Pladespilleren.dk

Opdateret 16. juni 2017
_____________________________________________________________________________

Pladespilleren - en gammel nyhed.

Hvordan vælger du en pladespiller?
Hvad skal du fokusere på?
Hvordan virker den? 

Hele proceduren omkring hvordan du får den optimale lyd ud af rillerne, er for mange en glemt kunst. En komplet beskrivelse af alle aspekter finder du andres teder her på "pladespilleren.dk". Her får du en hurtig indføring i de basale termer med links til der hor jeg går mere i detaljere. 

NY SIDE ... her kan du læse om resten af anlægget - forstærker og højttalere

 

Anskuelighedsundervisning

Hold hænderne op foran dig med håndfladerne samlet. Spred så håndfladerne ud i et "V" på ca. 90 grader. Forestil dig nu, at dette er størrelsen på en gennemskåret pladerille. Den rille som pick-up’en bevæger sig i. I dette størrelsesforhold er selve nålen (diamanten) ca. 4 meter høj og i toppen har den en bredde på et par meter. Her er den fæstnet i selve nålefanen som alt efter type er 20 - 30 meter lang. Selve pick-up huset er på størrelse med en pæn stor boligblok på ca. 12 etager og armen forsvinder i horisonten flere km  foran dig. Kun med håndfladerne skal du kontrollere og styre hele denne gevaldige masse! Nu får du måske et lille indtryk af, hvilke odds vi er oppe imod. På trods af disse helt umulige mekaniske forhold kan pladerne faktisk spille musik - endda i en forbavsende god kvalitet!

Vi lever i en digital tidsalder og mange har mere eller mindre glemt, hvordan tingene var i de "gode gamle dage". Lad os prøve et lille tankeeksperiment. Vi har aldrig kendt andet end CD’er og digital lyd. Nu vil en producent lancere et helt nyt medie: "Musikken graveres i sorte vinylskiver, der placeres på en roterende flade. Herefter afspilles de modulerede riller med en elektrodynamisk transducer der mekanisk aflæser rillemodulationerne. Efter den nødvendige equalisering og forstærkning har du et signal der ligger på niveau med CD". De fleste ville ryste på hovedet og sige det er umuligt. Hvis vi vender tilbage til virkeligheden, så har vi faktisk lyttet til musik på denne måde i næsten 100 år. Endnu mere bemærkelsesværdigt er resultatet ægte hifi og ifølge manges ening stadig bedre end CD.

Hvad skal vi med analog lyd?
Hvorfor hive pladespilleren frem af mølposen? Er det ikke bare besværligt nostalgi med knasende plader og masser af støj? Hertil kan jeg kun svare ja og nej. Der vil nok være mange som mener, det er besværligt og gammeldags. Til gengæld er det også spændende og man kan på en eller anden måde "føle" hvordan en pladespiller virker. Den er fysisk håndgribelig og man kan også se hvad der sker. Her står den gamle analog-lyd i stærk kontrast til det lidt mystiske og skjulte, der foregår i CD afspilleren.

Jeg vil ikke genoplive debatten om CD/dowlaod kontra LP. Det behøver jeg ikke, for den kører livligt på nettet, hvor man kan diskutere i en uendelighed. Min holdning er, at musikken kommer i første række og kan jeg få den på CD/dowlaod er det OK. Kan jeg få musikken på LP til rimelige penge er det også OK. Således har jeg meget musik på begge medier og nydelsen er lige stor på begge, omend forskellig og med både fordele og ulemper. På det seneste er der også kommet HD dowload - 24 bit/192 khz eller DSD. Fint, det kan også bruges, men jeg beholder staidg mine LP'er.

Nogle vil hårdnakket hævde, at det er lyden det kommer an på. Analog for ever! Den hårde brigade er ikke sådan at overbevise, selv om de bliver færre. Jeg vil være diplomatisk og sige, at LP’erne kan noget som de digitale medier ikke kan og omvendt. Jeg lytter til det hele. De 2 forskellige medier supplerer hinanden på fornem vis og eksister glimrende side om side.

 

Hvor meget koster det?
De fleste nye pladespiller i dag er forholdsvis dyre, nogle af dem MEGET dyre. Heldigvis kommer der hele tiden mere  overkommelige til fra f.eks. Project, Rega, Thorens, VPI m.fl. men det rigtig gode køb gør man ved at kigge efter en brugt pladespiller. En pladespiller slides sjældent op og det samme gælder en god arm. Pick-up’er vil jeg kun nødigt købe brugt, men brug så de sparede penge her og køb en god ny af slagsen. Hvor meget du skal anvende på din pladespiller, skal jeg ikke bestemme, men som en rettesnor kan du jo se på din CD-afspiller. Har den kostet 10.000,- vil en pladespiller kombination i samme prisklasse nok være rimelig. Hvis du blot vil spille vinyl en gang imellem kan mindre dog gøre det.

Et noget specielt fænomen blandt brugte pladespillere er de rigtig gamle "klassikere". Især 2 modeller Garrad 401/301 og Thorens TD 124 (her til venstre) har opnået fortjent popularitet. Den gamle Lenco med de meget solide pladetallerken har også fået en renæssance. På det sidste er de bedste direkte drevne værk fra Technics og Denon også dukket op som emner for modifikation. Kan du finde en gammel Kenwood L-07 er du heldig. De billigere modeller er dog også helt OK. Snakker vi dansk er der selvfølgelig det lidt nostalgisk udseende Mørch værk, som bare kører og kører i mange år. Et rigtigt klenodie - hvis man kan skaffe dem - er de gode gamle EMT studiegrammofoner, som f.eks. blev brugt i Danmarks Radio. Blandt nogle af de mest seriøse entusiaster i verden, nævnes EMT ofte som det absolut bedste, men nok lidt esoterisk.

Endnu en god grund til at oplive pladespilleren er de mange billige brugte plader. Her kan man få masser af god musik til næsten ingen penge. På den anden side er der så også de meget dyre superpresninger og genudgivelser af musikalske perler. Jeg har personligt købt flere komplette pladesamlinger fra venner og bekendte. Herudover har jeg besøgt antikvariater og plademesser. På den anden side har jeg også erhvervet specialpresninger og særtryk til flere 100 kr. pr. plade enten i specialforretninger eller via internet.

Pladespillerens opbygning
Det vi i daglig tale blot kalder for en "pladespiller" er faktisk sammensæt af 4 dele:
Værk, arm, pick-up og MC/RIAA forstærker

Disse 4 dele "spiller" sammen rent mekanisk og elektrisk. I modsætning til CD-afspilleren vil resonanser og mekanisk påvirkning have en stor indflydelse på den endelig lyd. Tænk på, at pick-up’en egentlig har en helt umulig opgave. Den skal aftaste rillerne siddende som i en skruestik helt upåvirket af omgivelserne, men samtidig skal den bevæge sig ind over pladen. Hvis armen gør sit arbejde korrekt og holder pick-up’en præcis i rillen, vil den kun generere det signal vi ønsker. Hvis pick-up’en derimod bevæges grundet ydre påvirkning på tonearm eller noget der stammer fra flexninger og bevægelser i selve pladespilleren, så vil det skabe et fejlsignal - altså forvrængning. Hermed har vi fundet et af de parametre der gør forskellen på lyden fra pladespillere. Isolation af udefrakommende vibrationer eller lydpåvirkninger der kommer gennem luften er også medvirkende til en bedre gengivelse.

En anden ting der har indflydelse på den optimale lyd er den mekaniske indjustering af pladespilleren - her først og fremmest af arm og pick-up. Alt for besværligt - siger mange. Jeg truller bare på min mobil og så spiller musikken. Vi er blevet forvænte og kræver både fjernbetjening og programmering. Førhen blev den "besværlige" betjening dog betragtet som en naturlig og uundværlig del af hifi og af mange set som en udfordring. En pladespiller kan altså ikke "bare" sættes på hylden og spille.

Værket
Den fysisk største del af pladespilleren er selve værket også kaldet "decket". I princippet er det "blot" en form for chassis eller ramme med en pladetallerken monteret på en aksel i et leje. Herudover er der en eller anden form for motor, der får det hele til at dreje rundt. Samtidig skal der også være en plads til montering af en arm.

Pladespilleren kan være opbygget som et fast ofte meget tungt system eller flydende, altså med en eller anden form for ophæng der dæmper udefrakommende mekaniske påvirkninger. Typiske eksempler fra de to lejre er Clear Audio, VPI og Rega (fast) og Linn og Thorens (flydende).

En stor tom kasse vil lige som et musikinstrument opsamle energi og gå i resonans. En bedre løsning er altså en massiv konstruktion af træ, metal eller kunststoffer. Især hvis vi satser på den fast opbyggede pladespiller så kan det gøres med en stor solid tung plint, hvori man monterer lejet til pladetallerkenen og en eller flere baser til arme. I en konstruktion hvor det hele ophænges flydende behøver den faststående del ikke at være helt så tung. Til gengæld er det noget af en kunst at lave et ultimativt ophæng. I de mere simple typer anvendes en eller anden form for dæmpet fjeder. Dæmpning kan være en simpel eller mere avancerede hydrauliske systemer. Typisk for det ophængte værk er det meget levende og det kan i uheldige kombinationer sættes i resonans af vippende gulve eller blot man rører ved armen. Ultimativt kan der opnås gode resultater med begge systemer, men hvis man ønsker at anvende en tangentialarm, vil jeg anbefale et fast værk. Med armens vandring vil balancen i det flydende ophæng ændres og man risikerer at armen ikke fungerer optimalt.

Motoren
Alle pladespillere kan køre 33 1/3 omdrejning pr. minut, men ikke alle klarer 45 og evt. 78 omdrejninger. Dette bør der selvfølgelig tages hensyn til ved valget. Tilbage i 70'erne var der livlig diskussion med hensyn til om det skulle være remdrev eller det nye "fæle" direkte drev hvor motoren var monteret direkte under eller i pladetallerkenen. Langt de fleste pladespillere i dag er med rem eller tråddrev. På det sidste ser man også at nogle anvender gamle spolebånd eller cassettebånd mellem motor og pladetallerken. Det direkte drev fungerer også fint (hvis det laves korrekt). Det ses af f.eks. de meget dyre Goldmund pladespillere, som desværre ikke fremstilles mere. Ældre topmodeller fra Kenwood, Technics og Denon kan også være med den dag i dag. Enkelte anvender stadig mellemhjul, men de er få. Her har man et gummihjul placeret mellem motoraksel og (oftest) den indvendige del af pladetallerkenen. Det hele kræver en meget høj præcision og en tung pladetallerken da støjen nemt føres over fra motoren til pladetallerken. Det ønsker vi bestemt ikke, for det vil kunne høres i vores højttalere. Eksempler på pladespillere med mellemhjul er den gamle Lenco. hvor værket er godt, men armen ikke anbefalet, Mörch og så Thorens TD-124. Sidstnævnte anvender både rem og mellemhjul.

Remmen (eller tråden) har to funktioner. For det første isolerer den selve pladetallerkenen fra evt. vibrationer i motoren og desuden nedsætter den motorens hurtige omdrejninger til det vi skal anvende. I de fleste pladespillere er motoren en 24 polet synkron type styret af enten nettets 50 Hz eller en separat frekvensgenerator så hastigheden kan justeres.
På det seneste er det nærmest kommet på mode at anvende DC-motorer. De er nemme at anvende med batteridrift og i princippet skulle de køre mere stabilt og med mindre "ryk" end AC motorer. Den primære grund er dog at det lyder bedre. Således sælger visse firmaet (Scheu og Origin Live) små DC motorer til tweaking af eksisterende pladespillere. Man bør dog huske på at en DC motor skal indeholde en form for servo eller motorstyring da hastigheden ellers vil variere efter belastning.

Pladetallerkenen
Her løber vi ind i nogle valg og kompromiser. Med en stor masse (en tung pladetallerken) sikrer vi en høj inerti og dermed stabil gangkonstans. Man taler om 2 forskellige former for hastighedsafvigelse;

  Wow = er lig langsomme afvigelser "Woooaaaaaoooouuuuuuw" (man kan næsten høre det!
  Flutter = hurtige afvigelser - der kommer næsten vibrato på lyden.

Typisk kan man sige at en tung pladetallerken forhindrer de hurtige afvigelser (flutter), men til gengæld kan give wow, hvis motoren ikke er kraftig nok, eller der er en forkert afstemning mellem motor og pladetallerken. En let pladetallerken kan hurtigt korrigeres af motoren, men vil så til gengæld være tilbøjelig til flutter.

Ofte er pladetallerkenen fremstillet af en metallegering og kan således under uheldige omstændigheder virke som en stor klokke. Prøv at slå let på den med en kno og hør om den "ringer". En stor tung pladetallerken vil ofte ringe fælt og længe. Denne lyd forplanter sig til pladen og senere pick-up’en. Hvad det betyder for lyden behøver jeg næppe forklare.

Netop for at undgå ovennævnte fænomen er det blevet populært med forholdsvis lette pladetallerken af kunststof, f.eks. akryl eller leksan. Med en forholdsvis ringe vægt og det veldæmpede materiale kan der ikke lagres energi i pladetallerken. En anden måde at komme ud over problemet på er sand-wich konstruktioner af flere forskellige materialer. Her er fantasien stor og vi har set eksempler med metal, filt, glas, teflon, kulfiber, gummi og træ.

Selv overfladen der møder LP’en er også noget af et mysterium. Her findes der mange skoler og der findes flere typer måtter man kan lægge på pladetallerkenen. Evt. kan man selv lave dem af filt eller ruskind. Nogle foretrækker hårde overflader som f.eks. glas eller kunststoffer, mens andre sværger til filt, gummi eller skind. Helt specielt er de klæbende måtter der dæmper alle tendenser til resonanser i selve pladen (måske dæmper de også dynamikken?).

Personlig har jeg god efaring med Harmo-Nicer akryl plademåtten fra Clear Audio samt den specielle Achromat. Venner har anbefalet Ring Mat, som jeg dog ikke har prøvet. En hjemmelavet måtte kan man lave af de såkaldte "Anti skrid" måtter. De har dog en kedelig tendens til at klæbe til vinylpladerne, hvis ikke man passer på,

Fastgørelse af pladen til pladetallerken kan også opnås med de efterhånden sjældne eksempler på vakuum sug. Enten er det fastmonteret (Luxmann) eller det kan købes separat (Poly Push). Endelig kan der opnås en bedre kobling mellem plade og pladetallerken med en pladestrammer, som placeres over centertappen. En stor ring der lægges langs pladens periferi kan man også få - for mange penge! For alles vedkommende skal man passe på, da evt støvpartikler på undersiden af pladen blev presset endnu længere og fastere ind i pladen.

Lejet som pladetallerkenen hviler i har selvfølgelig også betydning. Især ved meget tunge pladetallerkener stilles der store krav. Langt de fleste er opbygget som et selvsmørende bronzeleje med en hårdmetal eller keramisk kugle i bunden. Der er dog altid nogle som går andre veje. Eksempelvis franske Verdier anvender 2 modsatrettede magneter til at tage vægten af den næsten 20 kg tunge tallerken, så lejet ikke overbelastes. Tyske Clear Audio og et par stykker mere har også kraftige neodym magneter til at aflaste lejet. I den meget anderledes konstruerede Well Tempered hviler den forholdsvis lette pladetallerken på små stykker silikonegummi, der sammen med trækket fra drivremmen er med til at centrere lejet. Den tidligere svenske pladespiller Forsell og den helt nye danske Bergman benytter luft i lejet, så pladetallerken i praksis svæver.

Armen
Som tidligere nævnt har armen en næste umulig opgave. På den ene side skal den holde pick-up’en helt og aldeles fast i forhold til rillerne, men samtidig skal den også sørge for at pick-up’en bevæges ind over pladen. To helt modstridende opgaver, som de fleste gode armen dog alligevel klarer forbløffende godt.

Normalt forbinder man en pladespillerarm (også kaldet tonearm) med den radialt sporende type. Altså en eller anden form for "rør" der er lejret i den ene ende. Pladen afspilles ved at pick-up’en beskriver en bue ind over rillerne. Dette er langt den nemmeste måde at gøre det på. Således er det ikke underligt, at der er flest af de radiale arme. Problemet er blot, at pladen ikke er indspillet på denne måde!

Pladerne skæres tangentialt med et motorstyret skærehoved, der bevæger sig i en lige linie langs pladens radius. En arm der afspiller på samme måde udgør således en tangent til pladecirklen - derfor kaldes de naturligt tangentialarme. Tangentialarme findes også i flere typer og dem tager vi til sidst.

For at komme nærmere til den optimale tangentiale afspilning med en radial arm, har man indført nogle geometriske "krumspring". For der første er der en "offset vinkel", som gør at pick-up’en er vinklet indad mod pladetallerkenen (armen har et knæk). Desuden er der "overhang", som giver mere optimale arbejdsbetingelser. Der findes en masse matematiske formler og beregninger for hvordan disse løsninger er opstået, men her nøjes vi blot med at konstatere tingenes tilstand.

Hvad skal armen kunne?
Primært bør arm og pick-up passe til hinanden. Tilbage i 70'erne da populære MM-pick-up’er helst skulle spore med under 1 gram nåletryk, var armene spinkle og med lav masse. Typiske eksempler fra dengang var Formula 4, Black Widow, SME Series III og den tyndeste af alle; Vestigal. Grunden til at det hele skulle være så let og fint var den berygtede (berømte?) tonearmsresonans. Resonansen skal helst ligge under musikinformationen og over den frekvens evt. buler i pladen kan anslå. Som tommelfingerregel over 10 Hz og under 20 Hz. Området 12-14 Hz anses for optimalt. Hvis du kan se højttalermembranerne bevæger sig voldsomt under afspilning af plader, er der altså noget galt, men helt at undgå det er meget svært.

Med en blødt ophængt pick-up (typisk MM) skal armens masse altså være lav. Med de pick-up’er vi anvender i dag - primært moderne MC-typer - er problemet snarere stabilitet og frihed for resonanser. Massen må godt være noget højere. Der anvendes således esoteriske materialer som magnesium, titanium, træ og kulfiber.

De fleste arme har en effektiv længde på ca. 9" altså omkring 22 cm. Ganske få producenter laver dog også 12" (ca. 30 cm) arme. Fordelen ved den større længde er mindre fejlsporingsvinkel - et parameter jeg kommer til senere. Til gengæld er der naturligt nok også en større masse at tage hensyn til. Et klassisk eksempel er SME 3012, der for nyligt også er kommet i en flot forgyldt udgave. Danske Mørch laver også 12" arme.

Et andet sted de forskellige arme adskiller sig, er det centrale leje. Selvsagt skal friktionen være så lille som mulig, men samtidig skal lejet være stabilt, så der ikke opstår vibrationer eller slup. Den mest anvendte løsning er nok præcisions kuglelejer (f.eks. Triplanar som ses på billedet ovenfor), men også knivlejer og etpunkts ophæng finder anvendelse. Etpunkts ophængte arme som f.eks. Immedia, JMW, ClearAudio og Mørch UP-4 kan forekomme noget levende og være svære at justere. Lejet består her af en form for spids der hviler i et konisk hul. Principbetinget er de fleste etpunkts ophængte arme dæmpet med en form for silikone. Et kuriøst eksempel på et anderledes ophæng ses hos Well Tempered, hvor armen hænger i en tråd, mens en slags kontravægt eller stabilisator hviler i et silikonefyldt dæmpekar. Ved at sno trådene har man meget smart sørget for en let justering af antiskating. En endu mere avanceret udgave af dette, hvor der også anvendes et magnetfelt til stabilisering ses i de tyske Schröder arme. Her kunne være et par gode emner til et "gør det selv projekt" for den fingernemme.

Justeringer
Ud over at armen skal give de perfekte forhold for pick-up’en kan vi stille nogle elementære krav:

- En lift, der kan justeres
- evt. et aftageligt hoved eller udskiftelig arm
- adgang til justering af de geometriske parametre.
- mulighed for let udskiftning af audiokabel til RIAA forstærker

Med hensyn til justeringer er der mange begreber at holde styr på. En hurtig opremsning indeholder:

- Nåletryk,
- Anti-skating,
- Overhang,
- Offset,
- Zenith,
- Azimuth og
- Vertikal sporingsvinkel. (VTA)
- Skærevinkel (SRA)

Flere af disse angivelse vil måske virke lidt uforståelige. Især hvis du er vant til CD-afspillere. I det følgende kommer jeg med udførlige forklaringer på alle de mange muligheder.

Nåletryk
I de gode gamle dage angav man nåletrykket med et vist antal gram. Nu om dage er vi gået over til at angive sporingskraften som mN. Løseligt kan du sætte 10 mN = 1 gram. Dette er ikke helt præcist, men i praksis tilstrækkeligt. Visse fabrikanter - f.eks. B&O og Shure leverer nåletryksvægte, der fungerer fortrinligt. Alternativt kan du vælge, at stole på de indstillinger der er markeret på din arm.

Hvor stort tryk skal du så anvende? Hvis svaret skal være kort: "stort nok - men ikke for stort". Dog bør du under ingen omstændigheder køre med for lavt nåletryk. Det er en udbredt misforståelse at for højt nåletryk slider unødigt på pladerne - det er lige modsat. Ved for lavt nåletryk får du fejlsporing og forvrængning. I praksis vil det sige, at pick-up nålen ikke kan holde kontakt med rillen, men "bumper" rundt fra side til side. Hver gang skærer nålen sig ind i rillen og ødelægger pladen. Hvis manualen for din pick-up siger 1,5 - 2,5 gram vil jeg hellere anbefale de 2,5 frem for de 1,5 gram.

På en måde kan man sammenligne pick-up’ens ophæng med støddæmperne i en bil. Belaster du systemet for hårdt går det i bund og for lidt så hopper det hele ukontrollabelt rundt.

Et helt andet meget overset problem er, at pick-up’en indvendigt kun fungerer optimalt ved det korrekte nåletryk. Her vil spoler/magneter sidde korrekt i selv motorsystemet (Det vender vi tilbage til i næste del af artiklen, hvor jeg forklarer nærmere om selve pick-up’en).

Således er det optimale nåletryk et kompromis mellem den rette sporing og korrekt intern kobling af pick-up’ens interne dele. Det hele kan lyde noget kompliceret, men i praksis bør det ikke give dig søvnløse nætter. Husk på, at under afspilning vil nåletrykket alligevel variere let i takt med buler og ujævnheder i pladen.

Overhang
Måske er du før stødt på begrebet overhang - eller på dansk overhæng. Betegnelsen dækker over afstanden mellem pladetallerkenens centertap (centrum) og selve nålespidsen, når pick-up’en føres ind over pladen (se fig. 1). Pas på - visse arme kan ikke bevæges så langt og i så tilfælde må du måle overhang på en anden måde, eventuelt ved hjælp af en såkaldt protractor. En protractor er et hjælperedskab, der gør det nemmere at indjustere armen. De kan købes, men man kan også lave dem selv. Hvis du selv vil lave den, må du vente til 3. del af denne artikel, hvor jeg forklarer hvordan.

Som tidligere nævnt skal vi med den radiale arm afspille en tangential optagelse. Derfor kan vi kun ramme den korrekte 90 graders sporingsvinkel 2 steder. Ifølge IEC normen for hvor stor en del af pladen der indeholder musik, har man fastlagt 0-punkterne til 120,9 mm og 66 mm fra centrum af pladen. Du vil muligvis støde på andre angivelser, men i sidste ende er tallene beregnet ud fra kompromiser omkring forvrængning og hvor langt ind pladen indeholder musik. I princippet er der ikke den store lyttemæssige forskel, men sørg for at følge evt. brugsanvisning, hvis du køber en færdig protractor.

Hvordan finder man så ud af hvor stort overhanget skal være? Man kan vælge at tro på hvad der står i manualen for din pladespiller eller selve armen. I langt de fleste tilfælde vil disse angivelser dog være forkerte, så stol ikke 100% på dem. I "gamle dage" (læs i 70'erne) kunne man slå op i hifi-bladende og se tabeller med de korrekte angivelser. I dag anvender man selvfølgelig et program. Et lille Excel regneark kan hurtigt klare denne sag.
EXCEL - overhang

Offset og antiskating
Helt naturligt vil jeg forklare disse to begreber samtidig, for de hænger uhjælpeligt sammen. I starten konstaterede jeg, at det lille "knæk" eller offset på armen er nødvendigt. Hermed "trækker" pick-up’en (friktionen i rillen trækker i pick-up'en) ikke i en lige linie set i forhold til selve armens ophæng. Ved dette skævtræk opstår der helt naturligt en kraft, som trækker armen indad - altså ind mod pladens centrum. (se fig. 2).

 

 

På Internet kan du læse mange fantastiske forklaringer på fænomenet skating. Den sjoveste var en som foreslog, at det skyldtes den mindre radius på den indvendige side af rillerne i forhold til den yderste del. Andre tror på mystiske relationer til centrifugalkraften. Det hele er gætterier - nu kender du altså den rigtige grund!

For at modvirke skatingkraften skal der naturligvis være en eller anden form for anti-skating udført med et lod eller en fjeder. Justeringen vil altid være et kompromis, for reelt afhænger mængden af nåleformen såvel som rillehastigheden - eller rettere sagt modulationen i rillen og det dermed forbundne "træk" i pick-up’en . Korrekt burde antiskating altså hæves i takt med musikkens niveau samt være mindre jo længere vi kommer ind på pladen. Det sidste ser man på mange konstruktioner, men der er også mange som helt dropper det - f.eks. VPI's JMW arm. Som så meget andet ved pladeafspilning er indstillingen et spørgsmål om kompromis. Følg vejledningen i manualen for din arm og regn med at det passer.

Zenith eller horisontal sporingsvinkel
Dette parameter er nært sammenhængende med offset og hvor tæt vi kan komme på det perfekt i forhold til den tangentiale linie. Det nytter selvfølgelig ikke noget at armen er justeret 100% korrekt, hvis pick-up’en sidder skævt i huset. Med "skævt" menes her om den er drejet i forhold til den optimale offset vinkel. Dette illustreres bedst, hvis vi forestiller os pick-up’en set oppefra eller nedefra. Ideelt bør selve nålearmen (på engelsk cantilever) flugte med de lige linier vi har ved de 2 nulpunkter der skærer tangenten (se Fig. 3). For det meste er det tilstrækkeligt at indstilles vinklen ved hjælp af pick-up husets sider - hvis ellers de er nogenlunde vinkelrette. Det vi ønsker er faktisk, at selve nålen rammer de 2 sider af rillen i en præcis vinkel på 90 grader. Den eneste måde at sikre sig en 100% korrekt justering er et oscilloscop koblet til de 2 kanaler på en monoplade. Når de 2 kanaler er 100% i medfase er justeringen korrekt (men kun disse 2 steder på pladen). Jeg kender dog ikke nogen, som går til disse yderligheder, og en rent visuel justering er tilstrækkelig.

På nogle pick-up’er kan selve nålerøret sidde en smule skævt. Pas på med at justere ind efter denne skævhed, for den vil ofte blive rettet op når der spilles. Prøv så vidt muligt at kontrollere om nålefanen ændrer position under afspilning.

På visse arme sidder pick-up’en fast i huller med så snævre tolerancer, at det ikke er muligt at dreje den. I så fald bliver du nødt til at stole på, at offset vinklen i selve armen er OK

Vertikal Azimut
Den anden led vi kan dreje pick-up’en ses bedst lige forfra. Et godt gammelt trick anbefaler brug af et spejl. Hermed kan man sikre sig, at pick-up’en sidder absolut lodret - men det betyder ikke altid at nålen gør det. Hvis ellers det er muligt, bør man kigge ned i rillen og se om pick-up nålen sidder helt lodret .... (hvem kan det?). Med andre ord - hold dig til pick-up huset og stol på at nålen sidder lige.

De fleste arme har mulighed for at løsne en lille skrue lige bag pick-up huset, så det kan drejes. På andre arme drejes arme ved selve basen. Har armen ikke mulighed for denne justering, kan man som et kompromis skubbe små stykker papir ind under pick-up’en og på denne måde ændre vinklen. Det er dog et kompromis, som jeg kun anbefaler, hvis justeringen er helt i skoven. Visse af Ortofons pick-up'er har en smart montering med en lille spids (en slags spike) så den kan vippes ved at løsne eller stramme de to monteringsskruer. Dette kan man efterligne ved at putte et lille stykke metal - f.eks. spidsen af en knappenål - i klemme mellem pick-up og hus.

Justering af den vertikale azimut påvirker kanalseparationen eller kanaloverhør, og den kan nok fortjene at få lidt opmærksomhed. Især når man tager i betragtning at den for mange billigere pick-up’er ikke er alt for god. En forkert justeret vertikal azimut resulterer i et lettere rodet lydbillede med manglende punktformighed og præcision. Modsat vil en justering selvfølgelig stramme disse kvaliteter op.

Vertikal sporingsvinkel (VTA - Vertical Tracking Angle)
Nu bliver det vanskeligt - så hold tungen lige i munden. Her må jeg indrømme at det er en problematik, jeg først selv er blevet 100% klar over på det sidste - man kan lære så længe man lever.

Et af det mest misforståede begreber er "den vertikale sporingsvinkel". Mange forbinder det med den vinkel armen beskriver set fra siden. Altså hvor meget den hælder eller stiger fra omdrejningspunktet og frem mod pick-up’en. Det vi i virkeligheden søger er den korrekte vinkel på selve pick-up’ens nålefane (VTA) eller rettere nålen i rillen (RKA) - stadig når vi ser den fra siden.

Vi taler her om den såkaldte skærevinkel. Så i stedet for VTA burde vi tale om SRA (Stylus Rake Angel). Den normale standard for skærehoveder angiver en skærevinkel på 1-2 grader. Denne vinkel anvendes for at kompensere for en mekanisk forvrængning der opstår ved selve skæringen af matricen. Du kan således ikke være 100% sikker, men de fleste pickup fabrikanter oplyser en VTA for deres pickupper - hvilket så kan oversættes til en korrekt SRA. Noget helt andet er det så, at det gør pladeprocucenterne ikke. Ideelt mener mange, at man bør justere VTA (RKA) ind for hver enkelt plade. En meget besværlig løsning og i praksis er der da også kun meget få, som gør det.

Umiddelbart kender jeg ikke nogen arm, hvor man kan vinkle selve pick-up’en på denne led, så her må vi nødvendigvis stole på at arm og pick-up passer sammen. Bemærk at ændringer i nåletrykket vil ændre sporingsvinklen - det samme gælder buler og ujævnheder i pladerne (som ikke kan undgås). Med for stort nåletryk presses nålen op i huset og vinklen bliver for lille. Med for lavt nåletryk bliver vinklen for stor. Noget helt andet er, at en forkert eller sjusket montering af selve nålen på nålearmen selvfølgelig vil gøre det helt umuligt.

Som et kompromis kan vi ændre vinklen en smule ved at hæve og sænke armen. Her snakker vi som om ændring af den vertikale sporingsvinkel, men faktisk udført et forkert sted. Det kan dreje sig om ganske få grader og alligevel mener mange, at det er hørbart - især med moderne nåleslibninger

Ændring af VTA vil ændre lydbilledets præcision men det kan også berøre de frekvensmæssige yderpunkter. Hvis armen står for højt (hælder ned mod pick-up’en), vil du opleve en udflydende tyk bas samt aggressive tendenser i højfrekvensområdet (betoning af s-lyde). Er armen justeret for lavt (hælder opad frem mod pick-up’en) vil du opleve en kort stram og let dæmpet bas samt en reduktion i højfrekvensen og dermed dårligere gengivelse af detaljer. Rent fasemæssig (gengivelsen af rummet) vil man også kunne høre, når man rammer den optimale justering. Et eller andet sted mellem disse yderpunkter vil det hele falde på plads. Du får en afbalanceret gengivelse, hvor de frekvensmæssige yderpunkter hænger sammen og lyder mere korrekt. 

ELLER ER DET NU OGSÅ KORREKT? Hvor meget skal der justeres, før det er hørbart? Dette emne har været og bliver stadig vildt diskuteret på nettet. Der findes nærmest 2 lejre, som står stejlt over for hinanden. Se den meget grundige og overbevisende artikel om emnet skrevet af Geof Husband fra TNT/Frankrig - http://www.tnt-audio.com/sorgenti/vta_e.html

På mange områder vil jeg give ham ret - små justeringer af VTA er ikke hørbart (jeg kan ikke høre det), men større ændringer medfører i min verden de ovenfor beskrevne ændringer. Hvis ikke du har muligheden for at justere VTA, skal du altså ikke fortvivle, i så tilfælde kan man evt. korrigere (læs forøge) ved at lægge noget under armbasen. Selvsagt kan man ikke sænke armen på denne måde. Husk således, at ved tilføjelse af evt. plademåtter eller underlag at korrigere højden tilsvarende. En god normal rettesnor er, at lade armen være vandret og således tro på, at pick-up’en er korrekt vinklet. Enkelte arme tilbyder en nem justering af VTA - endda også under afspilning. Således er det nemt samtidig at høre hvad der sker.

Principielt vil du også ændre overhang, hvis du hæver eller sænker armen meget. Ganske få mm vil ikke have den store indflydelse. For en sikkerheds skyld bør du dog sørge for den korrekte højde, før du indjusterer overhang.

Tangentialarmen
Inden jeg går til selve beskrivelsen lige en advarsel. En tangentialarm kræver en absolut fast og urokkelig base. Derfor vil den være aldeles uegnet til langt de fleste flydende ophængte pladespillere. Det gælder f.eks. Linn, Thorens, Mitchel m.fl. Grunden er, at tyngdepunktet flytter sig under afspilningen og derfor ændres balancen i det flydende ophæng. Resultatet er at armen flytter sig yderligere og i værste fald trækker pick-up’en skævt. Under alle omstændigheder vil det næppe give en optimal afspilning.

Monteret på et fast værk, som f.eks. en Rega eller en gammel Garrad er der ingen problemer. Fordelen ved den tangentiale arm er selvfølgelig, at den afspiller præcis på samme måde som skærehovedet. Derfor kræves der ikke nogen overhang og således heller ingen antiskating. Til gengæld skal armen justeres nøjagtigt, således at den præcist følger en radius fra centrum af spindelen. Med hensyn til de øvrige parametre nævnt ovenfor, så gælder de også for tangentialarme.

I løbet af de sidste år er luftbårne tangentialarme blevet meget populære. I modsætning til motordrevne typer fra f.eks. B&O og Goldmund, klarer armen selv at køre ind over pladen. Det forudsætter dog at hele systemet er absolut i vater. Samtidig kan det hele være noget besværligt med larmende luftpumper og lange luftslanger. Her er det i høj grad et spørgsmål om temperament, så inden evt. investering bør du gør dig sådanne problemer klart.

En speciel udgave af tangentialarmen er meget kort og hænger inde over selve pladen. Eksempler er Revox og tyske Clear Audio (Souther armen). Hermed får man en meget lav masse, men samtidig er omdrejningspunktet flyttet opefter, så det ikke længere flugter med pladen. I kombination med den meget korte arm, vil det uvægerlig give wow (langsomme hastighedsvariationer) hvis pladen er bare den mindste smule bulet. Producenterne hævder naturligvis, at det ikke er noget problem. Jeg har dog følt, hvordan det er at leve med en 4 cm. lang tangentialarm. Tro mig - pladerne skal være TOTALT flade før det virker.

_______________________________________________________________________________________________

 

Pickuppen   (link til mere detaljeret beskrivelse af forskellige pickupper).
Hvor meget koster en pick-up? Ja, regner du kilovægten ud, bliver det nemt det dyreste overhovedet i dit anlæg. En Ortofon Jubilee f.eks. har en beskeden kilopris på 2.000.000 kr! Min egen favorit p.t. Transfiguration Orpheus ligger noget over denne pris! Heldigvis behøver vi kun ganske få gram, men i denne miniatureverden findes en af de mest avancerede mekaniske transducere mennesket har fremstillet. Den lille nål samt hele det elektromotoriske system skal faktisk aftaste rillebevægelser men en modulation af samme størrelse som blåt lys og omforme dem til et højkvalitets musiksignal. At det kan lade sig gøre, er på en måde langt mere imponerende end meget af vore dages avancerede digitale teknik.

Principper.
Elementært skal pick-up’en omforme de mekaniske svingninger i pladens riller til et elektrisk signal splittet op i højre og venstre kanal. Hvordan det kan lade sig gøre med en enkelt nål, kan umiddelbart virke umuligt, men i praksis bevæger nålen sig i et koordinatsystem hvor de 2 riller står i en ca. 90 grader vinkel på hinanden. (se fig. 1)

Grundlæggende er der to forskellige typer pick-up’er; MM og MC. MM eller Moving Magnet baseres, som navnet siger det, på en magnet der bevæger sig i forhold til et spolesystem og dermed inducerer en spænding. I modsætning hertil er MC eller Moving Coil princippet baseret på det omvendte - altså spoler der bevæges i et magnetfelt. Sidstnævnte type er i dag den mest udbredte, når vi taler kvalitetspick-up’er. Der er dog stadig enkelte som f.eks. Grado og Shure, der udelukkende holder sig til MM, idet de mener det har nogle kvaliteter, man ikke finder i MC. I den billige klasse finder man næsten udelukkende pick-up’er af MM-typen. En variation af MM er system som Ortofon opfandt - Variable magnetic shunt eller VMS. Her har vi faste magneter og faste spoler, mens et lille stykke bevægeligt jern monteret på nålearmen inducerer "flytter" magnetfelter mellem disse. Princippet har også været anvendt med stor succes af B&O.

Rent lydmæssigt er de fleste dog enige om MC-princippets fordele. Hvorfor er der dog nogen tvivl om. Jeg har set teorier omkring den meget længere tråd i de spoler, der anvendes i et MM-systemer, skulle påvirke lyden i negativ retning (en højere udgangsimpedans). Dette taler også for, at de specielle high output MC-typer med mere tråd i magnetfeltet ikke altid lever op til kvaliteterne fra de tilsvarende low output modeller. Noget er der om det, men umiddelbart er grunden, at MC-systemernes lydmæssige fordele er en kombination af lav bevægelig masse samt den ikke mindst den lave udgangsimpedans. Med de forholdsvis få viklinger på det lille anker (ofte kun 10-15 stk) er udgangsimpedansen ganske få ohm. Således har signalet, let ved at drive kabler selv med en rimelig høj kapacitet. Hermed har vi altså en mere kontrolleret kobling fra pick-up til forstærkerindgang.

Ud over MM og MC findes der også et par "glemte" principper. Stax lavede en elektrostatisk pick-up som skulle strømforsynes og derfor krævede 4 ledninger i armen. Det samme gælder Audio Notes topmodel (helt ubetalelig) som anvender elektromagneter. En helt speciel pick-up var de få strain gage modeller der var fremme i 80'erne (f.eks. Win Lab). Her fungerede det med et lille stykke metal som afgav en spænding, når det blev bukket. Enkelte producenter har også forsøgt sig med pick-up'er der virkede med lys og spejle - dog uden større succes.

Nåletyper
For lang tid siden brugte man stålstifter og bambus"nåle", senere blev det krystaller fremstillet af safir, som kunne holde til hele 25 afspilninger! Hvis vi kigger på mere moderne konstruktioner så er nålen i dag lavet af diamant i forskellige kvaliteter og slibninger.

Den koniske eller runde nåleslibning var det første man kom frem til. Den er nem at fremstille og mere tolerant mht. justering. Principielt er den dog meget forskellig fra selve skærenålen med dens skarpe kanter. (se fig. 2). Når nålen ikke kan komme ud i de små rillemodulationer, går det ud over højfrekvensgengivelsen. Især de inderste riller på pladen, hvor den relative hastighed er langt lavere, giver problemer. Til gengæld er den koniske nåleslibning langt mere tilgivende mht. justering og i mange tilfælde vil den give et bedre resultat.

Med den eliptiske nåleslibning og senere f.eks. Ortofons "fine line" kom man noget tættere på. Men først med fremkomsten af CD-4 Quadrofoni sidst i 70'erne skete der ting og sager. Kravene til den øverste grænsefrekvens steg pludselig til over 30 kHz og derfor så man udviklingen af mere forfinede nålespidser og ikke mindst langt bedre pick-up’er.

I løbet af 80'erne og 90'erne kom de mere avancerede nåleslibninger frem. Den meste kendte er nok Van den Hul, men også Pramanik (fra B&O) og den efterhånden mere og mere populære Fritz Gyger bør nævnes. Billedet til venstre er af en Gyger nål på Ortofon Rondo Bronze pickuppen. Bemærk renheden i diamanten, der er helt gennemsigtig.

Med de finere nåleslibninger vi anvender i dag, stilles der større krav til opsætning af arm og pick-up, så nålen følger de udsving skærenålen har skabt. Bare en lille vinkling stiller nålen "skævt" i rillen, hvilket fører til øget forvrængning, samt en tidsforskudt gengivelse af de 2 kanaler (fasefejl). Hvad dette angår er den koniske nål meget nemmere at gøre tilfreds, så faktisk er der stadig nogle der i dag sværger til denne type nål. På den anden side, så er der også stadig fanatikere, der mener mono er bedre end stereo!

Nålefanen
Alle pick-up’er har en eller anden form for nålefane (engelsk: cantilever) hvorpå der er fæstnet en nål fremstillet af industridiamant. Der er altså ikke altid tale om en skinnende funklende hvid sten, som dem du ser hos guldsmeden. På meget billige pick-uper er nålen indfattet i en stålkrave så man kan spare på den dyre diamant.

Selve nålefanen kan være lavet af aluminium eller meget hårde materialer som boron, beryllium eller i ekstreme tilfælde rubin eller diamant. På de meget hårde materialer er selve nålen limet fast, mens man i aluminium ofte klemmer nålen ned i et hul. Fælles for dem alle er det dog, at langt fra alle nåle sidder helt lige. Som tidligere nævnt, indjusterer vi armen efter pick-up huset eller til nød selve nålefanen. Men hvis nålen sidder skævt, er vi helt på herrens mark. Det kan betale sig at medbringe en lup, så man kan kontrollere sin dyre pick-up, inden den er betalt. Under alle omstændigheder bør en pick-up med skævt monteret nål eller skæv nålefane kunne byttes. Dette gælder dog primært de bedste og dyreste typer. Giver du under 1.000,- kr. for en pick-up, skal du ikke forvente det helt store. Du kan således heller ikke forvente at nålen sidder 100% korrekt i selve nålefanen.

Nålefanen er forankret bagerst internt i pick-up’en. Den skal sidde fast så nålen ikke trækkes ud ved pladens rotation, men samtidig skal den kunne bevæge sig og følge rillemodulationen. Disse 2 modstridende krav gør det hele meget vanskeligt. Hos Ortofon har man løst problemet ved at anvende en ganske tynd pianotråd, som i et enkelt punkt er tyndere. Hermed defineres et klart omdrejningspunkt.

Lige foran magnetsystemet finder vi et spoleanker med typisk 4 krydsvundne spoler. Tråden er hårdtynd og kan være af kobber eller sølv. Selve spoleankeret samt antallet af vindinger og magnetens styrke er samme med til at bestemme hvor stort udgangssignal der kan genereres. Med en magnetiserbar kerne af metal eller keramik kan der generes en højere spænding. Spoler viklet på umagnetisk materiale, vil typisk have et mindre output, men også en lavere forvrængning. Typisk opstår denne forvrængning i form af ulineariteter grundet mætning i kernematerialet. Fænomenet kan sidestilles med et andet led i signalvejen, nemlig højttalerfilteret. Her foretrækker de fleste også luftspoler frem for spoler viklet på kerner.

Enkelte moderne pick-up konstruktioner fremstår helt åbent, så man nemt kan se hvordan det hele er opbygget. Her kan jeg f.eks. nævne visse af Van den Huls topmodeller samt Benz Glider.

Tilpasning
Et grundlæggende parameter for pick-up’er er compliancen, hvilket groft sagt kan beskrives som nåleophængets blødhed eller dæmpning. Ved overgangen til elliptiske og fineline nåle blev selve kontaktfladen mindre og man forsøgte at mindske nåletrykket. For at kunne spore pladerne blev man så tilsvarende nødt til at skabe meget bløde nålophæng. Hermed fortsatte kapløbet så nogle år, indtil det gik galt. Problemet ligger i, at arm og pick-up tilsammen udgør en resonanskreds - den såkaldte armresonans (se ovenfor. Da tingene så værst ud, var der kombinationer med superspinkle arme (Black Widow, Formula 4 og Vestigal), som med meget compliante pick-up'er (Shure, Sonus, ADC og Ortofon), kunne spore de kraftigste rilleudsving ved 5 mN (0,5 g) nåletryk.

Da så MC-typerne blev populære, opdagede man, at de slet ikke passede i de populære lette og yderst spinkle arme. Vibrationerne går videre fra nål gennem pick-up'en til armen. På en måde kan man sige, at det var pick-up’en der fik armen til at svinge og ikke omvendt. I visse tilfælde gik det så galt, at nålen lige frem hoppede ud af rillen.

Med nutidens mere stabile og robuste arme, har man forstået at tilpasse dem til de bedste MC-typer, men der er stadig hensyn at tage. Mörch har taget konsekvensen og leverer armrør med forskellig masse/vægt til sine velkendte arme, så de kan tilpasses direkte til den anvendte pick-up.

Endelig skal det lige pointeres, at der med de nyeste nåleslibninger igen er skabt balance i kompromiset mellem nåletryk og slid. Med den støre vertikale kontaktflade er der ingen fare selv ved nåletryk omkring 20 - 25 mN.

Montering.
Pick-uper monteres for det meste ved 2 skruer. Nogle pick-up fabrikanter anvender gennemgående huller så der skal bruges en kontramøtrik. Andre foretrækker gevind i selve pick-up-huset. Jeg anbefaler på det kraftigste at anvende enten messing- eller (umagnetiske) stålskruer til sidstnævnte. De fleste gængse skuer i det rette format er af aluminium, men hvis selv gevindet tilsvarende er af aluminium, kan det give problemer. Bare den mindste skævvridning og skruen sidder som svejset fast. Jeg taler af erfaring, idet en ny 12.000,- kr. pick-up var meget tæt på at miste livet på denne måde. I dag er gevindene udboret og jeg bruger kun messingskruer.

På et tidspunkt var det moderne med plastikskruer. Glem det - de duer ikke. Efter ganske kort tid arbejder de sig løs, og længe inden da har det påvirket lyden negativt.

For nyligt fik jeg et godt tip. Tag et kort stykke tynd ståltråd eller spidsen af en nål - ca. 0,5 mm. Forsigtigt sliber du den flad i den ene ende så den set fra enden får en halvmåneform. Klip herefter et stykke på 1-2 cm af og læg det - i pick-up’ens længderetning - mellem pick-up og armens monteringsflade. Den fladslebne side op mod armen og den buede ned mod pick-up’en. I forbindelse med de nyere SME-arme slår du 2 fluer med et smæk og får således også en mulighed for at justere pick-up’ens lodrette hældning ved justering af de to skruer. En anden fordel er dog, at pick-up’en kobler til armen via et enkelt punkt (+ 2 de skruer) med et meget stort tryk. I princippet en omvendt "spike" for din pick-up.

Rengøring
Der findes et hav af væsker og underlige remedier til at rense din pick-up. Uanset hvad du anvender, så husk altid at bruge en bevægelse fremad mod nålen. Den anden vej kan beskadige din nål eller rettere bøje/knække nålefanen.

Noget helt andet er, at alle former for væsker også er af det "onde". For det første er der limen som holder selve nålen fast på nålearmen. Denne lim skulle meget gerne blive siddende og derfor er alle opløsningsmidler en dårlig løsning. Dernæst kan væske eller dampe trænge op i pick-up’en og beskadige de sarte gummiophæng. Noget helt andet er, at kun selve spidsen af nålen behøver egentlig rengøring. Større fremmedlegemer som støv og hår kan fjernes med en lille tør børste og selve spidsen af nålen kan renses med meget fint sandpapir; korn 600-800. Linn laver noget specielt sandpapir, men er man heldig kan tilsvarende findes i en velassorteret hobby-forretning. Sandpapir lyder måske lidt drastisk, men selve diamanten er så hård, at den under ingen omstændigheder tager skade af behandlingen.

Rengøring af pladerne:

Gennem tiden har der været mange opfindsomme systemer til at fjerne "støj" fra pladerillerne. Selvsagt skal snavs og støj væk fra pladen. Rens den hver gang du afspiller den. Til daglig rengøring vil en god kulhårsbørste være OK (f.eks. DECCA 2+2) men ofte skal der noget mere til. Vådrensning kan ske med en blanding af destilleret vand, isopropylalkohol i forholdet 3:1. Tilsæt evt. et lille skvat afspændingsmiddel som fjerner den statiske elektricitet. Her anvender jeg lidt gammel blå pladerens, men altså i så små mængder at det ikke har nogen skadelig virkning. En dråbe opvaskemiddel kan også anvendes.

Det er dog vigtigt at vædsken fjernes fra pladerne igen. Dertil findes egentlige rensemaskiner fra f.eks. Nitty Gritty eller de gamle Keith Monks (hvis man kan finde dem). Et gammelt alternativ var vådafspilning. Det såkaldte "Lencoclean" var et stort hit tilbage i 60'erne og 70'erne. Meningen var at vædsken skulle "smøre" rillerne under afspilning. I stedet fik det skidtet til at sidde uhjæpeligt fast, når først det hele var tørret ind igen. Een gang vådafspilning - altid vådt!  Denne løsning kan afgjort ikke anbefales.

Senere kom der nyere former for smøremidler - Permostat var en af dem. Jeg har nogle plader som har fået denne behandling tilbage i 80'erne og de lyder stadigt fremragende. Måske var der noget om det, men om Permostat stadig kan skaffe ved jeg ikke.

 

Lav din egen protractor.
Hvorvidt det kan betale sig at lave sin egen protractor er jeg lidt i tvivl om. Med fremkomsten af Feikert protracotoren er det meget svært at berettige det store arbejde. Feikert systemet er hurtigt nemt og pålideligt. Investeringen er ca. 1500,- kroner, hvilket man godt kan investere - evt. nogle stykker sammen.

Men man kan altså lave den selv. Denne opskrift "lærte" jeg for mange år siden og har praktiseret den hos mange venner og bekendte siden da. Den er nemmest at anvende ved arme, hvor overhang justeres i selve pick-up-huset. Med lidt tilpasning kan den dog anvendes på armtyper, hvor overhang justeres ved at flytte armen i selve basen, som f.eks. SME.

Du skal bruge:
  - En passer
  - Vinkel samt lineal
  - En skydelære
  - En skarp kniv eller en spids saks
  - Et stort stykke kraftigt tegnepapir eller karton - helst A3


Vi skal finde den nøjagtige afstand fra omdrejningspunktet til centrum af pladetallerkenen (L på tegningen). Først måler du diameteren på armbasen. Vi går ud fra omdrejningspunktet er placeret i centrum af armbasen, hvilket nok passer for langt de fleste arme. (Pas på! det gælder ikke for Mørch armene) Diameteren for centertappen bør være 7,2 mm, men mål den hellere for en sikkerheds skyld.

Herefter måler du afstanden fra selve armbasen og ind til centertappen. Sørg for at gøre det så præcist som muligt. Den effektive afstand fra omdrejningspunkt til midten af centertappen vil følgeligt være (½ x armbasens diameter) + (½ x centertappens diameter) + afstanden mellem armbase og centertap. I de arme, hvor du ikke umiddelbart kan komme til at måle armbasen må du så præcist som muligt finde omdrejningspunktet og direkte måle afstanden til centertappens centrum. Pas på med evt. højdeforskelle, for det skal være nøjagtigt.

På dit papir/karton aftegner du nu i korrekt forhold hhv. armbasen og spindlen med den målte afstand. Sørg for at være så præcis som mulig - helst 0,5 mm eller bedre. Med passeren indstillet til 15 cm og centrum i selve pladespindlen aftegnes nu pladens omkreds.

I Excel regnearket (se ovenfor) indtaster du den målte afstand - f.eks. 204 mm. Armens effektive længde skal herefter være 222,7 mm (overhang = 18,7 mm). Du indstiller passeren på de 222,7 mm og med centrum i armens omdrejningspunkt tegner du nu den bue ind over pladen forbi centerakslen. Det er denne bude din pick-up senere vil beskrive og som du skal justere efter. Derfor før du bruge en tynd og meget spids stift, så du evt. kan trykke en svag rille i papiret.

Som kontrolpunkter skal vi nu finde de to steder hvor fejlsporingsvinklen er lig 0 grader. Indstil passeren på hhv. 66,0 og 120.9 mm. Med centrum i selve pladespindlen markeres de 2 punkter hvor den førnævnte bue krydses.

Med en lineal tegnes to linier fra pladecentrum og ud til de to referencepunkter. I disse punkter afsættes den vinkelrette linie. Disse to linier skal anvendes til at flugte pick-up/nålearm.

 

Nu er din skabelon færdigtegnet og kan skæres ud. Hullet til centertappen samt hullet til armbasen fjernes bedst ved at bruge en stikpasser og køre den rundt indtil papirstykket kan trykkes ud. Alternativt kan du anvende en lille spids saks. Hullet ved armbasen klippes igennem, så skabelonen kan placerer på selve pladespilleren mellem centerspindel og armbase. Evt. overflødige flader skæres bort. Pas på du ikke kommer til at skade din pick-up, når skabelonen placeres på pladetallerkenen. Hvis pladetallerkenen låses så den ikke kan dreje rundt, gør det justeringen meget nemmere. Det kan klares ved at sætte et stykke viskelæder i klemme eller simpelthen med et stykke tape.

Hvis din armbase ikke er rund og du har svært ved at komme til, afskæres skabelonen så tæt som muligt og linien mellem omdrejningspunkt og spindel anvendes nu til at flugte så præcist som muligt op mod armens omdrejningspunkt.

Når skabelonen er på plads, fører du forsigtigt armen ind over og checker at nålen rammer præcis i den aftegnede bue hele vejen fra pladekanten og ind mod centrum af pladen. Juster den effektive armlængde ved at rykke pick-up’en frem eller tilbage i huset. Om den evt. skal vrides lidt checker du i de 2 nulpunkter, hvor selve nålefanen skal flugte med den aftegnede line set lige forfra.

Har du en SME-arm eller anden arm, hvor overhang varieres ved at rykke armen i basen, så er princippet det samme. Blot skal du her i første omgang måle den effektive armlængde - altså den præcise afstand fra omdrejningspunkt til pick-up spids. Det kan være svært, så check det flere gange. Fra Excel regnearket får du nu afstanden fra base til centrum af pladen. Skabelonen tegnes som før, men nu rykker du så armen frem til nålen flugter med den tegnede bue.

Gem din protractor til næste gang du får ny pick-up, eller så du af og til kan kontrollere at det hele er OK.

Til sidst vil jeg kort gøre opmærksom på hvor vigtigt det er at placere din pladespiller korrekt. Den skal stå stabilt og i vater. Om du bruger spikes, sorbothane eller andre tweaks vil jeg ikke blande mig i. Hovedsagen er at du eksperimentere og finder ud af hvordan du får det største udbytte af din pladespiller.

De gode gamle LP’er rummer masser af god musik og med disse 3 artikler håber jeg at have gjort det muligt for flere at nyde de mange gode gamle plader der blot ligger og venter. Husk at pladespilleren blot er en "død" maskine. Det er først når du kombiner den med en god LP, at det hele går op i en højere enhed og der skabes guddommelig musik!

Fig. 1 - Tegningen repræsenterer pick-up nålen set forfra. De 2 linier viser hvilket signal der genereres ved påvirkning imod hhv. A+, B-, C+ og D- ved aftastning af pladerillens to vinklede vægge. Heraf kan det ses, at forskellige kombinationer af rillebevægelser kan skabe såvel mono-signaler (en ren horisontal rillemodulation), som stereo (45 grader modulation i højre eller venstre side) og i tilfældet hvor rillen bevæger sig op og ned; et signal med de 2 kanaler i modfase.

 

MC/RIAA forstærkeren

Din pladespiller har et udgangssignal der er meget svagt og derudover er det meget frekvens ulineært. Alle LP'er er indspillet efter den såkalde RIAA-kurve. (Dette gælder dog ikke vise meget gamle plader og 78'ere). RIAA kurver sænker basområdet med 20 dB og hæver diskanten med 20 dB. Ved afspilning korrigeres dette, så vi får en ret frekvensgang. Se kurven herunder:

Hvorfor gør man så det? For det første for at spare plads i rillerne. Basmodulationerne er typisk meget kraftige og skulle de indspilles ville de fylde alt for meget. Desuden ville hverken skærehovedet eller vores pick-up'er være i stand til at følge de kraftige udsving. Diskantsignalet fylder ikke så meget så det kan vi nemt hæve. Samtidig får vi så også en støjmæssig fordel ved afspilningen hvor det højfrekvente signal sænkes 20 dB og dermed reducerer støj (sussss) meget effektivt. På den anden side kan det give alvorlige problemer med brum og snerren da de lave frekvenser forstærkes uforholdsmæssigt meget – ja faktisk millioner af gange.

Tidligere var RIAA forstærkeren indbygget i de fleste kontrolforstærkere eller integrerede forstærkere. Med andre ord, så havde de en "pladespiller indgang". Det ser man ikke så meget mere, med mindre man rykker lidt op i pris- og kvalitetsskalaen. Har du en ældre reciever eller forstærker med indgang til pladespiller vil du oftest også kunne en lille skrue til stel eller "jord". I de bedre forstærker er denne indbyggede RIAA eller forforstærker ofte af en udmærket kvalitet. De bedste RIAA-forstærkere kommer som separate komponenter og de kan være små med en lille externe netforsyning eller store voldsomme sager med rør og en pris-lap der får de fleste til at gå i brædderne.

Forskellige typer forstærkere til forskellige pick-up'er

Kravene til vores RIAA varier. Den  skal passe til pick-up'en, altså hvilken type vi nu anvender.

Lige som man ikke kan sættes cykeldæk på en bil, skal tingende også passe sammen, når man kobler sin pladespiller og dermed pick-up til en pick-up indgang. Der er 3 primære parametre:


 
MM MC-high output MC low
Indgangsfølsomhed (forstærkning)
 
2 –10 mV 2-10 mV 0,1-2 mV
Indgangsimpedans (belastning) Typisk 47 kohm Typisk 47 kohm Typisk 10-200 ohm
Indgangskapacitet (kun relevant ved MM-pick'uper)
 
47 – 200 pF Ingen/ringe betydning Ingen/ringe betydning

Trafoen

Problemerne med det meget lave output fra visse MC-typer, kan give brum og støj. Den moderne elektronik i dag , er dog så støjsvag, at man sagtens kan komme ud over problemet. Alligevel er der mange der hælder til at en indgangstrafo (eller såkaldt MC-trafo) er at foretrække.