pillet fra hinanden og fremtræder mindre sammenhængende og musikalsk involverende. F.eks. oplevede jeg på Beatles No. 1 at såvel min Benz Ebony som den gamle Ortofon SPU magtede at formidle den typiske 2-kanals mono på en mere tilbagelænet facon, der passer bedre til denne type musik.

Phoenix
Her er vi igen i Harry Potters verden rent navnemæssigt. Men der er nu også en del magi over lyden. I forhold til Orpheus er lydbilledet lige en tand mindre dynamisk og stramt, men til gengæld er det hele så også rykket lidt længere væk og der fokuseres mere på helheden i stedet for med et stort forstørrelsesglas at gå helt tæt på alle detaljerne.
Den meget glatte og gennemsigtige mellemtonegengivelse er bibeholdt næsten 100 %, mens toppen står lige en anelse mindre finkornet, men dog stadig i en kvalitet så man kun kan læne sig tilbage og slappe af. Rummet bag højttalerne er dog lige en anelse mindre og detaljerne står ikke helt så skarpt skåret. Dette opdager man dog kun ved et umiddelbart skift til Orpheus. Bunden adskiller sig ikke meget fra den dyrere model, med en stram og meget impulsvillig gengivelse.
For mange vil det nok være en mere afslappet måde at gengive på og med flertallet af plader og deres (manglende) kvaliteter, kan det synes som et fornuftigt kompromis.
Ser man på kvaliteterne i forhold til f.eks. Benz Ruby, så har vi to tonalt meget forskellige pickupper. Ja, man kan nærmest sige forskellige lyd filosofier. Phoenix er glat og meget transparent, hvor Ruby hælder mod det varme og fyldige, men stadig med masser af detaljer. I sidste ende er det næsten lige som med højttalere. Det skal passe til resten af dit anlæg samt ikke mindst til din smag og dine præferencer.
Totalt set opnår Phoenix ca. 90 % af de kvaliteter, jeg oplever med Orpheus. Når man ser på prisen er det usædvanligt godt klaret. Phoenix må afgjort være en af de bedste pickupper i prisklassen omkring de 15.000 kroner.
 

Double ring princippet som det anvendes i Axia og Phoenix.


 

 

 

Axia.
Her er vi ved det som Transfiguration kalder entry level – altså deres billigste pickup. For andre ville det være toppen. Det gælder såvel prisen som lydkvaliteten.
Lyden er mere rund og fyldig nedefter, med en mindre fast gengivelse. Toppen var lidt betonet i starten, men efter tilspilning blødte det hele op, uden dog at nå den detaljeringsgrad og luft som de 2 større modeller. Mellemtoneområdet kan forekomme lidt mere grovkornet og direkte men stadig med stor klarhed. Her må jeg dog sige at det er de 2 topmodellers kvaliteter der gør, at Axia falder lidt igennem på dette punkt. Sammenligner man med den ellers sublime Ortofon Rondo Bronze er der ingen tvivl om at Axia er den mest levende og dynamiske opefter med flere detaljer, mens Rondo er mere neutral og glat op gennem mellemtoneområdet.
Således har Axia også den typiske lethed og den dejlige flydende og umiddelbar gengivelse, som kendetegnet en god pickup. Den har dog ikke det ekstra tilskud af varme og krop som man finder på f.eks. Benz eller især Ortofon SPU.
Som sædvanligt når det drejer sig om dyr hifi, så sker der en kvalitetsmæssig afsmitning nedefter. For ca. en tredjedel af hvad Orpheus koster får du en stor del af dens vellyd. Det kan ikke være andet end et godt valg.

Mere musik
Med Orpheus ville det nok være oplagt at vælge Jacques Offenbachs ”Orpheus i underverdenen”, men blandt de mange plader, der blev lyttet til, vælger jeg La Fille Mal Garde, eminent ballet musik af Hérold-Lancbery. Her i en fornem Decca indspilning fra 1962. Musikken er dynamisk og med masser af rum og ægte koncertsal stemning, hvis eller pickup og resten af anlægget formår at hente det frem.
Første lyt med Phoenix i rillerne lader ikke meget tilbage at ønske. Stort lydbillede, masser af detaljer på strygerne, der står med den rette aggressivitet og ruhed, sådan som de skal lyde. Rummet bag højttalerne er stort og mans hører tydeligt alle detaljer. Kan det her blive bedre spørger man sig selv?
Jo, med Orpheus monteret er der mere magt og dynamik. Frem for alt nedefter med en større tyngde og ekspansionsvilje. Opefter er detaljerne mere udtalte uden af det bliver for meget. Man fornemmer lyden fra hver enkelt violin og i de stille passager hører man detaljerne tydeligere gennem den uundgåelige lette pladestøj. Det her er en rille aftaster i verdensklasse.
Går vi så over til Diana Krall, som jeg har lyttet til utallige gange, er det hendes ”The very best of” på en fornem dobbelt LP. Jeg valgte ”I got You under My Skin”, som helt naturligt har Dianas stemme fremme i lydbilledet akkompagneret af bla. akustisk guitar, bas, slagtøj og strygere. I forhold til CD er det især det umiddelbare og dynamikken der imponerer. Her er der masser af detaljer og et nærmest fysisk nærvær. Dette vel at mærke via Transfiguration Phoenix.
Med Orpheus er adskillelsen mellem sangstemme og instrumenter mere udtalt. Stemmen står en anelse slankere, men mere naturligt og med en nærmest skræmmende dynamik.
 

Til sidst kom Mark Knopflers ”Kill to get Crimson” på pladespilleren. Først nummer på side C ”Punish the Monkey”. Igen er det de samme forskelle jeg hører. Phoenix leverer lige en tand mere detaljer og skiller de mange detaljer fra trommer, guitar og stemme på en mere overbevisende måde. Det hele virker lidt mere dynamisk og korrekt via Orpheus.
Men hvor er så den lille røde Axia i denne sammenhæng? Tja, hvis vi bare holder os til Mark Knopfler nummeret, så er det tydelig at stemmen står lidt mindre detaljeret og frigjort. Der er dog stadig den levende og dynamisk spillefacon, som nærmest er kendetegnende for Transfiguration. Men samtidig er Axia også en tand mere slank og spinkel. Axia har nogle ubestridelige kvaliteter, men der findes også konkurrenter som på den ene eller anden facon vil kunne blande sig i denne prisklasse. Selv om det så absolut er en fremragende pickup så skiller den sig ikke ud på samme overbevisende facon som de to større modeller Phoenix og Orpheus.

En slags konklusion
Det er tydeligt at de 3 Transfiguration pickupper kommer fra samme producent. Det er det glatte, gennemsigtige og lidt imponerende der går igen. Detaljerne er i højsædet, mens der er skruet lidt ned for det varme og runde. Med andre ord en meget anderledes lydfilosofi end f.eks. Benz eller den gode gamle Ortofon SPU.
 

For knap 30.000,- kroner kan man købe et komplet anlæg med højttalere og det hele. Alternativt kan man få en af verdens bedste pickupper. Transfiguration Orpheus har den der magi, som gør det så spændende at lytte til plader. Den evner at trække alle detaljer ud af rillerne, men gør det på en overlegen og ubesværet måde. Nøgleordene er dynamik, sammenhæng og kontrol samt en fornem formidling af rum og detaljer. Jeg kan ikke umiddelbart finde noget at udsætte … ud over prisen.
 

For lidt mere end den halve pris får du Transfiguration Phoenix, som byder på mange af de kvaliteter der findes i topmodellen. Specielt det dynamiske aspekt er meget tæt på. Dette er en pickup som jeg helt fint kunne leve med og betragte som en af de bedste, hvis bare ikke jeg havde hørt Orpheus. Phoenix er afgjort den der giver mest vellyd for pengene. I langt de fleste tilfælde vil afstanden op til Orpheus gå tabt i den øvrige kæde, med mindre man er så heldig at kunne byde den på en top arm, kabler og MC/RIAA.
 

Den lille røde Axia er ikke i samme liga som de to ovennævnte. Forskellen fra Axia til Phoenix er forholdsmæssigt meget større end det næste trin op. Men den gør det godt, især hvad angår mikrodynamikken og detaljerne, der mangler dig lidt magt og fasthed nedefter. Man kan sige, den er lidt forsigtig og tilbageholdende. Ser man på konkurrenterne i denne prisklasse så har den afgjort sine stærke sider, men der findes alternativer, som leverer mere fylde og varme, hvis det er de kvaliteter man går efter.