De grundlæggende oplysninger om armen kan du se i baggrundsmaterialet. Her går jeg lidt mere i detaljer og beskriver konkret de forskellige principper samt om fordele og ulemper.

Tonearmen står med en umulig opgave. Den skal holde pickuppen fast forankeret i en korrekt positin, men samtidig skal den kunne bevæge sig ind over pladen. Pladen er skåret tangentialt, men de fleste arme afspiller radialt (beskriver en bue). Ud over disse problemer der der mange flere i form af f.eks. resonanser, bevægelig masse, lejefriktion, kontakter m.v.

Armen spiller en langt større rolle end de fleste er klar over. Nogen mener helt op til 80% af det samlede resultat skyldes armen. Så langt vil jeg ikke gå - måske 40-50% (30-40% til pickuppen og resten til værket). Armen påvirker primært gengivelsen af hele det lave område og op gennem mellemtoneområdet til ca. 2 kHz. Med andre ord, hele det område hvor musikkens grundtoner ligger og hvor vores ører er mest følsomme. Reelt burde man måske vægte armen højere end både pickup og værk.

Glanz sort

Hvorfor forskel?
Din pickup er en lille hammer, der banker flere tusinde gange i sekundet. Vibrationerne skulle gerne blive til lyd, men nogle af dem går op gennem armen til lejet. Hvis vi er heldige omformes de til varme og forsvinder i basen. Ellers kastes de tilbage til udgangspunktet - vores pickup! Her skabes en form for "ekko" eller forvrængning.

Derfor er armens konstruktion og dermed evnen til at lede energien væk og "dumpe" den vigtig! Nogle prøver at dæmpe sig ud af det med brug af silikone, gummi eller ved at bygge armen af "bløde" materialer som f.eks. træ.

Armen skal passe til den pickup du ønsker at anvende. Det er vigtigt at der opnås en passende systemresonans. Men det er også vigtigt at denne systemresonans er dæmpet. Se mere herunder og beregn evt. systemresonansen for din egen arm/pickup kombination.

Typer

Principielt er der 2 typer arme - den radiale, som beskriver en bue ind over pladen og tangentialarmen, som aftaster pladen på samme måde som den er skåret. Altså tangentialt. Herudover finder der så radiale arme, som aftaster tangentialt - helt specielle konstruktioner, som ikke så mange kender. Der er flere fælles træk for alle armtyper, men også forskelle. Jeg vil dog beskrive det hele samlet og længere nede på siden er der så eksempler på de forskellige typer.

Vi kan lige så godt tage nogle danske eksempler, så her har vi 2 stk. Ortofons arme (bygget af Jelco i Japan) til venstre. Begge er radialarme.

Til højre den klassiske motorstyrede tangential arm fra B&O. Den ekstra arm til højre er en føler som styrer bevægelsen ind over pladen. Det kan dog gøres på mange andre måder.

Lejet

Lejet og lejetypen har stor betydning for armens funktion. Selvsagt skal friktionen være så lille som mulig, men samtidig skal lejet være stabilt.

Den mest anvendte løsning er nok meget små præcisions kuglelejer.
Derefter kommer etpunktsophængte (unipivot) eller variationen heraf to-punktsophæng (duopivot)
Så er der knivlejet som specielt kendes fra den gamle SME og de nyeste versioner fra Jelco.
En nyere "opfindelse" er trådlejet - hvor armen hænger i en tynd solid tråd.
Luftlejet kendes primært fra tangentialarmene
Hjul og skinner anvendes også i visse tangentialarme - f.eks. ClearAudio.
Magneter anvendes i nogle lejer, men jeg kender ikke nogen der laver et 100% magnetleje.

Kuglelejet

Triplanar her til venstre og Glanz (billedet i toppen af siden) samt Ortofon til højre er begge eksempler på kuglelejer. Som det ses tydeligt på tegningen til højre er det snarere en slags pinol leje hvor en konisk spids hviler omring et antal små kugler.

Præcisionen af kuglelejer kan være meget forskellig. Der skal være den snævrest mulige tolerance. Lydmæssigt taler man om den såkaldte "bearing chatter" - altså lyden af raslende kugler i lejet. Ikke godt, men ikke noget jeg har bemærket på de bedre arme.

Unipivot

Etpunktsophængte arme som f.eks. Immedia, JMW, ClearAudio og Mørch UP-4 kan forekomme noget levende og være svære at justere. Lejet består her af en form for spids der hviler i et konisk hul. Principbetinget er de fleste etpunkts ophængte arme dæmpet med en form for silikone. Armen holdes på plads af tyngdekraften, hvilket nogle mener er for svag en kraft til dette formål

Til venstre er det den danske Mørch UP4 og til højre den meget spændende Belladonna arm fra Pierre Lurne.

For at få et lavt tyngdepunkt ser man også ofte at kontravægten er rykket længere ned eller at der er stabiliserende udliggere på siden af armen, som skal hindre vuggende bevægelser fra side til side.

Trådophæng

Et kuriøst eksempel på et anderledes ophæng ses hos Well Tempered, hvor armen hænger i en tråd, mens en slags kontravægt eller stabilisator hviler i et silikonefyldt dæmpekar. Ved at sno trådene har man meget smart sørget for en let justering af antiskating. En endu mere avanceret udgave af dette, hvor der også anvendes et magnetfelt til stabilisering ses i de tyske Schröder arme. He et par gode emner til et "gør det selv projekt" for den fingernemme. Jeg har selv en DIY udgave af Schröder armen. Vanskelig at få til at virke optimalt, men når den virker er det godt.

Herunder er det den originalen Schröder arm til venstre og min kopi til højre. Den meget tynde aramid tråd holdes i spænd af to små men kraftige neodym magnet. Kigger man efter kan der skimtes en tynd sprække mellem dem. Magnetsystemet sørger samtidig for en dæmpning af de resonanser der sendes op gennem armen. Det er svært at definere et egentlig omdrejningspunkt i det vertikale plan. Armen vil i modsætning til et almindeligt leje hele tiden søge tilbage mod vandret. I det vandrette plan er friktionen yderst lav og stilleskruen i toppen indstiller såvel gabet i magnetfeltet som antiskating.

Hus - pickup befæstigelse

Arme findes med fast og aftageligt hus. Fast hus eller armen ud i et stykker går selvfølgelig det hele mere stabilt, men også noget mere kompliceret, når der skal monteres pickup. Denne løsning ses typisk i de dyreste arm, selv om der er undtagelser.

En anden løsning er det aftagelige hus eller "shell" som det også kaldes. Her støder man oftest på
den såkaldte SME-fatning. Et hus med et lille 4 polet stik og en styrestift (nogle med 2 stifter). Dette passer så ind i
armen, der har en drejlig krave, som låser pickuppen fast.

Her til højre er det et hus fremstillet i sort ibenholt, men ellers findes de i alle materialer fra aluminum til magnesium, titanium, grafit og kulfiber.

Pickuppen befæstiges på normal vis med bolte. Nogle typer har dog gevind i huset og her kan pickupper med tilsvarende gevind, så ikke anvendes.

De små tilledninger i huset er et kapitel for sig selv. Oftest er de tynde og de små kabelsko knækker eller laver problemer med dårlig kontakt. På billedet til højre er det gedigne solide tilledninger med PC OCC kobber og teflonisolering. Det hele sidder fast og giver god kontakt samt ingen mekaniske bivirkninger.

Kontravægt - nåletryk

Kontravægten skal udbalancere pickuppen. Den er tung og har ofte også muligheden for at justere nåletrykket, via en skala. Lige som alt andet i en arm kan en kontravægt også lagre energi. Derfor ser man ofte at den er afkoblet med en gummibøsning eller indvendigt har tiført dæmpning.

Ofte vil man se at kontravægten er forskudt i det lodrette plan, så den ligger under armen. Det er med til at stabilisere hele armen, så tyngdepunktet ligger lavt i forhold til omdrejningspunktet.

Engelske Roksan har gjort noget helt andet. De har på deres toparm Artemiz en kontravægt, som hænger fra armen koblet i et enkelt punkt (en slags spike). Det virker tiltalende, så længe systemets resonans ligger lavt nok. Man ønsker jo ikke, at det hele skal svinge i takt med f.eks. buler i pladen eller musikken der spiller. Roksan benævner det selv "Intelligent Counterweight System" og hævder det rent dynamisk optimerer sporingskraften. "Single point suspension minimises the transmission of unwanted mechanical noise to the cartridge and the low centre of gravity improves dynamic stability".

Lift - automatik

De fleste arm har i dag en lift så man nemt og uden at beskadige pickuppen kan løfte armen (pickuppen) fra pladen. Nogen har endda automatik, så de automatisk løfter armen, når pladen er slut. Fuldautomatiske pladespiller klarer det hele selv. Kører armen ind på pladen spiller pladen og returnere armen til udgangspositionen, når pladen er slut. Smart, men ofte også en masse mekank der kan påvirke armens lyd og ikke mindst, noget der kan gå i stykker.

Kabel eller bøsninger

Signalet kan komme ud fra armen via et fastmonteret kabel med to phonstik og en stel-leder (f.eks. Triplanar) eller via et 5 polet SME-stik i bunden (se billedet til højre). Andre har simpelthen ført kabler ud til et par phono-bøsninger (RCA), så man skal bruge et alm. kabel (samt stelkabel) til forbindelse. (F.eks. Well Tempered). Undersøg lige om kablet følger med din arm. Det er lidt surt, at stå uden det korrekte kabel, når man gerne vil spille musik.

Justeringer

Ud over at armen skal give de perfekte forhold for pick-up’en kan vi således stille nogle elementære krav:

- En lift, der kan justeres
- evt. et aftageligt hoved eller udskiftelig arm
- adgang til justering af de geometriske parametre.
- mulighed for udskiftning af audiokabel til RIAA forstærker

Med hensyn til justeringer er der mange begreber at holde styr på. En hurtig opremsning indeholder:

- Nåletryk,
- Anti-skating,
- Overhang,
- Offset,
- Zenith,
- Azimuth og
- Vertikal sporingsvinkel. (VTA)
- Skærevinkel (SRA)

Arm og pickup - samspil og modspil

Armen skal jo fungere sammen med en pickup. Her har vi så to mekaniske systemer som spiller sammen. Der vil som i alle andre svingende systemer opstå en resonans - her taler vi om armresonansen. Et passende område angives ofte til mellem 8 og 15 Hz. Men ideelt set bør armresonansen helst ligge et sted mellem 10 og 12 Hz, så den er under det egentlige musikindhold, men over de frekvenser der provokeres via buler i pladen eller andre skævheder.

Armresonansen kan måles med specielle testplader, men den kan også beregnes. For at dette kan ske, skal vi have en del oplysninger. Nåleophængets blødhed eller compliance bestemmer sammen med den totale masse, hvor resonansen befinder sig. Bløde pickupper som var poplulære i 70'erne skal nærmest have en arm helt uden masse, mens nutidens kvaliets MC typer passer fint sammen med de toparme der er på markedet.

For at kunne beregne armresonans skal vi vide:

* Armens bevægelige masse (oplyses af producenten eller findes på nettet)
* Pickuppens masse og compliance (bør fremgå af den medfølgende manual).
* Vægt af skruer eller evt. hus.

Compliance angiver hvor mange my (1000 dele af en meter) pickuppen bevæger sig ved en påvirkning på en mN (1000 dele af en Newton). Normalt måles dette ved 10 Hz, men f.eks. Denon anvender 100 Hz, hvilket er for højt (Det er jo ikke her vi har armresonansen). Som tommelfingerregel kan du gange målinger foretaget ved 100 Hz med 2 og få noget der ligner en måling ved 10 Hz.
Angivelsen kan f.eks. være:
* 8 x 10-6 cm/mN for Sumiko Palo Santos Presentation
* 13 x 10-6 cm/mN for Transfiguration Orpheus
* 5 x 10-3 m/N for Denon DL-103SA

Beregning af egenresonansen kan man regne sig frem til - jeg lavet et Excel regneark, der klarer det nemt. DOWNLOAD HER

Eksempel: (Der kan ikke regnes her - download Excel skemaet).

Arm masse	11,0	gram
Pickup vægt	8,3	gram
Skruer/hus	0,5	gram

Compliance	8	x 10-6 mN

F = armresons	12,9	Hz

Som default er skemaet udfyldt med tal for mit eget system
I de gule felter er der indtastet følgende:
* Triplanar MK VIIi arm - bevægelig masse 11 gram
* Pickup Sumiko Palo Santos Presentation - vægt 8,3 gram
* Compliance angivet til 8x10-6 m/N
* Skruer sat til 0,5 gram

Resultatet er absolut acceptabelt, men kunne godt ligge lidt lavere. Evt. kan der tilføjes masse. En keramisk mellemlægsplade mellem pickup og hus vil tilføje ca. 2,5 gram og give en Fs på
lige under 12 Hz.

Tangential armen

Tangentialarmen kan deles op i to grupper. Dem der virker via en motor og aktiv styring (f.eks. B&O, Rabco og Goldmund) samt dem der kører via påvirkning fra rillen i pladen - f.eks. Forsell, Clear Audio, Kuzma m.fl.)

Specielle arme

Gennem tiden har der været lavet mange specielle arme. En del af dem forsvinder meget hurtigt igen, mens andre på trods af deres måske lidt aparte udseende har opnået succes.

Blandt disse kan nævnes Transcriptor Vestigal, Dynavector DV501, 505 og 507 og Thales.

Transcriptor Vestigal er et typisk eksempel på 70'erne kapløb om at få den absolut laveste masse. Som det ses på billedet er selve monteringsfladen hvor pickuppen (Her en ADC) afkoblet via et hængsel. Den tynde tråd går så vi et hjul til et lod, der sørger for det nødvendige nåletryk. Resten af armen klarer så kun den vandrette bevægelse. Smart, men i praksis nærmest umuligt at få til at virke.

Vestigal angiver den effektive armlængde til 1 3/8" - svarende til lige under 4 cm. Til gengæld anbefaler de pickupper med en compliance på 30 x 10-6 mN eller højere!

Dynavector DV 501, DV 505 og DV 507.

Lige som Vestigal armen bygge denne på princippet omkring 2 arme i een. Den er dog langt mere gennemført og absolut ikke designet til brug med højcompliante pickupper - faktisk lige det modsatte.

Også her er der en vandret del og så en kortere arm, der tager sig af de vertikale bevægelser . For en komplet beskrivelse og test se her: LINK TIL TEST AF DV 507 mk II

Garrard Zero 100

Denne tonearm kom frem i 1970 og byggede til del på et patent af P. W. D. Burne-Jones fra 1953. Her er der tale om et såkaldt tetragon princip som får armen til at spore tilnærmelsesvis tangentialt. Nålen placeres præis under omdrejningspunktet og i praksis giver det en fejlsporing på +0.025 / -0.018°.

Thales -

Bygger til dels på den ovennævnte Garrard arm, men princippet er her ført helt ud, så der er absolut 0 grader fejlesporingsvinkel.

Armen skulle spille fremragende, men efter min mening er det for meget fokus på et enkelt problem, der reelt ikke er så stort. "Skyde gråspurve med kananoner" kunne man sige.

Den nye og mere simple arm fra Thales tiltaler mig mere. Der er dog stadig en masse ekstra led og ophæng, som ikke kan være befordrende for den mekaniske stabilitet.